Hvordan udviklede racehygiejnen sig i mellemkrigstiden?
Mellemkrigstiden var i Danmark som i resten af Vesten racehygiejnens guldalder. Fra højre til venstre øjnedes der en mere storslået fremtid ved hjælp af eugenikkens forædlende, og ikke mindst udskillende, metoder. I 1925 udkom Adolf Hitlers "Min kamp", hvor den kommende diktator i kaptitel 11 skriver om folk og race (se kilder):
"Den stærkeste skal herske og ikke smelte sammen med den svage, så at den derved ofrer sin egen storhed. Kun den fødte svækling opfatter dette som grusomhed, thi han er jo også kun et svagt og indskrænket menneske; men hvis denne lov ikke herskede, ville enhver forbedring af alle organiske levende væsner være utænkelig. [...] Kampen for det daglige brød får alle de svage og sygelige samt de mindre beslutsomme til at bukke under, mens hannernes kamp om hunnen kun giver den sundeste forplantningsretten eller muligheden derfor. Kampen er altid et middel til at fremme artens sundhed og modstandskraft, altså en årsag til dens udvikling til det bedre."
Men at racehygiejne skulle være afgrænset til højreradikale eller nazistiske kredse er en historisk fejlslutning, som nyere forskning for længst har manet i jorden. Et af hovedværkerne i dansk sammenhæng er Lene Kochs afhandling "Racehygiejne i Danmark 1920-56", der udkom som bog på Informations Forlag i 2010.
For eksempel skrev den kulturradikale læge og seksualoplyser J. H. Leunbach i værket "Racehygiejne, arvelighed og Udvikling – Om bestræbelserne for at forbedre menneskets arveanlæg" i 1925: ”Trods alt – det er maaske en slags galskab – bevarer jeg mit lyse haab om, at socialismen og racehygiejnen ved intimt samarbejde vil være i stand til at redde den hvide race fra undergang!”.
Det var også i mellemkrigstiden, at især socialdemokrater i de nordiske lande arbejdede systematisk med racehygiejniske ideer i socialpolitikken. Den skandinaviske eugenik blev begrundet som en del af planen for en velfærdsstat.
Den danske socialdemokrat K.K. Steincke argumenterede i 1920 i "Fremtidens Forsørgelsesvæsen" (se kilder) for den logiske sammenhæng mellem eugenik og socialreform. I kapitel 22 skriver Steincke:
"Ethvert menneskeligt væsen skal have ret til den lykkeligst mulige tilværelse, og skal om fornødent, beskyttes og plejes. Kun i én henseende må samfundet være på sin post. Med hensyn til forplantningen [...] Hvis et menneskeligt Væsen, der er belastet med arvelige anlæg, nu engang er født, skal han have lov til at glæde sig ved tilværelsen, så vidt han og hans medmenneskers velfærd tillader det, men en ret skal han miste - en mulighed skal ham berøves, nemlig at overføre sine mangler til sine efterkommere og på den måde at forevige og mangedoble ulykken. [...]
Ja, hvad værre er, ved at holde Liv i disse Tusinder, siger man, giver vi dem Mulighed for at sætte Titusinder af endnu daarligere udrustede og paa forskellig Vis arvelig belastede Efterkommere i Verden, og vi naar efterhaanden [...] de samme Forhold, som har bragt alle tidligere Civilisationer til at gaa til Grunde, nemlig at Børneantallet med den stigende Civilisation indskrænkes mere og mere i Befolkningens Overklasse og i Middelstanden, medens de aller laveste Lag, derunder Forbrydere og Undermaalere af enhver Art, formerer sig langt stærkere. [...]
Hvis vi derfor ikke vil risikere den moderne europæiske Civilisations gradvise Tilbagegang og endelige Undergang maa vi ind paa en systematisk Modvirken af de nævnte uheldige Følger af Civilisationen og tillige tilstræbe en Forædling af Racen, den saakaldte Eugenik, i Tyskland og Norden særlig benævnet Racehygieine eller Raceforbedring.
I Virkeligheden er Tanken om Raceforbedring meget nærliggende! Enhver Dyreopdrætter, enhver Gartner, ja selv den læge Landbruger gaar jo ud fra, at han kun kan forvente et sundt Afkom eller en normal Afgrøde, naar han skyder de slette Eksemplarer af Racen ud og kun til Avlen anvender de kraftigste, de med de mest ønskværdige Egenskaber udrustede Individer."
Men Steincke tog i "Fremtidens Forsørgelsesvæsen" samtidig afstand fra det, han kaldte “de rene Stutterisynspunkter” og “Hellere-død-Retningen” inden for eugenikken “paa Grund af dens ensidige Ønske om Udryddelse af alle 'svage' Individer og Begunstigelse af de Stærke. Den hviler i saa Henseende paa en fejlagtig og forældet, altfor darwinistisk, Opfattelse af Arvelighedsproblemet og tilsidesætter netop de berettigede hensyn til Samfundslivet, som den sociale Lovgivning søger at fremme”.
Hvilke racehygiejniske love blev vedtaget?
Mellem 1929-38 blev en række racehygiejniske love vedtaget:
· sterilisationslovgivning (1929, 1934 og 1935)
· lovgivning om svangerskabsafbrydelse (1937)
· ægteskabslovgivning (1938).
Lovene vandt støtte fra alle Rigsdagens partier med undtagelse af enkelte medlemmer af Det Konservative Folkeparti, hovedsagelig præster. 'Åndssvage' blev betragtet som farlige, og i sterilisationsloven fra 1934 blev der givet adgang til tvangssterilisation af disse. Loven blev afskaffet i 1967. I alt ca. 11.000 danskere blev steriliseret efter lovene – ifølge Den Store Danske (se kilder).
Tvangsterilisation var ét redskab blandt mange – racehygiejnisk politik kan omfatte “alt fra rådgivning over ægteskabsforbud, internering, abort, sterilisering og kastration til regulært drab på såkaldte mindreværdige”, skriver historikeren Jes Fabricius Møller i afhandlingen "Biologismer – naturvidenskab og politik ca. 1850-1930" (se kilder) og fortsætter:
”Den såkaldte positive eugenik, der forsøgte at fremme ægteskab og børneavl mellem de 'bedst egnede' fik aldrig nogen praktisk betydning. Fælles for de skandinaviske lande er forbindelsen til tidens generelle frygt for degeneration i kombination med en frygt for overbelastning af fremtidens forsorgsbudgetter. Man frygtede især, at antallet af åndssvage skulle forøges, hvis deres utæmmede seksualdrift fik frit spillerum. Begrebet åndssvag omfattede en høj grad af moralisering, således at umoralsk adfærd – typisk seksuel løssluppenhed, vagabondering, alkoholisme, tyvagtighed o.l. – bidrog til diagnosen åndssvag og dermed til en begrundelse for sterilisering”.
Hvad er Statens institut for rasbiologi?
I 1922 åbnede verdens første institut for racehygiejne i Sverige: Statens institut för rasbiologi i Uppsala. Det var finansieret af den svenske stat (og enstemmigt vedtaget i 1921), men administrativt selvstændigt, og havde til opgave at bedrive "vetenskaplig forskning på rasbiologiens område med särskild hänsyn till svenska folket och till förhållandena inom Sverige". I denne variant opereredes eksplicit med en forestilling om forskellige racer med forskellige egenskaber, som knyttede sig til såvel gener som miljøpåvirkning, traditioner og kultur. Inden for svensk racebiologi på dette tidspunkt skelnedes der mellem fire overordnede racer: europider, mongolider, negrider och austromelanesier, med underkategorier som 'den nordiske race'.
Sverige havde, som Danmark, haft fortalere for racehygiejne og racebiologi siden starten af det 20. århundrede, blandt andet repræsenteret ved Svenska sällskapet för rashygien oprettet i 1909. Ligesom i Danmark var det med politisk enighed fra Socialdemokraterne til Højre, at f.eks. Instituttet for rasbiologi blev oprettet.
I 1958 ændrede instituttet navn til Institutionen for medicinsk genetik og blev lagt inder under Uppsala Universitet. Siden er genetikforskningen fortsat under forskellige forgreninger, mens begrebet racebiologi ikke længere er akademisk legitimt.
Hvordan udviklede racehygiejnen sig under 2. Verdenskrig?
Ved udbruddet af Anden Verdenskrig havde elementer fra eugenik/racehygiejne i årtier været en dominerende kraft i snart sagt enhver ”moderne” politisk, videnskabelig og social bevægelse. Den nazistiske bevægelse med den tyske rigskansler og siden diktator Adolf Hitler i spidsen brugte racehygiejniske ideer og politikker og eugenik som videnskabelig metode til at begrunde og udføre projektet om Det Tredje Rige befolket af en overlegen 'arisk race'. Der blev skruet op for politikker, som allerede havde været praktiseret i årtier – også i Danmark – såsom tvangssterilisation, mens andre praksisser blev sat i system, såsom registrering af arvelige sygdomme. Dertil blev der gradvist iværksat flere og mere radikale tiltag.
Begrebet eutanasi, barmhjertighedsdrab, blev brugt om drab på op mod 300.000 ”uværdige” mennesker rundt omkring på de tyske institutioner og hospitaler i løbet af 1930'erne. Mange af de teknologier, som Nazityskland iværksatte fra 1933 var importeret fra Californien, hvor eugenikken stod stærkt som videnskab – ifølge "Eugenics and the Humane Genome Project: Is the Past Prologue?" (se kilder). En californisk eugeniker berettede – ifølge bogen "War against the Weak: Eugenics and America's Campaign to Create a Master Race" (se kilder) – for sin kollega efter en studietur til Tyskland i 1934:
”You will be interested to know that your
work has played a powerful part in shaping the opinions of the group of
intellectuals who are behind
Hitler in this epoch-making program. Everywhere I sensed that their opinions
have been tremendously stimulated by American
thought . . . I want you, my dear
friend, to carry this thought with you for the rest of your life, that you have
really jolted into action a great government of 60 million people.”
Den amerikanske Rockefeller Foundation finansierede udviklingen af mange tyske
eugenik-programmer, blandt andre dem 'Dødens Engel', den tyske SS-officer og
læge Josef Mengele, var involveret i, før han startede sine udryddelses- og
forskningsvirksomhed i kz-lejren Auschwitz-Birkenau. Her stod han for
udvælgelsen af fanger: Hvem der umiddelbart skulle overleve, hvem der skulle
dræbes øjeblikkeligt. Derudover frasorterede han alle tvillinger, som han
udførte forsøg på for at finde nøglen til menneskets arveanlæg, som skulle
sætte Tyskland i stand til at rendyrke og reproducere den ariske race.
Den massedrabsmetode, som er mest kendt i forbindelse med Nazitysklands
udryddelsesprogrammer rettet mod jøder, sigøjnere, samt seksuelle og psykiske
afvigere og politiske modstandere – gaskammeret – blev ifølge "The Nazi Doctors: Medical Killing and the
Psychology of Genocide" angiveligt udviklet på
sindssygehospitalet Hadamar Klinikken i 1930'erne (se kilder).
Hvordan udviklede racehygiejnen sig i efterkrigstiden?
Efter nazisternes masseudryddelser, var eugenik og racehygiejne blevet stærkt miskrediteret i den vestlige verden. Ikke desto mindre talte mange fortsat for nødvendigheden og ønskeligheden af at forbedre mennesket gennem målrettede politiske, sociale og ikke mindst biologisk og genetiske indgreb, blot på ”humane” måder.
I sit essay "Brave New World Revisited" fra 1958 gjorde forfatteren Aldous Huxley status over verdens gang siden udgivelsen af hans dystopiske sci-fi roman "Brave New World" fra 1932, i hvilken et videnskabeligt baseret diktatur bestående af højkasterne Alpha og Beta disponerer over lavkasterne Gamma, Delta og Epsilon. Huxleys profeti for fremtiden lød i 1958:
”The twenty-first century, I suppose, will be the era of World Controllers, the scientific caste system and Brave New World.” ("New Eugenics and the Rise of the Global Scientific Dictatorship" – se kilder).
De videnskabelige kredse, der beskæftigede sig med racebiologi og eugenik fortsatte med at beskæftige sig med f.eks. genforskning med henblik på forbedring/forædling af mennesker, men blev gradvist omdannet og udviklet – og man er er i vid udstrækning gået bort fra brugen af begreberne eugenik, racehygiejne og racebiologi. Ikke desto mindre begyndte bl.a. historikere særligt fra 1990'erne at undersøge kontinuitet inden for videnskabeligt-politiske tiltag og forskning fra slutningen af 1800-tallet og frem til i dag ud fra tesen om, at eugenik, racehygiejne og racebiologi ikke så let kan afgrænses til en enkeltstående historisk periode og strømning.