Debat om iværksætteri og innovation

Main image kapitel
21-årige Casper Blom, som ejer flere fimaer, tager rundt på landets skoler for at give handelsskole- og gymnasielever et skub i den rigtige retning. Målet er at sætte iværksætteri på skoleskemaet.
21-årige Casper Blom, som ejer flere fimaer, tager rundt på landets skoler for at give handelsskole- og gymnasielever et skub i den rigtige retning. Målet er at sætte iværksætteri på skoleskemaet.
Foto: Bo Amstrup / Scanpix

Hvilke argumenter er der for at sætte fokus på iværksætteri og innovation?

Iværksættere i Danmark har overordnet set gode vilkår. Særligt i de senere år har skiftende regeringer gennemført tiltag, der skal gøre det endnu nemmere at stifte sin egen virksomhed. Men nogle ønsker endnu bedre vilkår for iværksætterne – for eksempel lavere skatter, mere støtte eller mindre regulering.

Dansk Industri er blandt dem, der ønsker endnu bedre vilkår. I artiklen ”Iværksætteriet har gode vilkår – men danskerne tøver” fra DI Business (se kilder) peger en række iværksættere på, at det danske skattetryk er en barriere for at skabe vækst i deres virksomhed. Iværksætterne peger også på begrænset adgang til finansiering og for store administrative byrder som hæmsko for deres vækst.

Sammenlignet med iværksættere i andre lande skaber danske iværksættere ganske rigtigt færre jobs. En dansk iværksætter skaber i gennemsnit op mod 33 jobs, mens svenske og finske iværksættere skaber henholdsvis 41 og 83 jobs.

Den daværende erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) skrev i forordet til ”Iværksætterindeks 2011” (se kilder), at opstarten af nye virksomheder skaber dynamik i erhvervslivet og dermed øger produktivitet og konkurrence. Udviklingen af ny teknologi kan gøre virksomheder i en hel branche mere produktive og styrke et lands særlige styrkepositioner. I Danmark er vi for eksempel kendt for udviklingen af bæredygtige energikilder og medicin. 

Hvilke argumenter er der imod at sætte fokus på iværksætteri og innovation?

Der findes også argumenter mod innovation og iværksætteri – både som fænomener og som begreber. I radioprogrammet ”Danskernes akademi” (se kilder) forklarer professor Lene Tanggaard for eksempel, at ”innovation” somme tider kan være et andet ord for ”nedskæringer”. Altså at virksomheder gennemfører fyringsrunder under påskud af at blive mere effektive eller innovative.

Særligt på venstrefløjen i dansk politik kan man også finde argumenter mod at give bedre vilkår for virksomheder og selvstændige. Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen reagerede for eksempel på SRSF-regeringens vækstplan fra 2013, der ville give skattelettelser til virksomhederne, med følgende kommentar citeret i en artikel i BT (se kilder):

»Det betyder færre pædagoger i vores børns vuggestuer og færre besøg til vores bedsteforældre på plejehjemmene. Alt sammen for at give lettelser til virksomheder, som i forvejen har store overskud.«