Racehygiejne i dag

Hvor står racehygiejnen i det 21. århundrede?

Med Adolf Hitlers programmer og pogromer under Anden Verdenskrig røg racehygiejnen ud af det gode selskab, men lader nu til at være på vej ind igen, blot i nye antræk. Genforskning og hjerneforskning bliver stadigt mere mainstream, også den del, der beskæftiger sig med mere kontroversielle spørgsmål om positiv og negativ selektion. I dag er det f.eks. almindelig praksis i Danmark at scanne under graviditeter med henblik på at kunne frasortere fostre, der ligger i risikozonen for ”kromosomfejl”.

Relationen mellem ny teknologi og arven fra eugenik bliver behandlet i forskellige debatbøger fra 00'erne, f.eks. i "Den menneskelige naturs fremtid, på vej mod en liberal eugenik?" af Jürgen Habermas og i antologien "Det menneskelige eksperiment" (se kilder), hvor der i indledningen står:

”Den nye teknologi skaber på den ene side en mere teknisk diskussion om fordele og risici, men betyder på den anden side også, at vi må forholde os til, hvad et menneske, herunder et normalt menneske, er. Kunstig befrugtning og brug af teknologier til at sikre, at fremtidige generationer af børn i højere grad har de egenskaber, som forældregenerationen gerne ser at de har, rejser fundamentale spørgsmål om lighed og retfærdighed.”

Hvem er i dag fortalere for racehygiejne?

Det er sjældent, at man i dag støder på forskere eller politikere, der bruger begreberne racehygiejne, racebiologi eller eugenik om det, de selv bedriver. Men nutidig forskning i og debatter om at forbedre den enkeltes og hele befolkningers evner inden for uddannelse, sundhed osv. får alarmklokker til at ringe bl.a. hos historikere. Et eksempel på bekymring er Edwin Black, forfatter til en række bøger om forbindelserne mellem Nazityskland og USA. Han skriver i forordet til "War Against the Weak" (se kilder):
”Today we are faced with a potential return to eugenic discrimination, not under national flags or political credos, but as a function of human genomic science and corporate globalization. Shrill declarations of racial dominance are being replaced by polished PR campaigns and patent protections. What eugenics was unable to accomplish in a century, newgenics may engineer in a generation. The almighty dollar may soon decide who stands on which side of a new genetic divide already being demarcated by the wealthy and powerful. As we speed toward a new biological horizon, confronting our eugenic past will help us confront the bewildering new genic future that awaits.”