Hvad var startskuddet til det første Korstog?
Pave Urban II holdt en skelsættende prædiken i den sydfranske by Clermont i november 1095. Her opfordrede han de kristne i Europa til at drage på korstog for at bekæmpe de vantro og befri Det Hellige Land fra den muslimske dominans. Prædikenen skulle være holdt i byens domkirke, men fordi så mange dukkede op, måtte talen i stedet holdes på en åben mark øst for byens mure.Ifølge bogen "Korstog" (se kilder) var 14 ærkebisper, 250 bisper, en vældig skare af munke og præster og mange hundrede riddere og svende til stede. Paven fortalte om de farer, der truede kristendommen i og omkring Det Hellige Land. Han beskrev i detaljer de pinsler, som pilgrimmene blev udsat for af tyrkerne. Tilhørernes reaktion på Urban II's opfordring var overvældende. Allerede mens paven talte råbte den tusindtallige menneskemængde 'Deus le volt' - på dansk betyder det 'Gud vil det'. Flere hundrede knælede foran paven og bad om at måtte deltage i færden til Den Hellige Stad, inden mødet sluttede. Alle deltagere i korstoget aflagde en højtidelig ed på, at de ville drage helt til Jerusalem. Enhver, der aflagde eden om at deltage i korstoget, skulle sy et rødt stofkors på sit tøj. Det signalerede, at bæreren stod under Guds og kirkemagtens beskyttelse. Korsmærket fungerede også som tegn på, at denne pilgrim havde ret til at bære våben.
Hvem deltog i det første Korstog?
De fleste korsfarere, der deltog i det første Korstog var franske. Men korstogsbevægelsen samlede støtter fra hele det vestlige Europa. Her anså man korstogene som væsentlige, positive nyskabelser. Også blandt dem, der ikke selv var til stede ved Pave Urban II's tale i 1095, var tilslutningen overvældende. Ifølge bogen "Korstogene - idé og virkelighed" (se kilder) beskrev en engelsk krønike denne enorme, europæiske tilstrømning på denne måde: "Waliserne forlod deres krybskytteri, skotterne deres vante lus, nordmændene deres svælgen i fisk og danskerne deres uophørlige druk, alle for at tage til Jerusalem".Afgangstidspunktet for det første korstog blev sat til den 15. august 1096.
Hvad var Folkekorstoget?
Urban II havde holdt sin afgørende tale i november 1095, men det tog tid at udruste en slagkraftig styrke, og først et halvt år efter var det officielle korstog klar til afmarch. I mellemtiden havde en stor folkelig bevægelse rejst sig for at påbegynde rejsen mod Jerusalem, allerede inden de adelige krigsherrer var kommet på plads. Store skarer af almindelige mennesker følte sig draget af pavens opfordring til handling.
Folkekorstogene blev rejst ved at omrejsende prædikanter spredte budskabet om korstogene til menigmand. Det største folkekorstog var ledet af en mand, der var kendt som Peter Eremit. Han samlede en folkemængde på godt 20.000 mennesker, der mest bestod af bønder og jævne folk. I april 1096 drog folkemængden af sted fra Tyskland og styrede mod rejsens første mål: byen Konstantinopel i Det Byzantinske Rige. Den ligger på den vestlige side af Bosporus-strædet, der er det smalle farvand mellem Europa og Asien.
Folkekorstoget nåede denne by 1. august 1096. På vejen ned gennem Centraleuropa havde det uorganiserede korstog skabt kaos overalt, hvor det kom frem. Mange af folkekorstogets deltagere var forbrydere, der havde fulgt korstoget for at slippe for straf på deres hjemegn, og korsfarerne var berygtede for at plyndre og hærge på vejen mod Jerusalem. Det kom derfor ofte til blodige kampe med lokalbefolkningen. Sygdom og sult var også medvirkende til at tynde ud i korsfarernes rækker, og det var derfor kun en mindre, forhutlet skare, der nåede frem til Konstantinopel.
Peter Eremit og resterne af Folkekorstoget havde stadig Jerusalem som mål, og efter 5 dage i Konstantinopel tog de videre. Korsfarerne blev sejlet over det smalle Bosporus-stræde og kom derefter ind på tyrkisk territorium. De nåede aldrig Jerusalem. 60 kilometer inde på tyrkisk jord blev de angrebet af en slagkraftig tyrkisk styrke, som dræbte næsten alle.
En prinsesse fra Konstantinopel har ført en slags dagbog, hvor hun beskriver det mærkværdige Folkekorstog og det grusomme endeligt, som korstoget fik: "Alle vegne vrimlede det med mennesker, hvis ansigter lyste af fromhed og iver efter at følge himlens veje. Bagved de keltiske krigere (altså kristne stridmænd) så man en uendelig mængde mennesker af folket med deres kvinder og børn, alle med røde kors på skuldrene … Så stor en mængde af gallere og normanner (altså vesteuropæiske folk) faldt for ismaeliternes (tyrkernes) sværd, at da levningerne fra de ihjelslagne mænd blev samlet sammen alle vegne fra, dannede de - jeg vil ikke sige en meget stor høj eller bakke - men et helt bjerg af vældig udstrækning".Hvad skete der under det første Korstog (1096-99)?
Pave Urban II, der iværksatte det første Korstog, mente at korstoget omfattede 300.000 mand, mens andre satte tallet noget lavere. Formålet med korstoget var at sikre betryggende forhold for kristne pilgrimme, der rejste i Det Hellige Land. Man kæmpede for at bringe de hellige byer Jerusalem og Betlehem tilbage på kristne hænder.
I august 1096 stod fem veludrustede europæiske hære klar til afmarch mod Konstantinopel. Da de nåede byen blev de blandt andet mødt af enkelte overlevende fra Folkekorstoget. Korsfarerne blev færget over det smalle stræde ved Bosporus. I de følgende mange måneder udkæmpede korsfarerne en række blodige slag i Mellemøsten, eksempelvis i det nuværende Tyrkiet og Syrien.Tirsdag den 7. juni 1099 ankom de overlevende korsfarere til rejsens hovedmål: byen Jerusalem, der ligger i det nuværende Israel.
Korstogshæren talte nu, ifølge bogen "Korstogene - kristne i krig" (se kilder) ca. 20.000 mand. Man forsøgte at storme byen, men Jerusalem var godt befæstet bag høje og tykke bymure, og korsfarerne måtte indstille sig på at belejre byen i stedet. Korsfarerne gav sig til at konstruere murbrækkere og belejringstårne, der var europæernes foretrukne militære løsninger til at storme en befæstet by.
I mellemtiden skete der, ifølge bogen "Korstogene - idé og virkelighed" (se kilder), noget overnaturligt. En præst havde fået et drømmesyn, hvor han fik fortalt, at korsfarerne skulle gå barfodede i et optog rundt om byens mure. Hvis de gjorde det, ville byen falde i de kristnes hænder inden ni dage. Drømmesynet blev taget meget alvorligt. Det betød, at biskopper, fyrster, riddere, soldater og pilgrimme et par dage efter formede en lang række og bevægede sig rundt om byen i en højtidelig procession. Oppe på byens mure stod Jerusalems muslimske indbyggere og lo af det besynderlige optog. Men drømmesynet viste sig at holde stik, og få dage efter kunne de kristne storme byen med held.
I "Korstogene - idé og virkelighed" (se kilder) beskrives det, hvordan Jerusalems erobring sandsynligvis endte i en vanvittig blodrus. Alle byens indbyggere blev massakreret. Muslimerne på toppen af al-Aqsa-moskeen, der havde overgivet sig, blev hugget ned til sidste mand. Jøderne, der havde søgt tilflugt i byens synagoge, blev brændt ihjel inde i den. Rygterne om de kristnes ufattelige grusomheder spredtes hurtigt i den muslimske verden og var med til at gøde jorden for en samlet indsat mod korsfarerne.
Hvad var Korsfarerstater?
Omkring år 1100 sad korsfarerne på tre såkaldte korsfarerstater i Mellemøsten. Det var:- Fyrstendømmet Antiochia, der ligger på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien.
- Grevskabet Edessa, der ligger i Tyrkiet.
- Kongedømmet Jerusalem, der i dag ligger i Israel.
- Korsfarerborgen Krak des Chevaliers. Borgen ligger
i det vestlige Syrien vest for Homs.
Foto: Polfoto
Antallet af europæere, der havde slået sig ned i korsfarerstaterne, havde i 1187, ifølge "Korstogene - idé og virkelighed" (se kilder), rundet 120.000. Den muslimske befolkning slog alle korsfarerne i hartkorn, og kaldte dem under ét 'frankere' fordi de stammede fra Frankerriget. I dag kender vi landet som Frankrig. Frankerne var dog stadig et mindretal i forhold til den lokale befolkning. Derfor kunne muslimerne ikke undværes som arbejdskraft og handelspartnere. Muslimske købmænd var en af grundene til at flere af kystbyerne i korsfarerstaterne i slutningen af 1100-tallet blomstrede af handel.
Militært set var korsfarerrigerne organiseret efter den feudale model. Feudalismen var med til at befæste korsfarernes stilling i området. Det betød blandt andet, at kongen af Jerusalem forærede jord til sine krigsherrer til gengæld for deres militære støtte. De enkelte krigsherrer forærede noget af jorden til deres riddere med riddernes militære tjenester som modydelse.
Hvad var de kristne ridderordner?
I korstogstiden spillede især to kristne ridderordner en vigtig rolle. Det var 'johannitterordenen' - grundlagt som en slags hospitalsorden á la Røde Kors omkring 1070 - og 'tempelridderne' - der blev stiftet i 1119. Ridderordnerne var ikke korsfarere, men skabt som en slags bevæbnede munkeordener, der havde til opgave at beskytte pilgrimme på vejene i Det Hellige Land.
Medlemmerne af ridderordnerne havde aflagt et løfte om fattigdom, lydighed og kyskhed. De spillede en vigtig rolle i forbindelse med korsfarerstaterne. Ridderordnerne blev en elitestyrke i kampen mod muslimerne, og de overtog efterhånden en stor del af de vigtigste og stærkeste borge i korsfarerstaterne. De havde store indtægter og kunne derfor bedre håndtere opgaverne end staternes lokale baroner.Hvad var den muslimske reaktion på det første Korstog?
Muslimernes stolthed og selvfølelse var blevet voldsomt krænket under det første Korstog, hvor de kristne korsfarere var trængt dybt ind på muslimsk jord og havde erobret store landområder og befolkningsgrupper.I en lang periode efter det første Korstog stod de muslimske folkeslag meget svagt - svækket af indbyrdes magtkampe og splid - og kunne ikke for alvor stille noget op mod de kristne invasionsstyrker. I året 1144 faldt korsfarerstaten Edessa imidlertid efter at have været belejret af den muslimske Imad ed-Din Zinkis hær i fire uger. Med Edessas fald var magtbalancen i området blevet rykket, og der blev gjort klar til et nyt kristent korstog.