Hvilken debat har der været om begrebet?
Postmodernitet er et begreb, som har været til stor debat blandt intellektuelle inden for samfundsvidenskaberne og de humanistiske fag. Et af de vigtigste kritikpunkter har været, at postmodernitetens brud med det moderne i sig selv ligger inden for det moderne tankerum. For det moderne er netop bevægelsen fremad mod noget nyt og brud med det gamle – hvad enten det er inden for teknologisk udvikling eller en ny kunstnerisk måde at udtrykke sig på, som f.eks. modernismen inden for malerkunsten, hvor abstrakte udtryksformer erstattede den mere mimetiske måde at afbilde verden på. Det kritikpunkt af postmoderniteten som begreb er blandt andet blevet fremført af den franske filosof Alain Badiou ifølge bogen ”Lyotard og det postmoderne samfund” af Niels Brügger. Samtidig peger Badiou på, at Lyotards definition af postmoderniteten som en skepsis over for de store fortællinger – ismerne og ideologierne – i sig selv er en stor fortælling og derfor i sig selv er en moderne idé (se kilder).
I årene efter sin udgivelse "Viden og det postmoderne samfund" videreudviklede og nuancerede Lyotard sin definition af det postmoderne til ikke kun at være en epoke efter moderniteten, men nærmere at være en kritisk måde at tænke verden, et modus i moderniteten. Ifølge Niels Brügger gendefinerer Lyotard postmoderniteten således (se kilder): "Postmoderniteten er ikke en ny tidsalder: den er genskrivningen af visse træk, som moderniteten har gjort til sine, og herunder først og fremmest dens bestræbelse på at begrunde sin legitimitet i det projekt at frigøre den samlede menneskehed gennem videnskaben og teknikken. Men denne genskrivning har, som sagt, allerede længe været i gang, og det inden for moderniteten selv." Det vil sige, at det postmoderne også eksisterede som en kritisk stemme i moderniteten. Den tyske filosof Frederich Nietzsche er blandt andet blevet set som en postmoderne tænker, fordi han forholder sig kritisk til modernitetens forsøg på overhovedet at ville forstå verden som et sammenhængende hele, og ligeledes er den russiske forfatter Dostojevskij blevet set som en postmoderne forfatter, idet han i sit forfatterskab undersøger tilværelsens kompleksitet.
En anden kritik af tanken om det postmoderne fremfører den danske filosof Anders Fogh Jensen på sin hjemmeside. Han mener, at mens det postmoderne insisterer på, at vi lever i en kultur i opløsning, hvor de sociale bånd er i opløsning, og hvor man kan tillade sig alt, er det slet ikke i tråd med virkeligheden. Vores tilværelse er stadig formet af sociale forventninger: ”Det er efter min overbevisning en kraftig undervurdering af de normer for kulturel interaktion og de forventninger til menneskelig adfærd, der findes. Alt er ikke tilladt og meget forventes – f.eks. forventes man at bryde op fra sit arbejde en gang i mellem og finde et nyt,” skriver han på sin hjemmeside (se kilder).
Hvad er forskellen på postmodernitet og senmodernitet?
Senmodernitet og postmodernitet henviser begge til den samfundsmæssige tilstand i det postindustrielle samfund, og derfor hersker der ofte forvirring omkring forskellen på de to begreber. For det første stammer begrebet postmodernitet fra filosofien og kunsten, mens senmodernitet stammer fra samfundsvidenskaben. For det andet ligger forskellen i attituden i forhold til moderniteten. Da postmodernitet som begreb begyndte at florere i efterkrigstiden, blev det typisk opfattet som en epoke, der kom efter moderniteten. Moderniteten var afsluttet, og vi var indtrådt i en markant anderledes tidsalder. Sidenhen blev det omformuleret til at være et modus i det moderne, en kritisk analytisk position i forhold til modernitetens fortællinger.
Senmodernitet bruges derimod i dag af samfundsteoretikere, som netop understreger, at moderniteten ikke er ovre, men at der er tale om en glidende overgang til en ny form for modernitet (se afsnittet Hvilken debat har der været om begrebet?).