Kanon med danske briller

Hvordan er den danske kanontradition?

: N.F.S. Grundtvig. Årstal ukendt. Foto: Polfoto

Den danske litteraturhistorie- og kanontradition har i hovedtræk fulgt det internationale billede, som er optegnet i Del 2. I denne tredje del skal der ses mere specifikt på den danske kanontradition, som den har taget sig ud i sidste halvdel af det 20. århundrede.

Hvis man studerer læreplaner for folkeskolerne og gymnasieskolerne, kan man få den opfattelse, at kanon ikke har spillet en rolle i en dansk kontekst siden 1968. Men fraværet af en officielt formuleret kanon er ikke ensbetydende med, at der ikke har eksisteret en i praksis, så i de følgende afsnit vil kanontraditionen blive fulgt frem til 2005.

Hvordan så kanon ud frem til 1968?

Ifølge "Dansk litteraturs kanon" (se kilder), var kanonlisten:

En gammelnordisk tekst
En folkevise
En tekst fra det 17. århundrede
Holberg (større eller mindre tekst)
Ewald
Oehlenschläger
Grundtvig
H.C. Andersen
En forfatter fra romantismen
Paludan-Müller eller Kierkegaard
Georg Brandes, Bang eller Pontoppidan
Johs. V. Jensen eller Andersen Nexø
1914-40, 1940-1967

Hvordan tog kanondebatten sig ud anno 1968-1990?

Siden '68 har det været op til den enkelte lærer at udvælge de tekster, han/hun vil undervise i. At der ikke eksisterede en officiel kanon betød dog ikke, at en dansk litterær kanon ikke har været drøftet. For eksempel opstod der livlige debatter hver gang en litterær antologi blev udgivet – om hvilke forfattere, der er med, hvilke der ikke er, og hvorfor.

Hvordan tog kanondebatten sig ud i 1990'erne?

I begyndelsen af 90'erne blomstrede kanondebatten for alvor op efter mange år i dvale. Det var der i hvert fald fire åbenlyse årsager til:

Dels havde en kanondebat hersket i den vestlige verden, og i særdeleshed i USA, i en årrække, og dens røster har formentlig påvirket den danske offentlighed.
Dels var den (som med Harold Blooms værk) en reaktion mod tendensen til alene at fokusere på minoriteternes litteraturhistorie.
Dels havde det danske uddannelsessystem og den offentlige værdidebat i mange år været præget af venstrefløjsværdier, og da Danmark havde en liberal regering, var der også et politisk ideologisk projekt i at argumentere for den klassiske dannelse.
Og dels dukkede kanondebatten op som et resultat af ændrede fysiske forudsætninger for danskundervisningen.

Alt i alt betød det, at resultatet for litteraturundervisningen var to modsatrettede tendenser: én, der gik på individuelle litteraturlister stykket sammen af en masse kopier, og én, der slog sig til tåls med markedets smalle tekstmuligheder. Ingen af delene var optimale for litteraturundervisningen. Det mente i hvert fald ikke den daværende borgerlige undervisningsminister, venstremanden Bertel Haarder. Derfor nedsatte han i efteråret 1992 et kanonudvalg, og i det følgende afsnit bliver der set nærmere på dette udvalgs opgave samt dets løsningsforslag.

Hvilken opgave fik kanonudvalget 1992?

Kanonudvalget bestod af syv personer i alt, og det havde dr. phil. Hans Hauge som udvalgsformand. Bertel Haarder stillede den opgave til udvalget, at det skulle komme med bud, ikke påbud, på indholdet af litteraturundervisningen i danskfaget i folkeskolen og ungdomsuddannelserne (det vil sige gymnasierne, handelsskolerne, de tekniske skoler med mere). Formålet var således ikke at definere og implementere en fast kanon for undervisningen, men ifølge "Dansk litteraturs kanon" (se kilder) var det i stedet at "skabe et grundlag for en offentlig debat om undervisningen i dansk litteratur i hele skolesystemet". Formålet var heller ikke at argumentere for litterær dannelse, men i stedet var det at argumentere for god undervisning, der både evnede at gå i dybden med tekster og at skabe et historisk overblik.

Kanonudvalget afholdt i alt 15 møder i årene 92-94, hvorefter dets rapport i form af et samlet bud blev udgivet som bogen "Dansk litteraturs kanon".

Hvad var 'den lille kanon'?

Først og fremmest var der 'Den lille kanon', som hed den lille, selvom den egentlig var den overordnede. Den bestod af 21 navne, som var nærmest enslydende med det pensum, der allerede blev undervist i på skolerne. For som udvalget argumenterede i "Dansk litteraturs kanon" (se kilder): "Ser man på hvad der rent faktisk læses i gymnasiet, ifølge pensumindberetninger og eksisterende undersøgelser, så findes der allerede en kanon i gymnasiet. Man kan kalde denne kanon for den empiriske kanon, den gennemsnitlige praksis. Kanon i denne forstand er ikke en ufravigelig pensumliste, men en uudtalt pensumliste som undergår stadige, men forbavsende få og langsomme ændringer."

Det var ikke meningen, at de 21 navne skulle give et dækkende billede af den samlede danske litteratur, men de var en kerne, en 'rød tråd', i dansk litterær tradition.

Folkeviser
Leonora Christina
Thomas Kingo
Ludvig Holberg
Brorson
Johannes Ewald
Baggesen
Adam Oehlenschläger
Staffeldt
N.F.S. Grundtvig
B.S. Ingemann
St. St. Blicher
H.C. Andersen
Kierkegaard
Goldschmidt
J.P.Jacobsen
Herman Bang
Henrik Pontoppidan
Sophus Claussen
Johs. V. Jensen.

Hvad var 'den store kanon'?

Dernæst var der 'Den store kanon', som bestod af 100 hovedværker. Udvalget skrev i "Dansk litteraturs kanon" (se kilder), at "De fleste kan diskuteres og udskiftes med noget der ligner eller som har samme kvalitet." De 100 værker var altså igen tænkt som inspiration til lærerne. De var udvalgt på baggrund af konsensus blandt udvalgets medlemmer, der baserede deres litteraturvalg på litterær kvalitet, repræsentativitet for den litterære tradition fra middelalderen og frem til 1960 og på læselighed for aldersgrupperne 16-17-årige.

Hvad var baggrunden for det nye kanonudvalg 2004?

Debatten blev konkret sat i gang januar 2004, hvor Danmarks på det tidspunkt eneste børnelitteraturprofessor, Torben Weinrich, skrev et indlæg i tidsskriftet "Nedslag i Børnelitteraturforskningen" (se kilder). Her foreslog han, at Danmark skulle danne en officiel kanon over børnelitteratur, som alle elever skulle stifte bekendtskab med på grund af værkernes kvalitet og betydning.

Weinreich mente, at litterære kanoners svære vilkår i Danmark hang sammen med danske skolers og læreres tradition for høj selvstændighed. I Danmark er det som før nævnt kutyme, at politikerne udstikker rammerne, mens de konkrete valg træffes lokalt på de enkelte skoler, men ifølge Weinrich er en litterær kanon for undervisningen ikke i strid med denne tradition.

Kort efter kom resultatet i form af et kontant svar fra den daværende venstrepolitiske undervisningsminister. Ulla Tørnæs annoncerede nemlig 3. februar 2004, at hun havde nedsat et kanonudvalg, som havde til målsætning at skabe en vejledende liste over centrale danske forfatterskaber, elever i folkeskolerne og gymnasieskolerne burde stifte bekendtskab med. Som udgangspunkt var det altså ikke meningen, at kanon skulle være et fast pensum i skolerne, i stedet skulle den fungere som inspirationskilde for lærerne og for litterært interesserede.

Hvad var kanonudvalgets argumenter for kanon?

Kanonudvalget argumenterede med, at danskfaget er et kulturbærende skolefag, hvis væsentlige opgave er at gøre både den samtidige og den ældre litteratur til en del af elevernes bagage. At læsning af en kanon medvirker til at udvikle elevernes omverdensforståelse og kendskabet til menneskers vilkår op gennem historien, både her og i andre kulturer. Ifølge kanonudvalget er det vigtigt med mellemrum at drøfte, hvilken litteratur der er vigtigere end anden, og det fremstod tydeligt af udvalgets argumentation, at det især er i historisk usikre tider, at en sådan drøftelse er væsentlig.

Udvalget byggede sin argumentation op omkring en sikring af god undervisning, der skal danne basis for en opdragelse og en udvikling af danske børn og unge med kendskab til nationalhistorisk baggrund, og som samtidig er i stand til at se den nationale historie i forhold til verdenshistorien.

Hvad var resultatet af kanonudvalgets arbejde 2004?

Rapporten bestod af tre forskellige lister:

Dels af en obligatorisk liste bestående af 14 forfatterskaber og et emne, som skulle være fælles for både folkeskoler og gymnasieskoler.
Dels af to tillægslister med 12 forfatterskaber og en genre, én liste for folkeskolerne og én for gymnasierne.

De to tillægslister var tænkt som anbefalingslister, altså som vejledende lister for lærerne. Argumentet for at opdele i obligatoriske og anbefalelsesværdige lister lød, at nogle forfatterskaber simpelthen er uomgængelige, mens andre varmt kan anbefales.

Listerne så ud som følger:

Fælles kanon:

Folkeviser
Ludvig Holberg
Adam Oehlenschläger
N.F.S. Grundtvig
Steen Steensen Blicher
H.C. Andersen
Herman Bang
Henrik Pontoppidan
Johannes V. Jensen
Martin Andersen Nexø
Tom Kristensen
Karen Blixen
Martin A. Hansen
Peter Seeberg
Klaus Rifbjerg

Tillægslisten til folkeskolen:

Danske folkeeventyr
Johan Herman Wessel
B.S. Ingemann
Christian Winther
Jeppe Aakjær
Thøger Larsen
H.C. Branner
Egon Mathiesen
Halfdan Rasmussen
Tove Ditlevsen
Benny Andersen
Cecil Bødker
Ole Lund Kierkegaard

Tillægslisten til de gymnasiale uddannelser:

Sagaer
Thomas Kingo
H.A. Brorson
Johannes Ewald
Emil Aarestrup
Søren Kierkegaard
Henrik Ibsen
J.P. Jacobsen
Sophus Claussen
Hans Kirk
Villy Sørensen
Inger Christensen

Hvordan blev udvalgets kanon modtaget af undervisningsministeren?

Efter at undervisningsministeriet havde modtaget kanonudvalgets rapport, blev der den 23. september 2004 afholdt et pressemøde, hvor formand Jørn Lund og minister Ulla Tørnæs fremlagde rapporten. Her proklamerede Tørnæs, at hun havde ændret holdning til kanon. Selvom hun som udgangspunkt havde ment, at kanonudvalgets arbejde skulle være inspiration for lærerne og udgangspunkt for en debat, så annoncerede hun nu, at hun ville kvittere for udvalgets velargumenterede og klare anbefaling ved at indføre den fælles kanon i grundskolen og på de gymnasiale uddannelser per august 2005. Ifølge ministeren kunne den givne kanon både sikre den danske litteraturarv og samtidig respektere lærernes ansvar for tilrettelæggelsen af undervisningen. "Udvalget er for mig at se tydelig i sin indstilling og har givet et meget klart bud på, hvordan både litteraturarven og metodefriheden kan gå hånd i hånd. Det hilser jeg velkommen.", sagde ministeren ifølge pressemeddelelsen "Fælles kanon for gymnasiet og folkeskolen" (se kilder).

Hvilke forfattere blev læst i 9. klasse i 2003?

Ifølge rapporten: "Evaluering af folkeskolens prøver 2004" (se kilder), var følgende forfattere de mest læste:

H.C. Andersen
Tove Ditlevsen
Benny Andersen
St. St. Blicher
Diverse folkeeventyr
Klaus Rifbjerg
Folkeviser
Henrik Pontoppidan
Anders Bodelsen
Cecil Bødker
Naja Marie Aidt
Dan Turèll
Hanne Vibeke Holst
Adam Oehlenschlager
Svend Åge Madsen
Martin Andersen Nexø
Michael Strunge
Herman Bang
Johannes V. Jensen
Kim Fupz Aakeson

Hvad fortæller pensum fra 2003 om kanon?

Som det ses af listen, er der mange gengangere mellem denne og såvel kanonudvalgets fælles kanonliste som tillægslisten til folkeskolen. Det betyder, at indføringen af kanon ikke har den store indflydelse på det pensum, eleverne får serveret. For flertallet af eleverne betyder indførelsen af kanon blot, at de er forsikret en introduktion til kanonforfatterskaberne. Hvis man desuden sammenligner kanonlisten anno 2004 med kanonlisten for gymnasiet fra 1968, så er der også her flere gengangere, så igen kan man argumentere for, at indføringen af kanon blot giver øget åbenhed omkring en kanon, som allerede eksisterede.

Hvad er kanon for litteratur?

To år efter den fælles kanon for folkeskolen og gymnasiet var blevet indført som fast pensum i skolen, introducerede Kulturministeriet en alternativ kanon bestående af 12 litterære værker, kaldet Kanon for Litteratur. Det er et udvalg af fem forfattere og litteraturhistorikere, der står bag listen, og den henvender sig til alle danskere.

Kanonudvalget for Litteratur, som udvalget hedder, har udvalgt de 12 litterære værker og forfattere ud fra følgende kriterier:

er af høj kunstnerisk kvalitet
spås en fremtid som levende og værdifuld litteratur
repræsenterer tradition, oplevelse og holdbarhed
er skabt ved original og dristig kunstnerisk indsats
giver referencepunkter i et moderne globaliseret vidensamfund

På deres litterære kanonliste går flere forfattere igen fra den fælles kanon – blandt andre H.C. Andersen, Henrik Pontoppidan, Klaus Rifbjerg og Johannes V. Jensen. På Kanon for Litteratur optræder tre kvindelige forfattere mod en enkelt på den fælles kanonliste. De kvindelige forfattere på listen er kongedatteren Leonora Christina, Karen Blixen og Inger Christensen.

Udvalget begrunder deres valg af forfattere og værker med, at ”smag faktisk lader sig diskutere. Vi har peget på værker, der har vist sig slidstærke i den kulturelle diskussion (…) Den (kanonlisten, red.) er ikke tvang og tyggemad, men et tilbud til befolkningen,” står der på hjemmesiden, hvor man også kan se hele kanonlisten (se kilder).

Hvad er indvandrerkanonen?

Som en reaktion på, at den litterære kanon udelukkende fokuserede på dansk litteratur, besluttede Gyldendal og Dansk Flygtningehjælp at indgå et samarbejde om en indvandrerkanon. Det har resulteret i undervisningsbogen “Verdenshistorier – en alternativ kanon” (se kilder), der udkom i februar 2009, og som er tænkt som et bidrag til danskundervisningen i folkeskolens ældste klasser. Bogen består af 12 skønlitterære tekster fra de største flygtninge- og indvandrergrupper i Danmark, nemlig Afghanistan, Bosnien-Hercegovina, Irak, Iran, Kroatien, Pakistan, Serbien, Somalia, Sri Lanka, Tyrkiet samt kurdere og palæstinensere. I forbindelse med udgivelsen udtalte Gyldendals redaktør Karen Dinesen i artiklen “Ny kanon sparker gang i kulturkampen” (se kilder), at: ”Vores kanon åbner sig i stedet for at lukke sig om sin egen kultur, som Kulturministeriets kanon gjorde.”