Hvordan udviklede København sig under den tidlige industrialisering fra ca. 1850-1900?
Voldanlægget var ikke alene hæmmende for byens udvikling, men med tiden var kanonteknologien også blevet så effektiv, at voldene ikke længere ville kunne beskytte byen. I 1852 blev det tilladt at bygge huse lige uden for voldanlæggene og byportene mistede deres funktion. I 1872 blev voldene endeligt fjernet. Nogle årtier senere anlagdes en ny befæstning et stykke væk fra København i områder, der nu rummer nogle af de nære forstæder til København.
Folk strømmede fra landet til København. I sidste halvdel af det 19. århundred voksede København eksplosivt, og indbyggertallet blev mere end fordoblet til ca. 360.000.
I de nye brokvarterer blev der med lynets hast opført etagebyggerier. En del af disse byggerier blev opført af spekulanter, der ikke bekymrede sig om boligernes kvalitet, og de blev derfor kaldt spekulationsbyggeri. Omkring år 1900 var arbejderkvartererne Nørrebro, Vesterbro og Amagerbro fuldt udbygget, oftest med små tætbefolkede lejligheder. Det gik lidt langsommere på Østerbro, men her blev der til gengæld bygget til borgerskabet i form af boliger af højere kvalitet og langs bredere gader.
Industrialisering betød, at folk strømmede fra landet til København, og indbyggertallet blev fordoblet på bare 30 år fra 200.000 i 1860 til 400.000 i 1890.
Den kraftige befolkningsvækst gjorde ikke noget godt for Københavns sundhed, og problemerne ved den manglende kloakering blev tydelig. Dels i form af kolera og andre sygdomme, og dels fordi hovedstaden stank forfærdeligt, da store dele af spildevandet endte direkte i havnen. De store mængder af stinkende, ubehandlet spildevand i havnen, blev døbt ”den brune fane”, der som et brunt og lugtende bælte strakte sig fra havnen og ud til Køge bugt.
I 1897 vedtog byrådet den ”store Kloakplan”, der med pumper og rørledninger skulle transportere byens spildevand en kilometer ud i Øresund. Samtidig blev det tilladt at tilkoble et vandskyllende toilet til rørnettet mod betaling. Den løbende kloakering af København skulle over de næste 50 år transformere byen til et langt sundere og mindre lugtende sted.
København udviklede sig i denne periode til en rigtig industriby, blandt andet i kraft af store virksomheder som Carlsberg og Burmeister & Wains Maskin- og Skibsbyggeri, der havde tusindvis af ansatte.
Hvordan så industribyen København ud i perioden ca. 1900-1970?
I begyndelsen af det 20. århundred blev Københavns Kommune udvidet, så den kom til at omfatte en stribe landsbyer i det nære opland, og kommunen nåede omtrent sin nuværende udstrækning, der helt omslutter det selvstændige Frederiksberg. Steder som Valby, Brønshøj og Sundbyerne var efterhånden vokset sammen med brokvartererne og udgjorde sammen med den oprindelige fæstningsby et sammenhængende byområde.
København var nu en stor industriby med en udbygget havn og vidtstrakte bydele med etageejendomme. Byen var også centrum for handel og statens administration. Indtil midt i århundredet voksede København hastigt, men siden da aftog væksten i de centrale bydele. Til gengæld fortsatte forstædernes vækst i omegnskommunerne, og man begyndte nu at tale om hovedstadsområdet eller Storkøbenhavn som en betegnelse for hele storbyregionen.
Den københavnske infrastruktur gennemgik en grundig udbygning, primært for at sikre, at vejnettet kunne rumme den stigende privatbilisme. Den første S-toglinje blev åbnet i 1934, og resten af det sjællandske jernbanenet var allerede fuldt udbygget på dette tidspunkt. Omkring S-togsstationerne i Fingerplanens fingre skød der mange steder nye boligområder op med parcelhuse og senere også store sociale boligbyggerier. Det blev nu i stigende grad karakteristisk, at københavnerne boede i forstæderne, men arbejdede i de centrale bydele, og derfor transporterede sig til og fra arbejde med tog, bus eller bil.
Hvordan vi fik velfærdsstaten. RESPEKT - Pia Fris Laneth
Hvad betød afindustrialiseringen for Københavns udvikling i perioden fra 1970-1995?
De foregående årtiers velstandsstigninger blev afløst af nedgangsår i kølvandet på oliekrisen i 1973 (se faktalink-artikel om Historiske kriser). Industrien og det private byggeri led under krisen, hvilket medførte høj ungdomsarbejdsløshed og andre sociale problemer. Befolkningstallet dalede, efterhånden som København mistede en stor del af sin tidligere tiltrækningskraft. Børnefamilier og solide skatteborgere flyttede fra byen, og byen blev i højere grad præget af ældre, studerende og andre borgere på overførselsindkomster. På et tidspunkt blev Københavns Kommune så trængt på økonomien, at den balancerede på fallittens rand.
Det væsentligste nye boligbyggeri var almene boliger, der både blev anlagt i forstæderne, men også fandt plads i sanerede kvarterer mere centralt. Sanering betød, at man rev gamle, utidssvarende boliger ned for at skaffe plads til nye boliger af bedre kvalitet. Den mest omfattende sanering fandt sted i årene omkring 1980 på Indre Nørrebro i kvarteret omkring Blågårds Plads. Før saneringen var kvarteret fyldt med 5-6 etagers spekulationsbyggerier med små lejligheder. Efter saneringen fik kvarteret lavere, ensartede betonbyggerier, og i mange tilfælde også nye beboere. Saneringerne blev heftigt kritiseret for ikke at involvere de lokale indbyggere, og blev i de efterfølgende årtier afløst af andre former for byfornyelse. I stedet for at rive gamle bygninger ned har man satset på at renovere de eksisterende gamle etageejendomme med indlæggelse af fjernevarme bad og nyt køkken. Man har også forsøgt at skabe nye byrum og gennemføre sociale programmer, hvor borgerne er blevet opfordret til at involvere sig i kvarterets sociale liv. Byfornyelsen er senere blevet kritiseret for at have bidraget til de store prisstigninger på københavnske boliger, der har gjort det vanskeligt at finde en bolig, hvis man ikke har høj indkomst.