Hvordan forløb 2. Verdenskrig for Nazityskland?
Den 1. september 1939 indledte Tyskland sit angreb på Polen, og da Storbritannien og Frankrig to dage senere erklærede Tyskland krig, var 2. Verdenskrig en kendsgerning. Året efter vandt Tyskland også hurtige sejre over Danmark, Norge, Holland, Belgien og Frankrig. Det lykkedes dog ikke at få sat et afgørende angreb ind på Storbritannien. De overvældende sejre gav Hitler mod på også at angribe det kommunistiske Sovjetunionen. Hitlers mål var at skabe et stærkt, tysk imperium mod øst og skabe Lebensraum (livsrum) for det tyske folk. Samtidig ville han udrydde jøderne og tilføre kommunismen et afgørende slag.
Felttoget gik dog slet ikke så let som forventet, og tyskerne led et afgørende nederlag ved Stalingrad i begyndelsen af 1943. Samtidig blev luftkrigen mod de tyske byer intensiveret, og fra da af var tyskerne i defensiven. Da allierede styrker gik i land i Italien og Frankrig i henholdsvis 1943 og 1944, skulle Tyskland kæmpe på flere fronter, og de måtte endeligt kapitulere i maj 1945. Inden overgivelsen havde Hitler begået selvmord i sin bunker i Berlin.
Hvad er Holocaust og eutanasi?
Holocaust er betegnelsen for nazisternes folkedrab på Europas jøder. Folkedrabet kostede seks millioner jøder livet og fandt sted mellem 1941 og 1945. Før den tid var jøderne blevet udsat for voldsom diskrimination og forfølgelse i det nazistiske Tyskland og i de lande, der var besat af Tyskland. Holocaust ramte også ikke-jødiske folkegrupper, blandt andet romaer, handicappede, homoseksuelle, Jehovas Vidner og andre mindretalsgrupper. Nazisternes første udryddelsesprogram var likvideringen af tyskere med fysiske handicaps, mentalt retarderede og syge. Drabene, der begyndte i 1939, blev omtalt som eutanasi (medlidenhedsdrab). Ifølge nazisterne var fysisk og mentalt handicappede en trussel mod den ariske races renhed og dermed uværdige til at leve. Eutanasi-programmet kostede omkring 270.000 mennesker livet.
Hvordan foregik Holocaust?
Indtil 1941 havde naziregimet forsøgt sig med forskellige løsninger på det såkaldte ”jødeproblem”. Først ved at udstøde jøderne fra det tyske folkefællesskab og fratage deres eksistensgrundlag og siden ved at arbejde på at tvinge dem ud af landet. I takt med nazisternes erobringer i Østeuropa kom flere millioner jøder under nazistisk herredømme. Ifølge Folkedrab.dk (se kilder) var der ikke fra begyndelsen nogen klar plan om, at de skulle slås ihjel, men man holdt jøderne isoleret, indtil man fandt et nyt permanent opholdssted til dem. Det skete primært ved at samle dem under forfærdelige forhold i overfyldte ghettoer. Sult, sygdom og tilfældige henrettelser prægede livet inden for ghettoens mure.
Med Tysklands angreb på Sovjetunionen i 1941 gik nazisternes jødepolitik ind i den næste fase. Hitler havde på nogenlunde samme tid beordret iværksættelse af "den endelige løsning på det jødiske spørgsmål" (Die Endlösung der jüdischen Frage), hvilket betød udryddelse af de europæiske jøder. Fire specialgrupper, de såkaldte Einsatz-grupper, påbegyndte massemyrderier af jøder i de erobrede områder. Einsatz-grupperne dræbte omkring 1,5 millioner jøder mellem 1941 og 1945. I slutningen af 1941 og i 1942 blev mordmetoderne videreudviklet, og der blev etableret seks udryddelseslejre med gaskamre i det erobrede Polen. Omkring tre millioner jøder blev myrdet i disse lejre mellem 1941 og 1945. Den sidste halvanden million jødiske ofre blev dræbt ved henrettelser, døde af sult og sygdom eller af at arbejde til døden i koncentrationslejre og ghettoer.
Hvor stor udbredelse havde nazismen i Danmark under 2. Verdenskrig?
Danmarks National Socialistiske Arbejder Parti (DNSAP) stiftedes i november 1930 som en tro kopi af det tyske moderparti. Ved Rigsdagsvalget i 1939 fik partiet 31.000 stemmer (3 mandater) og talte omkring 5.000 medlemmer. Ved rigsdagsvalget i 1943 opnåede DNSAP 43.000 stemmer (3 mandater). Det forholdsvis dårlige valgresultat betød, at DNSAP blev værdiløse for tyskerne, og partiet mistede al indflydelse. Omkring 12.000 danskere meldte sig i løbet af besættelsestiden til tysk krigstjeneste, hvoraf halvdelen blev optaget i tyske elitestyrker. Af disse 6.000 frivillige faldt eller forsvandt hen ved 2.000 under de voldsomme kampe på Østfronten.