Hvilken kritik har der været af moderniteten?
Reaktionen på det moderne samfund med dets fremskridt, fokus på økonomisk vækst, urbanisering og videnskabeliggørelse har ikke udelukkende været positiv. For mange betød de nye tider også et meningstab og 'fremmedgørelse': det moderne individs oplevelse af at føle sig fremmed over for sit liv, sit arbejde eller sin plads i fællesskabet, og en følelse af, at intet giver mening. Karl Marx pegede allerede i 1800-tallet på, at det kapitalistiske industrisamfund reducerede mennesket til blotte instrumenter i produktionsprocessen. Netop denne del af det moderne liv er fremstillet højst satirisk i Charlie Chaplins stumfilm "Modern Times" fra 1936, hvor en fabriksarbejder bogstaveligt talt oplever at blive opslugt af det store maskineri (se kilder). Chaplin producerede sin film i 30'erne, hvor USA i kølvandet på alvorlig økonomisk nedgang oplevede massearbejdsløshed, samtidig med at teknologiske fremskridt automatiserede arbejdet på fabrikkerne og dermed anskueliggjorde, at arbejderen blot var et instrument, der kunne skiftes ud med en maskine.
Den tyske filosof Max Weber anlagde omkring 1900-tallet et endnu mere pessimistisk syn på moderniteten, idet han pegede på, at rationaliseringen af samfundet nok befriede det moderne menneske fra religionens og traditionens lænker, men også spærrede det inde i en flagrende tilværelse i byerne, hvor intet stod stille, men hele tiden forandrede sig. Nogle folk hentede måske stadig mening i religionen og traditionerne, mens ellers var der også det stadigt større og mere tilgængelige kulturtilbud til at fylde det modernes menneskes indre tomrum. Den nye litteratur og kunst behandlede i høj grad dette følelses af tomrum hos det moderne individ – herhjemme f.eks. Herman Bang, der i sine impressionistiske romaner fremmaler scener og billeder fra det moderne storbyliv, men i samme nu indfanger sine romanpersoners lidelse og indre tomrum (se Forfatterweb-artiklen om Herman Bang).
Skepsissen over for moderniteten – fremskridtet, hastigheden, teknologien osv. – kulminerede med Første Verdenskrig 1914-1918, hvor Europa oplevede, hvordan de nye teknologiske landvindinger også kunne bruges til at lægge byer og landskaber i ruiner og tage livet af millioner af mennesker. Optimismen omkring den menneskelige civilisation, dens fremskridt og udvikling, led her for alvor et knæk. Det var på baggrund af krigens rædsler, at den ekspressionistiske kunstretning blandt andet fik sit store gennembrud: her kunne kunstneren i form og sprog udtrykke deres indre rædsler, følelser og drifter i samme voldsomhed, som krigen havde åbenbaret menneskets dæmoniske og destruktive sider (se Faktalink-artiklen om Ekspressionismen).
I dag findes diskussionen stadig omkring modernitetens negative påvirkninger. En aktuel kritik af den moderne 'åndsløshed' er blandt andet blevet fremført af den franske forfatter Michel Houellebecq, der i sit forfatterskab – og særligt i bogen "Underkastelse" (2015) – anlægger et kritisk blik på de europæiske samfund. Hans hovedpersoner er ofte ensomme skikkelser, der ikke kan finde ud af at knytte tætte bånd til andre mennesker (se Forfatterweb-artiklen om Michel Houellebecq). Ligeledes peger idéhistoriker Hans-Jørgen Schanz i artiklen "Moderniteten kan ikke erstatte religionen" (se kilder) på en tendens i vores samtid til at udfylde et indre tomrum med religion og tradition. Han understreger samtidig den pointe, at dette er helt i modernitetens ånd, eftersom det er noget, der foregår på det personlige plan, det vil sige inden for det intime livs rammer.
Befinder vi os stadig i moderniteten?
Mange vil mene, at vores vestlige samfund stadig befinder sig i moderniteten, idet vores samfund siden den industrielle revolution overordnet har været karakteriseret af de samme værdier og den samme politiske organisering med demokrati og fokus på det enkelte individs rettigheder. Det er f.eks. idéhistoriker Hans-Jørgen Schanz' argument i sin artikel på Videnskab.dk (se kilder).
Alligevel er der forskellige teorier og holdninger inden for filosofien og sociologien, som peger på, at vores samfund fra 1970'erne og fremefter nærmere har været post-moderne eller sen-moderne, henholdsvis beskrevet af filosoffer og sociologer som blandt andet Jean-Francois Lyotard og Ulrich Beck. Mens vores samfund stadig kan siges at være moderne, er der omvendt erfaringer i dag, som er særegne for vores nutid – f.eks. i kraft af nye teknologier som internettet og sociale medier og oplevelsen af globaliseringen. Selvom man i 1800-tallet har følt, at verden uden for kom tættere på i kraft af ny teknologi som dampskibet og telegrafen, er globaliseringen i dag langt mere invasiv i den enkeltes tilværelse. Mange samfundstænkere peger desuden i dag på, at klimaforandringer vil være blandt de mest samfundsforandrende faktorer i fremtiden.
Der eksisterer også den helt anden idé, at moderniteten blot er en forestilling. Denne holdning har f.eks. den franske filosof og sociolog Bruno Latour fremført i sin bog "Vi aldrig har været moderne" fra 1997 (se kilder). Det betyder selvfølgelig ikke, at alle de begivenheder og kulturelle og samfundsmæssige forandringer, den vestlige civilisation har gennemgået de sidste 250 år ikke er virkelige, men at vores forestilling om os selv netop er en forestilling – en forestilling om, at der er naturen på den ene side og menneskets samfund og kultur på den anden side. Hans teori går helt overordnet ud på, at den vestlige civilisation med sin fremskridtstro og tiltro til sin evne til at beherske og udnytte naturen har glemt, at mennesket også selv er natur, og at mange af de fænomener, som mennesket har skabt er en blanding af natur og kultur. F.eks. er dampmaskinens funktion en blanding af menneskeligt design og naturkræfter – det samme kan siges om nutidige fænomener som 'reagensglasbørn' eller menneskeskabte klimaforandringer.