Debat om ludomani

Citat
"Jeg troede i lang tid, at han havde fundet en ny, og så viste det sig bare, at være en maskine.....det var næsten værre"
Anonym hustru til ludoman

Hvorfor vil nogle forbyde gambling-reklamer?

Tænder man for tv’et i forbindelse med sportskampe, bliver man nærmest bombarderet med reklamer for betting på sport, poker og online-kasinoer. Flere folketingspolitikere går ind for at lave restriktioner eller forbyde tv-reklamer, der opfordrer til betting – herunder pengespil på eksempelvis sport.

Både Enhedslisten og Radikale Venstre går ind for et totalt forbud mod den type reklamer: “Vi er klar til at lave et forbud mod tv-reklamer, ligesom dem vi har mod tobak og alkohol,” sagde Radikale Venstres folketingspolitiker Andreas Steenberg til TV2 Lorry i artiklen ”Christiansborg-politikere klar til forbud mod betting-reklamer” (se kilder).

Partierne mener, at reklamerne er med til at gøre flere danskere spilafhængige og dermed til ludomaner. Italien har i 2018 forbudt betting-reklamer på tv, internet og i radio. I Australien er det forbudt at vise dem i dagtimerne, skriver TV2 Lorry ligeledes i artiklen.
En rundspørge fra 2013 viser, at halvdelen af danskerne går ind for at forbyde reklamer for pengespil, skriver Politiken i artiklen “Reklamer for pengespil bør forbydes, mener hver anden dansker” (se kilder).