Baggrund

Hvad er drivhuseffekten?

Drivhuseffekten består i, at atmosfæren holder på Jordens varme, ligesom glasset holder på varmen i et drivhus. De luftarter, der holder på varmen, kaldes drivhusgasser. Solens stråler passerer igennem dem og varmer Jorden op. Jorden afgiver varme i form af usynlig infrarød stråling. Men en stor del af disse varmestråler bliver kastet tilbage mod Jorden igen, hvis de rammer molekyler af drivhusgasser.

Uden drivhuseffekten ville temperaturen ved Jordens overflade i gennemsnit være 33 grader koldere. Livet, som vi kender det, ville ikke være muligt.

Men nutidens problem er det modsatte: Drivhuseffekten er forstærket på grund af menneskets aktiviteter. De vigtigste menneskeskabte drivhusgasser er CO₂ (kuldioxid, kultveilte) og CH₄ (metan). Altså kulstof bundet til ilt eller brint.

Andre drivhusgasser er lattergas (N₂O), freon og andre luftarter som udledes fra industrien. 

Hvad er kulstof-kredsløbet?

Alle levende organismer indeholder kulstof. Planterne optager CO₂ fra luften. Ved hjælp af energien i sollyset binder de kulstoffet og udskiller ilt. Havene opsuger også CO₂.

Når organisk materiale nedbrydes, enten det brænder eller rådner eller bliver spist, sker det modsatte: Den energi, der er lagret i det, bliver frigjort i en forbrændingsproces, hvor ilt opsuges og CO₂ udledes. Visse bakterier kan nedbryde biomasse uden ilt. De frembringer i stedet metan, CH₄. Det sker for eksempel i sumpe, på lossepladser og i maven på drøvtyggere.

Kul, olie og naturgas kaldes fossile brændsler. De stammer fra alger og andre planter, der voksede og optog kulstof for millioner af år siden. Når mennesker brænder dem af, påvirkes nutidens kulstofkredsløb.

Store mængder kulstof er også bundet i skovene og jordbunden. Det udledes som CO₂ hvis skovene ryddes og hvis jorden dyrkes særlig intensivt så humusindholdet falder.

Øget kvægdrift har stor virkning på klimaet, fordi metan fra drøvtyggernes maver har en kraftig virkning som drivhusgas. En omlægning af verdens kostvaner til mindre kød og flere grøntsager vil gavne klimaet. 

Hvor stærkt vokser drivhuseffekten?

Koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren måles i ppm, dvs. parts per million (antallet af molekyler pr. million i tør luft). Før industrisamfundenes forbrug af kul og olie tog fart, var det naturlige indhold af CO₂ i atmosfæren mindre end 280 ppm. I dag er tallet steget til 387, og koncentrationen vokser med mere end 2 ppm om året.

Sammenlignet med Jordens historie er det en dramatisk forandring. Fra de små bobler i borekerner af ældgammel indlandsis ved vi, at nutidens koncentration af drivhusgasser i atmosfæren er den højeste i 650.000 år.

Hvert år udleder mennesker nu mere end 50 milliarder tons drivhusgas. Tre fjerdedele er CO₂. Resten er metan, lattergas og andre drivhusgasser. De omregnes til CO₂-ækvivalenter i forhold til deres drivhuseffekt.

Denne udledning er langt mere end planterne og havene kan optage. Da CO₂ ikke forsvinder af sig selv, vil den globale opvarmning fortsætte, indtil udledninger og optag igen bliver lige store. Først da kan klimaet stabiliseres - på et varmere niveau, ved en højere koncentration af drivhusgasser (flere ppm).

Selv efter en sådan stabilisering, vil virkningerne af klimaforandringerne fortsætte langt ud i fremtiden. For eksempel tager det flere hundrede år før varmen ved havenes overflade har spredt sig til havenes bund. I al den tid vil vandstanden blive ved med at stige, fordi vand fylder mere, jo varmere det er. 

Hvad er FN’s klimapanel?

Drivhuseffektens betydning har været kendt siden 1800-tallet. I 1896 vurderede den svenske forsker Svante Arrhenius, at hvis atmosfærens koncentration af CO₂ blev fordoblet, ville det føre til en global temperaturstigning på 5-6 grader. Men mange mente, at havene sikkert ville opsuge den ekstra CO₂. Andre sagde, at et varmere klima kun var en fordel. Først i 1980’erne begyndte de skræmmende perspektiver i en menneskeskabt klimaforandring at gå op for forskere og politikere.

I 1989 blev FN’s klimapanel, IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change), dannet, efter opfordring fra FN’s Generalforsamling. Panelet er et samlende forum for flere tusinde forskere. Det har til opgave at give videnskabelig oplysning om klimaproblemerne til verdens beslutningstagere. Cirka hvert femte år udgiver panelet en stor rapport, der samler og vurderer resultaterne af klimaforskningen i hele verden. Rapporternes sammenfatninger er godkendt linje for linje, både af uafhængige forskere og af regeringernes egne eksperter. 

Hvad er FN’s Klimakonvention?

I 1992 blev FN’s rammekonvention om klimaforandring godkendt på verdensmødet om miljø og udvikling i Rio de Janeiro. Næsten alle lande i verden - i alt 192 parter - har tilsluttet sig denne internationale traktat.

Traktatens mål er at ”forhindre farlig menneskeskabt klimaforandring”. Det vil sige at koncentrationen af drivhusgasser skal stabiliseres på et niveau der gør det muligt for økosystemerne at tilpasse sig naturligt til klimaforandringerne, sikrer fødevareproduktionen og muliggør en bæredygtig økonomisk udvikling.

Traktaten fastslog princippet om ”fælles men differentieret ansvar”: Alle lande skal begrænse deres udledninger, men de gamle industrilande, som især er årsag til klimaforandringerne, skal gå foran. I traktaten står der, at disse lande vil begrænse deres udledninger til 1990-niveau i år 2000. De gamle industrilande lover også at finansiere tilpasning til det forandrede klima og overførsel af klimavenlig teknologi til udviklingslandene. 

Hvad er Kyoto-protokollen?

Hurtigt blev det klart, at de frivillige tilsagn ikke var nok. Derfor begyndte en gruppe lande at arbejde på en tilføjelse til traktaten. Resultatet blev Kyoto-protokollen fra 1997. Den forpligter de gamle industrilande til at begrænse deres udledninger. USA har dog ikke tiltrådt aftalen.

I gennemsnit skal de forpligtede lande formindske deres udledninger med 5 procent i årene omkring 2010 (2008-2012) sammenlignet med basisåret 1990. Tanken var så, at loftet over udledningerne skulle sænkes hvert femte år, og at flere lande efterhånden skulle forpligtes.

EU har påtaget sig at reducere sine udledninger med 6 procent. Byrden er fordelt sådan at nogle EU-lande (f.eks. Tyskland og Danmark) skal reducere væsentligt mere end de seks procent, mens andre (f.eks. de sydeuropæiske lande) kan forøge deres udslip.

Kyoto-protokollen bygger i høj grad på markedsmekanismen. Landene kan handle indbyrdes med deres udledningstilladelser. De kan også erhverve udledningstilladelser ved at gennemføre projekter som reducerer udledningerne i andre lande. For eksempel har Danmark erhvervet udledningstilladelser ved at finansiere bedre energieffektivitet og udnyttelse af træaffald i Rumænien. Formålet med denne kvotehandel er at få gennemført reduktionerne dér, hvor de kan opnås billigst og mest effektivt.