Hvordan udviklede forholdene sig for kurderne i Irak?
Efter Lausanne-aftalen i 1923 fik kurderne i Nordirak begrænset selvstyre. Dog fik selvstyret kun lille betydning, for uenighederne om hvad selvstændighed indebar, førte til sammenstød mellem kurdiske oprørere og den irakiske hær. De irakiske kurdere havde dog indtil 1958 en vis frihed. Men da oprørere det år dræbte den irakiske konge og overtog regeringsmagten, blev der slået hårdt ned på kurderne. De nye magthavere i Bagdad mistænkte kurderne for illoyalitet over for den irakiske stat og ødelagde kurdiske landsbyer og tvangsforflyttede en del af den kurdiske befolkning til arabisk dominerede områder. Kurderne forsøgte flere gange herefter at gøre oprør, men i stedet blev de kurdiske områder i det nordlige Irak udsat for økonomisk og politisk undertrykkelse.
I 1979 blev Saddam Hussein irakisk præsident og strammede grebet om det olierige nordlige Irak. Da Irak og Iran var i krig med hinanden 1980-1988, forsøgte kurderne at udnytte krigen til at sikre sig større frihed og kontrol over deres egne byer. Men efter krigen straffede det irakiske styre kurderne ved at indlede den såkaldte Anfal-kampagne for at ’arabificere’ de kurdiske provinser. Mange kurdiske landsbyer blev angrebet med kemiske våben, der dræbte titusinder. Landsbyer og landbrug blev ødelagt, og mange kurdere blev tvunget til at bosætte sig i det sydlige Irak. Samtidig forsøgte Saddam Hussein at indsætte sine egne folk i byerne Kirkuk og Mosul for at få kontrol med de store olieforekomster.
Efter Golfkrigen i 1990/1991 gjorde kurderne i det nordlige Irak – på opfordring af USA – endnu en gang oprør. Igen blev de angrebet af Saddam Husseins styrker og flygtede i stort tal. Efter først at være blevet ladt i stikken fik de dog hjælp fra det internationale samfund i form af et flyveforbud, som FN indførte over dele af landet, herunder de kurdiske områder i nord, og herefter vendte de fleste tilbage. Der blev etableret et autonomt kurdisk område, hvor man i 1992 holdt valg til et delstatsparlament. Økonomien i området kom dog hurtigt i krise pga. trykket fra de internationale sanktioner mod Irak, kombineret med en irakisk økonomisk blokade mod Kurdistan, og interne magtkampe mellem de to dominerende kurdiske partier førte fra 1995 til borgerkrigslignende tilstande i det autonome område. Tyrkisk militær angreb flere gange i området med henvisning til, at de tyrkiske kurdere fik våben herfra.
Hvordan er kurdernes forhold i Irak i dag?
I Irak er de omkring fem millioner kurderes ret til kulturelt og politisk selvstyre i dag anerkendt. I 2003 gik USA ind i Irak for at vælte diktatoren Saddam Hussein, og invasionen blev støttet af de irakiske kurdere. I den nye irakiske grundlov fra 2005 blev kurderne sikret regionalt selvstyre, og kurdisk blev anerkendt som officielt sprog på linje med arabisk. I januar 2005 blev en ny irakisk overgangsregering valgt, og Jalal Talabani blev præsident og dermed det første kurdiske statsoverhoved i et land.
De nordlige dele af Irak, som er rige på olie og ferskvand, har siden været under kurdisk kontrol og har egne sikkerhedsstyrker og indenrigspolitik samt en stærk fælles kulturel og politisk identitet. I det meste af perioden har området også oplevet økonomisk vækst og været den fredeligste og sikreste region i Irak, som ellers har været præget af voldelige angreb mellem shia- og sunnimuslimer. Efter Irakkrigen blev det muligt for flygtninge at vende tilbage til de kurdiske områder langt tidligere, end det var tilfældet i de øvrige dele af Irak.
I 2014 erobrede terrorgruppen Islamisk Stat store dele af Irak, herunder også dele af Irakisk Kurdistan, og det afbrød den forholdsvis stabile politiske og økonomiske udvikling i området. Det lykkedes dog i løbet af 2017 de irakisk-kurdiske peshmerga-styrker med støtte fra USA at generobre området fra Islamisk Stat og endda udvide selvstyret til områder, der ikke er omfattet af aftalen med den irakiske stat. Især er byen Kirkuk omstridt på grund af områdets store olieressourcer.
I september 2017 blev der afholdt en folkeafstemning i den kurdiske selvstyreregion i det nordlige Irak om løsrivelse fra centralregeringen i Bagdad. Næsten 93% af dem, der stemte, stemte ja. Men afstemningen var ikke bindende, og den irakiske regering afviste at give den kurdiske region fuld uafhængighed. Få uger efter afstemningen gik irakiske styrker ind i Kirkuk og generobrede byen fra de kurdiske styrker.
Kurdernes forhold i både Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien beskrives i artiklen ”Mellemøstens kurdere vejrer morgenluft oven på krigen mod Islamisk Stat” i Information (se kilder) samt i ??
I Syrien bliver en del kurdere betragtet som statsløse og nægtet både sociale og økonomiske rettigheder, skriver Amnesty International (se kilder). En militær undtagelsestilstand i Syrien har især ramt kurdiske systemkritikere, som er blevet fængslet uden sigtelse. Tortur er udbredt i de syriske fængsler. En fjerdedel af kurderne i Syrien er ikke anerkendt som syriske statsborgere og kan derfor ikke få syrisk pas, ligesom en del kurdere har fået frataget deres jord. Endvidere har kurderne hidtil været afskåret fra at få andet end de dårligst betalte jobs og har i høj grad været uden fundamentale rettigheder, både under præsident Bashar al-Assad og forgængeren, faderen Hafez al-Assad.
Efter krigen i Syrien brød ud i foråret 2011, har syriske regeringsstyrker forladt nogle af de kurdiske områder i det nordlige Syrien. Ifølge artiklen "Kurderne er vinderne af den syriske borgerkrig" (se kilder) har det givet kurderne mulighed for at tage den militære og politiske kontrol med det nordøstlige Syrien, hvor de kontrollerer store områder. Assads soldater fokuserer på andre regioner, men der er dog stadig efterretningsenheder og hemmeligt politi til stede i de kurdiske områder.
Kurdiske militante har kæmpet med islamistiske grupper, først og fremmest gruppen Islamiske Stat for Syrien og Irak (ISIS), om kontrollen med de olierige områder i det nordøstlige Syrien.
Hvordan udviklede forholdene for kurdere i Iran sig?
Efter 2. Verdenskrig oprettedes i Iran den kurdiske Mahabad-republik under beskyttelse af sovjetiske besættelsestropper. Republikken brød dog sammen efter et år, da de sovjetiske tropper forlod landet, og i Iran har hverken shah-styret eller det præstestyre, der kom til efter revolutionen i 1979, været positivt indstillet over for kurdernes ønske om kulturel mangfoldighed, og slet ikke selvstyre. Det shiitiske præstestyre har generelt set på kurderne med mistænksomhed, fordi de fleste kurdere sunnimuslimer, og allerede i 1979 indledte præstestyret en militær kampagne for at sikre kontrollen med de kurdiske områder i Iran. Det iranske styre har altid været på vagt over for enhver antydning af kurdisk selvstyre, og de seneste årtier er kurdernes forsamlingsfrihed og ytringsfrihed blevet begrænset.
Kurdernes forhold i Iran i dag beskrives kort i artiklen ”Mellemøstens kurdere vejrer morgenluft oven på krigen mod Islamisk Stat” i Information (se kilder).
Hvordan er forholdet for kurderne i Iran i dag?
Irans kurdere har lov til at udtrykke deres sprog og kultur, men har dog alt i alt meget begrænset kulturel og politisk frihed. De kurdiske områder i det nordvestlige Iran hører til landets fattigste, og enhver ansats til at etablere en form for selvstyre bliver systematisk undertrykt. I forhold til kurderne i Irak, Syrien og Tyrkiet er de iranske kurdere desuden dårligt organiseret. Flere politiske og væbnede iransk-kurdiske grupper befinder sig dog i eksil i irakisk Kurdistan, hvorfra enkelte af dem gennemfører enkelte angreb på iransk jord.
I de senere år har både FN og internationale menneskerettighedsorganisationer rapporteret om mange tilfælde af undertrykkelse og grove krænkelser af de iranske kurderes rettigheder. Iranske myndigheder har slået ned på fredelige aktiviteter eller fængslet studenter, aktivister, forfattere og journalister under påskud af, at de har opildnet til konflikt eller samarbejdet med oppositionsgrupper. Desuden er flere kurdiske aviser blevet lukket.
Kurdernes forhold i Iran i dag beskrives i artiklen ”Mellemøstens kurdere vejrer morgenluft oven på krigen mod Islamisk Stat” i Information (se kilder).
Hvordan var kurdernes forhold i Syrien frem til borgerkrigen?
En militær undtagelsestilstand i Syrien ramte mange kurdiske systemkritikere, som blev fængslet uden sigtelse. Tortur var udbredt i de syriske fængsler. En fjerdedel af kurderne i Syrien var før krigen ikke anerkendt som syriske statsborgere og kunne derfor ikke få syrisk pas, ligesom en del kurdere har fået frataget der
es jord. Endvidere har kurderne været afskåret fra at få andet end de dårligst betalte jobs og har i høj grad været uden fundamentale rettigheder.
Hvordan har borgerkrigen i Syrien påvirket kurdernes forhold?
Efter krigen i Syrien brød ud i foråret 2011, forlod syriske regeringsstyrker nogle af de kurdiske områder i det nordlige Syrien, og ifølge artiklen "Kurderne er vinderne af den syriske borgerkrig" (se kilder) gav det kurderne mulighed for at tage den militære og politiske kontrol med det nordøstlige Syrien, hvor de i en periode kontrollerede store områder.
De kurdiske militante kæmpede især mod islamistiske grupper om kontrollen med de olierige områder i det nordøstlige Syrien, og det lykkedes efterhånden den kurdiske milits YPG at skabe en form for kurdisk selvstyreområde langs den 900 kilometer lange grænse til Tyrkiet i den region, som af kurderne kaldes Rojava. Ifølge DR-artiklen ”Kun et spørgsmål om tid før kurdernes drøm om en lomme midt i krigstragedien ville briste” (se kilder) lykkedes det kurderne at indgå en aftale med det syriske regime, som betød, at regimet ikke angreb de kurdiske områder. Derfor kunne kurderne opbygge en ny politisk administration, hvor man bl.a. indførte undervisning på kurdisk i skolerne og arbejdede med kvinde- og minoritetsrettigheder. Menneskerettighedsorganisationer kritiserede dog det politiske system for at være udemokratisk og for at marginalisere araberne i området.
Da Islamisk Stat voksede sig stærk, allierede den internationale koalition med USA i spidsen sig med den kurdiske YPG-milits, og kurderne blev trænet og udstyret til at deltage i kampen mod Islamisk Stat. Kurderne i området håbede på, at de – til gengæld for deres kamp mod Islamisk Stat – ville få international støtte til at bevare og udvikle selvstyre i Rojava-området. Men i efteråret 2019 valgte USA at trække sine styrke ud af området, og i stedet sendte Tyrkiet styrker ind i området. Tyrkiet havde i flere år truet med at gå ind i det nordlige Syrien for at bekæmpe de kurdiske styrker. YPG har nemlig bånd til PKK i Tyrkiet, og Tyrkiet opfatter derfor den syrisk-kurdiske milits som en terrororganisation. Desuden frygter Tyrkiet, at en kurdisk selvstyreregion i Syrien vil inspirere kurdere i Tyrkiet til at kæmpe for et tilsvarende selvstyreområde i Tyrkiet eller til at ville danne en egentlig kurdisk stat på tværs af de nuværende landegrænser.
Tyrkiet vil nu oprette en såkaldt sikkerhedszone i det nordlige Syrien, som skal huse 3,6 millioner syriske flygtninge, som Tyrkiet har huset efter deres flugt far borgerkrigen.