Hvilken debat er der om imperialisme i dag?
Uenighederne omkring imperialisme i dag handler dels om, hvorvidt imperialisme er et historisk eller også et nutidigt system, dels om synet på staten og dennes betydning i dag. Nogle mener, at staterne har mistet så meget magt, at de ikke længere meningsfuldt kan udgøre imperialistiske magter. Det synspunkt kan imidlertid godt kombineres med en analyse af, at den globale økonomi fortsat er imperialt organiseret. Dette er f.eks. tilfældet hos Michael Hardt og Antonio Negri, der i bogen “Empire i 2000” (oversat til dansk i 2009) argumenterer for, at imperialismen er død, men imperiet lever: “Nationalstatens suverænitet var grundstenen i den imperialisme, de europæiske magter udviklede op gennem moderniteten. Med 'Imperiet' forstår vi imidlertid noget fuldkommen andet end 'imperialisme'. (…) [Imperiet] er et decentreret og deterritorialiserende herredømmeapparat, som gradvist indlemmer hele den globale sfære i sin åbne, ekspanderende grænser” (se kilder).
Andre mener, at USA fortsat forfølger en klassisk imperialistisk strategi, bl.a. i Mellemøsten, men at USA's imperialistiske magt i stigende grad er udfordret af Kina. I Danmark har bl.a. historikeren Claus Bryld i artiklen “Findes imperialismen?” argumenteret for, at man bør overveje, om de klassiske imperialismeteorier kunne være frugtbare i analysen af den nye økonomiske og politiske verdensorden (se kilder).
Hvordan kommer imperialisme til udtryk i dag?
Imperialisme behøver ikke nødvendigvis indebære en konkret, fysisk kolonisering af fremmede territorier. I 1993 fremsatte den palæstinensisk-amerikanske intellektuelle Edward Said en analyse af Vestens kulturelle og intellektuelle dominans i forhold til ”Orienten” i bogen Culture and Imperialism, hvor han argumenterer for, at ”det 19. og tidlige 20. århundredes europæiske imperialisme stadig kaster lange skygger ind i vor egen tid” (se kilder). Said introducerer i den forbindelse, hvad han betegner kulturimperialisme – en mere abstrakt og indtil da overset form for imperialisme, der rækker langt ud over den territoriale erobring og ind i kulturen. Som han forklarer, handler det i stedet blandt andet om: ”Magten til at udforme fortællingerne, eller til at forhindre andre fortællinger i at opstå og blive delt.”(se kilder).
Kulturimperialisme er siden blevet et bredt anvendt begreb, der ofte bruges om den definitionsmagt, USA i manges øjne har udført gennem anden halvdel af det 20. århundrede. Dollarens særstatus som international valuta bliver blandt andet brugt som eksempel på USA's nutidige imperialistiske magt. På samme måde er invasionerne i Irak og Afghanistan blevet fortolket som moderne imperialistiske krige, hvor USA ved at vælte de siddende magthavere og indsætte nye, som havde vist sig villige til – i hvert fald for en tid – at opføre sig loyalt over for amerikanske interesser, kunne udvide sin dominans i regionen.
Kan USA opfattes som et imperium?
Da USA selv er skabt af en række kolonier, der løsrev sig fra sine kolonimagter, har landet aldrig officielt opfattet sig som hverken kolonimagt eller imperium. Så sent som i 2003 sagde daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld ”Vi er ikke i færd med at opbygge et imperium, vi er ikke imperialistiske. Det har vi aldrig været.” Udsagnet blev siden i nyhedsmediet USA Today latterliggjort af militærhistoriker Max Boot, der mener, at USA bør være stolt over sit imperialistiske projekt (se kilder).
Ph.d. i amerikanske studier, Alyosha Goldstein, mener også, at USA kan betragtes som et imperium. I bogen ”Formations of United States Colonialism” påpeger han, hvordan USA blev grundlagt ved, at bosættere koloniserede Nordamerika, hvorefter det levede videre gennem en imperialistisk strategi, der territorialt, økonomisk og kulturelt rækker ud over hele kloden. Som konkrete eksempler nævner han blandt andet USA’s anlæggelse af militærbaser på en lang række Stillehavsøer siden overgangen mellem det 19. og det 20. århundrede, samt det faktum at Filippinerne har været under amerikansk administration, ligesom Hawaii har hørt under USA siden et kup i slutningen af 1800-tallet. USA hviler ifølge Goldstein: ”på den evigt ekspansive undertrykkelse af oprindelige folk, på globale kredsløb af udbytning og racialisering, og på sit ekspansive netværk af militærbaser, med andre ord hviler USA på at mennesker og steder bliver forvandlet til varer, og derigennem ophobes rigdom og udøves geopolitisk magt.” (se kilder).
Som imperium anskuer Goldstein USA som et historisk kludetæppe af statslige og lokale regeringer, oprindelige folk, ikke-indlemmede territorier, protektorater, føderalt kontrolleret offentlig jord, militærbaser, export processing zones, kolonier mv. (se kilder). USA er hans optik altid i færd med at lede efter redskaber, der kan opretholde imperiets ”logik om besiddelse” (se kilder).
Hvem er de imperialistiske stormagter i dag?
Udover USA bliver Kina ofte nævnt som en imperialistisk stormagt i det 21. århundrede. Landet fører ikke krig som USA og har heller ikke etableret deciderede kolonier, men er i færd med at ekspandere på det globale marked, blandt andet gennem opkøb af virksomheder i Europa og USA. Desuden sikrer Kina sig adgang til naturressourcer i fattigere lande i Asien og Afrika gennem opkøb af miner, landbrugsjord mm.
Den østrigske forfatter og aktivist Michael Pröbsting argumenterer i ”China's emergence as an imperialist power” for, at Kina er en moderne imperial stormagt, og er blevet det i forbindelse med sin succesrige overgang til kapitalisme fra 1990’erne. I dag er Kina på tredjepladsen på ”The Forbes Global 2000”, et indeks over de største og mest magtfulde virksomheder i verden. USA er på førstepladsen og Japan på andenpladsen (se kilder).
Kina har ifølge Pröbsting opnået sin magtposition gennem klassiske imperiale strategier: Dels superudbytning af arbejderklassen – både inden for landets grænser, og i de lande, hvor Kina opkøber virksomheder, miner osv., dels gennem etablering af kvasi-kolonier i bl.a. Nigeria, Indonesien, Grækenland og Venezuala. I de nævnte lande ejer Kina ifølge Pröbsting nu så store dele af den nationale økonomi, at man kan stille spørgsmålstegn ved, om det fortsat er uafhængige stater (se kilder).
Andre peger på internationale organisationer som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond som en slags imperialistiske magter, idet de udøver indflydelse globalt og har magt til at underkaste stater deres politiske dagsorden.
Institute of Policy Studies i Islamabad kalder nutidens former for global kapitalophobning en ”imperial ekspansionsproces”, hvor verdens ressourcer koncentreres omkring nogle relativt få virksomheder – især virksomheder som f.eks. banker, forsikringsfirmaer, pensionsselskaber, medicinalvirksomheder og agroindustrielle virksomheder (se kilder).