Hvorfor ændrede Barack Obama missilskjoldsplanerne?
Allerede under den amerikanske præsidentvalgkamp i 2008 lovede Barack Obama, at han - hvis han blev valgt som USA’s nye præsident - ville tage den daværende præsident Bushs planer om et missilskjold op til fornyet overvejelse. Den 17. september 2009 indfriede han løftet og skrottede Bushs planlagte landbaserede missilskjold til fordel for et mindre, skibsbaseret missilskjold. Ifølge pressemeddelelsen fra Det Hvide Hus (se kilder) var årsagen, at Iran gjorde større fremskridt end forventet med at udvikle kort- og mellemlangtrækkende raketter, der potentielt kunne ramme Europa, mens Irans udvikling af interkontinentale raketter, der kunne ramme USA, omvendt gik langsommere end forventet. Sammenholdt med USA’s egne teknologiske forbedringer af de anti-ballistiske missiler SM-3, ville det derfor være mere “fleksibelt, stabilt og kost-effektivt” at placere missilforsvaret på krigsskibe i første omgang. På den måde kunne man også stationere missilskjoldet tættere på Iran, og man kunne realisere det fem år tidligere end Bushs planlagte landbaserede missilskjold, lød forklaringen.
Beslutningen kom blot et par dage inden, præsident Obama skulle mødes med sin russiske kollega, Dmitrij Medvedev, i New York, og der var derfor gisninger om, at beslutningen blev taget for at imødegå Rusland. Men ifølge artiklen “Missilskjold flyttes tættere på Iran” i Jyllands-Posten (se kilder) understregede præsident Obama og forsvarsminister Gates, at ændringen af missilskjoldet ikke var et resultat af pres fra hverken Rusland eller fra kritiske medlemmer af Nato. Samtidig håbede USA, at ændringen af missilskjoldet ville gøre det lettere at blive enige med Rusland om en ny nedrustningsaftale af strategiske atomvåben, inden den hidtidige nedrustningsaftales, den såkaldte START-traktats, udløb 5. december 2009. En anden af præsident Obamas visioner er nemlig at arbejde mod en verden uden atomvåben.
Hvor skal det nye missilskjold placeres?
Med det ændrede missilskjold skrottede præsident Obama samtidig de meget omdiskuterede planer om at opstille ti antiballistiske missiler (ABM) i Polen og et radarvarslingssystem i Tjekket. Ifølge USA’s Missilforsvarsagentur (se kilder) skal den europæiske del af missilskjoldet i stedet baseres på amerikanske krigsskibe og mobile raketkastere i Middelhavet, Atlanterhavet og i Israel. I første fase omfatter planen 21 Aegis-krigsskibe. ’Aegis’ var i den græske mytologi et guddommeligt skjold, og Aegis-krigsskibene er udviklet til at beskytte mindre områder mod raketangreb. Med forbedrede ABM-systemer skal skibene nu kunne skyde både kort- og mellemlangtrækkende missiler ned over et større område. Iran råder allerede over den type missiler, og ifølge New York Times-artiklen “The Twists and Turns of Missile Defense” (se kilder) skal missilskjoldet i første omgang beskytte Israel mod trusler fra Iran. Det kræver 61 ABM af typen ’Standard Missile 3’ (SM-3), 70 ABM af typen SM-2 og en lang række mindre ABM af typen ’Patriot Advanced Capability 3 (PAC-3), som skal placeres på mobile raketkastere på land relativt nær det land, man forventer truslen, kommer fra.
I næste fase skal missilskjoldet beskytte hele Europa mod langtrækkende missiler, som man frygter, at Iran kan udvikle i løbet af de næste år. I den fase overvejer USA at supplere missilskjoldet med to-tre landbaserede missilbaser i Europa, der eventuelt kan blive placeret i Polen og Tjekkiet. På langt sigt vil USA bygge Aegis-krigsskibe nok til at kunne placere i alle verdenshave, så man kan beskytte amerikanske soldater og allierede over hele verden.
Ud over Iran frygter USA, at Nordkorea har udviklet eller snart vil udvikle langtrækkende og interkontinentale missiler, der kan ramme USA. Derfor har USA placeret 30 jordbaserede missiler i Alaska og Californien, der kan beskytte mod trusler fra den front. Thule-radaren på Grønland er desuden stadig en vigtig brik i missilforsvaret af USA som én ud af fire radarer. De tre andre er Fylingdales i England, Shemya i Alaska og Beale i Californien.
Hvilke reaktioner har de nye planer affødt i USA og Europa?
I USA udløste Barack Obamas kursændring skarp kritik fra sine politiske modstandere i Det Republikanske Parti. De hævdede, at han havde forrådt USA’s allierede og bøjet sig for pres fra Rusland, der i årevis havde protesteret mod de amerikanske missilskjoldsplaner og truet med gengældelsesaktioner. Af samme opfattelse var mange ruslandskritiske politikere i Polen og Tjekkiet, men reaktionerne var blandede, fortæller artiklen “Fogh og Obama går hånd i hånd” i Jyllands-Posten (se kilder). Både den polske og den tjekkiske regering betragtede aftalen med Bush-regeringen om at placere henholdsvis 10 raketter og en større radar med amerikansk bemanding på de to landes territorium som en beskyttelse mod Rusland, og de to regeringer var derfor skuffede og vrede over, at Barack Obama skrottede denne del af Bush-regeringens plan, ikke mindst fordi de to regeringer havde spillet højt politisk spil ved at acceptere Bush-regeringens planer trods udbredt modstand i både den tjekkiske og polske befolkning. Meningsmålinger havde vist, at to tredjedele af befolkningen i begge lande var imod missilskjoldsplanerne. I artiklen “USA opgiver missilskjold” citerer Berlingske Tidende (se kilder) den tidligere tjekkiske ministerpræsident Mirek Topolanek, der underskrev missilskjoldsaftalen med USA i 2008, for, at den amerikanske kovending ville svække USA’s politiske troværdighed i de central- og østeuropæiske lande. Men fra de fleste europæiske NATO-lande var der tilfredshed med Obamas ændrede planer. Aftalen mellem Bush-regeringen og Tjekkiet og Polen havde nemlig skabt kurrer på tråden mellem Rusland og USA, og de fleste europæiske NATO-lande opfattede det som en fordel, at dette irritationspunkt mellem Vesten og Ruslan nu var ryddet af vejen. Især Tyskland og Frankrig har hele tiden været skeptiske over for missilskjoldet, som de har betragtet som overflødigt i forhold til Iran-truslen og som en unødvendig provokation over for regeringen i Moskva. Hvis alt går efter planen for NATO’s generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, vil NATO-landene beslutte fuldt at integrere alliancen i de amerikanske planer på et topmøde i efteråret 2010.
Hvilke reaktioner har de nye planer affødt i Rusland?
I Rusland spændte reaktionerne på Obamas ændringer af missilskjoldsplanerne fra det triumferende til det forsigtigt positive. En række russiske politiske kommentatorer mente, at Obamas kursskifte var et resultat af Ruslands vedholdende modstand mod Bush-regeringens planer, og at de nye planer dermed var en sejr for Ruslands hårde kurs. Den russiske præsident, Dmitrij Medvedev, kommenterede Obamas planer i mere afdæmpede vendinger og kaldte det et “konstruktivt” skridt. Samtidig erklærede regeringen i Moskva, at man foreløbigt ikke ville opstille kortrækkende missiler i Kaliningrad, som ellers var det planlagte modsvar til missilskjoldet i Polen og Tjekkiet.
Hvilken kritik af teknisk art er blevet rettet mod Obamas missilskjold?
Det modificerede missilskjold baserer sig i højere grad på kendt teknologi end det tidligere planlagte, og derfor ser foreningen af uafhængige videnskabsmænd, Union of Concerned Scientists (se kilder), det som langt mere realiserbart. Men Obamas missilskjold har både arvet nogle af de tekniske problemer fra Bushs, ligesom det har udviklet sine egne som beskrevet i analysen “Technical flaws in the Obama missile defense plan” i Bulletin of the Atomic Scientists (se kilder). Hovedproblemet er ifølge analysen, at de antiballistiske missiler stadig skal ramme de angribende raketter uden for Jordens atmosfære, hvor de er sårbare over for vildledningsmanøvrer og andre modforanstaltninger. Simple attrapper som balloner kan vildlede forsvaret, og det problem har man stadig ikke løst. Selvom de Aegis-baserede SM-3 forsvarsmissiler, der er den vigtigste komponent i Obamas missilskjold, har ramt plet i 12 ud af 14 prøveskydninger, er de endnu ikke afprøvet under realistiske forhold. Samtidig vil den europæiske del af det nye system ikke have én stor radar som den planlagte i Tjekkiet, men vil i stedet være afhængigt af et netværk af sensorer fra radarer på Aegis-skibene over satellitter til transportable radarenheder på land, og det netværk mangler endnu at blive færdigudviklet og afprøvet i så stor målestok. Alt i alt er spørgsmålet derfor, om missilskjoldet kan blive sikkert nok til, at man reelt kan stole på det som beskyttelse mod trusler fra atomstormagter og ’slyngelstater’.