Et selvstændigt Pakistan præget af konflikt og krig

Main image kapitel
Pakistanske børn fejrer uafhængighedsdagen i Lahore den 14. august 2015.
Pakistanske børn fejrer uafhængighedsdagen i Lahore den 14. august 2015.
Foto: Chine Nouvelle / Sipa / Scanpix

Hvornår blev Pakistan selvstændigt?

Staten Pakistan blev oprettet i 1947. De mange hundrede indiske fyrstedømmer, der havde udgjort den britiske kronkoloni, blev på dette tidspunkt indlemmet i de nye lande, Pakistan og Indien, der blev etableret som selvstændige stater. Baggrunden for løsrivelsen var, at den indiske nationalisme og Storbritanniens svækkelse efter Anden Verdenskrig tvang briterne til at opgive deres indiske kolonier. Staten Pakistan kom til at bestå af Vest- og Østpakistan, der lå på hver sin side af Indien. 

Hvorfor blev Pakistan og Indien delt?

Det politiske parti INC havde været altdominerende i den indiske uafhængighedskamp mod den britiske kolonimagt, men mange muslimer følte ikke, at det hinduistiske flertal i partiet tog tilstrækkeligt hensyn til det muslimske mindretals interesser. Derfor stiftede fremtrædende indiske muslimer i 1906 deres egen organisation, Den Muslimske Liga. Og i 1930’erne opstod der i nogle muslimske kredse en forestilling om et ”Pakistan”, der skulle være hjemland for Indiens muslimer. Forestillingen forenede de indiske muslimer om et fælles mål, og det dannede baggrund for, at Den Muslimske Liga kæmpede for at få kontrol over provinserne Punjab og Bengalen, som var domineret af muslimer. Det lykkedes endeligt i 1947. Delingen medførte, at de nordvestlige egne med muslimsk flertal samt de områder, der i dag udgør Bangladesh, dengang kaldet Østpakistan, blev lagt ind under Pakistan, mens hovedparten af de øvrige britiske besiddelser tilfaldt Indien. Delingen af Indien og Pakistan er beskrevet i bogen ”Indiens historie efter 1739” (se kilder). 

Hvad betød delingen af Indien og Pakistan for hinduer, sikher og muslimer?

Delingen af Indien og Pakistan blev præget af voldsomme sammenstød mellem hinduer og muslimer, fordi delingen ikke fulgte de etablerede grænser mellem Indiens provinser, men skar midt igennem flere af dem. Både i Pakistan og Indien blev millioner af mennesker drevet på flugt. Hinduer og sikher flygtede fra Pakistan til Indien og muslimer den modsatte vej. Det er anslået, at mere end ti millioner mennesker flygtede, og at sammenstødene mellem hinduer og muslimer resulterede i op mod en million dræbte. 

Hvorfor slås Pakistan og Indien til stadighed om Kashmir-regionen?

Særligt i Kashmir-provinsen og langs grænsen mellem Vestpakistan og Indien opstod der kort efter oprettelsen af de to stater voldsomme kampe. Hindufyrsten i Kashmir foretrak, på trods af at muslimerne i provinsen var i flertal, at tilslutte sig Indien. Den beslutning accepterede Pakistan ikke, og den første af flere krige mellem de to nabolande brød ud og resulterede i en reel deling af den strategisk vigtige Kashmir-provins mellem de to lande. Kampen om Kashmir er beskrevet i bøgerne ”Indiens historie efter 1739”, ”Konflikter og politik i verden – Nu” og ”Verdens farligste land? Pakistan mellem militærherredømme, ekstremisme og demokrati” (se kilder). 

Hvornår blev Østpakistan til Bangladesh?

Den nye pakistanske stats begyndelse blev besværliggjort af den 1.500 kilometer store afstand mellem Vestpakistan og Østpakistan, som lå på hver sin side af Indien. Selvom Østpakistan, der overvejende bestod af bengalere, skabte de største valutaindtægter, fik området kun en mindre del af de statslige investeringer, og indkomsten per indbygger i Vestpakistan var væsentlig højere end i øst. Desuden havde regeringen i vest overladt Østpakistan til sig selv i krigene mod Indien og gav dermed udtryk for, at Kashmir-provinsen var vigtigere end det østlige Pakistan. Det medførte, at bengalerne i øst frem mod de første frie valg i Pakistan i 1970 pressede på for at opnå større indflydelse i landet: de ville have en højere andel af de økonomiske ressourcer og rejste desuden krav om delvis selvbestemmelse. Bengalerne i øst udgjorde 55 procent af Pakistans samlede befolkning, men da de fik flertal i det nye parlament, nægtede det regerende parti dem regeringsmagten. Hæren blev sat ind i Østpakistan i et forsøg på at slå det bengalske oprør ned, hvilket medførte voldsomme kampe mellem bengalske oprørere og soldater, der var loyale mod Vestpakistan. Efter ni måneders borgerkrig i øst gik Indiens militær ind i konflikten, og resultatet blev, at Østpakistan løsrev sig, og den uafhængige stat Bangladesh blev oprettet i 1971. Østpakistans løsrivelse er beskrevet i bogen ”Verdens farligste land? Pakistan mellem militærherredømme, ekstremisme og demokrati” (se kilder). 

Hvilke regionale konflikter har udspillet sig i Pakistan?

Der har jævnligt været konflikter mellem nationale grupper i den vestlige del af Pakistan både før og efter delingen af landet i 1971. Minoritetsgrupper som pashtunere og baluchier har flere gange vendt sig mod regeringen, som man betragter for domineret af punjaber, der udgør godt 60 procent af befolkningen. De mest yderligtgående i minoritetsgrupperne har krævet selvstændighed, for eksempel i den sydlige provins Sindh. Interne stridigheder i Sindh har dog ofte overskygget oppositionen mod forbundsregeringen. De nationale stridigheder har sammen med konflikter mellem land og by samt uenigheder om islams rolle i det pakistanske samfund gjort det vanskeligt for landets ledere at regere på demokratisk vis. 

Hvilken rolle spiller militæret i pakistansk politik?

De demokratiske procedurer bliver ofte tilsidesat af både magtfulde islamiske fundamentalister og flere af landets store politiske partier i jagten på at opnå større indflydelse. De mange konflikter har flere gange fået det pakistanske militær til at gribe ind og overtage regeringsmagten, første gang i 1958. Herefter stod skiftende generaler i spidsen for landet frem til Østpakistans løsrivelse i 1971, hvorefter magten blev overladt til Zulfikar Ali Bhutto, som siden militærkuppet i 1958 fungerede som minister frem til 1966, hvor han forlod regeringen og dannede sit eget parti, Pakistan People’s Party (PPP). Bhutto var præsident fra 1971 til indførelsen af en ny forfatning i 1973, hvorefter han blev premierminister. På trods af at Bhutto var storgodsejer, førte han socialistisk politik og fik bred folkelig opbakning. Ved valget i 1977 fik PPP flertal, men uroligheder og beskyldninger om valgsvindel fik militæret til endnu engang at gribe ind og overtage magten. Bhutto blev fængslet, dømt til døden for påstået medvirken til drab og blev hængt i 1979. Samme år forbød militæret med general Mohammad Zia-ul-Haq i spidsen alle politiske partier. Under det nye militærstyre fik islam stadig større betydning i det pakistanske samfund. Militæret oprustede også betydeligt med amerikansk støtte efter Sovjetunionens invasion af Afghanistan i 1979.