Hvem er julemanden?
Julemanden opfattes i dag som en skikkelse, der bringer julegaver til børnen, stammende fra en katolsk forestilling om, at børnenes helgen Sankt Nikolaus bringer gaver til artige børn, mens de vanartede får smæk af hans ledsager.
Vore dages julemand stammer fra en figur, der kom ind i den danske jul i slutningen af 1800-tallet fra den engelsktalende verden, først og fremmest fra England og USA. Her hedder julemanden Santa Claus, som er en direkte påmindelse om julemandens ophav, nemlig den græske helgen Sankt Nikolaus. Historien om julemanden tager udgangspunkt i legenderne om den hellige Nikolaus, der gennem tiden og via forskellige miljøer er blevet omdannet til et symbol og en markedsføringsfigur for børn og forretningsfolk.
Der findes kun få historiske oplysninger, men til gengæld en række legender om Nikolaus, der siden sin samtid har været en af de mest beundrede helgener i både det græsk-katolske Østeuropa og det romersk-katolske Vesteuropa. I de kirkelige arkiver er der kun sparsomme optegnelser, og biskop Nikolaus har heller ikke selv efterladt skriftligt materiale (1,2)
Hvem var biskop Nikolaus?
Sankt Nikolaus levede cirka år 270-342 i det nuværende Tyrkiet. Han blev født i en kornhandlerfamilie i byen Patara, hvor han også voksede op. Han blev senere biskop i byen Myra i det sydvestlige Lilleasien. Under forfølgelserne af de kristne i årene 303-313 sad blev han kastet i fængsel. Ved hans død lagde menighedens medlemmer hans lig i en sarkofag, som de skjulte i en grotte uden for byen. Længe før Nikolaus blev helgenkåret i år 655 var graven et berømt valfartssted. Et par hundrede år efter hans død begyndte der at flyde velduftende og helbredende olier fra hans sarkofag, og tusinder af troende rejste til Myra for at få en flaske af de kostbare dråber med hjem.
Man mente, at helgenens knogler havde helbredende virkning, og virkeligheden var nok, at foretagsomme folk hældte olie ned i sarkofagen for at opsamle og sælge den olie i dyre domme, der løb ud gennem et hul i bunden.
Allerede i 900-tallet var den hellige Nikolaus blevet umådelig populær, og der fandtes adskillige kirker, der var indviet til hans ære. I 1087 brød nogle italienske købmænd sarkofagen op og bortførte det meste af indholdet, som de sejlede til hjembyen Bari. Her forklarede de biskoppen, at de havde reddet Nikolaus' jordiske rester fra forfald, og fremover måtte pilgrimsrejsende tage til Bari for at få hjælp fra den hellige mands relikvier.
I de næste århundreder dukkede der et utal af kloster, kirker, altre og stiftelser op, som alle var helliget Nikolaus. Således var der rundt omkring i Vesteuropa mere end 2.000 Nikolaj-kirker, da reformationen tog sin begyndelse omkring år 1508. I Danmark fandtes der cirka 75 kirker til Nikolaus' ære, og kong Erik Ejegods første pilgrimsrejse gik til Bari i år 1098, kun få år efter bortførelsen af sarkofagen fra Myra (1,2)
Nikolaus-kult
I middelalderen forsvandt relikvierne af den hellige Nikolaus; men på museet i den tyrkiske by Antalya kan man den dag i dag se de knoglestumper, der var tilbage i sarkofagen efter at selve skelettet var blevet bortført af de italienske købmænd.
Fælles for legenderne om den hellige mand er, at han pludselig viser sig, når mennesker er i virkelig nød og i sådanne situationer optræder som den store hjælper og velgører. Dyrkelsen af ham spredte sig til Vesteuropa i det 9. århundrede, og han blev udnævnt som skytshelgen for flere lande og forskellige erhvervsgrupper. På grund af sin mirakuløse redning af mange søfolk regnes han for søfolkenes skytshelgen. Han har også hjulpet mange børn i ulykkelige sitiuationer og tilbedes derfor også som børnenes og de unges beskytter, ligesom han er jomfruernes helgen.
Det fortælles, at en nabo til den hellige mand var så fattig, at han kun kunne redde sig ud af elendigheden ved at sælge sine tre unge døtre til bordellet. Tre nætter i træk kastede Nikolaus en pung med guld ind ad vinduet til familien og reddede på denne måde pigerne fra en grum skæbne.
Der findes en lang række andre fortællinger om, hvordan Nikolaus optrådte som den forklædte eller den usete hjælper. Det er imidlertid kun i legenden om den fattige mand og hans tre døtre, at han kommer med noget, der kan minde om julegaver (1,2)
Hvad var børnenes biskop?
I kirken blev den hellige Nikolaus fejret med en messe på sin helgendag den 6. december. Jesu fødsel fejredes med Kristmessen den 25., og den 28. fejrede man en messe, der var lige så stor som Nikolaus-messen, nemlig "De uskyldige børns dag". Denne messe blev fejret for at mindes den romerske statholder Herodes' drab på alle nyfødte drengebørn i Betlehem i forsøget på at komme truslen fra det nyfødte Jesusbarn til livs. På denne dag lavede man løjer i stil med vore dages aprilsnar og spiset kager af form som knogler.
På klosterskolerne fik børnene ofte lov til at gøre, hvad de ville på denne dag, og de voksne måtte så finde sig i, hvad børnene kunne finde på. I Schweiz var det allerede i 900-tallet almindeligt, at børnene spærrede de voksne inde på skolen, og de blev først lukket ud igen, når de havde frikøbt sig med gaver. Oprindeligt fik børnene en særlig mønt, der blev præget til lejligheden; men efterhånden blev det til rigtige penge eller smågaver. I 1200- og 1300-tallet fik kirkernes messe- og kordrenge og børnene i klosterskolerne Nikolaus-gaver, og med udgangspunkt i den tradition blev det almindeligt, at Nikolaus selv var den rette til at uddele gaverne.
Også i kirken fik børnene lov at bestemme: De fik selv lov til at lede dagens messe og vælge deres egen biskop, der blev indsat i embedet på behørig vis. Efterhånden som den kirkelige Nikolaus-fest udviklede sig til en almindelig skolefest, fik alle børnene gaver, og gaveuddelingen skete i forbindelse med skoleårets afslutning. Klosterskolerne holdt eksamen på Nikolaus' helgendag, og det blev almindeligt at klæde sig ud som en gammel mand i bispedragt. Så gik eller red man rundt og eksaminerede børnene i kristendomskundskab. Bagefter delte Nikolaus gaver ud til de flittige og artige elever, mens de dovne fik straf eller skældud.
Efterhånden blev messen og løjerne så stort et arrangement, at man besluttede sig til at flytte det til Nikolaus' egen dag den 6 december. Det skete blandt andet i Frankrig i 1300-tallet og bredte sig til Norditalien, Tyskland, Belgien, Holland og England. Nogle steder fik børnebispen lov til at fungere i hele juletiden frem til helligtrekonger den 6. januar.
I Sydtyskland omtaler kilder i 1400-tallet en nyere tradition, nemlig at Nikolaus også dukker op rundt om i de private hjem. For at påkalde sig Nikolaus' opmærksomhed satte børnene et skib frem, som Nikolaus kunne lægge sine gaver i. Først fra 1500-tallet omtales skikken med, at nogen klædte sig ud som den hellige Nikolaus, der går rundt fra dør til dør og lægger små gaver i små skibe af papir eller træ, i sko eller små kurve, der var sat uden for døren.
Først omkring reformationstiden har denne tradition fundet folkelig udbredelse i Europa. Set fra en religiøs og kirkelig synsvinkel kom skikken således for sent til Danmark til at slå igennem. På den tid var der ingen her, der ville finde på at klæde sig ud som katolsk helgen og dele gaver ud, samtidig med protestantismens afstandtagen fra Romerkirken (1,2)
Andre julemænd
Med den store europæiske udvandring til Nordamerika i 1600-tallet medbragte de forskellige befolkningsgrupper naturligvis deres hjemlige skikke og traditioner. I Holland hed Sankt Nikolaus "Sintaklaas", og han fulgte med de hollandske emigranter til det nye land. I 1600- og 1700-tallet smittede traditionen så meget af på de øvrige indvandrergruppers juletraditioner, at han blev udgangspunktet for den fælles-amerikanske Santa Claus, en udtale-oversættelse af Sinterklaas. Udover navnet har de to traditioner kun det tilfælles, at gavebringeren drager rundt på hustagene, kommer ned gennem husenes skorstene og lægger gaverne til børnene. I modsætning til Sinteklaas har Santa Claus ingen "hjælper" til at gøre arbejdet.
I USA blev den hellige Nikolaus til en egentlig julemand, der kommer julenat, hvorefter børnene får gaverne julemorgen. Santa Claus er således et kompromis mellem flere forskellige opfattelser af, hvem der deler gaver ud og hvornår.
Mens Santa Claus fandt sin endelige form i begyndelsen af 1800-tallet, skabte tyske tegnere imidlertid to andre julefigurer, som på forskellig måde fik indflydelse på vores opfattelse af en dansk julemand.
Den ene var personbilledet på vinteren, en gammel mand med istapper i håret og klædt i kutte og store støvler. Det var Hr. Vinter, der blandt andet kom med juletræet. Den anden var Julemanden, der opstod i Nordtyskland som en protestantisk udgave af den katolske helgen efter reformationen. Fra omkring år 1900 blev han afbildet som en langskægget gammel mand med nissehue og med et følge af nisseagtige dværge (1,2)
Hvordan ser julemanden ud?
Vore dages julemand er en blanding af den oprindelige Nikolaus-figur med bispekåbe, - hue og -stav og påvirkningen fra nisse-traditionen med det røde tøj, støvler eller træsko og rød tophue.
Julemandens rensdyrslæde, vinterlige baggrund og bolig på Nordpolen er moderne tilføjelser og stammer fra borgerskabets julebøger for børn. Det var først med den dansk-norske tegner Louis Moe's "Julemandens Bog" fra 1898 at julemanden blev et fast begreb i den danske jul. Her lader forfatteren ham bo så langt mod Nord, at end ikke nordpolsfareren Fridtjof Nansen har set røgen fra hans hus. Det er her vi første gang møder den julemandsfigur vi kender i dag med billedet af, at han laver legetøj hele året. Først når den lange vinter begynder, under han sig selv lidt hvile.
Den "Gamle jul" der optræder i "Peters jul" fra 1866 er en lidt anden type, som ikke kommer med egentlige gaver, men med selve juleglæden eller julestemningen. Da Santa Claus / Julemanden i slutningen af 1800-tallet kom ind i den danske jul, var der imidlertid ikke rigtig brug for ham længere. Allerede på det tidspunkt havde børnene nemlig fået at vide, at det var den særlige julenisse, som kom med gaverne juleaften, og de to figurer, deres funktioner og personligheder blev i stort omfang blandet sammen (1,2)
Gavegivning
I mange lande kommer Sankt Nikolaus stadig - hemmeligt - med gaver på helgendagen den 6. december; men julemandens virke falder ellers juleaften eller -nat. I Danmark deler julemanden gaver ud juleaften; men i England og USA sker det julenat, det vil sige natten til den 25. december. I flere katolske lande får børnene gaver og godter til helligtrekonger, det vil sige den 6. januar.
En version af legenden om den fattige mand fortæller, at Nikolaus lod pengeposerne falde ned gennem skorstenen. En af poserne dumpede ned i en strømpe, der var hængt til tørre, og det menes at være baggrunden for skikken med at hænge strømper op foran ildstedet juleaften.
Da Nikolaus dukkede op som gavegiver i de europæiske hjem, havde han ofte en tjener med sig. Denne tjener kommer stadig med de steder, hvor børnene får gaver på Sankt Nikolaus' dag den 6. december. Det var frygtindgydende væsener med en hedensk sjæl, figurer der har eksisteret længe før kristendommen og hele Nikolaus-traditionen. Det var oftest en figur maskeret og klædt ud som en buk, der bankede på folks døre og tit havde et larmende følge med sig. Som tjener måtte julebukken gøre alt det ubehagelige arbejde som at give de uartige børn klø med sit ris, mens den gode Nikolaus uddelte gaverne til de søde børn.
Efter reformationen i 1536 blev Nikolaus' virke flyttet til juleaften i de protestantiske lande. Præsteskabet var fortørnede over den fortsatte Nikolaus-tradition og forsøgte at overbevise forældrene om, at gaver ikke kunne overbringes af en helgen, der var blevet afskaffet med protestantismen.
Tidligere var der også tradition for, at det var selve Jesusbarnet, der den 6. december delte børnenes gaver ud med hjælp fra den hellige Nikolaus. Denne forestilling var især udbredt i Tyskland, hvor Christkind ofte optrådte i form af den særlige juleengel. Efter reformationen gjorde protestanterne dog meget for at fjerne denne tradition og understregede, at det var Jesusbarnet som var børnenes beskytter og forsvarer. Som deres gavmilde ven har Jesus helt op til vor tid haft rollen som både frelser og gavebringer, både i Sverige og i Danmark, men især i Sønderjylland hvor den tyske påvirkning har været stor (1,2)
Videre læsning
Under videre læsning henvises til enkelte konkrete dokumenter som for eksempel én artikel eller én bog. Der kan være henvisninger til dokumenter i både trykt og elektronisk form. Dokumenterne er kvalitativt udvalgt som de mest relevante efter research og søgning i danske såvel som internationale databaser samt søgning på Internettet.
Asmussen, Jan: Skrækken for julemanden. - Politiken. - 1995-12-22.
Et stykke europæisk kulturhistorie om julemandens oprindelse og udvikling.
Betak, Judith: Nikolaus, gaverne og de tre søstre. - Berlingske tidende. - 1996-12-14.
Historien om den græske biskop, der blev helgen og "forfader" til vore dages julemand.
Bjerager, Erik: Kampen om julemanden. - Samvirke. - Årg. 61, nr. 12 (1988), side 12-15.
Om den hellige Nikolaus og hans jordiske rester samt udviklingen til julemandsfiguren.
Boas, Kirsten: Kære julemand: Hvor bor du egentlig? - Kristeligt dagblad. - 1996-12-14.
Om julemandens historie fra Sankt Nikolaus til Santa Claus.
Edwards, Nikolaj: Julemanden i biskoppens kåbe / Nikolaj Edwards, Hanne Guldberg Mikkelsen. - Politiken. - 1987-12-19.
Julemandens oprindelse og historie.
Holck, Merete: Amerikansk folkehelt. - Berlingske tidende. - 1996-12-14.
Det var hollænderne, der i 1700-tallet tog Sinterklaas med sig over Atlanten.
Jensen, Charlotte S. H.: Vintermanden. - Aktuelt. - 1998-12-23.
Julemanden har mange former og fremtoninger.
Just Møller, Inge: Skytshelgen og julemand. - Frederiksborg Amts avis. - 1987-12-05.
Sankt Nikolaus er børnenes, de søfarendes og jomfruernes beskytter og er blevet julemand i Holland.
Juul Clausen, Erik: Den helt rigtige julemand. - Samvirke. - Årg. 68, nr. 12 (1995), side 32-34.
Tyrkiet mener, at julemanden er deres, idet den hellige Nikoalus var biskop i byen Myra i 300-tallet.
Lebech, Mogens: Julemanden. - Hassing, 1968. 64 sider.
Kulturhistorisk beretning om biskop Nikolaus, der blev alverdens julemand.
Levinsen, Niels: Kampen om julemandens afsjælede legeme. - Vendsyssel tidende. - 1985-12-01.
Om biskop Nikolaus jordiske levninger og deres omskiftelige historie.
Piø, Iørn: Historien om julemanden: fortalt for børn og voksne. - Foreningen Danske Folkeminder, 1989. - 48 sider.
Om oprindelsen og den historiske udvikling fra Den Hellige Nikolaus til vor tids julemand.
Stybe, Vibeke: Peters "gamle julefar" og julemanden. - Folk og kultur. - 1989, side 5-27.
Om forrige århundredes forskellige julemandsfigurer.
Videre links
Under videre links henvises til hjemmesider og databaser på Internettet med flere eller mange dokumenter. Videre links kræver således at man selv udvælger og vurderer hvilke dokumenter man har brug for, eventuelt efter en søgning på hjemmesiden eller i databasen. Hjemmesiderne og databaserne er kvalitativt udvalgt som de mest relevante efter research og søgning på Internettet.
Alt om julemanden. Alt om julen. Dansk tekst.
Lidt information om Julemanden samt links til andet der har med jul at gøre.
Kilder
- Piø, Iørn: Bogen om julen. - Sesam, 1990. 256 sider.
- Jessen, Inge: Julens traditioner. - Brannner og Korch, 1998. 99 sider.