Hvordan foregik overdragelsen af Operaen?
Den 1. oktober 2004 forærede Mærsk Mc-Kinney Møller Operaen til statsminister Anders Fogh Rasmussen ved en underskriftsceremoni i operahusets foyer. Overdragelsesceremonien blev overværet af kulturminister Brian Mikkelsen, daværende overborgmester Jens Kramer Mikkelsen, bestyrelsesformand for Det Kongelige Teater Mads Øvlivsen og teaterchef Michael Christiansen samt arkitekt Henning Larsen. Desuden deltog A.P. Møller Fondens bestyrelse, embedsmænd, medarbejdere og rådgivere, som var knyttet til operaprojektet. Repræsentanter fra pressen var også mødt frem i stort antal.
Efter underskriftsceremonien holdt statsministeren en takketale. Han sagde blandt andet, ifølge magasinet “MÆRSK Post” (se kilder): “Her på Dokøen vil den nye opera ligge som vartegn for København og Øresundsregionen. Et uvurderligt aktiv - ikke blot for byen, men for hele Danmark. Et uvurderligt aktiv - ikke blot for vor generation, men også for kommende generationer.”
Hvad var den tv-transmitterede gallaåbning?
Den 15. januar 2005 blev operahuset formelt indviet med en stort iscenesat tv-transmitteret gallakoncert. Den mere end tre timer lange festforestilling bød på smagsprøver på en række forestillinger, blandt andet “Aida”, “Elverhøj” og “Otello”.
Da startskuddet for billetsalget til gallaforestillingen lød i starten af januar, blev Det Kongelige Teaters billetkontor overrendt, som var der tale om en større popkoncert. Operaelskere stod simpelthen i kø langt ned af gaden, og enkelte lå ligefrem i telt for at sikre sig en billet til en pris op mod 1.500 kroner. Af 1.450 billetter var der kun 300 til rådighed for folket, for resten af sæderne gik til Kongehuset, politikere, ambassadører, spidser fra erhvervslivet, kulturlivet og den offentlige administration. Med på første række sad Mærsk Mc-Kinney Møller. Både bygherren og statsministeren, Anders Fogh Rasmussen, holdt taler. Bygherrens tale er gengivet i bogen “Operaen” fra 2005 (se kilder).
Interessen for Operaen kombineret med kendte ansigter på tilskuerrækkerne tiltrak mange danske sofaseere. Ifølge Gallups tv-meter (se kilder) var hele 868.000 mennesker tunet ind på koncerten, som lå på en 10. plads over mest sete programmer i uge 2. Dette seertal slog to af de største seersuccesser i 2005 - tv-serien “Rejseholdet” og underholdningsprogrammet “Stjerne for en aften”.Hvad var Operaens første forestilling?
Den 26. januar 2005 åbnede Operaen for publikum med forestillingen Giuseppe Verdis berømte og populære festopera “Aida”. Operaen blev sunget på italiensk med danske undertekster. Mikael Melby stod for iscenesættelsen. Der blev ikke sparet på rekvisitterne, som indeholdt storslåede kulisser og spektakulært udstyr. “Aida” blev valgt for at vise operahusets spændvidde og demonstrere, hvad det elektronisk styrede tekniske isenkram kan bruges til. Operachef, Kasper Bech Holten, var meget tilfreds med premieren. Han udtalte til Berlingske Tidende i artiklen “Operachef tilfreds” fra 2005 (se kilder), at det var en fantastisk forløsning med en aften, hvor sceneteknikken og alt fungerede. Frygten for de manglende parkeringspladser blev gjort til skamme, da de fleste havde ladt bilen stå hjemme. Anmelderne gav selve forestillingen middelkarakter, men var ellers gennemgående imponerede over selve arkitekturen, akustikken og det tekniske sceneudstyr.Hvordan vurderes siddepladserne?
Tilskuerrummet er det vigtigste rum i Operaen. Det er stedet, hvor publikum skal møde kunsten og blive betaget af den. Effekten af Operaens skæve og forskudte stolerækker i ydersiderne af operasalens balkoner er interessant ifølge Kristeligt Dagblads artikel “En aften i Operaen” fra 2005 (se kilder): “Som om publikum medvirker i et totalteater, hvor det er lige så underholdende at kigge rundt på de andre gæster som ned på scenen.” Ellers blev sæderne rost for at give god benplads. Man kan sidde mageligt med benene over kors, og de blå stolesæder er bekvemme. Men ifølge Ekstra Bladets artikel “Operaen kun for høje herrer” (se kilder) er der dårligt udsyn fra parketpladserne, som udgør halvdelen af sæderne. Gulvet skråner for lidt til, at alle kan se. I samme artikel forsvarede teaterchefen for Det Kongelige Teater, Michael Christiansen, at gulvet ikke skråner mere med, at hvis man havde gjort gulvet stejlt, ville balkonerne forsvinde. Hvis en lille person skal kunne se over en høj person, skal rækkerne hæves med 40 centimeter, og så kommer det til at ligne en skotøjsæske ifølge teaterchefen.Hvordan er akustikken fra tilskuerrækkerne?
Der var overvejende ros til akustikken, som man kan læse i Berlingske Tidendes sammendrag, “Det skrev de om Operaen” fra 2005 (se kilder). Kristeligt Dagblad vurderede, at klangen døde hen ganske kort tid efter, at musikerne havde sluppet tonen, men roste, at man kunne høre sangteksten, der ikke blev overdøvet af orkestret. Jyllands-Posten kaldte akustikken operahusets største triumf, og Politiken vurderede, at alle detaljer i klang og sats trådte frem. BT mente, at det stadig var for tidligt at udtale sig definitivt om akustikken, men vurderede alligevel, at “mens musikken lød en anelse tør og med mindre klang, end man kunne have håbet, var der en utrolig klarhed i stemmerne.”Hvad mente de udøvende kunstnere om akustikken?
Trods de positive indtryk af akustikken fra tilskuerrækkerne meldte de udøvende kunstnere om problemer. Berlingske Tidendes artikel “Mislyde i hyldestkor” fra 2005 (se kilder) skriver om problemer under prøverne.
Kritikken gik især på operakorets prøvesal øverst oppe i huset, der er for lille til det store kor på 60 sangere, og hvor lydniveauet er målt til 110 decibel, når koret synger til. Det er 25 decibel over grænsen for høreskader. Koret måtte i stedet bruge Det Kongelige Kapels orkesterprøvesal, som heller ikke er optimal.
Derudover kritiserede sangerne, at de ikke kunne høre hinanden på scenen. Den franske verdenstenor Roberto Alagna, som spillede hærføreren i “Aida”, truede ligefrem med at forlade åbningspremieren, hvis der ikke blev installeret medhør på scenen. I Berlingske Tidendes artikel “Sangerne forsvinder i fantastisk operalyd” fra 2005 (se kilder) fortæller Roberto Alagna om en prøve: “Selv om jeg stod en meter fra den syngende konge, så kunne jeg ikke høre ham. Jeg kunne heller ikke høre min egen stemme. Og det er fatalt. For så kan man ikke kontrollere sin klang og risikerer at miste stemmen.” Lige før premieren blev der installeret et midlertidigt elektronisk medhørsanlæg.Hvad skrev de udenlandske anmeldere?
Udenlandske anmeldere strømmede også til Operaen. De svenske aviser havde kun roser til overs. Dagens Nyheter skrev, at der var tale om akustik i verdensklasse, mens Aftonbladet erklærede, at Stockholm er sakket bagud, og at København har øget sin position som Nordens mest interessante operaby. Endelig skrev Svenska Dagbladet, at akustikken næsten lykkes for godt: “Aldrig før har jeg været i en opera, hvor publikums hosten lød så tydeligt - ligesom hver en tone i harpeklangen over Nilen.”
Den engelske avis Financial Times’ anmelder, Richard Fairman, var imponeret over selve Operaens design og udsigten over vandet. Publikumssalen blev også kaldt udsøgt og betagende med det mørke træ og guldloft, men han mente til gengæld, at akustikken kunne forbedres.