Debat om reality-prgrammer

Er reality-tv fordummende og udstillende?

Ja, siger Frederikke Bertelsen, der 23 år gammel i 2011 i et interview i Politiken (se kilder) kaldte reality-genren for fordummende og kvindeundertrykkende: ”I dag skal man ikke engang bruge hovedet for at komme i mediernes søgelys. Jeg er ganske enkelt træt af, at disse programmer får så meget tid på sendefladen og derudover giver et indtryk af, at hele vores generation opfører sig lige så uansvarligt.Som mange andre mener Frederikke Bertelsen, at reality-tv legitimerer unges ansvarsløse forhold til alkohol og sex.

Professor på Institut for Kulturvidenskab på Syddansk Universitet Kirsten Drotner mener dog, at programmerne også har en positiv funktion at de bliver et forum for diskussioner om moral og om, hvordan vi lever sammen. I en artikel i Politiken 10. november 2012 (se kilder) siger hun: Programmerne fungerer, fordi de italesætter vigtige problemer i en kultur, hvor det hele tiden handler om at sælge sig selv. Man kan sige rigtig meget skidt om reality-tv, men det er tv til tiden.

I 2019 diskuteres det stadigvæk, om realitygenren er fordummende, eller om den kan berige tv og seerne. I en artikel i Dagbladet Information fra 17. januar 2019 (se kilder) argumenterer Nikola Nedeljkovic Gøttsche for, at realitygenren kan tilbyde indsigt og refleksion. Samtidig afviser hun kritikken af, at reality skulle være fordummende: () bare fordi realitysatsningerne ikke er strøget i pressefolder og bundet i stramme slipseknuder betyder det ikke, at genren er intellektuelt indholdsløs. Tværtimod er mange reality-programmer mere indsigtsfulde og oplysende end æggehovedspekulationer () Reality-tv tager udgangspunkt i enkeltindividers adfærd, refleksioner og samspil med andre (oftest fremmede) på en måde, der som regel giver anledning til, at seeren kan spejle sig i de sociale dilemmaer og moralske kvaler, der opstår.”

Hvad kan samfundet bruge reality-tv til?

”Ingenting”, mener europaparlamentarikeren Morten Messerschmidt, der selv har deltaget i Big Brother. Reality-tv har ifølge Messerschmidt udviklet sig i en dybt skadelig retning ved at skabe en kultur blandt unge, der handler om, at succes i livet kan måles ved, om man har været på tv og har ”smarte venner”, som han siger i et interview med Politiken 19. september 2014 (se kilder). Andre mener, at reality-tv opildner os til at mobbe. I en artikel i Politiken 19. september 2014 (se kilder) forklarer medieforsker Stig Hjarvard, at han ser kvaliteter ved genren, som han mener, kan være med til at afdramatisere problemer og virke som inspiration for andre.

Henrik Høgh-Olesen, professor i social-og personlighedspsykologi på Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet, forklarer i en artikel på DR 17. november 2019 (se kilder), at reality-tv kan gøre seeren mere empatisk. Ved at se forskellige sider af de medvirkendes personligheder og indbyrdes sociale forhold, øver man sig nemlig i at sætte sig i andre menneskers sted, forstå deres følelsesliv og lære af hinandens erfaringer. Medieforsker Ib Bondebjerg, der også citeres i artiklen, er enig i den betragtning: “Realitygenren er det seneste skud på stammen, hvor du kan se almindelige menneskeliv udspille sig. Hvis du kan spejle dig i karaktererne, kan du muligvis også lære noget om dig selv.”

Hvilken slags reality-programmer overlever i fremtiden?

Uanset om reality-tv deler vandene, så er genren ikke på vej væk fra sendefladen. Medieforsker Ib Bondebjerg siger i en artikel i Horsens Folkeblad (se kilder), at

reality-programmer i dag i højere grad handler om sociologiske eksperimenter og helt almindelige menneskers hverdag end om konkurrence, som det gjorde med Robinson Ekspeditionen. Han peger på, at der kommer flere programmer med helt almindelige mennesker i fremtiden, og at vi kommer længere ind i folks privatliv og at det formentlig bliver vildere eller mere privat: Programmerne handler om følelser, men skaber også følelser i tilskuerne. Forskellige slags følelser. Men som gør, at vi som seer forarges, underholdes eller kan pudse vores egen glorie. Virkelige følelser hos virkelige mennesker sælger billetter og optager os mennesker. Og mens tv-stationerne konstant forsøger at tænke ud af boksen for at komme op med det næste nytænkende reality-koncept, deltager vi hver især hvad enten vi vil det eller ej i hver vores eget lille realityshow, når vi lægger film og billeder på Facebook og deler vores liv og levned på de sociale medier.