Implementering af læreplaner i daginstitutioner

Hvornår blev lovforslaget om læreplaner i daginstitutioner fremsat?

Forslaget om loven om pædagogiske læreplaner i dagtilbud til børn blev fremsat for Folketinget i december 2003 af den daværende, konservative socialminister Henriette Kjær. I den efterfølgende folketingsdebat mente ordførere fra SF, Enhedslisten og Radikale Venstre, at læreplanerne ville komme til at betyde en stram, statslig styring af detaljer i daginstitutionernes hverdag. Skal politikerne nu bestemme, om børnene skal lege med sand eller ler, lød spørgsmålet. Venstre og Det Konservative Folkeparti mente derimod, at læreplanerne var et skridt på vejen til at skabe lige gode muligheder for alle børn i skolesystemet. En overordnet læreplan kunne efter deres mening hjælpe med til at sikre, at institutionerne også understøtter de børn, der ikke bliver støttet tilstrækkeligt hjemmefra.

Hvornår blev loven om læreplaner vedtaget?

“Lov om pædagogiske læreplaner i dagtilbud til børn” blev vedtaget af Folketinget den 25. marts 2004 og trådte i kraft 1. august 2004. Partierne Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti stemte for lovforslaget, mens Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten og Kristendemokraterne stemte imod.

Hvad var argumenterne imod?

Nogle eksperter var skeptiske overfor læreplanerne og mente ikke, læreplaner bør være en del af hverdagen i en dansk daginstitution. De udtrykte bekymring for, at man ved at indføre fastlagte læreplaner risikerer at gøre institutionerne til en slags forskoler, før børnene overhovedet er parate til stillesiddende og skoleprægede aktiviteter som f.eks. læsning. De mente, at det uundgåeligt ville ske på bekostning af den frie leg; en meget vigtig del af børns udvikling, som traditionelt har været et vigtigt omdrejningspunkt i den danske børnehave- og vuggestuepædagogik.

Blandt modstanderne af læreplanerne var seminarielektor og børneforsker Erik Sigsgaard, som mente, at læreplanerne risikerer at tage tid fra den frie leg, som er meget vigtig for børnenes videre liv. I artiklen “Børnefjendsk bureaukrati eller rettidig omhu” i Politiken stillede han spørgsmålet: “Hvad nu hvis den bedste skoleforberedelse er et rigt og frit legeliv og samvær med voksne, der vil noget?” (se kilder).

Erik Sigsgaard pegede desuden på, at presset på personalenormeringerne i institutionerne kunne udgøre et problem; udarbejdelsen af læreplanerne og den løbende opfølgning på dem ville betyde mere papirarbejde til pædagogerne, så de ville få endnu mindre tid til at være sammen med børnene end før.

Hvad var argumenterne for?

Andre eksperter var begejstrede for tanken om læreplaner i daginstitutioner. De påpegede, at ligesom leg er godt for børnene, så er læring det også, og de argumenterede for, at læring alligevel allerede er en del af pædagogikken i institutionerne. Læreplanerne skulle bare være et redskab til at arbejde mere målrettet med læring. De mente desuden, at læreplanerne kan hjælpe med at gøre overgangen fra børnehave til skole lettere for børnene, hvilket især vil være en fordel for sårbare og udsatte børn, som ikke får tilstrækkeligt med støtte hjemmefra.

Blandt tilhængerne af læreplanerne finder man professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitet, som i artiklen “Børnefjendsk bureaukrati eller rettidig omhu” afviste, at målrettet arbejde med læring i daginstitutionerne ville virke begrænsende på den frie leg: “Det giver nogle fuldstændig tåbelige diskussioner om forskellen mellem leg og læring. Den debat er ikke reel, for uden leg ingen læring og uden læring ingen leg. De ting hænger sammen.” (se kilder). Ifølge Niels Egelund ville det optimale være at kombinere leg og læring i daginstitutionerne og tilpasse læringsaspektet til børnenes udviklingstrin. Jo mindre børn, jo mere leg - og omvendt: jo større børn, jo mere læring.

Pædagogernes fagforbund, BUPL, var som udgangspunkt positivt indstillet i forhold til lovforslaget, og i forhold til at sætte fokus på læring i daginstitutionerne. Derimod var BUPL skeptisk indstillet overfor ideen om, at læreplanerne ville afhjælpe den negative, sociale arv i skolesystemet; man troede ikke på, at læreplanerne i sig selv ville løse problemet med den sociale arv eller sikre en bedre overgang mellem børnehave og skole. Navnlig ikke, hvis den øgede mængde papirarbejde i forbindelse med læreplanerne betød, at pædagogerne fik mindre tid sammen med børnene. BUPL lagde derfor vægt på, at læreplanerne ikke måtte medføre en skole- eller undervisningstænkning ude i daginstitutionerne.