Hvordan blev modellen ændret?
Henning Larsens forslag til Operahuset var et vestvendt rektangulært facadeparti i glas. Mod fronten skulle være en stor foyer med glaspartier på alle tre sider. Forfatteren til bogen “Spillet om Operaen” fra 2004 (se kilder) mener, at foyer-partiet var det unikke ved projektet: “Både ved højlys dag, men især om aftenen med lysene tændt ville den store rødgyldne ahornskal i foyeen, der indrammer auditoriet, have strålet som en juvel.”
Modellen signalerede Henning Larsens personlige stil, da han er kendt for sit arbejde med lyset. Fonden ønskede dog ikke en glasfacade og bad om andre løsningsmodeller. Mange journalister og arkitekter var spændte på reaktionen, for de mente, at det var husets grundidé, der blev afvist af bygherren. Men arkitekten var tavs, og det var Mærsk Mc-Kinney Møller også. Og kort efter var modellen ændret til et buet foyer-parti med rustfrie stålbånd og præsenteret for offentligheden oktober 2002.
Da den reviderede model blev præsenteret for offentligheden, var hverken bygherren eller arkitekten til stede. Det var noget usædvanligt, og derfor begyndte medierne at gætte på uoverensstemmelser mellem de to. I Berlingske Tidendes artikel “Skibsrederens model” fra 2002 (se kilder) blev Hanne Alrø fra Henning Larsens Tegnestue interviewet, og da hun nægtede at svare på, om arkitekten var tilfreds med den endelige version, blev der for alvor spundet mediemæssigt guld på historien. Artiklen konkluderede således, at kompromiset havde gjort Operaen til skibsrederens model.Hvordan reagerede Akademirådet på den nye model?
Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse og Akademirådet argumenterede for at beholde Henning Larsens glasfacade. Især arkitekt Boje Lundgaard fra Akademirådet, der døde april 2004, var ikke glad for den ændrede model. Han mente at, den skadede den fornemme Amalienborg-akse. I 2002 blev et protestbrev sendt til stadsarkitekt i Københavns Kommune Jan Christiansen. Udover at give udtryk for rådets misbilligelse, blev andre transparente facadeløsninger foreslået. Boje Lundgaard havde på forhånd informeret Henning Larsen. Han fik arkitektens fulde opbakning og taknemmelighed. Men næste gang han mødte Henning Larsen, trak arkitekten i land og sagde, at han alligevel var tilfreds med resultatet. Det var som om, han havde fået mundkurv på. Boje Lundgaard udtaler i bogen “Spillet om Operaen” fra 2004 (se kilder): “Så løb det ud i ingenting. For hvad skulle vi gøre? Her sad arkitekten og erklærede sin tilfredshed med den buede stålgitter-foyer.” Akademirådet sendte alligevel et brev til den daværende borgmester for Bygge- og Teknikforvaltningen, Søren Pind (Venstre), med rådets bekymring for effekten af stålbåndene. Men hans reaktion var, at når Henning Larsen selv sagde god for løsningen, så var der ikke noget at gøre.Hvad mente Henning Larsen om den nye facade?
Henning Larsen nægtede at udtale sig til journalisterne, da han var bundet af en tavshedsklausul. I kontrakten havde arkitekten skrevet under på, at han ikke ville udtale sig om operaprojektet. Først nogle dage før Operaens officielle åbning gav arkitekten sin mening til kende. I temaudsendelsen “Tilblivelsen af Danmarks nye opera” på DR2 (se kilder) indrømmede Henning Larsen, at han især var utilfreds med facadens udformning, men at han ville være blevet ruineret, hvis han havde modsat sig de store tykke sprosser, som deler facaden og hindrer ind- og udsyn. Han fortalte desuden, at han gerne ville have forladt byggeriet i utide, men at han var bundet kontraktmæssigt.
Uenighederne om facaden resulterede i et personligt brud mellem bygherre og arkitekt, men der blev aldrig tale om et egentligt juridisk brud. Henning Larsen har efterfølgende, ifølge Politikens artikel “Larsen beretter om bruddet med Møller” fra 2005 (se kilder), udtalt sig kritisk til det svenske tidsskrift Forum. Her kalder han skibsrederen en brutal mand. Henning Larsens sene modstand blev modtaget med hovedrysten af Keld Møller, direktør for Danske Arkitektvirksomheder. I Berlingske Tidendes artikel “Da arkitekten lod facaden falde” fra 2005 (se kilder) udtaler Keld Møller, at kritikken af det endelige resultat kom for sent, og at det er uheldigt, når en arkitekt ikke står ved sit byggeri.
Hvordan var magtbalancen mellem bygherre og arkitekt?
I artiklen “Da arkitekten lod facaden falde” fra 2005 (se kilder) udtaler Sven Felding, rektor for Kunstakademiets Arkitektskole i København, at de bedste byggerier er et resultat af et godt samarbejde mellem bygherre og arkitekt.
Dagbladet Informations artikel “Mærsk satte Henning Larsen på plads” fra 2004 (se kilder) tegner et ulige billede af magtbalancen mellem bygherre og arkitekt. Henning Larsen kaldes en stik-i-rend-dreng for Mc-Kinney Møller, og operaprojektet betegnes som en udemokratisk affære. Daværende formand og kunstnerisk rådgiver for regeringen, Karen Zahle, nikker genkendende til bygherrens juridiske magt, men hun påpeger et fagligt problem. I Berlingske Tidendes artikel “Da arkitekten lod facaden falde” fra 2005 (se kilder) udtaler hun: “Rederen har stor indsigt i mange ting, blandt andet penge og skibe, men han har formentlig ikke indsigt i at varetage en kunstnerisk helhed. Det har derimod Henning Larsen demonstreret - det endda på verdensplan. Derfor er det med utidig omhu, at rederen har blandet sig i facaden.”
Daværende direktør på Henning Larsens Tegnestue Bo Boje Larsen er af en anden mening. I bogen “Spillet om Operaen” fra 2004 (se kilder) citeres han for at sige, at tegnestuen heller ikke havde opført operaer før. Derfor var der ikke andet at gøre end at analysere problematikken igennem. Han mener ikke, arkitekturen er en fri kunstart som for eksempel billedkunst, og så ikke et problem i fondens indblanding.