Debat: For og imod dobbeltdonation til homoseksuelle par

Debatten om kunstig befrugtning kommer ofte også til at handle om diskrimination og ligestilling – f.eks. debatten om dobbeltdonation. Det vil sige kunstig befrugtning, hvor både sæd og æg er doneret. For heteroseksuelle par og enlige kvinder har denne form for kunstig befrugtning været lovlig siden 2018, som det fremgår af pressemeddelelsen ”Dobbeltdonation tilladt for enlige kvinder og par” (se kilde 13). Men det er fortsat ikke lovligt for homoseksuelle kvinder, at en kvinde bliver kunstigt befrugtet med sin kvindelige partners æg og donorsæd. Ønsket om at få et barn, som begge kvinder er biologisk knyttet til, bliver ikke anset for at være tilstrækkelig begrundelse, da den danske lovgivning på nuværende tidspunkt stiller krav om en sundhedsmæssig begrundelse, før ægdonation tillades, og her vil den danske lovgivning sige, at den kvinde i forholdet, der er fertil, skal bære barnet.

Hvad siger tilhængerne?

I debatartiklen ”Hvorfor er dobbeltdonation kun ulovligt for homoseksuelle par?” (se kilde 13) rejser Helene Lykke dette spørgsmål. Helene Lykke er hovedstiller bag borgerforslaget ”Retten til at bære hinandens børn – lovliggørelse af partnerægdonation” (se kilde 14) og kæreste med en kvinde og ønsker at donere sine æg til sin kæreste, så hun kan bære barnet, da hun ikke selv vil kunne bære barnet og fuldføre en graviditet, uden at fosteret vil kunne tage skade af den medicin, hun tager. Partnerægdonation er lovlig i blandt andet Norge, Spanien og England og svarer til en helt almindelig ægdonation, som er lovlig i Danmark, og har været det siden 1993, argumenterer Helene Lykke i debatindlægget. Etisk Råd nævnte i sin anbefaling om dobbeltdonation ”Det Etiske Råds anbefalinger om lovliggørelse af dobbeltdonation” fra 2017 (se kilde 15), at det ville være diskrimination at tillade dobbeltdonation og ikke samtidig tillade partnerægdonation.

Hvad siger modstanderne?

Blandt modstandene af at give homoseksuelle kvinder ret til dobbeltdonation er Dansk Folkeparti (DF). I artiklen ”Få partier på Christiansborg vil gøre det lettere for lesbiske at få børn med hinanden” (se kilde 16) siger partiets sundhedsordfører Liselotte Blixt, at hun og hendes parti ikke mener, at argumentet om at føle et tættere forældreskab er stærkt nok, og at DF ikke vil stemme for lovændringer, der ikke er et medicinsk eller sundhedsmæssigt grundlag for.