Jehovas Vidners historie

Citat
Jehovas Vidner læser Bibelen, som om der ikke var nogen væsentlig forskel på den gamle pagt og den nye, på Det gamle Testamente og Det nye Testamente. Når Vidnerne citerer fra Bibelen, blander de skriftstederne, så de passer til deres egne synspunkter.
Johannes Aagaard, dr. theol., grundlægger af Dialogcentret, der har til formål at studere de nye religioner og tage stilling til dem på et kristent grundlag

Hvem grundlagde "Jehovas Vidner"?

Ophavsmanden til det trossamfund, der siden blev kendt som Jehovas Vidner, er den amerikanske forretningsmand Charles Taze Russell (1852-1916). Han var opvokset i et presbyteriansk hjem i Pittsburgh i Pennsylvanien men kunne ikke forlige sig med tanken om et helvede og forlod forældrenes tro. 

Han kom nu i kontakt med adventismen, hvilket fik ham til at kaste sig over studiet af Bibelen. Sammen med en kreds af bekendte dannede de en studiekreds, der kom til at gå under betegnelsen bibelstudenterne. I denne kreds fandt man frem til, at Kristus snart ville vende tilbage og at Dommens Dag var umiddelbart forestående.  

Russell gjorde sig til talsmand for den idé, at Jesu usynlige tilbagekomst ville finde sted i 1874. Herefter skulle der gå 40 høstår, og i 1914 ville regnskabets time være inde. Russell begyndte at agitere for sin egen fortolkning af Bibelen i skarp opposition til de etablerede kirker, som han afskyede. Han var en fremragende skribent, og mange var lydhøre over for hans tanker.

Bibelstudenter gav ham tilnavnet Pastor, en titel han anvendte resten af livet, men da Russell havde forladt skolen som 14-årig, var der naturligvis intet sagligt belæg for den, og han havde heller ingen forudsætninger for at læse Bibelen på dens oprindelige sprog (2,3,4)

Hvornår blev arbejdet formaliseret?

Charles T. Russell begyndte i 1879 at udgive sit eget tidsskrift, Zion's Watch Tower and Herald of Christ's Presence, der i dag kendes som Vagttårnet, med sig selv som eneredaktør. Med dette blad fik Russell mange mennesker i tale, og rundt om dannede læserne deres egne menigheder, der alle betragtede ham som deres åndelige leder. Kontakten mellem Russell og menighederne blev lagt i fastere rammer med stiftelsen i 1881 af selskabet Watch Tower Bible and Tract Society, der blev registreret i 1884. 

Russell var en flittig skribent. Han udgav i 1886 en samlet fremstilling af sin lære, The Devine Plan of the Ages (Guds Verdensplan) og i perioden 1886-1904 udgav han serien The Millennium Dawns (Milleniets Daggry) i seks bind. Disse bøger var studier og fortolkninger af Bibelen, og serien gjorde ham kendt uden for USA. Fra 1891 indledte han en række udlandsrejser, der førte til oprettelse af afdelinger rundt om i verden. I Danmark skete det i 1909 (2,5).

Hvem efterfulgte Russell?

Efter Russells død i 1916 blev Joseph F. Rutherford (1869-1942) valgt til Jehovas Vidners 2. præsident, en post han beholdt til sin død i den luksusvilla, han havde ladet bygge i San Diego. Han var uddannet jurist og virkede fra 1907 som Vagttårnselskabets juridiske rådgiver. En kort tid havde han fungeret som dommer, hvilket er baggrunden for navnet Dommer Rutherford, som altid blev anvendt. 

Russell havde ikke ønsket Rutherford som sin efterfølger, og valget af ham havde et kupagtigt skær. Han var notorisk alkoholiker, havde et hidsigt og selvretfærdigt temperament og tålte ikke nogen form for kritik. Han var et magtmenneske og ønskede at få fuld kontrol over alle selskabets anliggender. For at opnå dette afsatte han fire styrelsesmedlemmer.  

Ikke alle var tilfredse med Rutherfords overtagelse af præsidentposten. Mange trofaste bibelstudenter, der ønskede at videreføre Russells lære, meldte sig ud og dannede en række nye organisationer som fx Dawn Bible Students Association, Pastoral Bible Institute, Paul Johnson Movement (det senere The Laymen's Home Missionary Movement og The Stand Fast Movement (2,4,5)

Hvad betød Rutherfords magtovertagelse?

Rutherford er den mest magtfulde præsident, Vidnerne har haft, og han er også den, der har benyttet sig mest af den. I Russells tid havde Bibelstudenterne været selvstyrende, men fra 1919 styrede Rutherford målrettet mod en teokratisk organisation. Han indførte en stærk centralistisk styreform, der rakte ud til alle menigheder, hvorfra man fik pligt til at indberette alt om medlemmerne. Dette år indledte man udgivelsen af bladet The Golden Age (det nuværende Vågn op!), og i alle de menigheder, der ville anvende bladet, udnævntes fra centralt hold en direktør. Menighederne blev altså nu sat under teokratisk tilsyn. Men først og fremmest satte Rutherford sig hårdt på bibelfortolkningen. Han fastslog, at ingen var i stand til at forstå Bibelen, før Gud havde åbenbaret meningen med teksten. Denne nøgle til forståelse åbenbaredes i glimt for Rutherford, der videregav dem i sine skrifter. Rent faktisk står han opført som forfatter af samtlige bøger fra Jehovas Vidner fra 1926 og til sin død i 1942 (2,4,5)

Hvad gennemførte Rutherford?

I en vis forstand kan man betragte Rutherford som den egentlige grundlægger af Jehovas Vidner forstået på den måde, at i hans lange magtperiode fik organisationen en struktur, der rakte langt ud over hans levetid, men samtidig fik Vidnerne præsenteret en bibelforståelse, der grundlæggende er gældende den dag i dag. 

Sammenfattende kan man nævne nedenstående punkter som de vigtigste tiltag, der fandt sted under Rutherfords enevældige styre:

    • Organisationen blev omdannet til en teokratisk organisation.
    • I 1918 indførtes en ordning med ugentlige rapportaflæggelser over forkyndervirksomheden.
    • Tidsskriftet Awake! - Vågn Op! begyndte at udkomme i 1919 under navnet The Golden Age (nuværende navn fra 1946).
    • Det demokratiske ældste-valg blev afskaffet.
    • I 1938 slog Rutherford i et resolutionsforslag fast, at Selskabet er Herrens synlige repræsentanter på Jorden. Resolutionen blev vedtaget af de fleste menigheder, og hermed var den centralt styrede organisation skabt.
    • Vidnetjenesten blev understreget, og gadeforkyndelsen med selskabets skrifter blev en fast del af Jehovas Vidners virksomhed.

Hvem efterfulgte Rutherford?

Efter Rutherfords død i 1942 blev Nathan Homer Knorr (1905-1977) Jehovas Vidners tredie præsident. Han var både energisk og handlekraftig, men han havde ikke Rutherfords behov for at demonstrere personlig magt. Dette viste sig bl.a. i det forhold, at selskabets litteratur nu begyndte at udkomme uden forfatternavn. Skrifterne blev i virkeligheden skrevet af F.W. Franz, der fra 1945 havde været selskabets vicepræsident og som i 1977 efterfulgte Knorr som præsident. Franz overtog det ideologiske arbejde, mens Knorr fungerede som administrator. 

Knorr gennemførte en styrkelse af oplæringen inden for organisationen. Han indførte en ekstra dag med to møder foruden de sædvanlige to ugentlige menighedsmøder. De ekstra møder kaldtes Den Teokratiske Skole og Tjenestemødet, og formålet var at dygtiggøre Vidnerne til deres tjeneste. Desuden fik Knorr indført en ordning med omrejsende tilsynsmænd, og han fik indsat kredstilsynsmænd såvel som distriktstilsynsmænd, hvorved selskabet fik mulighed for at følge nøje med i, hvad der rørte sig rundt om i menighederne (2,5)

Hvad gennemførte Knorr

I 1943 fik Knorr oprettet bibelskolen Gilead, og hans sørgede for udarbejdelsen af lærebøger. Det mest iøjnefaldende i hans vægtning af den indre oplæring var udarbejdelsen af en ny bibeloversættelse, der kom til at hedde Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter, der forelå komplet i 1961. 

Med disse hjælpemidler i hånden lykkedes det Vidnerne at hverve mange nye medlemmer, og fra 1960 til 1975 steg antallet af aktive Vidner fra 916.332 til 2.179.256. Alligevel blev Knorrs sidste år en skuffelse. Dette hang sammen med året 1975, der var det seneste år, der var udnævnt til det år, hvor Herren ville indføre tusindårsriget. Som bekendt blev 1975 ikke året for dommedag. Mange Vidner var skuffede, der skete et ikke ringe frafald, og det blev vanskeligere at hverve nye medlemmer. Således var der i 1978 kun 95.000 nye døbte mod 295.000 i 1975.  

Dette førte til oprettelsen af Det Styrende Råd i Jehovas Vidners organisation, der skulle stå for den teokratiske organisation i stedet for Vagttårnselskabets styrelse. Det nye råd kom til at bestå af medlemmerne af Vagttårnselskabets styrelse suppleret med andre udpegede. Rådets medlemstal har siden skiftet.

Fra 1976 indførtes den væsentlige ændring i ledelsesstrukturen, at det administrative ansvar i organisationen blev fordelt på fem udvalg bestående af medlemmer af Det Styrende Råd. Det drejede sig om ordstyrerudvalget, redaktionsudvalget, undervisningsudvalget, tjenesteudvalget og personaleudvalget (2,5)

Hvem efterfulgte Knorr?

Efter Knorrs død i 1977 blev organisationens vicepræsident, den 83-årige Frederick William Franz (1893-1992), Vagttårnselskabets fjerde præsident. Han var veluddannet og havde været hovedkraften i den gruppe, der stod bag den nye bibeloversættelse. Knor var en blændende taler, men som leder anlagde han en mere tilbagetrukken form for autoritet end sine forgængere. Blandt de mere synlige ændringer under Franz' ledelse kan nævnes dannelsen af Det Internationale Byggehold i 1985, hvorefter selskabets verdensomspændende byggearbejde nu blev koordineret fra hovedkontoret (2,4,5)

Hvem efterfulgte Franz?

Som Vagttårnselskabets femte præsident valgtes ved Franz' død i 1992 Milton G. Henschel (1920-2003). Han blev ansat i hovedkvarteret i 1940'erne og havde været medlem af Det Styrende Råd fra i alt fald 1950'erne. 

Jehovas Vidner har ikke været meddelsomme om hans person, som de hævdede ikke at have oplysninger om. Alligevel kunne det dog blive til en mindre nekrolog, da han døde. Henschel afgik som præsident i 2000 af "teologiske og praktiske grunde" og blev menigt medlem af Det Styrende Råd. Posten som præsident blev overtaget af den 50-årige Don Adams om hvem selskabets hjemmesider intet oplyser (5,7,8)

Hvordan har medlemstallet udviklet sig?

På verdensplan er Jehovas Vidner fortsat i fremgang, hvilket ikke mindst skyldes, at sektens begrænsninger for at missionere i Østeuropa og visse afrikanske lande er ophævet. Udviklingen fremgår af nedenstående skema:

Jehovas Vidners medlemstal
År Aktive Menigheder Lande
1920     46
1925     83
1930     87
1935 56.153   115
1940 96.418 5.130 112
1945 156.299 7.218 107
1950 373.430 13.238 147
1955 642.929 16.044 164
1960 916.332 21.008 187
1965 1.109.806 24.158 201
1970 1.483.430 26.524 208
1975 2.179.256 38.256 212
1980 2.272.278 43.181 217
1985 3.024.131 49.716 222
1992 4.472.787 69.558 229
1996 5.199.895 78.612 232
1998 5.888.650 87.664 232
2002 6.304.645 94.600  

(2,6,9).

 

Videre læsning

Blizard, Paul: Frederick William Franz 1893 - 1992. Personal Reflections on His life by Former Third Generation Jehovah's Witness. Watch the Tower. Engelsk tekst. Kritisk biografi skrevet af et tidligere Jehovas Vidne.

 A Short History of the Watchtower Organization. Watch the Tower. Engelsk tekst. Siden bygger på David A. Reed's bog "Worse Than Waco: Jehovah's Witnesses Hide a Tragedy", 1993.

Videre links

Shaun's Research on Jehovah's Witnesses. Anonym. Engelsk tekst. Emneopdelte links til kritiske dokumenter om Jehovas Vidner. Medtages på trods af sin anonymitet på grund af sidens omfang, de mange citater fra ældre publikationer og fuldsides gengivelser fra tidsskrifter, der kan være vanskelige at finde.

Emnesøgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på 'Jehovas vidner'  bibliotek.dk

Kilder

  1. Jehovas Vidner. Forkyndere af Guds rige. New York, Watchtower Bible and Tract Society of New York, International Bible Students Association, 1993. 750 sider.
  2. Særkjær, Holger Skov: 'Jehovas Vidner'. Troværdig eller falsk. Lychnos, 1990. 134 sider.