Hvad er Ottawa-traktaten?
Efter flere års pres fra menneskerettighedsorganisationer og kendte aktivister – heriblandt Storbritanniens Prinsesse Diana – besluttede 122 lande i 1997 at underskrive en aftale, der forbyder brugen antipersonelminer. Aftalen blev indgået i Canadas hovedstad Ottawa og fik derfor navnet Ottawa-traktaten (se kilder).
I dag har 164 lande underskrevet aftalen, hvis vigtigste punkter er:
· Landene har forbud mod at fremstille, sælge eller opfordre til brug af antipersonelminer.
· Underskriverne skal destruere deres lager af antipersonelminer.
· Staterne fik en deadline på 10 år til rydde miner fra alle områder, som de har under deres kontrol.
Flere stater har dog været nødt til at bede om udskydelse af denne deadline, fordi minerydningen har vist sig sværere og dyrere end forventet, skriver foreningen Danmark Mod Landminer i faktaarket ”Fakta om landminer” (se kilder). Ti år efter aftalen blev indgået, var det lykkedes at destruere 40 millioner miner, skriver DR i artiklen “40 mio. landminer destrueret på 10 år” (se kilder).
Hvorfor får Ottawa-traktaten kritik?
Ad flere omgange har Ottawa-traktaten fået kritik for at være svag og hullet. Det skyldes blandt andet, at en lang række lande ikke har underskrevet aftalen og dermed ustraffet kan fortsætte brugen af antipersonelminer. Det gælder blandt andet Syrien og Myanmar, som spreder mange landminer i disse år. Heller ikke Rusland har underskrevet aftalen. USA har underskrevet aftalen, men har krævet at få lov til at fortsætte med at levere landminer til Sydkorea, skriver Reuters i artiklen “U.S. says will abide by Mine Ban Treaty except on Korean Peninsula” (se kilder).
Desuden er det blevet kritiseret, at Ottawa-traktaten kun omfatter antipersonelminer – altså miner, der kan udløses, hvis man træder på dem – mens panserminer, som er beregnet til at ramme køretøjer, ikke er omfattet. Det Internationale Fredsinsititut i Stockholm (SPIRI) skriver, at antallet af ulykker, hvor civile rammer panserminer med eksempelvis biler eller traktorer, er stigende. “Det er et ofte overset problem,” fremgår det af SPIRIs artikel (se kilder).
Hvordan rydder man landminer?
Minerydning er langsommeligt arbejde. Det er vigtigt at være omhyggelig, da et tidligere minefelt blot vil blive endnu farligere, hvis man giver lokalbefolkningen et falsk indtryk at, at området er sikkert at færdes i. Minerydning er også dyrt arbejde. En landmine, som kun koster tre dollar at producere, kan koste mellem 300 og 1000 dollar at fjerne, skriver støtteforeningen Danmark Mod Landminer i teksten “Fakta om landminer” (se kilder). Der bliver dog løbende opfundet nye teknikker, som skal gøre minerydning billigere og mere effektiv, skriver Illustreret Videnskab i artiklen “Ny teknik renser jorden for miner” (se kilder).
Typisk foregår minerydning i to faser:
· Først lokaliseres minerne. Det kan gøres manuelt ved hjælp af en avanceret metaldetektor. Det er risikabelt arbejde, men minerydderen bevæger sig typisk langsomt frem ad en smal sti, hvor hver en centimeter er blevet undersøgt for landminer, inden minerydderen kan tage det næste skridt frem. I dag kan metaldetektorerne også spændes på køretøjer og afsøge større områder. I Angola har Folkekirkens Nødhjælp f.eks. anvendt et køretøj, som scanner et otte meter bredt område og ved hjælp af GPS-teknologi indsætter minernes placering på et detaljeret kort. Det skriver Kristeligt Dagblad i artiklen “Ny maskine skaber sensation i minerydning” (se kilder). Det er også muligt at bruge specialtrænede hunde til at lokalisere miner. Nogle hunderacers lugtesans gør dem i stand til at genkende de mineraler, som er anvendt i minerne, skriver Dansk Veterinærtidsskrift i artiklen “Minerydning i Cambodja” (se kilder).
· Herefter skal minerne destrueres eller udløses. Dertil findes flere forskellige teknikker. Gøres det manuelt, vil en minerydder iført sikkerhedsudstyr forsigtigt grave sig frem til minen. Herefter kan minen sprænges i luften eller medbringes til senere destruktion. En mere effektiv teknik er at bruge såkaldt mekanisk minerydningsmateriel. Det kan eksempelvis være traktorer eller militære køretøjer, som har roterende jernkæder spændt foran, fremgår det af Den Store Danskes artikel om “minerydning” (se kilder). Når jernkæderne rammer en mine, vil minen detonere eller blive knust.
Tyske ingeniører demonstrerer, hvordan jernkæder kan destruere miner.