Hvilke filosofiske strømninger spillede en rolle i mellemkrigstiden?
1927 udgav den tyske filosof Martin Heidegger (1889-1976) sit hovedværk ”Væren og tid” (”Sein und Zeit”), der siden blev et af de mest betydningsfulde værker i filosofihistorien. I værket forsøger Heidegger at gøre rede for menneskets tilstedeværen i verden, og han definerer mennesket som noget, der altid er involveret i verden, og hvis eksistens er indvævet i en bestemt stemning og indstilling overfor den omverden, det møder. Mennesket er med andre ord altid forbundet med en konkret verden i tid og rum.
Heideggers svært tilgængelige værk trækker på tidligere filosoffer som blandt andre Aristoteles, Descartes, Hegel, Kant og Kierkegaard. I eftertiden kom det til at få betydning for adskillige filosofiske retninger, som f.eks. Sartres eksistentialisme, Gadamers hermeneutik og Derridas dekonstruktivisme og en række videnskabsfelter som litteraturvidenskab, psykologi og teologi. Heideggers filosofiske virke blev dog noget præget af hans tilslutning til nazistpartiet. I forbindelse med, at han blev udnævnt til rektor af universitetet i Freiburg i 1933, meldte han sig ind i nazistpartiet og forblev medlem gennem 2. Verdenskrig.
En anden filosofisk retning, der kom til at præge mellemkrigsårene, var den logiske positivisme, som udviklede sig i løbet af 1920’erne. Den logiske positivisme udelukkede al metafysik fra filosofien ved at kræve, at filosofien skulle basere sig på de samme videnskabelige grundlag som naturvidenskaberne. Således antog de logiske positivister, at alle argumenter skulle kunne baseres på logiske ræsonnementer eller målbare observeringer. Den danske filosof Jørgen Jørgensen (1894-1969) og østrigeren Ludwig Wittgenstein (1889-1951) var nogle af dem, der tilsluttede sig den logiske positivisme. Wittgenstein forkastede dog ideologien senere.
Hvilken rolle spillede mellemkrigstidens ’menneskevidenskaber’?
Efter 1. Verdenskrig fik Sigmund Freuds (1856-1939) psykoanalytiske teorier et omfattende gennembrud, og de blev grundlaget for en stor del af den samfundskritik, der voksede frem i mellemkrigstiden, og som kom til udtryk i både tidens nye kunst- og kulturstrømninger. Freuds teorier om, at mennesket ikke alene er styret af sin fornuft, men også af drifter, f.eks. dødsdriften, og af underbevidstheden, kunne give mange en tilfredsstillende forklaring på, hvorfor tingene kunne udvikle sig til 1. Verdenskrigs rædsler, på trods af den sunde fornufts herredømme. Ifølge Freud var fornuftens fortrængninger af drifterne nemlig årsag til en ophobning af frustrationer og aggressioner, der kan få et menneske til at bryde sammen. I en større målestok gjaldt det også kulturer, der pålægger sine medlemmer fuldstændigt afkald på drifter. Freud mente, at kulturer i sig selv bygger på driftsundertrykkelse, og løsningen, der kunne afhjælpe en kultur fra at eksplodere, var at minimere fortrængningerne og undertrykkelsen af drifterne gennem psykoanalysens indsigt.
Freuds banebrydende teorier grundlagde et helt nyt syn på mennesket og blev inspirationskilde og afsæt for mange andre videnskaber. Den berømte Frankfurterskole, der opstod i løbet af 1920’erne, udviklede ”den kritiske teori”, blandt andet med inspiration fra Freud og marxismen. Frankfurterskolens kritiske teori blev et modsvar til den traditionelle teori, fordi den var tværfagligt baseret på flere forskellige videnskaber, såsom filosofi, litteratursociologi, psykologi, økonomi og historie. Den kritiske teori var en civilisationskritik, der blandt andet gik på arbejderklassens politiske passivisering og undersøgelser af familien som samfundsbevarende funktion. Frankfurterskolens marxistiske kultur- og samfundsteori har været afgørende i det 20. århundrede, og den fik især betydning for studenteroprørene i 1960’erne.
Hvilken rolle spillede surrealismen?
Surrealismen var en af de nye modernistiske kunstretninger, der opstod i kølvandet på værdisammenbruddet, og den havde sine kronede dage i mellemkrigstiden. Den opstod i Paris under inspiration fra blandt andet dadaismen, symbolismen og i særlig grad Freuds teorier om underbevidstheden og de menneskelige drifter. Surrealisterne fornyede kunsten og litteraturen med et billedsprog, der lod uventede sammenhænge skabe nye fortællinger i absurde drømmeuniverser ofte med stærkt erotiske undertoner. André Breton (1896-1966) udgav i 1924 ”Det Surrealistiske Manifest”, hvori han skrev, at den surrealistiske kunstners fornemste opgave er at udforske sin egen underbevidsthed og udtrykke den i sin kunst. Surrealisterne skildrede undertrykte drømme, drifter og fantasier i ønsket om at frigøre det inderste og ubevidste i mennesket. Målet var også at få almindelige folk til at åbne for underbevidstheden. På denne front tog surrealisterne del i tidens samfundskritik, som en slags bevidsthedsrevolution på barrikaderne for det åndeliges frigørelse fra fornuftens snærende bånd.
I billedkunsten opstod der to retninger inden for surrealismen: Den veristiske eller figurative surrealisme, hvor genkendelige genstande optræder i absurde og drømmeagtige sammenhænge, og den absolutte eller organiske surrealisme med et mere abstrakt billedsprog. Repræsentanter for den veristiske surrealisme, der er den mest gængse forståelse af surrealisme, er f.eks. Salvador Dali, Max Ernst og Rene Magritte.
Hvilken rolle spillede ekspressionismen?
- Kvinde betragter et billede af den russiske maler
Wassily Kandinsky: The Path to Abstraction,
i Tate Modern i London i 2006. Foto:Polfoto
Ekspressionismen opstod i Tyskland omkring år 1905 og leverede, parallelt med den franske surrealisme, en kritik af det moderne menneskes livsbetingelser.
Ekspressionisterne var en generation af kunstnere, der følte sig fremmedgjorte i den verden, de befandt sig i, og de skildrede ofte temaer som død, forfald, ensomhed, tro og meningsløshed. Bevægelsen var en reaktion imod favoriseringen af det rationelle og hyldesten af de teknologiske fremskridt og den fremtidsoptimisme, der baserede sig herpå.
Som en reaktion mod impressionismen og realismens afbildninger af en ydre registreret virkelighed, vendte ekspressionisterne blikket indad for at skildre subjektive verdensopfattelser og udtrykke sindstilstande, såsom følelser og oplevelser. I litteraturen optræder ekspressionisme som et malerisk og medrivende sprog, og i billedkunsten bruges der stærke farver, skarpe linjer og konturer, kantede former, ofte stærkt forenklede motiver og manglende perspektiv. Disse træk er et udtryk for ekspressionisternes hyldest til den naturlige og uspolerede tilværelse og idealiseringen af barndommen og det primitive.
Ludwig Kirchner (1880-1938) og Emil Nolde (1867-1955) var blandt de tidligste ekspressionister, der dannede kunstnergruppen ”Die Brücke” i 1905. De var særligt inspirerede af primitive kulturer og levemåder, og hentede stor inspiration i Paul Gauguins (1848-1903) malerier af Tahitis oprindelige befolkning, som i deres øjne var eksempler på det oprindelige og uskyldsrene menneske. Brücke-kunstnernes foretrukne motiv var den nøgne krop, men de skildrede også ofte det dekadente storbyliv.
En anden vigtig kunstnergruppe inden for den ekspressionistiske bevægelse var ”Der Blaue Reiter”, som blev grundlagt af Wassily Kandinsky (1866-1944) og Franz Marc (1880-1916) i 1911. Andre vigtige repræsentanter for bevægelsen er blandt andre kunstmaleren Edvard Munch og forfatterne Franz Kafka (1883-1924) og August Strindberg (1849-1912).
Læs mere om ekspressionismen i Faktalink-artiklen ”Ekspressionismen”
Hvilken rolle spillede funktionalismen?
Funktionalismen, også kendt som funkis, var endnu en af de ismer, der opstod i modernismens ånd. I tråd med at man i kunstretninger som surrealismen og i Freuds teorier stræbte efter at finde ind til kernen i det menneskelige væsen, søgte en række designere og arkitekter på samme måde ind til tingenes essens. Menneskets tilværelse skulle ifølge funktionalisterne hvile på et ærligt grundlag, og i den forbindelse mente de, at de brugsting og bygninger, som omgav mennesker, spillede en væsentlig rolle.
Funktionalisterne ville skabe menneskevenlige boliger med lys, luft og grønne områder. De tog udgangspunkt i den industrielle udvikling og de nye teknikker og produktionsformer, den havde bragt med sig, og gjorde stål, jernbeton og glas til deres favoritmaterialer. Under parolen ”form follows function” efterstræbte funktionalisterne en ægthed og gennemskuelighed, der fik dem til at bandlyse klunker og krummelurer og andet overflødigt for at lade funktionen skinne rent igennem. F.eks. lod de ofte den indre ruminddeling være tydelig uden på bygninger. Den renhed, funktionalisterne efterstræbte, understøttede de med enkel linjeføring, få materialer og farver og gerne store hvide flader og glaspartier. Funktionalismen var et socialt projekt, der med sin forkastelse af alt prang og pryd havde som mål at skabe sunde og hygiejniske boligforhold til alle, også industriarbejderne i byerne.
Funktionalismens oprindelse var i Frankrig og Tyskland, hvor henholdsvis den svejtsiske arkitekt Le Corbusier (1887-1965) og Bauhaus-skolen, der opstod i Tyskland i 1919, var bannerførere for den nye retning i europæisk arkitektur og design. En af Bauhaus-skolens grundtanker var at skabe en tværfaglig og tæt forbindelse mellem kunst, håndværk og industri, der skulle gøre det muligt for almindelige mennesker at skaffe sig produkterne.
Bauhaus blev lukket af nazisterne i 1933, hvorefter flere af skolens medlemmer emigrerede til USA. En af dem var den verdenskendte Ludwig Mies van der Rohe (1886-1969), skolens leder fra 1930-1933 og ophavsmanden til skoleeksemplet på den æstetiske funktionalisme, Barcelona-pavillonen fra 1929. Bauhaus-skolens idéer om æstetisk industriel formgivning af dagligdagsting har haft stor betydning for eftertiden både i Europa og USA.