NATO

Af journalist Emil Rottbøll, iBureauet/Dagbladet Information. 2010. Opdateret af journalist Lasse Wamsler, oktober 2014.


Da Norges tidligere statsminister Jens Stoltenberg den 30. september 2014 blev udpeget til generalsekretær for NATO, satte han sig i spidsen for det største militære magtapparat, verden nogensinde har set: En 60 år gammel forsvarsalliance, der har eksisteret, siden den udgjorde den succesrige ramme for USA’s engagement i Europa under Den Kolde Krig, men også en militærmagt i identitetskrise. Den nordatlantiske forsvarsalliance har endnu ikke fundet sin rolle efter Den Kolde Krig, og det er langtfra givet, at den fortsat har en rolle at spille.

I dag kommer truslerne mod NATO-landene fra hele verden: terrorisme, fejlslagne stater, energiforsyningssikkerhed og spredning af masseødelæggelsesvåben.

Siden sin fødsel i 1949 har NATO udviklet sig fra en traditionel militæralliance med fokus på kollektivt forsvar til en politisk-militær organisation for sikkerhedssamarbejde, hvor krisestyring og konfliktforebyggelse er blevet de primære opgaver. Men tilpasningen er sket løbende og uplanlagt, og derfor står alliancen over for en række væsentlige reformer de kommende år. Før disse kan gennemføres, mangler NATO-landene imidlertid at tage stilling til det grundlæggende spørgsmål, som har presset sig på siden Den Kolde Krigs ophør: Er NATO stadig den bedste løsning på Europas og USA’s sikkerhedsproblemer? De seneste år har alliancen nemlig haft svært ved markere sig stærkt som et effektivt redskab til at løse de nye sikkerhedsopgaver, verden byder på: Organisationen formåede ikke at gøre indsatsen i Afghanistan til en succes, og også operationerne i Irak og Libyen omtales som fejlslagne. Dertil viste Ruslands invasion af Ukraine i 2014, at alliancen ikke fremstår tilpas frygtindgydende, og luftangrebene imod Islamisk Stat i Irak og Syrien bliver organiseret udenom NATO.