Klimapolitikken set fra de enkelte lande

Hvad er de vigtigste forskelle mellem landene?

Selv om klimaforandringer er globale, er der stor forskel på de problemer, der skal løses i de enkelte lande. Man kan skelne mellem landene ud fra deres sårbarhed, deres udledninger og deres økonomi.

Sårbarheden afhænger af geografiske forhold og af samfundets kapacitet til at løse problemerne. For eksempel er lavtliggende områder sårbare over for oversvømmelser, tørre områder er sårbare over for vandmangel og fattige mennesker, der lever af at dyrke et lille stykke jord er sårbare over for fejlslagen høst. Fattige lande mangler midler til at beskytte deres borgere og investere penge i ny, klimavenlig teknologi.

Udledningerne er størst i rige lande med højt forbrug og i lande, der har forældet energiteknologi med lav effektivitet. Men udledningerne vokser mest i udviklingslande med høj økonomisk vækst. Der er også store udledninger i tropiske lande, hvor man rydder regnskov for at sælge tømmer og for at dyrke jorden. 

Hvilken klimapolitik fører de mest sårbare lande?

Selv om de store vækstlande haler ind på de gamle industrilande, er disse dog årsagen til det meste af klimaforandringerne indtil nu. Blandt de rige og gamle industrilande kan man skelne mellem tre typer lande og udviklingsmodeller, som indtil nu har haft indbyrdes meget forskellige holdninger til klimapolitikken:

· I Japan og EU, især Tyskland og Nordvesteuropa, har man længe satset på energieffektivitet, og miljøbevidstheden både blandt politikere og ‘menige’ borgere er høj. Her har klimapolitikken - ligesom i Danmark - fokus på ny teknologi og effektivt samspil mellem offentlig regulering og ændring af befolkningernes adfærd. EU ser sig selv som førende i klimapolitikken både i forhold til den teknologiske udvikling, den interne klimapolitik og de internationale klimaforhandlinger.

· I de forhenværende kommunistiske lande er der større fokus på materiel vækst, og klimapolitik er ofte lavt prioriteret. Ruslands politik er præget af, at landet er storproducent af olie og naturgas. Desuden fik Rusland og Ukraine tildelt rettigheder til store udledninger af drivhusgasser i Kyoto-protokollen. Det skyldes, at protokollen tager udgangspunkt i året 1990. Derfor er deres klimapolitik præget af interessen i at sælge kvoter til lande, som har svært ved at indfri deres forpligtelser, eksempelvis Japan.

· USA, Canada og Australien har i særklasse verdens højeste udledninger per indbygger - op mod 20 tons om året. Det er dobbelt så meget som europæerne og japanerne. En del af forskellen skyldes, at landene har stort transportbehov og megen tung industri, eksempelvis minedrift. Men en væsentlig del af forskellen er endvidere, at landene har vænnet sig til højt forbrug af billig og rigelig energi. Store biler og højt forbrug er en del af mange amerikaneres livsstil. En vigtig del af den amerikanske klimapolitik sigter derfor på at ændre befolkningens holdning til dette storforbrug og anspore den til at tage de nye, mere klimavenlige teknologier til sig, for eksempel energieffektive biler og bygninger, vindmøller og solenergi. Alle tre lande er ved at lægge kursen om. Fortidens modvilje mod internationale klima-forpligtelser er afløst af en vilje til at gennemføre en teknologisk omstilling og vise lederskab i den internationale klimapolitik. 

Hvilken klimapolitik fører de store vækstlande?

Store vækstlande som Kina, Indien, Indonesien og Brasilien har små udledninger per indbygger i sammenligning med de rige lande. Men udledningerne i disse lande er årsag til en stor del af den globale opvarmning, alene på grund af befolkningernes enorme størrelse.

Der er stort fokus på vækst i disse lande - både i form af materiel fremgang og bedre energiforsyning. Udfordringen er, at landene ofte vælger de enkleste og billigste løsninger. Når elektricitetsforsyningen skal udviddes, bliver det ofte med kulfyrede kraftværker af ældre model. Den materielle fremgang kan især ses i det enorme boom i salg af biler – og her er det ofte af biler, der ikke er særlig energieffektive.

Alle disse lande har nationale planer med målsætninger om at begrænse mængden af energiudledning. For eksempel har mange lande planer om en mere effektiv udnyttelse af energien, mere vedvarende energi og bedre forvaltning af skovene. Men så længe udledningen per indbygger er langt højere i de rige lande, vil de store vækstlande ikke forpligte sig til en klimapolitik, der begrænser deres muligheder for vækst, fremgang og bekæmpelse af fattigdom, erklærer de.

Kina har en særstilling. Den hastige økonomiske udvikling har gjort landet til ‘verdens fabrik’ med verdens største udledninger af CO₂ og andre drivhusgasser, selv om udledningen per indbygger fortsat kun er en fjerdedel af de tilsvarende udledninger i USA. Kina har store miljøproblemer (luftforurening og vandforurening) og er sårbar over for klimaforandringer (tørke, vandmangel, oversvømmelser). Regeringen har lagt ambitiøse planer for at forbedre energiudnyttelsen, rejse skove og anvende fornyelige energikilder. Og planerne bliver fulgt. Kina sigter efter at blive verdens førende i produktion og salg af ‘grøn teknologi’ som for eksempel vindmøller, solceller og elbiler. Men samtidig er der et stort efterslæb, fordi Kinas planøkonomi oprindelig fulgte den sovjetiske model, der er kendetegnet ved et højt forbrug af energi og andre ressourcer per produceret enhed. Mange af de gamle fabrikker, anlæg og bygninger trænger til forbedringer. Også fra de nye kraftværker er der store udledninger, dels fordi effektiviteten er forholdsvis lav, dels fordi de hovedsagelig anvender kul som energikilde. 

Hvilken klimapolitik fører de rige og gamle industrilande?

Selv om de store vækstlande haler ind på de gamle industrilande, er disse dog årsagen til det meste af klimaforandringerne indtil nu. Blandt de rige og gamle industrilande kan man skelne mellem tre typer lande og udviklingsmodeller, som indtil nu har haft indbyrdes meget forskellige holdninger til klimapolitikken:

· I Japan og EU, især Tyskland og Nordvesteuropa, har man længe satset på energieffektivitet, og miljøbevidstheden både blandt politikere og ‘menige’ borgere er høj. Her har klimapolitikken - ligesom i Danmark - fokus på ny teknologi og effektivt samspil mellem offentlig regulering og ændring af befolkningernes adfærd. EU ser sig selv som førende i klimapolitikken både i forhold til den teknologiske udvikling, den interne klimapolitik og de internationale klimaforhandlinger.

· I de forhenværende kommunistiske lande er der større fokus på materiel vækst, og klimapolitik er ofte lavt prioriteret. Ruslands politik er præget af, at landet er storproducent af olie og naturgas. Desuden fik Rusland og Ukraine tildelt rettigheder til store udledninger af drivhusgasser i Kyoto-protokollen. Det skyldes, at protokollen tager udgangspunkt i året 1990. Derfor er deres klimapolitik præget af interessen i at sælge kvoter til lande, som har svært ved at indfri deres forpligtelser, eksempelvis Japan.

· USA, Canada og Australien har i særklasse verdens højeste udledninger per indbygger - op mod 20 tons om året. Det er dobbelt så meget som europæerne og japanerne. En del af forskellen skyldes, at landene har stort transportbehov og megen tung industri, eksempelvis minedrift. Men en væsentlig del af forskellen er endvidere, at landene har vænnet sig til højt forbrug af billig og rigelig energi. Store biler og højt forbrug er en del af mange amerikaneres livsstil. En vigtig del af den amerikanske klimapolitik sigter derfor på at ændre befolkningens holdning til dette storforbrug og anspore den til at tage de nye, mere klimavenlige teknologier til sig, for eksempel energieffektive biler og bygninger, vindmøller og solenergi. Alle tre lande er ved at lægge kursen om. Fortidens modvilje mod internationale klima-forpligtelser er afløst af en vilje til at gennemføre en teknologisk omstilling og vise lederskab i den internationale klimapolitik.