Forløbet af Oplysningstiden

Hvordan var befolkningsudviklingen i Oplysningstiden?

I 1700-tallet oplevede landene i Europa på det nærmeste en eksplosion i antallet af indbyggere. Dette gjaldt især for århundredets anden halvdel. Et groft skøn siger, ifølge “Politikens verdenshistorie – bind 13” (se kilder), at Europa i 1750 var befolket af 140 millioner mennesker. Heraf boede godt en tredjedel i Frankrig, England og de tyske stater. De 140 millioner var 50 år senere vokset til 180 millioner mennesker. Denne udvikling skyldtes først og fremmest et markant fald i dødeligheden blandt Europas befolkninger. Årsagerne til dette fald var mange; hungersnød og epidemier var blevet sjældne fænomener, og befolkningernes kost, boligforhold, sygebehandling og generelle hygiejne blev markant forbedret i perioden.

Hvor var centrum for Oplysningsbevægelsen?

Oplysningsbevægelsen – det vil sige en øget fokusering på det enkelte individs sansninger og fornuft – var især dominerende i en række vesteuropæiske lande i 1700-tallet. Her var det især stormagterne England og Frankrig, der udgjorde bevægelsens motor. I begge lande var det den stadigt stærkere og mere magtfulde klasse af borgere, der satte bevægelsen i gang – en bevægelse, der truede samfundets traditionelle magthavere. Oplysningsbevægelsen formede sig dog ret forskelligt i de to lande. Groft sagt kan man sige, at Englands indflydelse først og fremmest var på det handelsmæssige område, mens Frankrig især spillede en rolle på det kulturelle felt.

Hvilke økonomiske forhold prægede England i Oplysningstiden?

I økonomisk forstand blev Vesteuropa i Oplysningstiden især tegnet af England. Ved indgangen til 1700-tallet boede op mod 80 procent af Europas befolkning på landet ifølge “Politikens verdenshistorie – bind 13” (se kilder). Denne overvægt af bønder var noget mindre, hvis man alene ser på England. Det fortælles, at andelen af engelske bønder faldt til 60 procent i 1750 for at falde yderligere til en tredjedel ved indgangen til 1800-tallet. Der var to hovedårsager til den store økonomiske vækst, der var kendetegnende for England i Oplysningstiden:

· England overtog magten over en lang række kolonier uden for Europa, for eksempel i Indien og Nordamerika, og handlen med disse kolonier blomstrede. Dette førte i denne periode mange penge til landet. De enorme summer fik imidlertid ikke lov til at samle støv men blev geninvesteret i ny teknologi og nye produktionsformer, så man kunne tjene endnu flere penge.

· Markedsstrukturen var væsentlig mere fleksibel i 1700-tallets England, end den var i resten af Europa. Mens de andre lande typisk havde opbygget tykke og stive toldmure, der hindrede en fri handel, så var det ganske anderledes i England. Her var der kun få hindringer for den økonomiske foretagsomhed.

Dette var to grundsten til den kommercielle revolution, der sammen med den spirende industri var medvirkende til at placere England i en førende økonomisk og politisk magtstilling – en stilling, der forstærkedes kraftigt i 1800-tallet.

Hvilken rolle spillede Adam Smith for den økonomiske udvikling?

Det var afgørende for Englands økonomiske storhed, at den engelske økonomi i stigende grad blev formet efter de retningslinjer, som den skotske økonomiske filosof Adam Smith opridsede i “Om nationernes velstand”, der udkom i 1776. Med denne bog, der er optaget af økonomi og produktion, grundlægger Smith den klassiske nationaløkonomi. Han ønsker en produktionsform, hvor hver enkelt producerer det, han er bedst til – og derfor har de bedste muligheder for at tjene penge på. Det kaldes arbejdsdeling. Her tager Smith udgangspunkt i en fabrik, der fremstiller knappenåle. Han beskriver, hvordan en arbejder blot kan fremstille 20 nåle på en dag, hvis han er alene om arbejdet. Hvis den enkelte arbejder i stedet fokuserer på en enkelt del af produktionen, som han gentager igen og igen, og som han bliver enormt god til, vil den øgede specialisering betyde, at 10 arbejdere kan fremstille hele 48.000 nåle på en dag. Dette betegner Smith som en naturlig måde at fordele arbejdet på, og for at denne fordeling skulle kunne realiseres og fungere, krævedes det, at tidens traditionelle, merkantilistiske system med toldmure, monopoler og reguleringer skulle brydes ned. Statens rolle i økonomien skulle være passiv; den skulle ikke blande sig i måden, der skulle produceres på, men blot se til, at økonomien fik lov til at udvikle sig frit. Adam Smiths økonomiske teorier om samfundsnytte, produktion og frihandel var i tråd med Oplysningstidens måde at tænke på, men hans tanker slog først for alvor igennem i den efterfølgende periode.

Hvilke kulturelle forhold herskede i Frankrig under Oplysningstiden?

I Frankrig måtte man i perioden som helhed erkende, at England i økonomisk og politisk forstand havde overtaget rollen som Europas lokomotiv. Men på ét felt voksede den franske indflydelse på resten af Europa, nemlig på det kulturelle område. I Oplysningstiden kom franske filosoffer som Voltaire, Montesquieu og Rousseau til at indtage en hovedrolle i udviklingen. Den franske kulturs påvirkning kulminerede i denne periode. Konger og fyrster i hele Europa skævede til, hvad der foregik ved den franske konges hof og prøvede at efterligne dette. Den franske kunst, livsstil og ikke mindst det franske sprog blev toneangivende i de højeste kredse overalt i Europa. Her blev fransk det almindelige omgangssprog, og i mange større europæiske byer – eksempelvis i København – udkom der aviser på fransk.

Den såkaldte ‘salonkultur’ havde stor betydning for udbredelsen af de franske oplysningsfilosoffers ideer. Salonernes omdrejningspunkt var belæste damer, der samlede borgerskabets spidser, forfattere, filosoffer og digtere i deres saloner. Hensigten var først og fremmest at føre en dannet samtale, men også at spille teater og musik. Salonens værtinder var typisk ikke selv forfattere, men virkede som organisatorer og ordstyrere under diskussionen. I 1700-tallets saloner interesserede man sig for filosofiske, politiske og sociale forhold. Blandt deltagerne var Oplysningstidens filosoffer, flere repræsentanter fra europæiske kongehuse samt en lang række udenlandske diplomater. Mange fra sidstnævnte gruppe – eksempelvis de amerikanske koloniers repræsentant i Paris, Benjamin Franklin (1706-1790) – blev senere oplysningstænkningens repræsentanter i deres hjemlande.

Hvad var 'oplyst enevælde'?

Den styreform, der blev anvendt i mange vesteuropæiske lande i Oplysningstiden, går under betegnelsen ‘oplyst enevælde’. Denne styreform var mest udbredt i årene omkring 1750. Kendetegnende for 'oplyst enevælde' er en stærk kongemagt, der søger at reformere landenes magtstrukturer og samle magten omkring sig selv i et udbygget og stærkt statsapparat. Oplysningstidens tænkere støttede oftest denne bevægelse; de leverede således tit teoretiske byggesten til ‘den oplyste enevælde’. Hovedfjenden i denne proces var – i både oplysningsfilosoffernes og kongernes øjne – Adelen. I samfundsstrukturen, der herskede i de fleste europæiske lande, sad denne gruppe på en række traditionelle privilegier – for eksempel skattefritagelse – uden at skulle yde noget til gengæld. Dette var en torn i øjet på Borgerskabet, oplysningsfilosofferne og kongemagten. Den oplyste enevælde gennemførte i 1700-tallet en række reformer af samfundet:

· Rationalisering og effektivisering af administration og skattevæsen

· Reform af strafferetsystemet

· Større statslig kontrol med kirken

Hvilke politiske idealer dominerede Oplysningstiden?

Tidens politiske idealer blev formuleret af engelske og franske oplysningsfilosoffer. I tidligere tider havde den enevældige hersker kaldt sig ‘konge af Guds nåde’ og hævdet at have fået magten af Gud. Med den oplyste enevælde søgte regenten at legitimere sin enevældige position ved at pege på, at det var fornuftigt og til gavn for alle, hvis al magt over samfundet samledes i én enevældig magt. Enevældens fortalere mente, at hvis der ikke var en konge til at bestemme, ville der opstå uro og ballade, og samfundet ville gå i opløsning.

Oplysningsbevægelsens politiske tænkere var enige i, at det var nødvendigt, at nogen bestemte og holdt orden i samfundet. Men de mente, at magten kom fra menneskets fornuft – ikke fra Gud. Folket havde overladt magten over samfundet til kongen, og folket havde derfor ret til at tage magten fra kongen og vælge en anden styreform – eksempelvis et parlament som i datidens England – hvis han ikke løste sine opgaver tilfredsstillende. En af de væsentligste af disse opgaver var at beskytte de naturlige rettigheder, som mennesket – ifølge en række oplysningsfilosoffer, for eksempel engelske John Locke – var født med og aldrig kunne miste. De vigtigste var:

· Retten til frihed. Med denne fundamentale rettighed menes blandt andet, at man er fri til at tale, skrive og tro efter éns overbevisning. Tanken og fornuften må være frie for at kunne udvikles, mente man. Frihed betød også, at man ikke kunne straffes, før man var dømt.

· Retten til lighed. Man mente, at alle mennesker var født lige. Det betød dog ikke, at samfundets goder skulle fordeles, så alle med ét blev lige rige. Tværtimod mente de fleste oplysningstænkere, at rigdom var belønning for, at man brugte sin fornuft.

· Retten til ejendom: En vigtig rettighed handlede om éns hus, virksomhed eller andet, man ejede. Det måtte staten eller andre ikke bare tage. Man sagde, at ejendomsretten var ukrænkelig.

Hvilken rolle spillede Charles de Montesquieu for tidens politiske teori?

Et andet centralt politisk ideal blev formuleret af franske Charles de Montesquieu i bogen “Lovens Ånd” fra 1748. Her peger han på det meget problematiske i, at den lovgivende, udøvende og dømmende magt er samlet hos én og sammen person: den enevældige konge. Kongen kunne arrestere folk – altså bruge sin udøvende magt – og dømme folk – bruge den dømmende magt – efter love, som han i første omgang selv havde lavet – ved at bruge sin lovgivende magt. Når konger havde så megen magt, var der stor risiko for, at de ville misbruge den. Derfor foreslog Montesquieu, at man skulle foretage en tredeling af magten i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, der indbyrdes var uafhængige. Principperne for denne tredeling af magten slog igennem ved afskaffelsen af de enevældige konger og indførelsen af demokratiet i de vesteuropæiske lande i 1800-tallet.

Hvilken rolle spillede de amerikanske kolonier i Oplysningstiden?

I årene 1756-1763 udkæmpede England og Frankrig en mægtig krig om retten til en række kolonier rundt om i verden. Krigen – der har fået navnet ‘Den Store Kolonikrig’ eller ‘7-års krigen’ – omfattede alle verdensdele og alle verdenshave. Den betegnes derfor som verdens første egentlige verdenskrig. England vandt krigen og dermed herredømmet over de 13 kolonier i Nordamerika. Disse kolonier oplevede ifølge bogen “Europa i opbrud” (se kilder) en stor befolkningstilvækst i den hvide befolkning i årene under og efter krigen. Fra 1,5 million i 1763 til 2,5 million i 1776. Det engelske overherredømme blev i perioden efter krigen stadig mere uretfærdigt, mente kolonierne. I 1774 vedtog kolonierne, at de var herrer over deres eget liv, deres frihed og ejendom. Samtidig kappede de alle handelsforbindelser til England. Den 4. juli 1776 vedtog kolonierne den såkaldte ‘Uafhængighedserklæring’. Den blev blandt andet skrevet af Benjamin Franklin og bar tydeligt præg af John Lockes filosofi, som Franklin kendte fra Paris. Dette gjaldt for eksempel folkets ret til at tage magten fra en suveræn hersker, hvis denne misbrugte sin magt. Erklæringen førte til en uafhængighedskrig mod England. I 1789 var den nye, selvstændige nation USA en realitet.

Hvilken rolle spillede opdagelsesrejser i Oplysningstiden?

I Oplysningstiden fandtes der stadig en række områder af jordkloden, der ikke var udforskede af europæerne. I århundrederne før Oplysningstiden havde europæerne ganske vist været meget aktive med hensyn til at foretage opdagelsesrejser, og de hvide, ukendte pletter på verdenskortet var blevet færre. I de store opdagelsers tid havde ekspeditioner typisk udelukkende et økonomisk formål – man var interesseret i at finde nye handelsvarer, handelsruter eller kolonier. I 1700-tallet blev disse drivkræfter suppleret af videnskabelige indslag. Marinens soldater blev i høj grad skiftet ud med astronomer, botanikere og andre naturvidenskabsmænd. Den engelske kaptajn James Cook (1728-1779) var en af Oplysningstidens største opdagelsesrejsende. I 1768 stod han i spidsen for en ekspedition til det sydlige Stillehav. Ekspeditionen, der blev udrustet af Det Engelske Videnskabelige Selskab, skulle foretage astronomiske målinger af planeten Venus. Det skulle foregå på øen Tahiti. Desuden skulle den lede efter et sagnomspundet kontinent mod syd. Helt fra Oldtiden var der nemlig gået rygter om, at der skulle ligge et land langt mod syd. Hvis Cook fandt landet, skulle han gøre det til en engelsk koloni. Undervejs skulle ekspeditionen også indsamle fremmede dyr og planter.

Hvilke naturvidenskabelige landvindinger spillede en særlig rolle i Oplysningstiden?

Kodeordene for 1700-tallets videnskabsmænd var klassificering og systematisering. Oplysningstidens videnskabsmænd nød godt af – og byggede videre på – de opdagelser, som ‘den videnskabelige revolution’ havde bragt århundredet forinden. Oplysningstidens videnskabsmænd arbejdede blandt andet inden for:

· Kirurgi: 1700-tallet var kendetegnet ved store anatomiske landvindinger. Tidligere blev kirurgi anset for et håndværk med lav status. Det blev primært udført af barberer, der fik en tillægsuddannelse i, hvordan man amputerede lemmer og satte brækkede knogler sammen. De opererede dog sjældent i selve kroppen. I Oplysningstiden fik man meget større indsigt i, hvordan menneskekroppen fungerer. Dette var af afgørende betydning for den gruppe af dygtige kirurger, der voksede frem i perioden.

· Kemi: Dette var en af de hurtigst ekspanderende videnskaber i 1700-tallet – især i anden halvdel af århundredet. Man gjorde her en række nye opdagelser, blandt andet af grundstoffet ilt. De nye opdagelser blev systematiseret af franskmanden Antoine Laurent Lavoisier (1743-1794), der i dag betragtes som den moderne kemis fader.

· Elektricitet: Elektriciteten var velkendt i Oplysningstiden, men man kendte kun lidt til principperne bag dette mystiske fænomen. I 1700-tallet gravede man i elektricitetens hemmeligheder, blandt andet udforskede den alsidige amerikaner Benjamin Franklin lynets elektricitet ved at flyve med en drage i tordenvejr.

· Botanik: De mange opdagelsesrejser havde bragt et væld af ukendte, eksotiske planter til Europa, og disse blev undersøgt og kategoriseret i et forsøg på at forstå naturen bedre. Den svenske videnskabsmand Carl von Linné (1707-1778) stod i spidsen for dette enorme arbejde. Planter og dyr blev opdelt i forhold til, hvordan deres forplantningsorganer er konstrueret. Visse af tidens franske botanikere studerede fossiler og forskellige skeletrester. Herved kom de frem til, at Jorden måtte være betydeligt ældre, end Bibelen fortalte.

Hvad er "Den Store Encyklopædi"?

Den enorme mængde af viden, som videnskabsmænd indsamlede og katalogiserede i Oplysningstiden, blev forsøgt samlet på ét sted, nemlig “Den Store [Franske] Encyklopædi”. Her kunne Europas befolkning læse franske artikler om natur, videnskab, religion – ja, alt mellem himmel og jord. Det enorme værk, der udkom i 17 bind i perioden mellem 1751 og 1765, betegnes i “Den Store Danske Encyklopædi” (se kilder) som “det mest håndgribelige resultat af tidens tro på oplysningens og den kritiske fornufts betydning”. “Århundredets store bestseller” betegner “Politikens verdenshistorie – bind 13” (se kilder) den. Det store værk opfyldte tidens glubske sult efter leksikalsk viden. I “Politikens verdenshistorie – bind 13” (se kilder) fortælles det, at 4.000 mennesker havde tegnet abonnement på at modtage bindene i 1753. Dette antal var steget til 25.000 i årene før Den Franske Revolution. Encyklopædien blev redigeret af den franske filosof Denis Diderot (1713-1784) og den unge, franske matematiker Jean Le Rond d’Alembert (1717-1783). Udgivelsen havde to hovedformål:

· Sprede kendskabet til de videnskabelige og teknologiske landvindinger. Videnskab var ikke kun en sag for specialister. Udviklingen blev også fulgt af en stor skare af amatører over hele Europa.

· Sprede kendskabet til Oplysningens ideer – at finde frem til sikker viden og bryde med traditionel overtro. Encyklopædien var et propagandaredskab rettet mod tidligere tiders måde at tænke på. Den rummede en radikal kritik af eksempelvis en række religiøse forestillinger og dogmer.

Hvilke religiøse strømninger prægede Oplysningstiden?

Mange af Oplysningstidens toneangivende kulturpersonligheder nærede en stor skepsis over for religionen. Denne skepsis slog ind i mellem ud i et åbenlyst had til det bestående kirkesystem. Oplysningstidens tænkere så Kirken – fuld af fanatisme, fordomme og overtro – som en afgørende forhindring på vejen mod viden og kritisk oplysning. Derfor måtte den laves om eller helt fjernes. Oplysningstidens tænkere kan deles i to hovedgrupper:

· Deister: Denne gruppe mente, at verden nok må være skabt og indrettet af en guddommelig magt, men at Gud ikke griber ind i verdens gang efter skabelsen – som en urmager, der konstruerer uret og derefter lader det gå.

· Ateister: Denne gruppe var tilhængere af den opfattelse, at der overhovedet ikke fandtes nogen Gud eller noget guddommeligt.

Hvem var Voltaire?

En af Oplysningstidens mest markante personligheder var den franske filosof og forfatter François Voltaire (1694-1778), der var overbevist deist. Især i den sidste halvdel af 1700-tallet propaganderede han voldsomt mod Kirken – faktisk selve kristendommen – som han gennem radikal kritik og skarp satire søgte at komme til livs. Voltaires motto var “Ècrasez l’infâme”, der oversat til dansk betyder “knus den skændige”, og den skændige, der skulle udryddes, var Kirken – faktisk hele kristendommen. Voltaire kæmpede energisk for en fordomsfri tolerance, for eksempel på det religiøse område. Man skulle have lov til at tro på, hvad man ville, eller helt lade være med at tro på noget som helst. “Politikens verdenshistorie – bind 13” (se kilder) fortæller opsummerende om Voltaire: “Selvom mange andre filosoffer sluttede op om ham, var det ham, der kom til at legemliggøre deisternes stridslyst”.

Hvilken rolle spillede opdragelsen i Oplysningstiden?

Oplysningstidens tænkere havde en optimistisk tro på, at man kunne forandre verden til det bedre gennem en omhyggelig opdragelse af den enkelte. Man nærede nemlig en stærk tro på menneskets evne til udvikling og fremskridt. Blandt de mest toneangivende filosoffer på dette område var franskmanden Jean-Jacques Rousseau (1712-1778), der havde slagordet “Vi bør vende tilbage til naturen”. Rousseau mente, at naturen altid er god, og menneskets fornuft er givet af naturen. Det onde ligger i samfundet. Derfor forestillede han sig, at den bedste opdragelse vil være den, der lader barnet forblive i den naturlige tilstand så længe som muligt og ikke søger at styre for meget. Barnet skulle altså ikke opdrages ved at have bestemte egenskaber indlært, men snarere opdrage sig selv gennem mødet med naturen, tingene og menneskene. Rousseau troede på, at barnet vil hærdes gennem nederlag og udvikle sig gennem små sejre.

Hvilken rolle spillede litteraturen for mennesker i Oplysningstiden?

1700-tallet betegnes som romanens århundrede. Det pengestærke borgerskab – især kvinder fra denne middelklasse – læste meget og gjorde det at skrive og trykke romaner til en god forretning. Der opstod et væld af læseklubber og biblioteker, hvor man for en mindre sum kunne leje en bog. Det var dog endnu langt fra alle, der kunne læse. Mange var henvist til de professionelle højtlæsere, der sad i parker og på gadehjørner og læste for eksempel dagens avis op for folk.

Hvilke litterære strømninger prægede Oplysningstiden?

Romanen “Robinson Crusoe” – den fuldstændige titel er “Robinson Crusoe, sømand fra York, hans liv af sære, overraskende eventyr … skrevet af ham selv” – er central for romanens udvikling i 1700-tallet og derefter. Den er skrevet af englænderen Daniel Defoe og udgivet i 1719. Romanen er en fiktiv rejsebeskrivelse af sømanden Robinson Crusoes oplevelser. Han strander på en øde ø og er fanget her i 28 år. Gennem stor flid og opfindsomhed indretter han efterhånden en ganske behagelig tilværelse på øen. I bogen “Gyldendals verdens litteratur historie – bind 4” (se kilder) påpeges, hvordan det enkelte menneske og dets oplevelser i 1700-tallet kommer i fokus. Crusoe får i romanen en særlig stilling som selvbevidst romankarakter og unikt individ, der kan klare sig selv alene ved egen hjælp. “Den er, helt ud på titelbladet, udtryk for et spring i, hvordan man opfatter mennesker”.

I “Robinson Crusoe” bruger Defoe, der var journalist, virkeligheden som grundstof for sin fortælling. Historien tager udgangspunkt i den virkelige sømand Aleksander Selkirks oplevelser. Selkirk blev sat i land på en øde ø, hvor han måtte klare sig selv i 4,5 år. Han var temmelig medtaget, da han blev fundet og bragt tilbage til England. Det er derimod en rank og selvbevidst Robinson, der efter mere end seks gange så lang tid på sin øde ø vender tilbage til England.

Hvilke arkitektoniske strømninger prægede Oplysningstiden?

Oplysningstiden kædes i arkitektonisk forstand sammen med stilarten ‘rokoko’, som voksede frem i Frankrig i 1720’erne. Denne stilart lagde vægt på det lette, det elegante og det forfinede – navnet rokoko stammede fra det franske ord ‘rocaille’, der betyder ‘muslingeskal’. Navnet hentyder til de lette, buede linjer, der her blev anvendt til dekoration. Rokokoen adskilte sig markant fra barokken, der var den tunge og svulstige stilart, der havde domineret 1600-tallet samt starten af 1700-tallet. Rokokoen var således karakteriseret ved sin legende lethed og ved en manglende symmetri. Dette skifte kunne blandt andet ses ved, at de velordnede og symmetriske, franske slotshaver blev trængt tilbage af åbne – og alt andet end symmetriske – engelske landskabsparker. Rokokoen blev op mod indgangen til 1800-tallet selv efterfulgt af en voldsom lidenskab for Antikkens stilidealer, der betegnes som nyklassicisme.

Hvilke strømninger prægede Oplysningstiden inden for musik og billedkunst?

Den franske maler Jean-Antoine Watteau (1682-1721) står som en af de fornemste eksponenter for rokokokunsten, der prægede store dele af Oplysningstiden. Han malede frit og virtuost med prægtige farver i en stil, der fik stor indflydelse på det følgende århundredes billedkunst. Hans landsmand og kollega Jean-Baptiste-Siméon Chardin (1699-1779) indtog ligeledes en central rolle i periodens malerkunst. Han er især kendt for sine skildringer af hverdagslivet i Paris og den utroligt realistiske skildring af detaljer i mange af hans værker. Musikalsk blev Oplysningstiden præget af værker skrevet af den tyske komponist J.S. Bach (1685-1750) og den tysk/britiske G.W.F. Händel (1685-1759). Bach bliver i dag regnet for en af de største komponister gennem tiderne, og hans værker hyldes for deres intellektuelle dybde, tekniske kvalitet og kunstneriske skønhed. Händel boede og arbejdede det meste af sit liv i England, hvor han komponerede sit mest kendte værk “Messias”.

Hvordan var kunstnerens rolle i Oplysningstiden?

1700-tallet var kendetegnet ved, at en lille gruppe af uafhængige kunstnere vokser frem. Dette var modsat tidligere perioder, hvor kunstnere næsten altid var i en slags ansættelsesforhold hos en arbejdsgiver – når det drejer sig om kunstnerisk arbejde, kalder man arbejdsgiveren en ‘mæcen’. Kunstneren blev her anset for en håndværker, og mæcenen betalte for kunstnerens ydelser. To af de mest kendte kunstnere, der i 1700-tallet brød med dette system, var to komponister fra Wien, Østrigs hovedstad: Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791) og Ludwig van Beethoven (1770-1827).