Forløbet af Naturalismen

Hvilke naturvidenskabelige landvindinger spillede en rolle i Naturalismen?

Naturalismen er præget af stor tiltro til videnskaben og til Fremskridtet som en kraft, der i fremtiden ville løse de problemer, som samtidens mennesker oplevede. Der var en udbredt tro på, at mennesket gennem teknologiens nyskabelser kunne underlægge sig naturens kræfter til gavn for menneskeheden. Blandt de væsentligste videnskabelige landvindinger var Charles Darwins (1809-1882) “Arterne oprindelse”, der udkom i 1859. Bogen ændrede den måde, hvorpå mennesket betragtede sig selv og sin omverden. 

Bogens teorier om ‘den naturlige selektion’ blev til på baggrund af Darwins årelange studier af natur- og dyrelivet, blandt andet på Galapagos-øerne nær Ækvator. I korte træk går teorien ud på at forklare, hvorfor nogle arter overlever og spreder sig, mens andre uddør. Den unge Darwin undrede sig over, at han på en af rejserne til øerne oplevede, at mens fuglene på én ø havde et kort, skarpt næb, så havde den samme fugleart på en ø nær ved et næb, der nærmest var formet som en hakke. Mens den første type fugle levede af koglefrø, som de gravede frem med deres næb, der var korte og skarpe, så levede naboøens fugle derimod af insekter, som de gravede ud af træernes stammer, med deres næb, det nærmest havde form som en hakke.  

Darwin pegede på, at grunden til, at denne variation opstod, var en udviklingsmekanisme, han betegnede som ‘naturlig selektion’. Denne udvikling - der foregik over mange generationer - beskrev han som ‘survival of the fittest’. Det kan oversættes til, at den art, der er bedst egnet til sine omgivelser, vil kunne overleve og formere sig, mens de, der er dårligere egnede, ofte vil dø, inden de når at formere sig. I eksemplet med fuglene vil det altså sige, at grunden til, at arten med det hakke-formede næb har overlevet på den ene ø, er dens evne til hakke sig ind til de nærende insekter. De andre af øens fugle har ikke haft denne næbform og har derfor ikke været så effektive til at samle føde. Over generationer er de derfor forsvundet fra øen.

Hvordan var befolkningsudviklingen i Naturalismen?

Befolkningsudviklingen i den anden halvdel af 1900-tallet er præget af en næsten eksplosiv vækst. I bogen “Europas historie” (se kilder) fortælles det, at Europas befolkningstal i perioden fra 1850 til 1910 voksede fra 265 millioner mennesker til 450 millioner. Årsagen til det stærkt stigende befolkningstal var en markant nedgang i dødeligheden i den europæiske befolkning, altså i antallet af dødsfald pr. 1000 nyfødte. Det betød, at langt flere spædbørn overlevede deres første møde med verden. Årsagerne til dette fald var først og fremmest bedre hygiejne og bedre ernæring. Faldet var markant i forhold til industrialiseringens tidlige periode i starten af 1800-tallet. 

Befolkningstilvæksten skete hovedsageligt i byerne, mens befolkningstallet på landet i perioden lå relativt stabilt på 200 millioner mennesker. Det skyldtes, at folk ikke kunne finde arbejde i landbrugserhvervene - der i forvejen var præget af stagnation - og derfor søgte mod byernes fabrikker. I bogen “Fra revolution til verdenskrig” (se kilder) beskrives det, hvad der skete med befolkningstilvæksten i Europas i denne periode: 

  • 1/7 blev ude på landet
  • 5/7 drog til byerne
  • 1/7 udvandrede, primært til Nordamerika

Hvilke opfindelser prægede perioden?

1800-tallet blev kaldt ‘opfindelsernes århundrede’. Kendetegnende for den industrialiseringsbølge, der skyllede hen over verden i 1880’erne, var, at den var drevet af teknologiske nybrud. Disse opfindelser skabte nye produktionsområder eller pustede nyt liv i de hendøende industrier. Det gjaldt eksempelvis nyskabelser inden for skibsbygningen og i den kemiske industri. Blandt de øvrige opfindelser, der havde afgørende indflydelse på udviklingen, var:

  • Dynamoen
  • Morse-teknologien
  • Telefonen
  • Radiosenderen

For mere om ‘opfindelsernes århundrede’: se Faktalinket om Romantikken.

Hvilke økonomiske forhold var dominerende i Vesteuropa under Naturalismen?

I økonomisk forstand kan perioden, der strækker sig over den anden halvdel af 1800-tallet, groft sagt deles i to: perioden før og efter den langvarige krise i 1870’erne og 1880’erne.

  • Den første af disse perioder var præget af et solidt økonomisk opsving. Industrialiseringens vugge havde stået i England i starten af 1800-tallet, og herfra strømmede nu til resten af Europa viden om, hvordan man producerede industrielt. Samtidig blev tidligere tiders toldmure mellem de europæiske lande nedbrudt, så penge og varer frit kunne strømme over grænserne. De førende lande i denne periode var derfor England, fulgt af Tyskland og U.S.A.
  • Derefter fulgte en årrække, der fremstod som én lang økonomisk krise. Man havde jævnligt oplevet økonomiske kriser, men denne var usædvanlig sejlivet. Her oplevede man en årrække med konstant dalende priser - det samlede prisfald blev på cirka en tredjedel.
  • I århundredets sidste år kæmpede de industrialiserede lande sig ud af krisen, og en ny periode med eksplosiv vækst begyndte. Englands førerposition på dette område var i denne periode blevet overtaget af Tyskland og USA.

Hvordan var industriens forhold under Naturalismen

I begyndelsen af denne periode sad England stadig tungt på tronen som verdens førende industrimagt. Over halvdelen af verdens produktion af væsentlige råstoffer som kul, jern og tekstiler stammede fra England, og landet fik tilnavnet ‘verdens værksted’. Senere i denne periode blev England dog overhalet af USA og til dels Tyskland. Industrierne i disse lande kunne nemlig lære af de fejltagelser, som de engelske industrier allerede havde gjort, og dermed forløb industrialiseringen hurtigere i disse lande. Symbolsk for periodens industrielle udvikling er det tyske jernstøberi Krupp. I bogen “Fra revolution til verdenskrig” (se kilder) fortælles det, at virksomheden i 1846 havde 122 ansatte, mens den i 1880’erne var vokset til et kæmpeforetagende, der beskæftigede over 20.000 mennesker. 

Hvilke nye økonomiske tiltag krævede den industrielle udvikling?

De nye industrier krævede enorme investeringer, og her slog det ikke længere til med private investeringer. To nye måder at rejse kapital på slog derfor igennem efter 1850:

  • Der blev grundlagt private banker, der investerede indlånernes penge i erhvervslivet.
  • Det blev almindeligt, at store selskaber blev omdannet til aktieselskaber. Det vil sige, at virksomheden blev ejet af et antal aktionærer, der ikke havde noget med selve produktionen at gøre, og som alene hæftede for den indskudte kapital ved et eventuelt tab.

Hvilke politiske forhold var dominerende i Vesteuropa under Naturalismen?

Anden halvdel af 1800-tallet bliver ofte kaldt for ‘imperialismens tidsalder’. ‘Imperialisme’ er betegnelsen for en udenrigspolitik, der stræber efter politisk og/eller økonomisk kontrol over et andet land eller landområde. Der var tale om et reelt kapløb mellem flere af tidens største industrilande, hvor det gjaldt om at underlægge sig så meget land, som det var muligt. Det var lande som Spanien, England, Frankrig, Holland, Belgien, Portugal, Tyskland og Italien, der kæmpede om at dele mange af Jordens lande imellem sig og dermed udvide deres imperier. Dette blev kaldt ‘kolonisering’, og industrilandenes motiver var først og fremmest økonomiske. De var interesserede i at skaffe sig så mange kolonier som muligt rundt omkring på kloden, så disse kolonier kunne:

  • udgøre et marked for de varer, der blev produceret i industrilandet
  • levere råstoffer til industrilandets fabrikker
  • være mål for industrilandenes investeringer

Hvilke andre motiver havde de vestlige lande for den imperialistiske politik?

Ud over økonomiske grunde havde industriens lande også andre motiver for at ville underlægge sig kolonier i verdens fjerne egne. Disse grunde var blandt andet:

  • Magtpolitik: Forholdet mellem stormagterne var ofte spændt, og erobringen af en koloni kunne derfor have militærstrategisk betydning eller blot være et ønske om at komme rivalerne i forkøbet.
  • Nationalisme: Denne ideologiske strømning, der skyllede gennem store dele af 1800-tallet, hyldede blandt andet den enkelte nations storhed. Et stort net af kolonier kunne styrke den nationale stolthed og skabe prestige.
  • Den hvide mands byrde: Det var en udbredt opfattelse i tiden, at den hvide menneskerace var Jordens andre racer overlegen. Derfor havde den hvide race en pligt til at skabe kolonier og derved civilisere dem.
  • Survival of the fittest: Charles Darwins teorier blev senere brugt til at forklare, hvorfor den hvide race havde ret til at herske over de andre racer. Ifølge denne opfattelse var det altså et led i naturens orden, at den stærke part triumferede, mens den svage part gik til grunde.

Hvilken politisk rolle spillede liberalisten John Steward Mill?

Liberalismen var en af de to toneangivende ideologier i den anden halvdel af 1800-tallet. Den havde en række forskellige udformninger op gennem århundredet, men særligt toneangivende var englænderen John Stuart Mill (1808-1873). Den politiske retning, som Mill anbefalede, fik navnet ‘socialliberalisme’. Her hyldede han en række klassiske liberale kerneværdier, samtidig med at han erkendte, at man ikke kunne overlade alt til markedskræfterne - her skulle staten også på banen. 

Der er to samfundsvidenskabelige betegnelser, der er kendetegnende for Mills syn på samfundet:

  • Han blev kaldt en ‘empirist’, hvilket betyder, at han mente, at den eneste reelle kilde til viden om samfundet gik gennem den enkeltes sanser, og den bundede altså i erfaring.
  • Han blev betegnet som ‘utilitarist’, hvilket vil sige, at han mente, at enhver politisk handling skulle sigte mod at skabe størst mulig lykke for flest mulige mennesker. Dette betegnes ‘nyttemoral’, og her trækker Mill i vid udstrækning på den positivistiske videnskabs måde at tænke på.

Mill støttede endvidere indførelsen af almindelig stemmeret for kvinder. Det var hovedbudskabet i skriftet “Kvindernes underkuelse” fra 1869. Denne tekst blev senere oversat af den danske kulturkritiker Georg Brandes (1842-1927), og tankerne i teksten fik en central placering i Brandes’ eget værdigrundlag. Mills teorier kom i høj grad til at præge det 20. århundredes liberalisme. Siden starten af dette århundrede er det blevet mere og mere almindeligt, at staten - i samfund med et parlament og demokrati - spiller en aktiv rolle og griber ind i samfundslivet.

Hvilken rolle spillede socialliberalismen i Naturalismen?

Den klassiske liberalisme - der havde rødder i Oplysningstiden i 1700-tallet hos den engelske erfaringsfilosof John Locke (1632-1704) og den økonomiske filosof, skotten Adam Smith (1723-1790) - slog på grundlæggende værdier som:

  • ejendomsret
  • religionsfrihed
  • trykkefrihed
  • ytringsfrihed

Disse liberale hjørnesten blev i socialliberalismen kombineret med en forestilling om, at staten har et vist ansvar over for borgerne. Det betød, at staten skulle regulere markedets kræfter en smule og dermed sikre en række af arbejdernes fundamentale vilkår. Disse liberale hjørnesten blev i socialliberalismen kombineret med en forestilling om, at staten har et vist ansvar over for borgerne. Det betød, at staten skulle regulere markedets kræfter en smule og dermed sikre en række af arbejdernes fundamentale vilkår.

For mere om liberalismen: se Faktalinket om For mere om liberalismen: se Faktalinket om Romantikken.

Hvad er ‘socialdarwinisme’?

Ved dette krav om statslig regulering afveg ‘socialliberalismen’ fra den ‘rene’ udgave af liberalismen, der havde domineret den økonomiske udvikling under ‘Den Industrielle Revolution’ tidligere i århundredet. Her havde de vilde markedskræfter hersket uindskrænket. En gren af denne ‘klassiske’ liberalisme var socialdarwinismen, der fik stor betydning senere i 1800-tallet. En af socialdarwinismens varmeste fortalere var englænderen Herbert Spencer (1820-1903). Spencer er den oprindelige ophavsmand til begrebet ‘survival of the fittest’, der senere er blevet overtaget af biologen Charles Darwin. Markedskræfterne havde været med til at skabe enorme sociale problemer blandt industriens arbejdere i Europas storbyer. Den ‘rene’, uregulerede udgave af liberalismen blev betegnet ‘socialdarwinisme’, fordi man i denne ideologi mente, at samfundsudviklingen bedst og mest naturligt forløb på samme måde, som det - ifølge Charles Darwin - foregik i naturen. Nemlig at den stærkeste overlever, og den svagere går til grunde. Denne samfundsmæssige udlægning af Darwins evolutionslære - der altså ikke stammer fra biologen - blev senere en integreret del af nazismens ideologi.

Hvilken politisk rolle spillede socialisten Karl Marx?

Som modspil til liberalismen, der især blev dyrket af industriens ejere, stod marxismen, der særligt var populær blandt den store gruppe af arbejdere i byernes fabrikker. Marxismen er en særlig gren af den politiske ideologi, der hedder socialisme, og den har taget navn efter sin grundlægger, den økonomiske filosof Karl Marx (1818-1883). Han udgav i 1849 det lille skrift “Det Kommunistiske Manifest”. Marx’ teorier byggede her på indgående studier af den engelske arbejderklasse. I teksten kaster Marx lys over, hvad der - i hans øjne - er kapitalismens uretfærdige og umenneskelige virkemåde. Marx var en glimrende - nærmest videnskabelig - analytiker og havde talent for at formidle sine resultater i et fængende og flammende sprog. Den danske idéhistoriker Peter Thielst vurdere i bogen “Man skal tvivle om alt - og tro på meget” (se kilder), at “Det Kommunistiske Manifest” sammen med Bibelen og Koranen sandsynligvis er det mest udbredte og historisk betydningsfulde skrift i verden. 

Nogle af de væsentligste tanker i “Det Kommunistiske Manifest” uddybede han i “Kapitalen”, der ses som hans hovedværk, og som kom i tre bind i perioden 1867 til 1894. Marx så her på historien med positivistiske briller og mente, at man - på samme måde som en naturvidenskabsmand - kunne finde frem til nogle eviggyldige regler og principper for den måde, hvorpå historien ville forløbe. En af hjørnestenene i den marxistiske tankegang var således den forestilling, at historien blev drevet frem af modsætninger mellem klasser i samfundet

Tidligere havde den grundlæggende klassemodsætning i samfundet bestået mellem godsejere og fæstebønder. Med ‘Den Industrielle Revolution’ var Middelalderens feudalsamfund blevet erstattet af en kapitalistisk samfundsorden. Her bestod den primære klassemodsætning, ifølge Karl Marx, i mellem følgende to klasser:

  • bourgeoisiet: klassen af borgere, der ejede produktionsmidlerne (virksomheder, landbrugsjord, industrimaskiner etc.).
  • proletariatet: den enorme klasse af arbejdere, der reelt ikke ejede andet end deres egen arbejdskraft. Denne kunne de sælge til virksomhedsejeren til gengæld for løn.

Spændingen mellem disse to klasser var stor, mente Marx, og den ville kun vokse yderligere i det kapitalistiske samfund. Her konkurrerede virksomhederne nemlig mod hinanden på et marked, der var fri for regulerende begrænsninger. For at overleve i konkurrencen med andre virksomheder måtte den enkelte virksomhedsejer gøre alt, hvad der var muligt, for at holde produktionsomkostningerne nede, så varerne kunne sælges billigt. Her var det oplagt at skrue arbejdslønnen så langt ned som muligt. Dette fænomen betegnede Marx som ‘udbytning’. I denne stadigt stigende udbytning af arbejderklassen så Marx en konflikt, der ville vokse til enorme dimensioner. Arbejderklassen ville - med naturnødvendighed - til sidst overtage magten og lave revolution. Det kapitalistiske samfund ville smuldre og blive erstattet af et socialistisk.

Hvilken rolle spillede socialismen/marxismen i Naturalismen?

Politikere, der var tilhængere af den marxistiske strømning, var overbeviste om, at samfundet fungerede efter nogle bagvedliggende lovmæssigheder. På samme måde som en naturvidenskabsmand skulle samfundets ledere søge at få indsigt i de overordnede principper, der styrede det menneskeskabte samfund. Kun derved ville det blive muligt at skabe et mere retfærdigt samfund. Disse principper ville i marxismens verden føre til en stadigt stigende spænding mellem arbejdsgivere og -tagere, hvilket til sidst ville føre til revolution og det kapitalistiske samfunds sammenbrud. 

Et andet væsentligt kendetegn ved det næsten naturvidenskabelige samfundssyn, som anlægges i marxismen, er, at der her ikke er plads til en traditionel Gud. Faktisk så udlægges religionen som direkte skadelig, idet religiøse forestillinger vil sløre arbejderklassens syn og dermed forhindre, at denne klasse gør oprør mod den uretfærdige, kapitalistiske samfundsstruktur. Religion blev således af Marx kaldt for ‘opium for folket’ - det vil sige, at religionen blev sammenlignet med et sløvende og bedøvende narkotisk stof, der gjorde, at arbejderklassen fandt sig i de smerter, som kapitalismens evige jagt på profit påførte den.  

For mere om socialismen: se Faktalinket om Romantikken.

Hvilke filosofiske strømninger spillede en rolle i Naturalismen?

Den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900) mente, på samme måde som Charles Darwin, at mennesket var styret af sine naturlige instinkter. Men hvor Darwin lagde stor vægt på arternes tilpasning til deres omgivelser, satte Nietzsche især fokus på den enkeltes evne til at forme sin egen tilværelse. Kernebegrebet var ‘viljen til magt’, hvilket for tyskeren er en betegnelse for individets grundlæggende vilje til selvudfoldelse. I Nietzsches øjne er det afgørende, om mennesket udlever ‘viljen til magt’. Denne indre kamp kan falde ud på to måder og afføde to forskellige forestillinger om værdier:

  • herremoral: dette er Nietzsches betegnelse for den selvudfoldelsesdrift, der udleves. Her er det gode alt, hvad der fremmer dette menneskes selvudfoldelse.
  • slavemoral: dette er betegnelsen for den selvudfoldelse, der ikke udleves. Her er det gode alt, hvad der kan give beskyttelse og tryghed.

‘Gud er død!’ blev et motto for Nietzsche, og mottoet vandt genklang i mange lande i perioden. Hans filosofi rummer et voldsomt opgør med den kristne moral. Den, mener Nietzsche, er hæmmende for den enkeltes livsudfoldelse - og udtryk for ren slavemoral. Mennesket skaber - ifølge Nietzsche - sin verden på egen hånd, gennem sin fortolkning af den. Derfor er der i Nietzsches filosofi ikke plads til en Gud, der på kristen vis har skabt verden på syv dage.

Hvilke religiøse strømninger prægede Naturalismen?

Som det fremgår af de ovenstående afsnit, var kristendommen - der var altdominerende i de industrialiserede lande - under voldsomt pres i Naturalismens periode. Presset kom især fra to fronter:

  • Fra naturvidenskaben: her søgte man at forklare alt mellem himmel og jord - inklusiv menneskets oprindelse - ud fra naturvidenskabelige love og årsagskæder.
  • Fra filosofien: her prøvede man blandt andet at ryste kristendommens tunge åg af skyld og moral af sig, så der blev mere plads for den enkeltes selvudfoldelse.

Generelt er denne periode præget af en stadigt stigende ‘sekularisering’, det vil sige, kirken og den traditionelle religiøsitet mistede gradvist sit greb om samfundets institutioner og om menneskers liv og bevidsthed. Kirken havde mindre indflydelse på politik, undervisning og socialforsorg. Symbolsk for denne udvikling står den tyske bibelkritik - der blandt andet havde Ludvig Feuerbach (1804-72) i spidsen - der pegede på, at Jesus ‘blot’ var et oprørsk menneske blandt andre oprørere, og at Bibelen ‘blot’ var en samling fortællinger, der havde fået en særstilling i den vestlige kultur.

Hvad kunne erstatte religionen i Naturalismen?

I stedet for en traditionel forestilling om en Gud, der havde skabt og havde kontrol med verden, var tiden præget af en række religionserstatninger. Mennesker, der havde mistet troen på Kirken og dens mænd, kunne vælge mellem følgende erstatninger:

  • Nationalstaten: for nogle blev det nationale fællesskab en guddommelig orden, der kunne dyrkes som en religion.
  • Politiske utopier: her var det især socialismens/marxismens skønne billeder af en revolutioneret samfundsorden, der blev dyrket som en religiøs forestilling.
  • Positivistisk videnskab: De fleste mennesker, der havde mistet den kristne tro, dyrkede i stedet den positivistiske videnskab - altså forestillingen om, at verden alene består af målelige fænomener og årsagssammenhænge mellem disse - som en religiøs forestilling.
  • Fremskridtet: Udviklingen buldrede frem, og det skabte en stor portion optimisme og fremskridtstro hos datidens mennesker. Mange var overbeviste om, at Fremskridtet nok skulle levere løsninger på de aktuelle problemer.

Hvilken rolle spillede opdragelsen i Naturalismen?

I undervisningsprogrammet “The Western Tradition” (se kilder), der findes på hjemmesiden www.learner.org (se kilder), fortælles det, at børn i anden halvdel af 1800-tallet generelt fik en smule bedre vilkår end under ‘Den Industrielle Revolution’. I første halvdel af 1800-tallet var børn helt ned til 5-6 år blevet tvunget til at arbejde helt op til 16 timer i træk i industriens fabrikker. Samtidig med, at udbredelsen af børnearbejde faldt i perioden, så blev den tvungne skolegang indført i flere og flere lande. Omkring år 1900 var antallet af analfabeter derfor faldet kraftigt.

Hvilke kulturelle forhold herskede i Vesteuropa under Naturalismen?

Den naturalistiske strømning udsprang i særdeleshed fra Frankrig. Her fremstod den franske hovedstad Paris som Europas kulturelle hovedstad. Som kulturstrømning blev Naturalismen især tegnet af landets forfattere og billedkunstnere. Her var hovedpersonerne romanforfatterne Gustave Flaubert, brødrene Goncourt og Émile Zola.  

Malerne Léon Bonnat, Jules Bastien-Lepage og Ernest Meissonier var ligeledes toneangivende.  

I “Den Store Danske Encyklopædi” (se kilder) bliver der peget på, at man ofte ser en sammenblanding af betegnelsen Realisme og Naturalisme. Her slås det imidlertid fast, at Naturalismen - især som den fremstod i litteraturen - kan ses som en særlig del af Realismen, der er en mægtig kunstnerisk strømning, der flyder gennem en bred vifte af kunstarter i de sidste mange hundrede år. Hvor Realismen er et lidt uldent begreb, der frem for alt beskriver et kunstværks virkelighedsgengivelse, så er Naturalismen en anderledes skarpt afgrænset retning, der beskriver virkeligheden gennem en streng videnskabelig objektivitet. Groft sagt tog Realismen en drejning efter cirka 1850, og blev til Naturalismen. I Danmark var Naturalismen i høj grad kendetegnet ved Det Moderne Gennembrud.

Hvilke kunstneriske idealer blev gældende under Naturalismen?

Inspireret af den rivende udvikling på det naturvidenskabelige område forsøgte kunstneren at arbejde som en form for videnskabsmand. Kunsten blev talerør for Naturalismens videnskabelige idealer. Kravet om troværdighed og objektivitet i kunsten er således i forlængelse af periodens samfundsudvikling - hvilket indbefattede en stadigt accelererende industrialisering og en fokusering på positivismen. I det foregående århundrede - det vil sige 1700-tallet - var kunsten i høj grad bundet til magthaverne i samfundet. Kunstneren lavede altså den type kunst, som Kongen, Adelen eller Kirken forlangte. Fra 1800-tallets start var kunstnerne begyndt selv at bestemme, hvad kunsten skulle handle om, og hvordan den skulle udformes. Kunsten blev typisk vist frem på en udstilling og solgt på et åbent marked ligesom industriens produkter. Siden Romantikken i starten af 1800-tallet opfattede mange mennesker kunstneren som en person, der havde et særligt følsomt gemyt, og derfor - bedre end almindelige mennesker - var i stand til at tage tidens puls.

Hvilke litterære idealer blev gældende under Naturalismen?

Det lykkedes for Naturalismens forfattere - bedre end for nogle andre forfattere før dem - at få hul igennem til den brede, læsende offentlighed. Baggrunden for dette folkelige gennembrud var en effektiv udnyttelse af tidens mest udbredte massemedie: avisen. Således blev mange af de naturalistiske romaner trykt som føljetoner i aviser og nåede derigennem ud til millioner af læsere.  

Den mest markante af Naturalismens forfattere var franskmanden Émile Zola (1840-1902). Han lancerede Naturalismen i sine romaner ved at henvise til naturvidenskabelige forbilleder og ved at kalde bøgerne ‘eksperimenter’. Han mente således, at romaner kunne virke som en form for videnskabelige instrumenter, der kunne bruges i Fremskridtets tjeneste. I “Verdens Litteratur Historie” (se kilder) fortælles der opsummerende om hans store betydning: “Zolas mange og begejstrede læsere accepterede efter alt at dømme hans romaner som umiddelbart sande virkelighedsskildringer, og Naturalismen blev snart i hele Europa et effektivt slagord og stridsråb mod traditionel realisme - og først og fremmest mod al forsonende fiktion”.  

En af Romantikkens mest populære litterære genrer var ‘dannelsesromanen’. Denne genre blev udsat for et heftigt angreb i Naturalismen. I dannelsesromanen gennemgår en ung - typisk mandlig - helt en fysisk rejse, der får stor betydning for hans indre modenhed. Således former omgivelserne det enkelte individ, så han ved romanens slutning fremstår som veltilpasset samfundsborger, der kan skelne mellem rigtigt og forkert. Naturalismen mente, at denne tanke var forældet og meningsløs i en moderne verden. De naturalistiske forfattere ser først og fremmest mennesket som et biologisk væsen. Personerne skildres som produkter af arvelige og miljømæssige love. De var bundet af disse love og kunne derfor ikke - som i dannelsesromanen - nå til en større grad af modenhed og bryde disse love ved at handle anderledes. Derfor er den naturalistiske digtning oftest præget af en pessimisme, en svigtende tro på, at det er muligt for mennesket at bevæge sig. Denne determinisme skyldtes således den manglende tro på den menneskelige vilje og denne viljes evne til at forme den enkeltes livsbane. Dette kaldes derfor ‘forfaldsromaner’.

Hvilke idealer prægede billedkunsten under Naturalismen?

I 1874 blev der i Paris afholdt en kunstudstilling, der skulle få afgørende betydning for Naturalismen og især for det følgende århundredes malerkunst. De udstillende kunstnere stræbte efter at fastholde et enkelt øjebliks synsindtryk og blev derfor kaldt impressionister (da ‘impression’ betyder ‘indtryk’). Blandt dem var franskmanden Claude Monet (1840-1926), der blev berømt for sine skildringer af åkander i en havedam, men som også malede grænseoverskridende skildringer af lokomotiver i røg og damp. Det helt særlige ved disse billeder er Monets optagethed af og evne til at skildre, hvordan sollyset bryder igennem røg og damp, og dermed skaber en flimrende, fascinerende palet af farver. Denne impressionistiske kunst er derfor ren æstetik og indeholder ingen politisk stillingtagen.

Hvordan var arkitekturen under Naturalismen?

Periodens arkitektur var først og fremmest præget af en høj grad af stilforvirring. Til og med Romantikken var de fleste byggeopgaver blevet bestemt af Konge, Adel eller Kirken. Efter 1850 blev de fleste byggeopgaver efterhånden overtaget af samfundets nye gruppe af rige industriejere. Samtidig dukkede en række nye byggeopgaver op: fabrikker, banegårde, boligkarréer og så videre. Denne gruppes aktiviteter var præget af uhæmmet individualisme, og derfor var der ingen fælles stilorientering. Kravene var, at bygningen skulle fungere efter sit formål, men også virke imponerende og festlig. Dette bevirkede, at tidens arkitekter gik på jagt efter forbilleder i alle tidligere tidsaldre. Derfor betegnes perioden i anden halvdel af 1800-tallet som ‘historicismen’.