Er meningsmålinger et demokratisk redskab?
Da George Gallup revolutionerede opinionsundersøgelserne, havde han ambitioner om at demokratisere samfundet og gøre befolkningens adgang til viden nemmere og bedre. Samtlige danske aviser og medieforskere mener da også, at meningsmålinger er et godt, nødvendigt og demokratisk værktøj. Eksempelvis skriver Ugebrevet Mandag Morgen i artiklen “Meningsmålinger på farlig kurs” (se kilder), at “Vi betragter meningsmålinger som et vigtigt strategisk redskab for beslutningstagere i den offentlige såvel som i den private sektor. Meningsmålinger kan give et indblik i ellers svært gennemskuelige holdninger og synspunkter, og de er vigtige, når politiske og værdimæssige opbrud skal spores.” Og valgforsker Roger Buch Jensen skriver i artiklen “Politik på decimaler” (se kilder): “Det er i virkeligheden en demokratisk ret at vide, hvad andre mener.”
Et andet argument er dog, at de mange meningsmålinger fjerner fokus fra det politiske indhold til fordel for historier om fremgang og tilbagegang for det det ene og det andet parti. Derfor ville et forbud mod meningsmålinger være godt for den demokratiske samtale, mener filosof Anders Fogh Jensen: ”Risikoen ved alle de målinger er, at både stemmerne og politikernes udtalelser bliver reaktioner på målingerne i stedet for at være udtryk for det, man gerne vil gøre aktivt som vælger eller politiker. Meningsmålingerne udtømmer simpelt hen politik i en slags sport og får valget til at fremstå som en kamp om at vinde i stedet for at få tildelt retten til at lede landet i overensstemmelse med den ideologi, man står for,” siger han i artiklen ”Derfor måles så mange meninger” i JydskeVestkysten (se kilder).
Hvor ofte bruges meningsmålinger?
Antallet af meningsmålinger steg eksplosivt fra 2001 og frem, viser en opgørelse, som Politiken foretog i 2015. I deres artikel ”Antallet af meningsmålinger er eksploderet, siden H.C. Hansen blev genvalgt” (se kilder) fremgår det, at analyseinstitutterne siden 1957 i alt har foretaget over 3.000 meningsmålinger. Halvdelen af disse blev foretaget på 44 år mellem 1957 og 2001, mens den anden halvdel blev foretaget på blot 15 år mellem 2001 og 2015.
I de senere år har man dog set et fald i antallet af politiske meningsmålinger, skriver fagbladet Journalisten i artiklen ”Markant fald i antallet af meningsmålinger under valgkampen” (se kilder). Hvor der under valgkampen i 2015 blev foretaget 129 opinionsmålinger, blev der kun foretaget 74 under valgkampen i 2019.
Hvorfor er der så mange meningsmålinger i medierne?
Når antallet af meningsmålinger, der refereres i medierne, generelt har været stigende de seneste årtier, er der flere årsager. I artiklen “Meningsmålinger på farlig kurs” fra 2007 (se kilder) peger Ugebrevet Mandag Morgen i en analyse på følgende:
- Kravet om uniqueness. Medierne kæmper i stigende grad om læserne, og ved at bringe artikler skrevet på baggrund af en ny undersøgelse om danskernes adfærd eller holdning til et aktuelt emne, kan et medie skærpe deres medieprofil og skille sig ud fra andre medier. Samtidig er der større sandsynlighed for, at det enkelte medie bliver citeret i andre medier.
- Målingsindustrien vokser. Antallet af analysebureauer, der udbyder meningsmålinger, er steget, og at blive citeret i medierne er en måde at profilere deres virksomhed på. Derfor kan det betale sig for analytiske virksomheder at have en lille afdeling, der eksempelvis koncentrerer sig om politiske meningsmålinger. Sådan lød analysen fra tidligere chefredaktør for Berlingske Tidende, Lisbeth Knudsen, i 2007 i klummen “En ny undersøgelse viser” (se kilder).
Antallet af politiske meningsmålinger er dog faldet siden valgkampen i 2015, skriver Journalisten i artiklen ”Markant fald i antallet af meningsmålinger under valgkampen” (se kilder). I artiklen fortæller underdirektør i Kantar Gallup, at de i under valget i 2015 lavede et dagligt valgbarometer for Berlingske, men at analyseinstituttet ser positivt på, at medierne har skruet ned for brugen af meningsmålingerne: ”Min oplevelse er, at det betyder, at journalisterne bliver bedre til at fokusere på de reelle bevægelser og ikke er tvunget til at skulle finde på interessante vinkler, der er usikre, fordi de skal have noget nyt at skrive om. (…) Journalisterne kan risikere at løbe efter marginale udsving. I vores øjne er det en god idé med få målinger af god kvalitet.”
Hvad er konsekvensen af kravet om uniqueness?
Kravet om uniqueness og mediernes ønske om at gøre sig interessante over for læserne er med til at sætte skub i produktionen af undersøgelser. Det kan have en række konsekvenser:
- Det kan presse medierne til at bringe usikre målinger, der beror på marginale holdningsændringer. For eksempel kommer der under en valgkamp dagligt nye politiske meningsmålinger, der viser tilslutningen til de forskellige partier, og selv når udsvingene er minimale, gør nogle medier en historie ud af, at et parti eksempelvis er gået et procentpoint tilbage i løbet af et par dage. Men det er vildledende at fokusere på så små ændringer, skriver valgforsker Erik Gahner Larsen fra universitetet i Kent og Zoltán Fazekas, lektor ved CBS i et indlæg i Politiken fra 2019, ”Meningsmålinger i medierne fordrejer virkeligheden” (se kilder). Forskelle i meningsmålinger på blot et procentpoint er blot statistisk støj, skriver de, og kritiserer, at det alligevel kan blive til en nyhed, der citeres af flere medier.
- Citerbarheden er samtidig med til at svække eksklusiviteten samt det skær af videnskabelighed, der traditionelt har omgærdet meningsmålingerne. Det skriver Ugebrevet Mandag Morgen i deres analyse “Meningsmålinger på farlig kurs” (se kilder).
- Desuden risikerer journalisterne at blive lidt for useriøse og kreative, skriver Mandag Morgens journalist, Poul Anders Pedersen, i analyseartiklen “Analyse: Utroværdigt. Meningsmålinger blæser i vinden” i Politiken (se kilder): ”Journalisterne bliver stadig mere kreative, når de skal finde på temaer og spørgsmål til holdningsundersøgelser. Det resulterer for eksempel i spørgsmål a la ‘Hvem vil du helst have til at babysitte dine unger derhjemme: Anders Fogh Rasmussen eller Mogens Lykketoft.’”
Hvad er konsekvensen af, at den store målingsindustri?
Stigningen i antallet af analysebureauer betyder, at konkurrencen på markedet er øget, at prisstrukturerne har ændret sig, og at målinger er blevet mere tilgængelige. Samtidig udfordrer det ifølge Ugebrevet Mandag Morgens analyse i artiklen “Meningsmålinger på farlig kurs” (se kilder) kvaliteten, idet flere analysebureauer foretager analyser på baggrund af interviews ned til 500 personer. Det er et scenarie, der ifølge eksperter og branchefolk var helt utænkeligt i 1997, fordi det mærkbart svækker resultatets troværdighed. Hertil kommer, at svarprocenten bliver mere og mere kritisk. Ifølge professor ved Århus Universitet, Søren Risbjerg Thomsen, der har mange års erfaring inden for arbejdet med meningsmålinger, er det efterhånden ikke usædvanligt med svarprocenter under 40. Folk gider simpelthen ikke tage telefonen, når bureauerne ringer igen og igen. Han siger i Ugebrevets artikel: “Folk er i stigende grad uvillige til at deltage i meningsmålinger.” Det betyder igen, at målingernes repræsentativitet svækkes.
Hvad er konsekvensen af manglende kildekritik?
Ugebrevet Mandag Morgen konkluderede i 2007 på baggrund af deres undersøgelse om mediernes brug af meningsmålinger i artiklen “Meningsmålinger på farlig kurs” (se kilder), at der helt generelt er problemer med kildekritikken hos journalister. Medieforsker Preben Sepstrup siger i artiklen: “Når bare det er noget med tal – noget, som har et skin af videnskabelighed over sig – glider det åbenbart ned uden kritisk sans.” Det betyder ifølge journalist Poul Anders Pedersen i analyseartiklen “Analyse: Utroværdigt. Meningsmålinger blæser i vinden” (se kilder), at organisationer, virksomheder og andre samfundsaktører benytter holdningsundersøgelser til strategisk at sætte dagsordenen i medierne: “De har opdaget, at journalister næsten har lige så let ved at forvandle tal til bogstaver, som en vis anden forvandlede vand til vin. Og de har med garanti opdaget, at de selv samme journalister ikke er nær så kildekritiske, når der er tal på bordet, som de er, hvis de skal lægge øre til en lang, ordrig forklaring om et givent synspunkt.”
Journalisternes ukritiske tilgang til meningsmålinger bunder i manglende forståelse for statistik, udtaler Lars Boesen, daværende chefkonsulent i analysevirksomheden Vilstrup, i artiklen ”Fup eller fakta – meningsmålinger” (se kilder): “Fejlene skyldes manglende forståelse. Nogle gange tolker man ændringer helt ned til 0,1 procent som stigninger eller fald. Vi forsøger at forklare tingene til Politikens journalister, som vi jo samarbejder med, men det lykkes ikke altid. Problemet er jo, at de skal have en historie at fortælle – også når der ikke er sket noget fra februar til marts.”
Men den manglende kildekritik handler også om manglende gennemsigtighed i forhold til, hvordan nogle undersøgelser bliver til. I 2019 afdækkede Information, hvordan EU’s Eurobarometer i de seneste år har offentliggjort meningsmålinger, hvor svarprocenten har været så lav, at eksperter kalder meningsmålinger for ubrugelige. I artiklen ”Alvorlige problemer med EU’s officielle meningsmålinger: »Vi aner ikke, om det er sandt eller ej«” (se kilder) siger Kasper Møller Hansen, professor i statskundskab på Københavns Universitet, at svarprocenterne i videnskabelig sammenhæng er ”grufulde”, og at meningsmålingerne kan føre til et vildledende billede af europæernes tilslutning til EU: ”Ultimativt er faren, at politikere ser på Eurobarometers tal og drager nogle forkerte konklusioner: At borgerne vil have mere EU, end tilfældet faktisk er. Eller at man sagtens kan vinde en folkeafstemning.”
Hvad er kritikken af de politiske meningsmålinger?
Mange aviser refererer hver måned udsvingene i vælgertilslutningen til de politiske partier, og særligt når der indføres ny lovgivning og op til et valg intensiveres brugen af opinionsundersøgelser i medierne. Det kan være problematisk af flere årsager:
- Journalisterne fordrejer virkeligheden ved at skrive historier ud fra selv de mindste holdningsændringer. Særligt under valgkampene, hvor partiernes vælgertilslutning bliver fulgt tæt af mediernes politiske eksperter, bliver der lavet historier på baggrund af meningsmålinger, der viser de mindste udsving. Men i et indlæg fra 2019 i Berlingske (se kilder) skriver valgforsker Erik Gahner-Larsen ved University of Kent og lektor Zoltán Fazekas ved CBS, at når medierne fokuserer på, at et parti en dag er gået et procentpoint tilbage i en meningsmåling, vildledes folk til at tro, at der er tale om en større holdningsændring, når udsvinget i meningsmålinger er så lille, at det er statistisk usikkert.
- Meningsmålinger påvirker folk. Et af de største kritikpunkter er, at folk påvirkes af meningsmålinger op til valget. F.eks. er det konkret blevet påvist i en undersøgelse refereret i det politiske tidsskrift Politica (se kilder), at vælgerne er tilbøjelige til at stemme på det parti, som de forinden har læst har medvind i en meningsmåling.
- Partierne er begyndt at lave politik ud fra meningsmålinger. De politiske partier får i dag selv foretaget målinger, som de pudser deres politiske strategi af efter. Mange skifter parti mellem valgene, og derfor bruger partierne meningsmålingerne som pejlemærker i forhold til, hvordan de skal tiltrække vælgere, forklarer politisk kommentator Roger Buch Jensen i artiklen ”Meningsmålinger på farlig kurs” (se kilder). I artiklen fra 2007 nævner han den daværende regerings Irak-politik som et eksempel på politik, der er afstemt i forhold til, hvad meningsmålinger viser om folkestemningen: “Regeringen har en række argumenter for, hvorfor den vælger at trække soldaterne hjem fra Irak. Men det skulle da være mærkeligt, om ikke regeringen har bemærket, at meningsmålingerne har vist, at flere og flere danskere er blevet mere og mere skeptiske over for den danske tilstedeværelse i Irak.”
- Meningsmålinger flytter fokus væk fra det politiske indhold. Det fremhæver Kasper Møller Hansen i artiklen “Gallupokratiet” (se kilder): “Hvis en måling fortæller, at socialdemokraterne går tilbage, så spørger journalisten straks partiformanden: ‘Det var ikke så godt for dig, hva’,’ i stedet for at spørge om politik.”
Hvordan påvirker meningsmålinger folk?
I 2015 konkluderede en dansk undersøgelse, at vælgerne rent faktisk påvirkes af meningsmålinger, når de skal stemme ved et valg. Ifølge artiklen ”Ny forskning: Meningsmålinger flytter 10 mandater i politisk petriskål” i Politiken (se kilder) viste undersøgelsen, at vælgere, der havde læst om en meningsmåling, hvor et bestemt parti gik frem, havde en tilbøjelighed til at stemme på det vindende parti. Det kaldes den såkaldte bandwagon-effekt. Derimod kunne undersøgelsen ikke i samme grad påvise den modsatte tendens, nemlig at nogle vælgere også vil være tilbøjelige til at fatte sympati for et parti, der klarer sig dårligt i meningsmålingerne. Forskerne skriver dog i deres undersøgelse, som er publiceret i det politiske tidsskrift Politica (se kilder), at de ikke kan udelukke, at den såkaldte underdog-effekt, hvor et parti modtager sympatistemmer, faktisk eksisterer.
Et konkret eksempel på bandwagon-effekten fra virkeligheden er kommunalvalget i Odense i 2005, hvor der ifølge Epinions meningsmålinger skete et stort vælgerskred i dagene op til valget. De konservative gik fra 16,1% af stemmerne i 2001 til 35,6% i 2005, mens Venstre oplevede et fald fra 14,5 til 6,8% af stemmerne. Ifølge Epinions analyser skete skreddet for alvor i de sidste dage op til valget, hvor 40% af Venstres traditionelle vælgere endte med at stemme på den Konservative kandidat Jan Boye. I kronikken “Meningsmålinger – påvirker de vælgerne?” i Berlingske (se kilder) skriver tre af Epinions analytikere, at vælgervandringen handlede om to ting: At “Jan Boye gjorde det godt i valgkampen. Men vi tror også, at det er en vigtig faktor, at meningsmålingen for første gang bevidstgjorde mange odenseanere om, at det var inden for mulighedernes grænse at vælte Anker Boye.” Epinions analytikere fortsætter med at konkludere, at der var tale om en bandwagon-effekt, altså at vælgerne har en tendens til at slutte op om den vindende part for at blive en del af ‘vinderholdet’.
Hvilken debat har der været omkring exit polls?
Modsat politiske meningsmålinger op til et valg, der undersøger, hvad vælgerne har tænkt sig at stemme, er exit polls en undersøgelse af, hvad folk faktisk har stemt, når de kommer ud fra valgstederne. Exit polls er i de senere år blevet brugt flittigt under danske valgkampe, men ligesom meningsmålingerne har exit-prognoserne været kritiseret for at have indflydelse på, hvad vælgerne beslutter sig for at stemme, særligt når de offentliggøres tidligt på dagen. Det fik i 2015 Folketingets udvalg for forretningsorden til at komme med en henstilling til medierne om at vente med at offentliggøre exit polls indtil efter alle valgsteder er lukkede, skriver Jyllands-Posten i artiklen ”Politikere: DR's planer om exit polls er kritisable” (se kilder). Tidligere har der fra Socialdemokraternes side også været fremsat et lovforslag om helt at forbyde offentliggørelse af meningsmålinger og exit polls på valgdage, fremgår det af Retsinformation.dk (se kilder). Det blev i sin tid bakket op af lektor Johannes Andersen ved Aalborg Universitet, der pegede på, at exit-prognoserne var med til at gøre politik til et spørgsmål om form frem for indhold: ”Jeg mener, at meningsmålingerne burde forbydes ud fra det grundlæggende demokratiske ideal, at det ville være ti gange bedre for den politiske diskussion. Den ville komme i højsædet og ikke hele tiden blive forstyrret af de her dramatiske indslag,” sagde Johannes Andersen i 2009 i Information i artiklen ”Exit-polls undergraver demokratisk debat i valgkampe” (se kilder).