Hvem skaber mode?
Mode skabes groft sagt af alle. Traditionelt opfattes skabere af mode som designere, der med halvårlige mellemrum præsenterer deres tøjkollektioner på shows, og som påvirker såvel store tøjvirksomheder som forbrugere. I dag påvirkes moden især af, hvordan storbymennesket – og særligt de unge – går klædt i det offentlige rum. Mode skabes i et komplekst samspil af påvirkninger fra følgende områder og grupper:
· Modehuse og -designere i modemetropoler som Paris, London, Milano og New York.
· Trendforskningsbureauer.
· Berømtheder inden for film-, musik- og medieverdenen.
· Modemagasiner og mediers dækning af modens udvikling og designernes opvisninger.
· Gade- og undergrundskultur i større byer og enkeltpersoners kreative påfund.
Moden udvikler sig derfor inden for forskellige grupperinger:
· Modens skabere, for eksempel modedesignere og modehuse, samt trendforskere, berømtheder og stilikoner, der ofte optræder i medierne.
· Modens brugere, det vil sige forbrugerne, der køber det, som er på mode.
· Formidlere og kritikere af mode, for eksempel modemagasiner og modejournalister.
Hvad er en modedesigner?
En modedesigner er en person, som udvikler tøj ud fra egen inspiration. I moderne tid har modedesigneren ofte været meget imagebevidst og er blevet opfattet på lige fod med kunstnere inden for andre kreative udtryksmåder.
Den mest kendte modedesigner er måske Gabrielle "Coco" Chanel, som ifølge modehusets hjemmeside www.chanel.com (se kilder) etablerede sit eget modehus Chanel i Paris i 1921. Chanel blev et modeikon og den designer, som gjorde det muligt for andre end de mest velhavende kvinder at kopiere hendes enkle, skødesløse, sporty stil og miks af billige med dyre smykker. Chanel introducerede det billige flannelstof, "den lille sorte" kjole og et maskulint snit samt Chanel-sættet bestående af skræddersyet, taljeret jakke og tilhørende nederdel til midt på knæet. Hendes tøj opfattes som klassikere, brugbare på tværs af tid, sted og anledning.
Modedesigneren kan designe i eget navn eller for andre og som regel større modefirmaer. Ved at skabe et image om sig selv og sin kreative skaben kan designeren tilføre sit tøj samme image. Som eksempel kan nævnes Tom Ford, fra 1994-2004 chefdesigner for Gucci og for Yves Saint Laurent efter dennes afgang i 1999 til 2004. Fra at have været et modehus i dyb økonomisk krise blev Gucci efter et par banebrydende kollektioner i 1995 et af de mest populære og eftertragtede mærker i verden. Tom Ford designede også kollektioner i eget navn, men opnåede sin ikonstatus på grund af den økonomiske succeshistorie med Gucci og sin evne til at fortolke begge modehuses stil og kulturelle arv på sin egen måde.
Hvad er et modehus?
Et modehus er et firma, der skaber tøj, og som oftest – ud over fabrikationen – varetager de fleste aspekter ved denne proces. Fabrikationen foregår på internationalt plan på fabrikker, ofte i lande med lave produktionsomkostninger, for at opnå større overskud og kunne sælge tøjet til lavere pris. Oftest er modehuset startet af en modedesigner i eget navn og videreføres i dette, uanset hvem der siden hen designer tøjet. Dette skaber kontinuitet og mulighed for, at forbrugeren opretholder kendskab til modehuset. Hvor modehuset tidligere primært bestod af modedesigneren og dennes assistenter, en systue og lokaler til fremvisning af tøjet, drives vor tids modehuse som moderne virksomheder. Der er for eksempel afdelinger for idéudvikling, afsætning, ledelse og marketing. Det er især inden for haute couture-traditionen, at man nu kombinerer en moderne virksomhedsførelse med opfattelsen af designeren som kunstnerisk geni.
Hvad er haute couture?
Haute couture betyder på fransk ”finere skrædderkunst” og knyttes til de få modehuse, der kan opfylde de kriterier, som Chambre Syndicale de la Couture Parisienne, handelskammeret for Paris’ Haute Couture-huse, sætter: Modehusene skal have minimum 20 fuldtidsansatte og skal kunne fremvise to kollektioner per år med 50 forskellige stykker tøj, som skal vises af minimum tre modeller. Charles Frederick Worth var den designer, som satte standarden for haute couture, men ifølge Modeleksikon (se kilder) opstod traditionen allerede i 1600-tallet. Årsagerne var dels Frankrigs begrænsninger på tekstilimport og påbud om bestemt påklædning, dels håndværkslaugenes krav til syerne (couturiers) om tøjfremstillingens kvalitetsniveau. Den Franske Revolution skabte en velhavende forbrugergruppe, det ny borgerskab, som ønskede høj håndværksmæssig kvalitet og udførlig dekoration af tøjet.
Herudfra opstod haute couture-traditionen, som havde sin storhedstid fra 1870 til 1940. I 1946 var der ifølge Modeleksikon (se kilder) 106 haute couture-modehuse, i 2002 var der kun 12. Dette skyldes især, at et haute couture-klædningsstykke let kan koste mellem 100.000 og 400.000 kr. Op til 1960’erne var der flere kvinder, som var villige til at betale en skyhøj pris for skræddersyet tøj, men efterhånden som det gamle aristokrati mistede sin økonomiske styrke, og kvinderne kom på arbejdsmarkedet, ville kvinder hellere betale mindre for færdiglavet tøj. Derfor er der i dag på globalt niveau kun omkring 2.000 haute couture-kunder. Nu fungerer haute couturen primært som en yderst kostbar markedsføring af modehusets billigere tøjlinjer, og som opretholder af drømmen om mode som en ophøjet, kreativ kunstart.
Hvad er et modekonglomerat?
Et modekonglomerat er et større finansselskab, der blandt andet – men ikke nødvendigvis kun – består af en større sammenslutning af modehuse. Eftersom modehuse pga. høje omkostninger ofte har økonomiske problemer, kan det være gunstigt for det at blive opkøbt af store selskaber, som kan bidrage med den nødvendige finansiering. Omvendt kan selskaberne via deres investering opnå et mere humant og populært image, som moden repræsenterer, og et stort økonomisk udbytte, efterhånden som modehusene bliver rentable. Som eksempel kan nævnes verdens største modekonglomerat, LVMH (Louis Vuitton Moët Hennesy), som ud over Louis Vuitton-mærket blandt andet har aktieposter i følgende mærker (chefdesignerne i parentes):
· Christian Dior (John Galliano)
· John Galliano
· Christian Lacroix
· Givenchy
· Marc Jacobs
· Fendi (Karl Lagerfeld)
· Celine (Roberto Menichetti)
· Donna Karan
· Kenzo (Antonio Marras)
· Loewe (José Enrique Ona Selfa)
· Emilio Pucci (Christian Lacroix)
Omvendt kan et modekonglomerat være startet fra ét modehus, som igen investerer i andre modehuse for at kunne konkurrere internationalt med andre konglomerater. Som eksempel herpå kan nævnes Gucci Group, som ud over mærket Gucci har aktier i følgende modemærker:
· Yves Saint Laurent (Stefano Pilati)
· Alexander McQueen
· Balenciaga (Nicolas Ghesquiere)
· Stella McCartney
· Sergio Rossi
· Bottega Veneta (Tomas Maier)
· Boucheron
Modekonglomeraterne har den absolut største økonomiske magt internationalt og påvirker i høj grad modebilledet, idet de blandt andet kontrollerer valget af modehusenes chefdesigner og bestyrelser.
Hvordan promoverer designeren sit modetøj?
Den vigtigste måde for en designer at promovere sit tøj er modeshow. Et modeshow er en begivenhed, hvor den seneste tøjkollektion præsenteres over for medierne og potentielle kunder. Det er ofte en helhedsorienteret iscenesættelse af designerens ideer vedrørende tøjets stil og kontekst. Ifølge Modeleksikon (se kilder) var Charles Frederick Worth den første designer, som fremviste sit tøj på levende modeller.
De store modeshows afholdes som regel i modemetropolerne Paris’, Londons, Milanos og New Yorks modeuger, som finder sted to gange årligt – i det tidlige forår og efterår. Showene bidrager til at skabe en forestilling om, at det er modedesigneren, som bestemmer modens udtryk i den kommende sæson. Derudover er mediernes dækning afgørende, idet fremtrædende modejournalisters vurdering og et stort presseopbud sikrer synliggørelse af tøjet i forhold til forbrugerne. Siden 1980’erne har der været øget fokus på modellerne, som i nogle tilfælde har opnået større mediedækning end tøjkollektionen. Dette fokus på modellerne startede fænomenet "supermodeller", som i begyndelsen bestod af Naomi Campbell, Linda Evangelista, Christy Turlington, Cindy Crawford og Tatiana Patitz. Kredsen af supermodeller blev op igennem 90’erne udvidet med blandt andet Helena Christensen, Karen Mulder, Claudia Schiffer, Elle Macpherson og Kate Moss. Ifølge Charlotte Seeling i bogen ”Mode – Designernes Århundrede” (se kilder) var Versace den designer, som med sine spektakulære modeshows startede fænomenet. Versace betalte bestemte modeller høje summer for kun at gå til hans modeshows, hvilket efterhånden dannede præcedens i resten af branchen. Modellernes popularitet skyldtes desuden, at Versaces kropsnære og kropsafslørende design krævede, at modellen havde en perfekt figur.
Hvilken debat har supermodellerne afstedkommet?
De enormt strenge krav til modellers kroppe har de seneste år udløst debat om, at modebranchen er med til at promovere urealistiske og usunde kropsidealer for kvinder. Og debat om rimeligheden i at tvinge modeller til at sulte sig selv for at kunne leve som modeller. Blandt andet har det fået en lang række centrale aktører i modebranchen til at oprette det såkaldte Modebranchens Etiske Charter (se kilder). Det består af en række standarder til sundhed, som underskriverne forpligter sig på at sikre deres modeller ordentlige arbejdsforhold. Konkret betyder det, at modellerne f.eks. skal være fyldt 16 år, at de får løn og serveret sund og nærende kost. Herudover er alle underskrivere forpligtet til at promovere et sundt kropsideal. Da det blev revideret i 2015, skrev mere end 350 virksomheder under på, at modellerne også hvert år skulle igennem et obligatorisk sundhedstjek. Det kan man læse om i artiklen ”På vej mod et mere sundt kropsideal” på jp.dk (se kilder).
Hvordan formidles mode?
Ud over en stor mediebevågenhed fra såvel skrevne som visuelle almene medier er modemagasinet det medie, som primært beskæftiger sig med tøjmode, både i tekst og billeder. Harper’s Bazaar udkom første gang i 1867 og er det første modemagasin, som svarer til dem, vi kender i dag. I 1892 udkom det første amerikanske Vogue, som ifølge Modeleksikon (se kilder) fra 1940’erne til 1960’erne var det mest populære modeblad. Fra magasinets tidligere overvejende fokus på haute couturen gjorde redaktøren Diana Vreeland moden tilgængelig for en større forbrugergruppe ved at sætte billigere tøj på siderne og bidrog dermed til at demokratisere moden. I dag udkommer større modemagasiner som Vogue, Harper’s Bazaar og Elle i flere udgaver i forskellige lande og desuden til mænd. I Danmark kan nævnes Eurowoman, Costume, Woman, In og DANSK.
Desuden viser tv-kanalen Fashion Channel programmer om mode og direkte udsendelser fra de store modeshows. Modehusene og -designerne er i stærk konkurrence om at få mest mulig mediebevågenhed, hvilket er én af årsagerne til, at modeshowene bliver mere og mere spektakulære.
Hvad er en modemesse?
En modemesse er en messe, der oftest er lukket for offentligheden, og hvor designere og producenter prøver at afsætte deres tøjkollektioner til detailhandlen. Messerne finder som regel sted et halvt år før, kollektionerne skal leveres, og er et vigtigt bindeled mellem designeren og butiksindkøberne. De største messer er Première Vision i Paris og Fur & Fashion i Frankfurt. Danmark er ved at opnå status som vigtigt modemesseland på grund af messerne Copenhagen International Fair i Bella Centret og Copenhagen Vision i Øksnehallen. Ifølge artiklen "København op i modens superliga" i Berlingske Tidende (se kilder) har modemessen i København siden starten i 1993 udviklet sig til at være den næst- eller 3. største i Europa med 2.889 kollektioner, 773 hovedudstillere og 23.000 besøgende.
Hvor meget omsætter den internationale modebranche for?
Den europæiske modebranche omsatte ifølge Dansk Mode & Tekstil (se kilder) i 2016 for 300 milliarder euros. Branchen beskæftiger omkring en millioner mennesker fordelt på cirka 122.000 virksomheder. Store konglomerater som LVMH og Kering Gucci Group har en stærk indflydelse på den globale modebranche. Ifølge finans.dk (se kilder) opnåede Kering et overskud på 11,6 milliarder euro i 2015. Kering har – foruden Gucci – luksusmærker som Bottega Veneta, Alexander McQueen, Balenciaga og Stella McCartney samt sportsmærker som Volcom og Puma. LVMH som er en fusion af Louis Vuitton og Möet Champagne havde i 2016 en årlig omsætning på 37,6 millioner euro og beskæftigede mere end 134.000 ansatte. Det kan man læse på hjemmesiden www.lvmh.com (se kilder).