Hvilken rolle kan kurdere uden for Kurdistan spille for udviklingen?
En del af de hundredtusinder af kurdere, der bor i Europa, er meget politisk aktive for at forbedre forholdene for kurdere i Kurdistan. Kurdere har ofte demonstreret eller sultestrejket i protest mod de forhold, som kurderne i blandt andet Tyrkiet lever under. Dermed er det lykkedes dem at få kurdernes sag på dagsordenen samt at få europæiske politikere til at lægge pres på Tyrkiet for at få løst det kurdiske spørgsmål.
De seneste år er en del kurdere fra Skandinavien og andre europæiske lande desuden rejst til de kurdiske områder i Iran, Irak og Syrien for at kæmpe for kurdisk selvstændighed, bl.a. mod Islamisk Stat og mod tyrkiske styrker. Det fremgår bl.a. af en radioudsendelse på DR P1, ”De skandinaviske krigere 2:3” (se kilder).
Kurdere i Tyskland demonstrerer mod Erdogans krig i Syrien. DR Nyheder, 27. januar 2018.
Hvordan er udsigten til oprettelsen af et kurdisk hjemland?
Mange kurdere var indtil for få år siden optimister med hensyn til, at det kunne lykkes dem at få om ikke deres eget hjemland, så i hvert fald udbredt selvstyre inden for rammerne af de eksisterende stater. En fredsplan mellem Tyrkiet og PKK efter en våbenhvile i 2013 gav f.eks. kurderne i Tyrkiet håb for fremtiden. I Irak blev der efter Irakkrigen etableret en kurdisk selvstyreregion, hvor den politiske og økonomiske udvikling var ganske lovende. Og i Syrien lykkedes det kurderne at etablere en form for selvstyre i løbet af de første år af den borgerkrig, som brød ud i 2011. Iran var i samme periode under stigende pres fra USA og Israel, som mistænkte præstestyret for at være i færd med at udvikle atomvåben, og det kunne give de iranske kurdere håb for, at det undertrykkende iranske regime ville bryde samen. De grænser, der har ligget fast siden 1919, kunne forsvinde, og brikker, der hidtil havde siddet klemt inde mellem Syrien, Iran, Irak og Tyrkiet, kunne løsne sig og muligvis falde på plads på en måde, der dannede en kurdisk stat, vurderede den italienske journalist Ulrich Ladurner i artiklen "Fire krige og en drøm" (se kilder).
Siden har udviklingen i regionen imidlertid ikke være til kurdernes fordel. I Irak har militæret i 2017 indtaget flere af de byer, som de irakiske kurdere havde erobret i ly af kampen mod Islamisk Stat, og den irakiske centralregering har nægtet at anerkende resultatet af en afstemning om uafhængighed, som fandt sted i den kurdiske selvstyreregion i september 2017. Den irakiske hær har nu kontrol med de vigtigste oliefelter i det irakisk-kurdiske område, og for mange irakiske kurdere er en kurdisk nation uden disse oliefelter utænkelig, da indtægterne fra olie ville være det, der kunne sikre økonomien i en eventuel kurdisk stat.
I Syrien har kurderne efter flere år med en form for selvstyre i den nordlige del af landet måttet se tyrkiske styrker indtage store dele af området – efter aftale med Rusland – og uden at USA har grebet ind. USA har tværtimod trukket sine styrker ud efter aftale med Tyrkiet. Samtidig truer det syriske regime med at ville generobre den øvrige del af de kurdiske områder. Ifølge en nyhedsanalyse i Kristeligt Dagblad, ”Kurdernes selvstændighedsdrøm er forbi” (se kilder), vurderer en tyrkisk kurder-ekspert situationen for de syriske kurdere således: ”På mindre end en måned har kurderne tabt, hvad de har kæmpet sig til på otte år.”