De store opdagelsers tid (15. og 16. århundrede)

Main image kapitel
Den portugisiske opdagelesrejsende Vasco da Gama rundede Kap det Gode Håb i 1497.
Den portugisiske opdagelesrejsende Vasco da Gama rundede Kap det Gode Håb i 1497.
Foto: akg-images / africanpictures / Scanpix

Hvordan (gen) opdagede Columbus Amerika?

Den nok mest berømte opdagelsesrejse er Christopher Columbus’ opdagelse af Amerika i 1492. Han rejste ud for at finde søvejen til Kina, men endte med at opdage et helt nyt kontinent og åbnede dermed et nyt kapitel i verdenshistorien. Opdagelsen af Amerika gjorde ifølge Jørn Madsens ”Politikens bog om opdagelsesrejser” (se kilder) den kendte verden næsten dobbelt så stor.

Efter det måske længste tidsrum noget europæisk skib havde tilbragt på havet uden land i sigte nåede den lille flåde på tre skibe en af Bahamas-øerne efter mere end to måneders sejlads – længe efter, at Columbus havde regnet med at ville ramme Asiens østlige kyster.

På trods af at have ledt tre yderligere ekspeditioner i årene herefter forblev Columbus overbevist om at have fundet søvejen til Asien, selv om omverdenen inden længe fandt ud af, at han i stedet måtte have fundet helt nyt land. Spanien sikrede sig retten til at udnytte størstedelen af det amerikanske kontinent og grundlagde snart et enormt koloniimperium. 

Hvordan opdagede Vasco da Gama søvejen til Asien?

Portugisiske søfarere var i løbet af 1400-tallet nået længere og længere ned ad Afrikas vestkyst, og i 1488 rundede den portugisiske opdagelsesrejsende, Bartolomeu Dias, som den første Afrikas sydspids, Kap det Gode Håb. Dias’ rejse gjorde det klart, at der måtte findes en østlig søvej til Indien, og i 1497 blev endnu en portugiser, Vasco da Gama, af Portugals konge Manuel 1. udpeget til at drage af sted for at finde den.

Da Gamas ekspedition på fire skibe rundede Kap det Gode Håb og sejlede herfra op ad Afrikas vestkyst, hvor da Gama flere steder fik viklet sig ind i konflikter med den lokale befolkning i havnebyerne. Det lykkedes ham dog alligevel at finde folk, der kunne hjælpe ham med at krydse over til Indien.

Fundet af søvejen mellem Europa og Asien kom ifølge Malyn Newitt i antologien ”De store rejser” (se kilder) med tiden til at føre til europæernes overherredømme i det meste af Asien og fremvæksten af en verdensomspændende, europæisk domineret, økonomi. 

Hvem sejlede først Jorden rundt?

Endnu en afgørende ekspedition i denne periode blev ledet af Ferdinand Magellan. Ligesom Vasco da Gama var han portugiser, men han arbejdede i spansk tjeneste. Han stod i spidsen for en ekspedition, der skulle finde den vestlige søvej til Krydderiøerne (Molukkerne i Indonesien) uden at vide, om denne vej overhovedet fandtes. Hans flåde på fem mindre fartøjer sejlede i 1519 vestpå mod Amerika.

Efter en hård og udmattende sejlads fandt Magellan og hans mænd efter lang tids søgen det, der nu hedder Magellanstrædet ud for sydspidsen af Sydamerika. Ved synet af det rolige farvand foran sig bekendtgjorde Magellan ifølge Simon Winchester i ”De store rejser” (se kilder), at det skulle hedde Stillehavet (o Pacífico). Det skulle tage yderligere tre måneder, før mandskabet atter så land. Magellan havde regnet med, at det ville tage tre-fire dage.

Rent faktisk nåede Magellan aldrig Jorden rundt, da han blev dræbt i et sammenstød med indfødte på Filippinerne. Derfor var det hans afløser som leder af ekspeditionen, kaptajn Juan Sebastian de Elcano, der fuldendte ekspeditionens jordomsejling i 1522 og fik en heltemodtagelse tilbage i Spanien af den spanske konge.