Megabyernes muligheder og problemer

Hvilke økonomiske muligheder har megabyerne?

Megabyerne er økonomiske dynamoer. Lektor i geografi på Københavns Universitet Katherine Gough udtaler i artiklen ”Verdens storbyer vokser eksplosivt” (se kilder), at der er tæt sammenhæng mellem økonomisk udvikling og befolkningstæthed, og at det er derfor, urbaniseringen fortsat er stærk. Det er ikke mindst karakteristisk i udviklingslandene, hvor unge fra de ofte stærkt forarmede landområder søger ind til byerne for at få arbejde. Mange af disse mennesker vil dog få svært ved at finde et job og må derfor søge en levevej i den uformelle sektor som eksempelvis gadesælger eller skraldesamler.

De store byer har et varieret udbud af arbejdskraft med forskellige kvalifikationer og muligheder for, at ideer og samarbejder kan opstå i storbyens mange mødesteder. Samtidig er adgangen til den nødvendige kapital også langt lettere i de store byer. Både det lokale, regionale og globale marked og sammenhængen med den internationale økonomiske cirkulation skaber varierede og forøgede økonomiske aktiviteter, så megabyerne har det økonomiske potentiale til at skabe økonomisk vækst, også i regionerne omkring megabyerne.

Den amerikansk-indiske forfatter Parag Khanna refererer i artiklen ”Megacities, not nations, are the world’s dominant, enduring social structures” (se kilder) en analyse fra McKinsey Global Institute. Analysen viser ifølge Khanna , at frem til 2025 vil en tredjedel af verdens vækst komme fra de vigtigste vestlige hovedstæder og udviklingslandenes megabyer, en tredjedel fra store byer lige under megaby-klassen i udviklingslande og en tredjedel fra små byer og landområder i udviklingslandene.

Hvilke økonomiske udfordringer har megabyerne?

Mario Pezzini, der er vicedirektør i organisationen OECD(Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling), er kritisk over for megabyernes økonomiske potentiale. Han siger i artiklen ”De mellemstore byers tidsalder” (se kilder), at så snart en by opnår en vis størrelse, så begynder produktiviteten at falde. Han mener, at vendepunktet kommer, når en storby når op på seks millioner indbyggere. Herefter vil højere boligpriser, længere transporttid og almindeligt storbykaos begynde at trække byen i den forkerte retning. Således vil storbyen blive et sted for de rigeste og de fattigste, mens den kreative mellemklasse i stedet vil samles i de mellemstore byer.

Den amerikanske byforsker Joel Kotkin skriver i samklang hermed i artiklen ”The Problem With Megacities” (se kilder), at ejendomspriserne i megabyerne er så høje, at byernes beboere i stigende grad bliver presset til at bo i slummen. Som eksempel nævnes det, at i 1971 boede en sjettedel af Mumbais befolkning i slumområder, mens det i 2011 gjaldt flertallet af byens borgere.

Hvad er de miljømæssige problemer i megabyerne?

Storbyer og megabyer er væsentlige kilder til verdens miljøproblemer,   særligt i forhold til udledning af drivhusgasser. Samtidig bliver byerne i stigende grad set som nøglen til at løse de globale klimaproblemer. Ifølge artiklen ”Ny magtfaktor: Verdens byer rotter sig sammen” (se kilder) står bybefolkningen, som udgør 54 % af verdens samlede befolkning, for 70 % af verdens energiforbrug og 70 % af verdens udledning af drivhusgasser.

Megabyerne står selv sagt for en meget stor del af forureningen – både af luften, af vandet og jorden. Professor i byudvikling Peter Newman fra Murdoch University i Australien mener, at byerne må designes, så de fungerer uden at bidrage til den globale opvarmning. Til artiklen ”Storbyerne har fået vokseværk” (se kilder) udtaler han: “Lige nu er det største problem vores brug af fossile brændstoffer som olie, kul og gas. Vi skal være fuldkommen CO2-neutrale og reducere forbruget af fossile brændstoffer. Derudover skal byerne have flere træer og grønne områder.” Dette skal blandt andet gøres ved at fokusere på offentlig transport og energibesparende bygninger.

Hvilke miljømæssige potentialer har megabyerne?

I takt med at nationalstaterne har vist sig uformående i kampen mod globale klimaforandringer, håber mange, at byernes myndigheder kan udvise noget af den vilje og handlekraft, som verdens regeringer mangler. Byernes fordele er, at de ofte har en langt mere smidig styreform end nationalstaterne og har en meget direkte interesse i at løse de miljøproblemer, som byernes borgere bliver konfronteret med. Det kan være problemer med vand-, fødevare- og energiforsyningen, naturkatastrofer og mangelfuld infrastruktur.

90 af verdens største byer er gået sammen i netværket C40, der tilsammen repræsenterer 650 millioner borgere og 25 % af verdens bruttonationalprodukt. C40 blev stiftet i 2005 og har langt størstedelen af verdens megabyer som medlemmer. Dette netværk har udviklet sig til at have en central rolle i den grønne omstilling. Blandt andet har netværket lagt op til en fordelingspolitisk aftale, hvor de rigeste byer påtager sig at begrænse udledningen af drivhusgasser meget hurtigt for at skabe plads til, at de fattigere fortsat kan øge udledningen i en periode. Den slags internationale aftaler indgås normalt mellem regeringer, men byerne i dette netværk er tilsyneladende klar til at iføre sig den grønne førertrøje. Anne Hidalgo, borgmester i Paris og formand for C40, udtaler i artiklen ”Ny magtfaktor: Verdens megabyer rotter sig sammen” (se kilder): "Det politiske landskab er fortsat usikkert, især på det nationale niveau. Mere end nogensinde er der nu brug for byernes lederskab, vision og frem for alt deres beslutsomme handling."

Hvilke sociale problemer er karakteristiske for megabyerne?

Der er stor forskel på rig og fattig i megabyerne, hvor veluddannede og velstillede ofte lever i den ene ende og immigranterne og de hjemløse i den anden. Udvidelsen og udviklingen af byerne medfører ofte både øget rigdom og øget fattigdom. Især i megabyer i udviklingslandene er der store sociale problemer og høj koncentration af fattige. Lektor Katherine Gough udtaler i artiklen ”Verdens storbyer vokser eksplosivt” (se kilder), at problemet er, når byerne vokser så hurtigt, at det er umuligt at planlægge og styre udviklingen. Hun siger: “Beskæftigelsen kan ikke følge med, når der kommer så mange mennesker. Derfor er det stort set umuligt at finde job i den formelle sektor i en afrikansk by."Derfor må mange finde en levevej i den vildtvoksende uformelle sektor.

Et rammende eksempel på, hvordan de sociale forskelle aftegner sig, ses i Indiens hovedstad, Delhi. Her er multinationale selskaber rykket ind i disse år og giver jobs til de veluddannede, men samtidig er 80 % af Delhis arbejdsstyrke sat af udviklingen. De er beskæftigede i den enorme uformelle økonomi, og millioner er henvist til usikre indtægter fra cykeltaxaer, skopudsning, småsalg af grøntsager eller sortering af byens skrald. Denne ulighed viser sig også på boligområdet . Ifølge artiklen ”Der er så mange slumområder, at vi ikke kan gøre ret meget” (se kilder) lever den typiske overklasse i Delhi i, hvad inderne kalder kolonier, indhegnede klynger af villaer og lejlighedsblokke, hvor de fattigste ikke har adgang. I for eksempel USA kaldes disse områder for gated communities. De fattige lever til gengæld i blikskure eller er hjemløse.

Den amerikanske byforsker Joel Kotkin skriver i artiklen ”The Problem With Megacities” (se kilder), at al snakken om megabyernes fortrinligheder er helt forfejlet. Han anerkender, at urbaniseringstendensen er stærk i udviklingslande, men mener ikke, at det er, fordi megabyerne er attraktive levesteder, men fordi landområderne sidder fast i håbløs fattigdom.

Kotkin ser udviklingslandenes urbanisering som en tragisk gentagelse  af den urbarnisering, der fandt sted i vestlige lande for omkring 100 år siden, hvor mange af tilflytterne også måtte bo i deprimerende og uhygiejnisk slum. Nutidens slumbeboere kan dog ikke engang regne med at have adgang til rent vand og en stabil elforsyning. Samtidig må de leve med en høj risiko for at dø af smitsomme sygdomme eller i trafikuheld i de overfyldte gader.