Er der en dresscode i metal-verdenen?
“En metalfan har langt hår, basta!” Sådan har mange sikkert tænkt, og det er en af de mere sejlivede myter omkring metal-miljøet både herhjemme og i udlandet. Og der er da også noget om snakken: Går man til en koncert med et metalband, er det sandsynligt, at man vil finde mange flere langhårede mænd blandt publikum end mange andre steder i byen. Langt hår er bedre at headbange med (se parlør), og det har i årtier været den foretrukne frisure for et flertal af idolerne på scenen. Langt hår har siden Elvis Presleys spytkrølle og Beatles bobbede pagehår været et tegn på rock’n’rollens oprør mod det konforme samfund, og i takt med at moden har omfavnet oprøret, er håret blevet længere. Det danske hardrock-band D-A-D har sågar lavet en sang, der bærer den sigende titel “I Won't Cut My Hair!”, selvom flere af medlemmerne i bandet siden hen har valgt at give køb på principperne og har ladet lokkerne falde.
Metal er for alle, og det er ikke sådan, at man bliver udelukket fra koncerter, fordi man ikke er eksplicit nok i sin tøjstil. Men præcis som i punk- og hip hop-miljøerne finder man tit dedikerede metalfans, for hvem den tydelige signalværdi i en genkendelig uniformering er vigtig for deres identitet og den livsstil, de bekender sig til. Vore dages imponerende maskeballer, som goth-miljøet har udviklet sig til, skylder ganske givet meget til shock-rockerne fra metalscenen, fra Alice Cooper og Kiss over den danske black metal-pioner King Diamond i Merciful Fate, til moderne metal-/gothhybrider hos populærkulturelle megastjerner som Marilyn Manson og Rammstein.
Hvis man skal nævne tre detaljer, som udover det lange hår altid har været blandt metalscenens foretrukne temaer, så er det sort lædertøj, tatoveringer og tilbehør af metal såsom nitter, søm, kæder og patronbælter. Tatoveringernes motiver kredser ofte om skeletter, ting (gerne band-logoer) der brænder, våben eller afklædte kvinder. Jo mere seriøst og ekstremt et undermiljø, man færdes i, jo mere vil dresscoden afvige og vise sine egne, særegne træk. Hvor man i black metal-miljøet eksempelvis ser folk med lange søm syet i tøjet og ceremonielle rustninger og våben, vil man til en metalcore-koncert oftest finde et flertal af ædru unge mænd uden lædertøj, med kort hår, baggy-pants og hættetrøjer.
Hvilken rolle spiller alkohol og stoffer?
For en stor del af publikummet er det lysten til uforpligtende underholdning, den gode historie, at ryste hovedet til et brølende beat, eller slet og ret at få lov at råbe, som driver værket. Enhver scene har dog sine stoffer – på godt og ondt -, og metal vil til enhver tid være associeret med alkohol, i særdeleshed øl i vældige mængder. Utallige musikere har bukket under for det overdrevne forbrug, hvilket både har resulteret i dødsfald og total afholdenhed. Det er dog næsten umuligt at forestille sig en metalkoncert uden fulde mænd og kvinder i læderjakker blandt publikum. For mange er den primitive eskapisme, som den rå og monotone musik og det høje lydniveau giver en ideel partner til en kæp i øret.
Parlør - hvad er det dög de siger?
Som i alle undergrundsmiljøer findes der også sproglige nuancer, som er særlige for metalfans; ord eller fraser som er specielle eller benyttes specielt, og særlige måder at bruge sproget på. For metalfans er der særligt én tendens, som er meget særegen: Brugen af umlaut – de to prikker over vokaler som kendes fra tysk eller tyrkisk. De bruges indenfor metalgenren over ord, hvor de normalt ikke findes, gerne i engelske ord. Der findes ikke nogen officiel forklaring på, hvordan denne tendens er opstået, men de to prikker indgår i flere bandnavne, blandt andre Motörhead, Mötley Crüe og Queensrÿche.
Desuden har metalmiljøet sin helt særegne jargon, som er en måde at adskille de ‘true’ fra de der ‘poser’. For bedre at kunne forstå, når metalfans kommunikerer med hinanden, følger her en mindre parlør over nogle af disse udtryk:
Som i alle undergrundsmiljøer findes der også sproglige nuancer, som er særlige for metalfans; ord eller fraser som er specielle eller benyttes specielt, og særlige måder at bruge sproget på. For metalfans er der særligt én tendens, som er meget særegen: Brugen af umlaut – de to prikker over vokaler som kendes fra tysk eller tyrkisk. De bruges indenfor metalgenren over ord, hvor de normalt ikke findes, gerne i engelske ord. Der findes ikke nogen officiel forklaring på, hvordan denne tendens er opstået, men de to prikker indgår i flere bandnavne, blandt andre Motörhead, Mötley Crüe og Queensrÿche.
Desuden har metalmiljøet sin helt særegne jargon, som er en måde at adskille de ‘true’ fra de der ‘poser’. For bedre at kunne forstå, når metalfans kommunikerer med hinanden, følger her en mindre parlør over nogle af disse udtryk:
· Brillemetal: Nedladende term om overproduceret, episk teknisk dødsmetal eller progressiv metal, der er metallens svar på prog rock eller free form jazz. Noget af det mindst egnede metal til at akkompagnere guldøl.
· Corna eller Devil Horns: En hånd hævet i vejret, med ring- og langfinger foldet, men lille- og pegefinger strakt. Minder meget om det sydeuropæiske tegn for hanrej (en mand, hvis kone er ham utro), men skal læses som en reference til det diabolske element i metalmusikken.
· Corpse Paint: Den ‘ligmaling’ i sort og hvid, som bands tager i ansigtet inden koncerter. En særlig gimmick på black metal scenen, som står sig godt til nittearmbånd, pentagrammer, middelaldervåben og eventuelt en heksehat.
· Dobbelt stortromme: Når en trommeslager spiller med begge fødder, enten to pedaler på en tromme, eller slet og ret på to stortrommer – på denne måde kan man opnå en voldsomt hurtig trommerytme, hvilket også kaldes ‘blasting’. Siden teknikken vandt indpas i slutningen af halvfjerdserne har den om noget været et af metallens varemærker.
· Growl: En ultradyb, brummende vokal der frembringes i bunden af halsen, og er den fremherskende vokalteknik i dødsmetal, om end den findes i andre genrer også. Hør eksempelvis sangeren Glen Benton fra bandet Deicide.
· Gryder: Trommer.
· Headbanging: En særlig, rytmisk bevægelse med hovedet frem og tilbage i takt til musikken, som ofte ses gjort af store dele af publikum til metalkoncerter. Understreges kraftigt af langt hår og hævede devil horns (se dette).
· Hegn: En guitar. Bruges også om musik med meget guitar, som metal jo unægtelig er.
· Mosh-pit: Et område foran scenen hvor ‘moshing’ eller ‘slam dance’, en moderne, aggressiv afart af punkens uregerlige Pogo-dans, foregår. Hvis man har liv, lemmer, tænder og briller kært, skal man ikke bevæge sig i nærheden af dette inferno.
· Pose: At posere, se ud som. At være uægte og sælge et budskab man ikke står inde for. Bruges også om de bands, der har været noget, men som har ‘solgt ud’ ved at lave dårlige eller mainstream albums.
· Riff: En kort guitarstrofe, som er gennemgående i alle vers, og ofte også i omkvæd. Det er for så vidt ikke en specifik teknik i metalmusik, det er også meget benyttet i eksempelvis punk og funk, men i metal er de forvrængede riffs det bærende musiske element, og meget få numre er ikke bygget op om et centralt riff.
· Shredding: Meget hurtige, gentagne guitar- eller basriffs. Hør eksempelvis Metallicas nummer “Battery”, som er et klassisk eksempel på både ‘Shredding’ og ‘Blasting’.
· True: Det som er ægte, genuint, som følger de uskrevne regler for metalmusik, og som ikke sælger ud.
· Tråd: Det samme som ‘Hegn’.
Hvilke heavy metal-plader skal jeg starte med?
Her er et forslag til en håndfuld metalplader som er vigtige. Nogle af dem må betragtes som uomgængelige mesterværker, og alle sammen er plader der stadig i dag er nævnt af både unge og gamle som hovedværker i diverse metalgenrer:- Led Zeppelin: “Led Zeppelin II” (1969)
- Black Sabbath: “Black Sabbath” (1970)
- Alice Cooper: “School’s Out” (1972)
- Kiss: “Kiss” (1974)
- AC/DC: “Highway to Hell” (1979)
- Motörhead: “Ace of Spades” (1980)
- Judas Priest: “British Steel” (1980)
- Iron Maiden: “Killers” (1981)
- Mötley Crüe: “Shout at the Devil” (1983)
- Metallica: “Master of Puppets” (1986)
- Slayer: Reign In Blood” (1986)
- Candlemass: “Nightfall” (1987)
- Death: “Scream Bloody Gore” (1987)
- Guns 'n' Roses: “Appetite for Destruction” (1988)
- Pantera: “Vulgar Display of Power” (1992)
- Mayhem: “De Mysteriis Dom Sathanas” (1994)
- Deftones: “Adrenaline” (1995)
- Killswitch Engage: “Killswitch Engage” (2000)