Baggrund om København

Main image kapitel
København var med 501.158 indbyggere i 2006 landets største by. Inklusiv byområder i nabokommunerne, som er vokset sammen med København (Hovedstadsområdet), havde byen i 2004 1.086.762 indbyggere.
København var med 501.158 indbyggere i 2006 landets største by. Inklusiv byområder i nabokommunerne, som er vokset sammen med København (Hovedstadsområdet), havde byen i 2004 1.086.762 indbyggere.
Foto: Christian Ringbæk / Scanpix

Hvordan afgrænses København?

Københavns fysiske udstrækning kan defineres på en række forskellige måder. De mest almindelige måder at definere byen på er ud fra grænsen for Københavns Kommune og ud fra Danmarks Statistiks definition af byområder.

Københavns Kommune bliver i mange tilfælde omtalt som synonym med København. Ofte inddrages Frederiksberg Kommune, da den ligger som en ø inden i Københavns Kommune. Københavns Kommune havde i 2018 ca. 613.000 indbyggere. Indbyggertallet forhøjes med cirka 105.000, når Frederiksberg Kommune inddrages.

Afgrænsningen ud fra kommunegrænser tager dog ikke højde for, at København som sammenhængende byområde er langt større. Danmarks Statistik bruger en definition af byområder, der siger, at et sammenhængende byområde er et område, hvor der er mindre end 200 meter mellem husene, dog uden at parker og lignende områder medregnes. 

Det sammenhængende byområde København kaldes hovedstadsområdet, eller bare København, og det omfatter 18 kommuner helt eller delvist. Hovedstadsområdet havde i 2019 ca. 1.320.000 indbyggere.

Denne artikel har fokus på de centrale bydele inden for Københavns kommunegrænse, men med relevante afstikkere til omkringliggende kommuner i hovedstadsområdet.

Hvordan styres Københavns byudvikling?

Den overordnede ramme for hele hovedstadsområdets udvikling er den såkaldte Fingerplan, der blev udarbejdet i 1947. På det tidspunkt havde man en forventning om, at der ville ske en stærk byudvikling uden for den gamle befæstede by og dens omkringliggende brokvarter. Denne forventning kom til at holde stik, men i modsætning til mange storbyregioner i andre lande fik man på grund af Fingerplanen en kontrolleret byudvikling, der tilgodeså grønne områder og kollektiv trafik.

Den oprindelige Fingerplan blev aldrig officielt vedtaget, men dens overordnede idé har alligevel påvirket planlægningen i hovedstadsområdet, både lokalt og fra nationalt hold. Hovedtanken i planen var, at København skulle være områdets centrum (håndfladen). Herfra skulle der udgå fem fingre i retning af Køge (tommelfinger), Roskilde (pegefinger), Ballerup (langfinger), Farum (ringfinger) og Hillerød (lillefinger). Imellem fingrene er der landbrug, skov og rekreative arealer, mens den kollektive trafik danner knoglen i midten af hver finger.