Hooligans

Af journalist Marie-Louise Jersin Nissen, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af stud.mag. Michelle Mølgaard Andersen. 2012.

Fuckfingre, flyvende flasker, knytnæveslag og spark. Mange fodboldkampe ender i vold og ballade, når fanatiske fans fra to konkurrerende klubber tørner sammen. For hooligans er kampen uden for banen mindst lige så vigtig som den, der foregår på græsset. Flere af de mest aggressive fans får da heller ikke oplevet meget fodbold, fordi de ofte arresteres allerede inden, kampen fløjtes i gang.

Hooliganisme er i mange år blevet kaldt den engelske syge, da fænomenet for alvor brød igennem i England i 1960’erne. I dag har de fleste fodboldnationer grupper af fans, der er så fanatiske og voldelige, at de kan kaldes hooligans. Også i Danmark er der siden begyndelsen af 1990’erne opstået en hooligankultur, og de seneste år har historier om brutale slagsmål i forbindelse med fodboldkampe været fast stof i medierne. Især er der ballade i luften, når storklubberne F.C. København og Brøndby IF mødes i Superligaen. Med det omdiskuterede ‘hooligan-register’ forsøger man nu at bekæmpe hooliganismen og holde de mest ekstreme fans væk fra stadion.

 

Introduktion til Hooliganisme

Hvad betyder hooliganisme?

Begrebet hooliganisme kommer af det engelske ord hooliganism og kan ifølge Dansk Fremmedordbog (se kilder) oversættes med bølleoptøjer. Ordet hooligan dukkede første gang op i 1889 i den engelske dagspresse i forbindelse med et ikke-fodboldrelateret slagsmål. Ordet siges at stamme fra navnet på ireren Padraic Houlihan, der i 1800-tallet deltog i en hærværksaktion mod engelske fabrikker sammen med en gruppe irske småbønder som en protest imod den industri, der tvang bønderne væk fra deres oprindelige levevej. Selvom dette ikke forklarer, hvorfor det netop er fodboldfans, der er blevet tildelt betegnelsen hooligans, vidner det om, at hooligans altid har været opfattet som mere eller mindre voldelige og i opposition mod forskellige samfundsgrupper.  

Hvad er en hooligan?

I bred forstand betegner ordet hooligan en fodboldtilhænger, der dyrker sit fodboldhold på fanatisk vis, og som i bogstavelig forstand er villig til at slås for sit hold. Mange forbinder hooligans med stærkt berusede og voldelige fodboldfans, der kommer fra samfundets nederste sociale lag. I det billede er det småtbegavede, arbejdsløse voldsmænd, som ikke har andet at lave end at sidde på værtshus hele dagen, og som så samles en gang om ugen for at gå til fodboldkamp og slås. Virkeligheden ser dog noget anderledes og mere nuanceret ud. Der er formentlig både hooligans, som er arbejdsløse og hooligans, som har fast arbejde. Samtidig har også klubber, der ligger i områder, hvor der traditionelt er høj levestandard, små grupper af hooligans.

Det eneste, som ligger helt fast, er, at hooligans næsten udelukkende består af grupper af unge mænd på under 35 år. 

Hvorfor bliver man hooligan?

For langt de fleste hooligans er årsagen ikke alene knyttet til en interesse for fodbold. Hooligankulturen er i høj grad en social kultur, der dyrkes i stærke fællesskaber med bestemte ritualer og normer. Det mentale omdrejningspunkt er de klart definerede fjendebilleder i form af fans fra de andre fodboldklubber. Det fysiske omdrejningspunkt er stadion, men ofte mødes grupperne på værtshus inden kampen eller på aftalte steder, som for eksempel en togstation, hvor man slår følge.

Begrebet hooligan rummer mange facetter, og skal derfor forstås i lyset af en kompleks række af faktorer. Ifølge sportssociologen Eric Dunning i “Sport Matters – Sociological studies of sport, violence and civilization” (se kilder) er en hooligans opførsel et produkt af hans personlige sociale baggrund og de her-og-nu-begivenheder, som han står overfor, netop i den situation, hvor han opfører sig som decideret hooligan. Det kan for eksempel være, når hans yndlingshold taber, at han har indtaget alkohol eller narko, at stemningen på stadion er intens og overophedet og lignende. Derfor kan hooliganisme i vid udstrækning betragtes som en livsstil, der især udfolder sig 1-2 gange om ugen i forbindelse med fodboldkampe. Alligevel bliver hooligan-aspektet en stor del af personligheden, fordi det repræsenterer et tiltrængt afbræk fra hverdagen. Ifølge Eric Dunning er de hooligans, der optræder særligt voldeligt eller racistisk, antageligt ikke ret interesserede i sporten, når det kommer til stykket. De bruger formentlig blot fodboldsfæren som en platform, hvorfra de kan dyrke deres interesser, eksempelvis slagsmål.

Det, der umiddelbart er afgørende årsager til, at man opsøger hooliganmiljøet, er det utroligt stærke sammenhold, der findes der. Den stærke identifikation, som fodboldholdet repræsenterer og den loyalitet, der findes blandt gruppens medlemmer, er næsten ikke at finde i andre subkulturer. Endvidere er den spænding, et hooligan-slagsmål medfører, en vigtig årsag. 

Hvad tænder de unge mænd?

Sammenhold og gruppepsykologi er også de væsentligste faktorer, når det kommer til at beskrive drivkraften bag, hvorfor personer som ellers er normalt fungerende, bedriver hooliganisme ifølge bogen ”Hooligan – De danske broderskaber. Respekten, æren, rusen” (se kilder), der skildrer drivkraften bag hooliganisme indefra. Bogen følger tre danske hooligans fra henholdsvis Southside United (Brøndby), White Pride (AGF) og Copenhagen Casuals (FCK), og viser hvordan de involverede personer sætter en stor ære i at forsvare den gruppe de høre til og til dels også den klub, de er en del af. En af de tilhængerne der i bogen optræder under navnet ’Søren’ fortæller om, hvor stor en betydning det har haft for ham at blive mødt med åbne arme, omsorg og opmærksomhed fra de ældre i grupperingen Southside United. Han beskriver det sociale aspekt som altafgørende element: ”For os betyder det sociale jo meget. Det er det, der holder os sammen og gør os stærke i forhold til andre (…) Når jeg slås, er det selvfølgelig for Brøndby, men det er mere for firmaet”. Det handler altså om sammenhold, om at have et tilhørsforhold og om æren der er forbundet med at indgå i dette broderskab om en fælles passion, der overskygger alt andet. ”Det er ukompliceret passion. Det er sgu rart at være et sted om ugen, hvor der kun er en ting, der betyder noget. Og det er sgu kun én ting, der betyder noget, når man er parat til at gøre, hvad man gør” siger en anden af fansene fra bogen.

Men ifølge bogen ”Hooligan – De danske broderskaber. Respekten, æren, rusen” (se kilder) handler det i høj grad også om kemi, som kan sammenlignes med den, der er på spil, når folk går i krig eller oplever en voldsom ulykke. Der bliver udskilt en masse stoffer i kroppen, og det er det kick, nogle af de involverede bliver afhængige af. En adrenalinrus der kan være vanskelig at forstå, men som er stærkt vanedannende i så høj grad at mennesker er villige til at sætte deres liv på spil for at opleve den igen og igen. Oven i rusen kommer så dopamineffekten. Dopamin er et signalstof, som har nogenlunde samme virkning som kokain i hjernen. Det frigives, når en person vinder et spil eller lykkedes med en vanskelig opgave: ”Adrenalinen tænder lunten, og endorfin og dopamin skal have en stor del af æren for den glædesfornemmelse, ro og følelse af succes, der skyller gennem kroppen efter et veloverstået slagsmål.” Om denne særlige rus udtaler en af bogens interviewpersoner: ”Jeg blev så glad for adrenalin, at jeg ikke var på særligt meget andet og faktisk slet ikke drak, når vi skulle slås, for det ødelagde rusen lidt, synes jeg. Uretfærdigheden, man kan føle, når holdet ikke vinder en fodboldkamp, var i sig selv nok til at gøre mig klar”.

 

Hooliganismens historie

Hvornår opstod hooliganisme?

Hooliganismen blev først officielt identificeret i England omkring 1960’erne, men som nævnt blev selve begrebet allerede taget i brug tilbage i 1800-tallet. Hooliganismens historie går dog meget længere tilbage end til 60’erne, eftersom man har sporet hooliganlignende fænomener helt tilbage til antikkens Grækenland, hvor mange typer sportsgrene- og lege blev overværet af fanatiske tilskuere i kæmpemæssige arenaer.

I det følgende fokuseres på hooliganismen i det 20. århundred med England i centrum. 

Hvordan udviklede hooliganismen sig i England i 1960’erne?

Siden 1960’erne begyndte de engelske medier at skrive om hooligans i forbindelse med både hjemlige og udenlandske fodboldkampe. Især under VM i 1966 bemærkede sportskommentatorer, at en ny fankultur var under udvikling. Som noget nyt var nogle af fodboldfansene begyndt at færdes i større grupper, og endvidere begyndte disse grupper at skabe deres egne særlige kendetegn. Det kunne for eksempel være i form af en bestemt tøjstil eller en frisure. De nye grupper opførte sig meget aggressivt overfor modstanderholdets supportere, men også politi og myndigheder blev nu et oplagt hadeobjekt. Dette blev udtrykt gennem smædesange og provokerende tilråb samt aggressive fagter.  

Hvordan udviklede hooliganismen sig i England i 1970’erne

I 1970’erne begyndte den engelske hooliganisme for alvor at organisere sig, og de såkaldte firms eller crews blev oprettet. Betegnelserne betyder slet og ret grupper eller fraktioner, og især betegnelsen firm er også blevet en del af den danske hooliganretorik.

Det var også i 1970’erne, at en ny tendens brød frem i det engelske hooliganmiljø. Fra de barske arbejdermiljøer kom en ny gruppe fans, som udviklede en form for lokalpatriotisme for deres fodboldhold og troppede op til kampene iført en uniform, der bestemt ikke var for børn: glatragede isser, pilotjakker og overdimensionerede kampstøvler. Kort sagt skinheads. Man har ofte kædet skinheads sammen med den højreekstremisme, der i visse miljøer blussede op i disse år. Det stærkt højreorienterede politiske parti National Front hvervede da også partimedlemmer og skabte opmærksomhed omkring sig selv ved at dele materiale ud under fodboldkampe og få deres logo – en bulldog – trykt på flere af holdenes merchandise. Siden er National Fronts logo blevet en slags maskot for højreorienterede fodboldtilhængere. Endvidere blev bladet The Bulldog udgivet, som var henvendt til højreorienterede fodboldfans. Bladet havde i hvert nummer et par sider, der opgav ranglister over de hårdeste hooligangrupper. Højt på listerne var som regel grupper tilknyttet West Ham og Chelsea.

Fra 70’erne og frem til 80’erne opstod der flere og flere optøjer ved fodboldkampene. Dog var det ikke de grotesk voldelige scenarier, man senere har set udspille sig, for der blev ‘kun’ slået og sparket. De tiltagende uroligheder fik den konsekvens, at tilskuertallet faldt drastisk. Fra sæsonen 60/61 og frem til sæsonen 77/78 faldt det samlede tilskuertal i ligakampene fra 28,6 millioner til 9,7 millioner. 

Hvordan udviklede hooliganismen sig i England i 1980’erne?

I slutningen af 70’erne opstod der igen en ny type af hooligans. De gik lækkert klædt i dyre mærkevarer og lignede ikke de traditionelle fodboldbøller. Modsat skinheadsene, der satte en ære i at skilte med deres barske baggrund, var denne gruppe supportere ikke tilbøjelige til at udtrykke noget om deres baggrund. Gruppen kom dog også primært fra arbejdermiljøet, og i mange tilfælde var deres eksklusive tøj enten stjålet fra butikker eller hjemmelavede piratkopier. Den nye supportergruppe fik tilnavnet Casuals – en betegnelse, der siden er blevet anvendt om hooligans generelt. Navnet opstod i 1983, da et engelsk livsstilsmagasin skrev “the football casual” i omtalen af den nye fangruppes tilbagelænede og elegante tøjstil, som stod i grel kontrast til det traditionelle hooliganudstyr. Casualgrupper er i dag et fænomen, der findes i mange europæiske fodboldnationer, deriblandt Danmark.

Op igennem 80’erne blev der mere og mere ballade til kampene. Under en pokalkamp mellem de engelske hold Luton Town og Millwall i 1985, stormede en stor gruppe Millwall-fans banen og angreb efterfølgende politiet. Senere på året mistede en 15-årig dreng livet i forbindelse med en fodboldkamp mellem Leeds og Birmingham. Det var dog ikke kun til de hjemlige kampe, de engelske hooligans markerede sig negativt. I årevis havde de fulgt deres klubber rundt i Europa, når der blev spillet internationale turneringer. I kølvandet fulgte vold, heftig druk og massivt hærværk. 

Hvad var tragedien på Heysel Stadion?

Den 29. maj 1985 mødte engelske Liverpool det italienske hold Juventus i Europa Cup-finalen på Heysel Stadion i Bruxelles. På forhånd var interessen for kampen enorm. Journalister fra hele verden var til stede på stadion, og fodboldinteresserede i 80 lande verden over kunne følge kampen direkte på tv. Bag det ene mål stod de to holds fangrupper lige op og ned af hinanden, kun adskilt af et tyndt hegn. Stemningen var meget ophidset, og mindre end en time før kampens planlagte start gik englænderne til angreb på italienerne med kasteskyts, slag og spark. Italienerne forsøgte at flygte, men da de ikke kunne komme ind på banen, blev de mast sammen i den modsatte ende mod en mur, der adskilte siddepladserne fra ståtribunen bag målet. Presset fra massen af italienske fans, der forsøgte at flygte, blev så stort, at både hegnet ind til banen og muren, der afsluttede ståtribunen, brød sammen.

Mange blev dræbt eller kvæstet under den sammenstyrtede mur, mens andre efterfølgende blev trampet ihjel. Redningsmandskabet var næsten 40 minutter om komme frem til stadion, og desperate italienere søgte efter venner og familiemedlemmer, mens andre forsøgte at hjælpe de tilskadekomne. Imens fortsatte de engelske hooligans angrebene på italienere og politiet, der kæmpede for at få kontrol over begivenhederne. Af sikkerhedsgrunde valgte arrangørerne at gennemføre kampen, som Juventus vandt 1-0.

I alt mistede 39 mennesker livet, og mindst 350 blev sårede. Alle var enige om englænderes skyld, selv om de belgiske arrangører også blev stærkt kritiseret for ikke at have adskilt de to fangrupper og på grund af det forældede stadion. Konsekvensen blev, at de engelske klubber blev udelukket fra at deltage i de europæiske turneringer i en årrække, hvilket påførte dem tab for mange millioner pund. I England gennemgik politiet desuden 50 timers videooptagelser fra stadion med lup og kunne med sikkerhed udpege 26 personer, som havde været ansvarlige for optøjerne. Disse mænd blev anholdt og måtte i begyndelsen sidde i et britisk fængsel, mens man ventede på indenrigsministerens afgørelse. Derefter blev de stillet for retten i Belgien anklaget for mord. I 1988 afslørede myndighederne i Bruxelles dog, at 20 af de fængslede englændere var blevet løsladt mod kaution, og at fem allerede var blevet frigivet tidligere.

I England blev der yderligere nedsat en lang række nye regler for adfærd under fodboldkampene. Blandt andet i kraft af lovsamlingen Sporting Events Act, der forbyder udskænkning af alkohol på stadioner. 

Hvordan udviklede hooliganismen i England sig fra 1990’erne?

Op igennem 1990’erne begyndte hooliganfænomenet at sprede sig til de små klubber, så det ikke længere kun var de store super-hooligangrupper som Red Army (Manchester United) eller ICF (West Ham), der kunne betegnes som rigtige hooligans. Overraskende nok betød dette ikke, at hooligansituationen blev forværret i England. Tværtimod blev forholdene på stadioner mere og mere rolige. Det skyldtes dog ikke, at hooligan-æraen er slut, men snarere at det ikke længere er muligt at udføre den tiltænkte ballade eller den tiltænkte slåskamp omkring stadion.

Politi og vagter har fået langt større beføjelser til at gribe ind, og skjulte kameraer på stadion gør det vanskeligt for hooligans at begå lovovertrædelser uden at blive opdaget. I stedet mødes hooligangrupper ofte et afsides aftalt sted og slås, før eller efter fodboldkampen. For en udenforstående kan det være svært at få øje på den egentlige relation til fodboldkampen, og muligvis er denne relation heller ikke længere tilstedeværende. Ikke desto mindre lever volden og hadet i bedste velgående.  

Hvilke hooligangrupperinger er de dominerende i England?

· Red Army: Som en naturlig følge af Manchester Uniteds succes op igennem 1950’erne begyndte den nationale opbakning til holdet at stige. Fra 1960’erne begyndte den voldelige og konfliktsøgende del af Manchester Uniteds fanskare at blive betegnet som Red Army, et navn pressen havde opfundet. Navnet giver mindelser til den bolsjevistiske venstreorienterede hær, der kæmpede under den russiske borgerkrig i 1918, og som fra 1922 og indtil Sovjetunionens fald i 1991 var Sovjetunionens hær. Desuden giver navnet mindelser til den tyske venstreorienterede militante gruppe Rote Armee Fraktion, der eksisterede fra 1970 til 1993, og som på engelsk kaldes Red Army Fraction. Navnet knyttede sig til, at Manchester Uniteds fodboldfans primært var unge mænd fra arbejdermiljøer. Angiveligt var det spændingen og følelsen af den kollektive styrke, der var det store trækplaster. I midten af 1970’erne havde Red Army fået oparbejdet et uskønt ry for blandt andet at indbefatte de mest uvorne og uvelkomne supportere.

I pressen blev de kaldt for vilde dyr – en betegnelse der blev manifesteret ved, at man på stadioner begyndte at sætte gitre foran dem, så de var adskilt fra spillerne på banen og derfor rent faktisk mindede om vilde dyr i bure. I takt med, at hooliganismen blev mere organiseret, begyndte også andre superhooligangrupper at markere sig. Det blev almindeligt, at hooligans fra de store grupper begyndte at dele pamfletter ud, der opfordrede stridende fans til at mødes og slås ved udvalgte kampe. Her vandt Red Army ofte terræn og fik status som en slags elite indenfor den engelske hooligankultur.  

· Inter City Firm: En anden fangruppe, der har sat sine spor i den engelske hooliganhistorie, er West Ham’s Inter City Firm, populært kaldet ICF. Navnet tillagde gruppen sig i 1970’erne, og det kom sig af, at gruppen ikke benyttede sig af de officielle supporterbusser ved udekampene, men udelukkende foretrak den offentlige transport (for eksempel Inter-city tog). Årsagen var, at de på den måde var sværere at identificere af politi og andre officials. Af samme grund blev deres kendetegn at de gik klædt i almindeligt tøj, så det nærmest var umuligt at skelne dem fra fredelige fodboldsupportere. ICF’s erklærede mål har siden 1970’erne været at komme til fodboldkampene for at slås og intimidere modpartens fans, altså det modsatte holds hooligans. ICF består af en kerne på cirka 150 medlemmer og yderligere 400 medløbere, som kan tilkaldes til ekstra support.  

· Af andre dominerende grupper i det engelske hooliganmiljø kan nævnes Leeds’ Service Crew, Arsenals the Gooners, Chelseas the Headhunters og Leicesters Baby Squad. Disse grupper hører under, hvad man i dag vil betegne som lidt ældre grupper, da der siden er kommet utallige nye crews og firms til, mens andre er sygnet hen. De fleste af de store dominerende grupper er organiseret og styret ud fra de principper, som Red Army og ICF slog igennem med i 1970’erne og 1980’erne.

 

 

Hooliganismens udvikling i resten af Europa

Hvordan har hooliganismen udviklet sig andre steder i Europa?

Det er primært den engelske hooliganisme, der er blevet undersøgt og forsket i. Derfor er det vanskeligt at fremlægge en fuldendt beskrivelse af hooligankulturen i øvrige europæiske lande. En ting er dog sikkert, hver fodboldkultur har sine karakteristika, som har udviklet sig på baggrund af landets moralske, politiske og sociale kultur. Som nævnt findes der hooligans i alle fodboldspillende nationer, men i Europa er det især lande som Tyskland, Italien, Holland og Belgien, der har størst problemer med hooligans, både når det gælder landskampe og klubkampe. I de følgende afsnit gives en kortfattet beskrivelse af hooliganismen i netop disse lande. 

Hvilken rolle spiller hooliganismen i Tyskland?

I bogen “Football Hooliganism” af Steve Frosdick og Peter Marsh (se kilder) fremgår det, at det tyske politi ved EM i 1996 vurderede, at ti procent af de 10.000 tyske fodboldfans, der rejste til England for at se EM, var voldelige.

Især når Tyskland har spillet mod Hollands landshold eller hollandske klubhold, har der været mange optøjer, eftersom de to lande betragter hinanden som gamle arvefjender indenfor fodboldkulturen. Vurderingen er foretaget i føromtalte bog, “Football Hooliganism”, der dog ikke forklarer, hvorfor de betragter hinanden som arvefjender. Konflikten mellem de to fodboldnationer har især gjort sig gældende op igennem 80’erne og hen imod midt 90’erne. Ved EM i ’96 var der ingen voldelige sammenstød imellem de to nationer. Blandt de hold i den tyske Bundesliga, der har de største grupperinger af hooligans, kan nævnes:

· Bayern München med hooligangruppen Munich Service Crew

· Braunschweig med hooligangruppen Braunschweiger Jungs

· Bielefeld med hooligangruppen Blue Army

· Düsseldorf med hooligangruppen First Class

· Frankfurt med hooligangruppen Alderfront  

Hvilken rolle spiller hooliganismen i Italien?

Internationalt set er de italienske Ultras frygtede, fordi de hører til de mest voldelige hooligans i verden. De er især kendt for at undgå alkohol, så de bedre kan styre og organisere slagets gang, når de deltager i masseslagsmål.

Ultrabevægelsen blev dannet i Italien i slutningen af 1960’erne. Dengang var Ultras synonymt med politisk venstrefløjsekstremisme, og størstedelen af dem var tilknyttet en eller anden form for socialistisk bevægelse. Ultras er modstandere af at klæde sig i en standarduniform og foretrækker at gå klædt i deres eget normale tøj, der typisk indbefatter hættetrøjer og kasketter.

I Italien nåede den hooliganrelaterede vold et klimaks i løbet af 1980’erne, og det fortsatte frem til midten af 90’erne. Det kulminerede med VM i 1991, hvor der blev noteret hele 1.089 grove tilfælde af vold. Fra slutningen af 1980’erne begyndte hooliganproblemet at sprede sig til fangrupper tilhørende de lavere rangerende divisioner. Hen imod slutningen af 90’erne begyndte de hooliganrelaterede problemer dog at aftage. Den væsentligste forandring er, at optøjerne har flyttet sig væk fra stadionerne til omkringliggende områder, hvor myndigheder har langt sværere ved at gribe ind.  

Hvilken rolle spiller hooliganismen i Holland?

Undersøgelser har vist, at volden blandt hollandske fodboldsupportere begyndte at tage fart i de tidlige 1970’ere og kulminerede i 1980’erne med en massiv stigning i voldsepisoder, som især fandt sted uden for stadionerne. At de voldelige optøjer nu fandt sted uden for stadionerne var et resultat af den stigende politibevågenhed på stadionerne under kampene. For at bekæmpe volden og urolighederne på de hollandske stadioner indførte man endvidere COTASS (Club-Oriented Ticketing and Authorization Systems for Stadions), et system der på baggrund af omfattende netværks- og databasesystemer skulle føre kontrol med potentielt voldelige fodboldfans, for eksempel gennem brug af personlige id-kort. Ifølge forfatterne til bogen ”Football Hooliganism” (se kilder) har dette præventive tiltag dog ikke løst problemerne, men det har bevirket, at urolighederne i højere grad foregår uden for stadionerne før og efter kampene. 

For klubholdenes vedkommende har det kun været i den bedste række, at hooliganismen har været et problem. En bestemt fraktion blandt hollandske fangrupper kaldet Siders har tegnet sig for den største del af den fodboldrelaterede vold. Ligesom Casuals og Ultras er Siders ikke en hooligangruppe tilhørende ét bestemt hold, men snarere en bestemt type af hooligans, hvis opførsel minder om hinanden, men som kan tilhøre mange forskellige hold. Af hollandske klubhold, der har de mest problematiske hooligans, kan nævnes:

· Ajax med hooligangruppen F-Side

· Den Bosch med hooligangruppen Vak-P

· Den Haag med hooligangruppen North-Side

· Feyenoord med hooligangrupperne Vak-P og Vak-R

· Groningen med hooligangruppen Z-Side

· P.S.V. med hooligangruppen L-Side

· Utrecht med hooligangruppen Bunnikside 

Hvilken rolle spiller hooliganismen i Belgien?

En undersøgelse af hooligansituationen i Belgien tilbage i 1987 viste, at ved fem procent af klubkampene blev der identificeret grove tilfælde af hooliganvold og herunder et stort antal arresterede og tilskadekomne. Ved 15 procent af kampene blev der også rapporteret om hooliganoptøjer, dog i den mere tilforladelige afdeling. Fra sæsonen i 1987/1988 og frem blev især fire hooligangrupper toneangivende indenfor den belgiske hooligankultur:

· Anderlech

· Antwerp

· Club Brügge

· Standard Liege 

I de følgende år var disse grupper involveret i fire ud af fem tilfælde af grov hooliganisme. Senere begyndte flere grupperinger at følge trop, blandt andre: Beerschot, Chareloi, og RWDM. Det var og er primært ved holdendes udekampe, at deres hooligansupportere har lavet ballade.

Efter tragedien på Heysel Stadion i 1985 blev der brugt store ressourcer på forbedringer af sikkerhedsforanstaltninger. I bogen ”Football Hooliganism” (se kilder) fremhæves et eksempel: Under en kamp mellem Belgien og Skotland blev der indsat 600 belgiske politifolk til at overvåge 300 skotske potentielle hooligans. Desuden har det belgiske politi fået ry for at behandle hooligans på overordentlig hårdhændet manér.

Af andre præventive tiltag, der fremgår af bogen ”Football Hooliganism”, kan nævnes, at man begyndte at videoovervåge alle tribuner ved samtlige kampe i den bedste række, og desuden fordoblede man antallet af afvisninger ved indgangene for at sikre, at potentielle eller identificerede hooligans ikke slap ind på stadion. Disse tiltag har dog ikke fjernet det belgiske hooliganproblem helt, men det har bevirket at det i perioder har været meget hensygnende. 

Hooliganismen i Danmark

Hvornår opstod hooliganismen i Danmark?

Det er svært præcist at angive, hvornår den danske hooliganisme slog igennem. Op til starten af 1990’erne var Danmark udadtil berømt for sine roligans, som støttede – og stadig støtter – op om landsholdet ved internationale kampe. De danske roligans, der fik deres navn i en artikel i BT i 1985, blev kendt på deres positive og festlige adfærd. De er iført den karakteristiske rød-hvide uniform, der ofte indbefatter ansigtsmaling og den temmelig unikke klaphat. På trods af, at roligans generelt indtager store mængder øl under kampene, optræder de sjældent voldeligt eller konfliktsøgende.

På den hjemlige scene havde klubholdene også meget trofaste fans, men det var blandt sjældenhederne, at der opstod ballade i forbindelse med afviklingen af fodboldkampe. De fleste steder i landet forløb kampene stille og roligt, publikum sad ofte blandet mellem hinanden, og det var helt almindeligt at fædre havde deres sønner med ind og se kamp.

Med oprettelsen af Superligaen 1991 skete der store ændringer i fodboldkulturen. Dels kom der massivt flere penge i dansk fodbold, dels fik mange klubber en stærkt voksende fanskare. Siden begyndte klubberne at danne officielle fanklubber efter forespørgsel fra de mest engagerede supportere. Den første officielle fanklub var AaB Support, og siden fulgte de øvrige klubber trop.

I løbet af 1990’erne begyndte flere af de hårde supportere, tilnærmelsesvis hooligans, at vende de officielle fanklubber ryggen. Det skyldtes, at de fandt dem for kommercielle og for uinteresserede i at gennemføre aktiviteter efter medlemmernes anmodninger. Som et resultat heraf begyndte mange mindre fraktioner at udspringe blandt klubbernes fans. Det er i sådanne grupper, at hooligans trives bedst, fordi de selv autonomt kan råde over aktiviteter og handlinger og ikke behøver tage hensyn til klubben. Det var således først op i gennem 1990’erne, at den danske hooliganisme begyndte at tage sin form. 

Hvordan er de danske hooligans?

Selvom den danske hooliganhistorie er forholdsvis kort, er der alligevel sket mange ting på blot få år. Den danske hooliganisme er opdelt i mange fraktioner, og skellet mellem en almindelig supporter og en hooligan kan ofte være svær at trække. Nogle supportergrupper er således blevet kaldt hooligans, selvom kun to procent er egentlige hooligans, mens andre meget brutale grupper officielt benægter, at de har noget med vold at gøre på trods af, at kernen af den pågældende gruppes medlemmer har op til flere voldsdomme på straffeattesten.

Ifølge forfatter Lise Joern i bogen ”Homo Fanaticus” (se kilder) kan der trækkes tydelige tråde til den engelske hooliganisme, når det gælder den voldelige adfærd. Generelt kan man sige, at den danske fankultur har kopieret mange elementer fra de store udenlandske klubber: De farvestrålende fodboldhalstørklæder, klubtrøjer og anden merchandise og gennem de smædesange, som der synges ‘mod’ modstanderholdet og deres fans. Fra den sydamerikanske fodboldkultur har de danske supportere taget ideen med at slå på tromme og klappe rytmiske klapsalver, især når spillerne løber ind på banen.

Hvilke hooligangrupper findes i Danmark?

Der findes formentlig en lang række små hooligangrupper rundt om i landet, som offentligheden ikke kender til. De mest markante grupper – eller firms – er dog tilknyttet nogle af landets store fodboldklubber som FC København, Brøndby IF, Aarhus GF. Især voldelige fans fra FC København (Copenhagen Casuals) og Brøndby (South Side United) har tegnet sig for de fleste danske hooliganslagsmål. Men også en forholdsvis lille klub som Lyngby har en fraktion af meget voldelige fans. Omkring klubber som Odense Boldklub og Aalborg Boldklub og BK Frem er der også hooliganlignende grupper. Det er ikke præcist til at sige, hvor mange hooligans, der i alt er herhjemme, men det skønnes, at antallet ligger på omkring 300 kernehooligans og en del medløbere, som der ikke findes tal på. Nedenfor følger en gennemgang af de største hooligangrupper i Danmark med afsæt i bogen ”Hooligan – De danske broderskaber”, Wikipedias beskrivelse af ”Hooligangrupperinger i Danmark” og artiklen ”Hooligans, Casuals og Ultras i Danmark” (se kilder). 

South Side United støtter Brøndby IF og har eksisteret siden 1992. I starten var gruppens primære fjende AGF’s hooligangruppe White Pride, men da denne gruppe begyndte at miste betydning, blev fjendebilledet i stedet FCK’s Copenhagen Casuals. South Side United har cirka 40 kernemedlemmer og derudover et stort antal af løst tilknyttede. Til de store kampe anslås gruppen at kunne samle op mod 100 mand. Gruppen Blue Front er SSU’s tilhørende ungdomsfraktion, der anslås til at have cirka 20-40 medlemmer mellem 18 og 23 år. Flere medlemmer i Blue Fronts er kendt for at have højreekstremistiske holdninger og ‘heile’ under kampene. Med heilen henvises der til den nazistiske hilsen.

Copenhagen Casuals, også kaldet CC, støtter F.C. København og blev stiftet i midten af 1990’erne under navnet Copenhagen Ultras. Flere medlemmer af gruppen har højreekstremistiske holdninger. Copenhagen Casuals har tidligere vist sig at kunne mobilisere op til 150 mand, hvoraf 50 anslås til at være kernemedlemmer. Grupperingen har også ungdomsfraktionen Copenhagen Casuals Young Boys. Fraktionen blev stiftet i 2003 og anslås til at have omkring 20 medlemmer. Endvidere har FCK supportergruppen Urban Crew, der blev dannet i 2003. Denne gruppe er ikke decideret hooligans, og dens erklærede mål er, ifølge hjemmesiden (se kilder), ikke at lave ballade, men tværtimod at skabe en god stemning ved kampene. Denne påstand er politiet dog ikke enige i og gruppen er da også forhadt af mange af de fredelige fans, fordi den optræder for voldsomt. Urban Crew mistænkes for at have stået bag tidligere romerlysaktioner.  

White Pride støtter Aarhus GF og blev stiftet i 1994 under navnet Ultra White Pride. Gruppen er karakteriseret ved at være ekstremt højreorienteret og racistisk – deraf navnet, der kan oversættes med ‘Hvid stolthed’. White Pride hævder dog selv, at navnet skyldes, at AGF spiller i hvide dragter. Gruppen tæller omkring 25 medlemmer samt cirka 20 løst tilknyttede, men med tiden er White Pride blevet mindre betydningsfuld, ikke mindst på grund af AGF’s sportslige resultater. White Pride er i mindst ét tilfælde blevet støttet af Hells Angels støttegruppe AK81. 

Blue Army støtter Lyngby BK og er ifølge gruppen selv det oprindelige navn på Lyngbys fanklub. Gruppen består af cirka 50 medlemmer. De er kendte for at være en højreorienteret hooligan-gruppering, der har et overordentligt anstrengt forhold til FCK, som følge af de to klubbers historie.  

AaB Ultras støtter Aalborg Boldklub og tæller cirka 60 mand. Endvidere har Aalborg Boldklub supportgruppen Aalborg Casual Youth, der består af unge i alderen 15-21 år. De er kende for at optræde voldeligt i forbindelse med AaB’s kampe.

Odense Casuals støtter Odense Boldklub. For nogle år tilbage meddelte gruppen sin opløsning, men folkene fra gruppen eksisterer imidlertid stadig i miljøet, de er blandt andet blevet nævnt under navnet Island Boys. Antallet er usikkert, men i forbindelse med et tidligere slagsmål blev de deltagende anslået til omkring 40 personer.  

Hvordan hænger hooliganisme og højreekstremisme sammen?

Indenfor det danske hooliganmiljø eksisterer der – ligesom i f.eks. England – en række grupper, som enten er erklærede nynazister, eller som læner sig op af andre former for højreekstremistiske synspunkter. De mest markante grupper er Copenhagen Casuals (F.C. København), hvor flere af medlemmerne er aktive i Dansk Front, og White Pride (Aarhus GF) som siden stiftelsen i 1994 har været en erklæret højreorienteret supportergruppe. Ifølge Rigspolitiets ”Rapport om bekæmpelse af hooliganisme i Danmark” (se kilder) ses White Pride ofte i selskab med medlemmer af den nationalsocialistiske forening Dansk Front. Med tiden er flere af White Prides tidligere medlemmer blevet aktive i andre ekstremistiske højrefløjsprojekter.  

Hvad er de værste episoder i Danmark?

Ifølge artiklen ”Politiet kræver risikofri kampe om fredagen” (se kilder) blev den 23. september 1994 i mange år betragtet som en af de mest dystre dage i den danske fodboldhistorie – og som dagen hvor den danske fankultur mistede sin uskyld. På dagen, der går under betegnelsen ’Sorte Fredag’, spillede ærkerivalerne Brøndby IF og F.C. København kamp i Parken. På deres vej til Parken smed de hundredvis af fodboldfans om sig med kanonslag, de ødelagde cykler, smadrede biler, hærgede HT-busser og kastede med flasker. Inde i Parken eskalerede urolighederne, da hjemmeholdet kom foran 2-1. Der blev smadret og afbrændt over 200 sæder. På vej væk fra tribunen blev håndvaske og pissoirs flået ud af væggene og en kiosk blev smadret. Efter kampen fortsatte uromagerne balladen, her blev kastet med både brosten og flasker mod politiet. Den voldsomme tumult resulterede i skader for omkring 200.000 kroner og urolighederne endte med at 30 personer blev anholdt.

’Sorte Fredag’ er sidenhen blevet overgået af ’Sorte Søndag’, der igen fandt sted under et opgør mellem F.C. København og Brøndby IF. Urolighederne omkring kampen, der blev spillet i Parken den 19. september 2010, er ifølge både fans og politiet de voldsomste man til dato har oplevet i forbindelse med en fodboldkamp i Danmark. F.C. Københavns sikkerhedschef Leif Bjørn kalder dagen for den værste, han har oplevet i sine 13 år i Parken. I artiklen ”Fodboldvolden kostede 478 sæder og 58 personskader” (se kilder) kan man læse, at omfanget af urolighederne var 58 tilskadekomne, 38 anholdte, 478 ødelagte og afbrændte sæder, flere smadrede toiletter og hærværk for mere end 600.000 kr. Optagelser fra overvågningskameraerne viser, at over 200 mennesker deltog i balladen. I bogen ”Hooligan – De danske broderskaber. Respekten, æren, rusen” kan man læse, at Brøndby IF efterfølgende fik en historisk stor bøde på 200.000 kr. af DBU.

Kampen mellem FC København og AaB, der blev spillet den 4. marts 2012 på Aalborg stadion, er endnu et eksempel på en voldsom episode, hvor urolighederne uden for banen tog opmærksomheden fra kampen på banen. I artiklen ”Tilskuerballade stoppede næsten AaB-FCK” og pressemeddelelsen ”100.000 i bøde for tilskueruroligheder i Aalborg” (se kilder) kan man læse, at kampen blev afbrudt i alt fire gange, tre gange på grund af afbrænding af fyrværkeri i FC Københavns tildelte baneafsnit. En af gangene var urolighederne så voldsomme, at kampens dommer Michael Johansen af sikkerhedsmæssige årsager valgte at sende spillerne ud i omklædningsrummet. Han satte dog efterfølgende kampen i gang igen med en advarsel til tilskuerne om, at kampen ville blive afblæst, hvis der igen blev antændt fyrværkeri. Det lægger en dæmper på urolighederne, men da FC København scorer i overtiden går det på anden vis galt med sikkerheden, da det lykkedes en AaB-fan at løbe ind på banen og slå ud efter en spiller fra FC København. Det førte igen til en midlertidig afbrydelse af kampen, der først kunne genoptages, da baneløberen var blev eskorteret væk af AaB’s sikkerhedsfolk. På baggrund af sagen rejste DBU en disciplinærsag mod begge hold. Det var den fjerde indberetning af FCK ifbm. klubbens udebanekampe i samme sæson. Sagen endte med, at FCK blev straffet med en bøde på 100.000 for urolighederne, mens AaB blev dømt til at betale en bøde på 10.000 for ikke at have foretaget de sikkerhedsmæssige foranstaltninger, der kunne have hindret at tilskueren løb ind på banen.

 

Bekæmpelsen af hooliganisme i Danmark

Hvad bliver de gjort for at bekæmpe hooliganismen?

Op igennem halvfemserne har både politi, klubber og centrale organisationer i den danske fodboldverden jævnligt diskuteret, hvordan man kan bekæmpe den ødelæggende hooliganisme. Den 30. september 2008 blev ”Lov om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder” (se kilder) fastsat af Justitsministeriet. Loven er udarbejdet ud fra lovforslaget ”Forslag til lov om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder” (se kilder), fremsat af daværende justitsminister Lene Espersen den 12. december 2007. Lovforslaget er blandt andet blevet til på baggrund af ”Rapport om bekæmpelse af hooliganisme i Danmark” udarbejdet af en arbejdsgruppe under rigspolitiet. (se kilder)

Både DBU, Divisionsforeningen, Danske Fodbold Fanklubber og Rigspolitiet har været inddraget under udarbejdelsen af lovændringen, der er vedtaget for at give politiet og fodboldklubberne nye redskaber til at forebygge vold og uroligheder i tilknytning til fodboldkampe.

Ifølge Justitsministeriets pressemeddelelse “Nyt værn mod hooliganisme” (se kilder) var formålet med lovforslaget, der sidenhen har ført til lovændringen: “... at øge sikkerheden for det store flertal af fredelige tilskuere, der naturligvis skal kunne tage deres børn med ind og se en fodboldkamp uden at skulle bekymre sig for fodboldoptøjer”. Ændringen i loven skal give politiet og fodboldklubberne nye metoder til at forebygge vold og uroligheder i tilknytning til fodboldkampe. De nye metoder er:

· Generel karantæneordning

· Autorisation af kontrollører og videregivelse af personfølsomme oplysninger

· Sikkerhedsmæssig indretning af stadioner  

Hvad er karantæneordningen?

Det centrale element i lovændringen er en karantæneordning. Ordningen går ud på, at en person kan idømmes karantæne, når det er nødvendigt af hensyn til ro og orden, og der er begrundet mistanke om, at den pågældende person i forbindelse med en bestemt idrætsbegivenhed har begået en lovovertrædelse af følgende art:

· - straffelovens § 119, stk. 1 (vold og trusler mod personer i offentlig tjeneste mv.),

· - straffelovens § 121 (fornærmelig tiltale af personer i offentlig tjeneste mv.),

· - straffelovens § 134 a (deltagelse i slagsmål eller i anden grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted),

· - straffelovens § 266 (trusler),

· - straffelovens § 266 b (racisme),

· - straffelovens § 291 (hærværk),

· - overtrædelse omfattet af straffelovens kapitel 25 (forbrydelser mod liv og legeme, herunder vold),

· - lovgivningen om euforiserende stoffer,

· - lovgivningen om våben- og eksplosivstoffer,

· - lovgivningen om fyrværkeri, eller

· - ordensbekendtgørelsens § 3 (slagsmål mv.).

, og der er bestemte grunde til at antage, at den pågældende person på ny vil foretage strafbare handlinger, hvis ikke denne idømmes karantæne.

Karantænen er et forbud mod at opholde sig ved bestemte idrætsbegivenheder og inden for et område af 500 meters afstand, fra det sted hvor idrætsbegivenheden finder sted. Forbuddet er gældende fra seks timer før og indtil seks timer efter idrætsbegivenheden. Karantænen kan vare op til to år. Hvis den karantænedømte person frifindes eller der træffes afgørelse om påtaleopgivelse for det forhold, der ligger til grund for karantænen bortfalder den generelle karantæne.  

Hvad er autorisation af kontrollører og ’hooligan-registeret’?

Lovændringen fastslår, at kontrollørerne ved de fodboldkampe, der er omfattet af loven, skal være autoriserede af politiet og har gennemgået et særligt uddannelsesforløb, som er godkendt af Justitsministeriet. I pressemeddelelsen ”Nyt værn mod hooliganisme” (se kilder) udsendt af Justitsministeriet forud for lovændringen, stod der: ”Det vil således være de autoriserede kontrollører, som fører kontrol med tilskuerne – herunder adgangskontrol – der som udgangspunkt står for at kontrollere overholdelsen af generelle karantæner ved indgangen til og på stadionet. De autoriserede kontrollørers varetagelse af denne opgave vil indebære, at kontrollørerne – i det nødvendige omfang – modtager oplysninger fra politiet om, hvem der har karantæne, og hvordan de pågældende ser ud. De autoriserede kontrollører vil have tavshedspligt under strafansvar med hensyn til sådanne oplysninger.”

De oplysninger, der her henvises til, er det såkaldte ’hooligan-register’, som det er blevet døbt i pressen og folkemunde.

I ”Forslag til lov om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder” (se kilder) under ”Baggrunden for lovforslaget” afsnit 5.3 ”Justitsministeriets overvejelser” står der: ”De autoriserede kontrollørers varetagelse af denne opgave vil indebære, at kontrollørerne - i det nødvendige omfang - modtager oplysninger fra politiet om, hvem der er meddelt generel karantæne, og hvordan den pågældende ser ud.

Videregivelse af oplysninger om, at en person har karantæne, vil indebære en indirekte videregivelse af oplysninger om, at den pågældende er sigtet eller dømt for et strafbart forhold, da dette er en forudsætning for, at en person kan meddeles karantæne (...).”

Helt konkret betyder det, at kontrollørerne modtager personfølsomme oplysninger fra politiet om, hvem der har karantæne, og hvordan de pågældende ser ud. De autoriserede kontrollører har ifølge lovforslaget tavshedspligt under stafansvar med hensyn til oplysningerne. 

Hvad er den sikkerhedsmæssige indretning af stadioner?

I ”Lov om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder” (se kilder) kapitel 5 ”Indretning og godkendelse af stadioner mv.” står der:

”§ 7. Politiet kan meddele påbud om den sikkerhedsmæssige indretning af steder, hvor der afholdes bestemte idrætsbegivenheder, hvis der foreligger en særlig risiko for uroligheder forårsaget af tilskuere eller andre. Politiet kan fastsætte en frist for gennemførelse af påbuddet.

Stk. 2. Efterkommes et påbud efter stk. 1 ikke inden for den fastsatte frist, kan politiet meddele forbud mod, at der afholdes bestemte idrætsbegivenheder på stedet, indtil den påbudte sikkerhedsmæssige indretning er gennemført.”

Af baggrunden for lovforslaget, som fremgår under ”Forslag til lov om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder” (se kilder) under ”Justitsministeriets overvejelser” står der:

”I praksis vil der bl.a. kunne tænkes påbud om at sikre, at forskellige tilskuergrupper kan adskilles - f.eks. ved etablering af flere indgange eller adgangsveje til tilskuerpladserne eller ved opdeling af tribuner mv. - eller om at fjerne eller fastgøre løse genstande, der vil kunne anvendes som kasteskyts.” 

Hvordan lyder kritikken af lovændringen?

Både Rigspolitiets ”Rapport om bekæmpelse af hooliganisme i Danmark” fra 2005 og Justitsminister Lene Espersens efterfølgende lovforslag ”Forslag til lov om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder” fra 2007, som danner grundlaget for lovændringen, har medført kritik fra både fangrupper og forskere.

En af kritikerne er Thorbjørn Maigaard fra Brøndby Support og den kritiske fanklub Alle Hader Os. I artiklen ”Retspolitik kritik af politiets hooligan rapport” fra avisen Retspolitik (se kilder) udtaler han: ”Det er efter min opfattelse ren symbolpolitik! 95% af al hooliganisme foregår uden for stadion. At udelukke hooligans fra kampene afhjælper altså ikke problemet. Specielt fordi hooliganerne allerede har karantæne fra de fleste stadioner - det administreres bare i dag af klubberne selv uden om politiet. Det faktum har ikke hidtil afholdt hooligans fra at rejse til den anden ende af landet og slås med andre hooligans. Dertil kan man godt spørge, hvor slemt hooliganismeproblemet reelt er i DK.

Politiet anfører selv, at der er sket en dramatisk stigning i antallet af anholdelser. Men pointen er at meget få af disse er deciderede hooliganisme-relaterede. Stigningen skyldes en zero-tolerance politik fra politiets side, hvor folk anholdes for alt, hvad der overhovedet kan anholdes for (og lidt til) - derudover kommer de mange præventive anholdelser. Hvis vi har et hooliganisme-problem - og det har vi i et eller andet omfang - kan det vel ikke være så svært at anholde de mennesker der starter slagsmål og lade domstolene straffe dem?”

I artiklen ”Eksperter mod hooliganregister” fra DR’s hjemmeside (se kilder) udtaler Birger Peitersen, lektor ved Institut for Idræt ved Københavns Universitet: ”Et register er at skyde gråspurve med kanoner. Hvorfor bruge så mange ressourcer på måske under 50 personer, som man allerede kender?” Birger Peitersen, der har forsket i fankultur, han mener desuden, at vi er langt fra hooliganisme i Danmark.

Om planen med oprettelsen af et hooliganregister, hvor politiet forud for hver kamp skal vise et forbryderalbum frem for kontrollørerne på de enkelte stadioner siger landets førende ekspert i persondataloven, Peter Blume ifølge artiklen: ”Hvis man forestiller sig, at man giver de oplysninger til et stort stadions kontrollører, er det pludselig et stort antal mennesker, der kender til meget følsomme oplysninger. Hvis de bliver spredt til andre, kan oplysningerne have konsekvenser for vedkommende, som måske ikke kan få et job eller bliver fyret.”

I artiklen har DR desuden kontaktet alle politikredse med superligafodbold og bedt om deres vurdering. 11 ud af 12 kredse siger, at fodboldvolden enten er for nedadgående eller i hvert fald ikke stigende. Kun i København mener man, at den er i stigning.

Hvilken indsats er planlagt fra den nye regerings side?

Ifølge pressemeddelelsen ”Ministeren drøfter forstærket indsats mod fodboldbøller med fodboldklubber” fra Justitsministeriet 27-03-2012 (Se kilder) ønsker Justitsminister Morten Bødskov (S) at forstærke indsatsen mod de danske hooligans. Han har tilkendegivet, at han er åben over for at give politiet flere magtmidler, hvis det er det, der skal til for at skabe kontrol.

Justitsministeren har tidligere fremlagt lovforslaget om at lade politiet diktere tidspunktet for højrisiko kampe, et forslag der også blev drøftet under høringen om hooliganisme i Folketingets Kulturudvalg og Retsudvalg den 27. januar 2011(Se kilder), hvor politiet var fortalere for forslaget. Tanken er, at politiet har muligheden for at placere kampene tidligt på dagen. Hvilket man finder fordelagtigt ud fra en skøn om, at ballademagerne her ikke vil have haft tid til at varme op, og at det fra politiets side vil være nemmere at håndtere urolige fans, når kampene afvikles i fuld dagslys. Lovforslaget er dog blevet kritiseret af Divisionsforeningen for ikke at have noget fagligt belæg og forslaget møder ligeledes skepsis blandt forskere i fankultur. Under høringen om hooliganisme i Folketingets Kulturudvalg og Retsudvalg udtrykker Per Larsen, formand for DBU’s etiske udvalg også en skepsis over for forslaget, han finder det uretfærdigt at flertallet skal straffes for en lille gruppe ballademageres handlinger.

I artiklen ”Eksperter: Voldelige fans skal isoleres” (se kilder) istemmer forfatteren til bogen ”Hooliganisme”, Tom Carstensen, sig denne kritik af forslaget. Han mener også, at en sådan regulering vil ramme de forkerte, de ikke-voldelige fans, der i forvejen er trætte af at blive kontrolleret på lige fod med de voldelige. Det vil medføre færre tilhængere på stadion og færre indtægter fra tv-transmissioner, men ikke nødvendigvis påvirke de voldsomme grupperinger synderligt. Tom Carstensen mener i stedet, at man i højere grad skal gøre brug af det såkaldte hooligan-register til at isolere de mest voldelige fans. En registrering heri gør det forbudt at nærme sig stadion. Fanforsker Jonas Havelund mener, at det er naivt at nedfælde en hurtig politisk løsning. Der er efter hans mening ingen enkel løsning, der kan ændre hele fankulturen. Hos Radikale Venstre mener man, at løsningen i stedet skal findes i de såkaldte eventbetjente. Eventbetjente er betjente, der er uddannet til netop at håndtere opgaver i forbindelse med uroligheder i forbindelse med sportsbegivenheder og i at gå i dialog med fodboldfans. 

Hvordan arbejder politiet med bekæmpelsen af hooliganisme?

Vicepolitikommissær Mogens Kjærgaard Møller fra Københavns Politi var formand for den nedsatte arbejdsgruppe bag ”Rapport om bekæmpelse af hooliganismen i Danmark”, der dannede grundlag for lovændringen i 2008. Under folketingets Kulturudvalgs og Retsudvalgs høring om fænomenet hooliganisme den 27. januar 2011 udtalte Mogens Kjærgaard Møller, at man efter lovgivningen er trådt i kraft fra politiets side har oplevet, at bl.a. karantænemulighederne har været et afgørende redskab hen imod nye regler og en større respekt i miljøet.

Ved samme høring fortæller Allan Nyring fra Nationalt Operations- og beredskabscenter om nogle af de initiativer politiet har foretaget efter lovændringen trådte i kraft. Her fremhæver han blandt andet politiets nationale fodbolddatabase, som man foretager en planlægning af indsatsen til kommende kampe ud fra. Databasen har en masse historiske oplysninger, hvorfra man trækker erfaringer. Kampene inddeles herudfra i en hhv. lav-, mellem- og høj trusselsvurdering, og ud fra denne vurdering planlægger man sin indsats for den enkelte kamp. Helt op til kampstart modtager politiet efterretninger, der knytter sig til den enkelte kamp. Efterretningerne er med til at bestemme, om der skal skrues op eller ned for den planlagte indsats. Efter en kamp er afviklet, laver politiet ligeledes en vurdering af den pågældende kamp, som registreres i databasen. Man ser blandt andet på tilskuertal, typen af tilskuere, tilskuernes opførsel og hvad man ellers er blevet klogere på under afviklingen. Oplysninger man så igen kan bruge, når næste kamp af lignende art skal afvikles. Allan Nyring understreger, at det for politiet i høj grad handler om at lære af de erfaringer, man har fra kamp til kamp. Oplysningerne, der bliver lagret i databasen, bliver udregnet som statistik, der blandt andet bliver brugt som svar til Folketinget og de forskellige politikredse, der har behov for oplysninger.

Tallene er offentligt tilgængelige.

Yderligere nævner Allan Nyring ”Peer Review” systemet som et tiltag fra politiets side, der er foretaget efter lovændringen. Systemet går ud på, at alle politikredse med et superliga hold skal have besøg af et såkaldt Peer Review Team, der består af seks personer fra en samlet evalueringsgruppe, hvori alle politikredse er repræsenteret. Teamet kommer og vurderer en række emner, både nogle på forhånd fastlagte emner og nogle særlige lokale emner, som de enkelte politikredse selv har mulighed for at byde ind med. Det kan evt. være lokale vejforhold eller lignende. Gruppen er således sat ind i emner og planer vedrørende kampen forud for den afvikles, men de er samtidig tilstede under selve afviklingen af kampen, hvor de foretager interviews med de personer, de vurderede emner omhandler. Det kan være fans på stadion eller sikkerhedsfolk, men det kan også være en værtshusejer i lokalområdet. Man undersøger altså tingenes gang mens de foregår.

De oplysninger man registrerer indføres efterfølgende i en rapport, hvor man trækker de bedste læringspunkter ud fra. Systemet er ikke lavet for at de bedømme de enkelte politikredse, men det er i stedet sat til værks, for at give alle politikredse den samme ramme for håndteringen af en fodboldkamp.

Til samme høring fortæller Morten Anker Jensen fra Østjyllands Politi om den såkaldte ’Eventbetjentudannelse’, som et yderligere tiltag med stor succes. Det er en uddannelse, der er sat i gang af Østjyllands Politi i samarbejde med Center for Idræt på Århus Universitet, Frederikshavns Handelsskole og Rigspolitiets Videnscenter. I 2011 havde 60 medarbejdere fra Østjyllands Politi gennemgået udannelsesforløbet. Projektet bygger på, at man skal give folk gode oplevelser i forbindelse med eventbaserede begivenheder på en dialogbaseret måde. Opbygningen af uddannelsen er sket i et tæt samarbejde med DSB, OB’s sikkerhedschef, en fan-gruppe fra AaB, Svensk Politi, Københavns Politi, Rigspolitiet og de to fanforskere Kristian Rasmussen og Jonas Havelund. Uddannelsen går ud på, at give ansatte ved politiet en indsigt i inter-gruppedynamikken mellem fans: Hvad er det, der sker, når en stor gruppe er passet sammen? Hvad er det, der gør, at nogle pludseligt angriber politiet eller andre fans? De ansatte ved politiet modtager undervisning i, hvorfor og hvordan man foretager en differentieret indsats, hvor man sætter ind på de rette tidspunkter, med det rette mandtal og den rette styrke mod de rette personer. Det handler i høj grad om at opbygge et kendskab til de personer, der er tilstede under kampene helt ned på lokalt niveau. 

Hvad er klubberne og DBUs rolle i bekæmpelsen af hooliganisme?

Under høringen om hooliganisme (se kilder) udtrykte vicepolitikommissær fra Københavns Politi Mogens Kjærgaard Møller, at der i langt højere grad bør sættes ind fra klubbernes- og divisionsforeningens side i forhold til den udvikling, vi ser i dag. Han mener, at mange klubber fralægger sig det ansvar, de har. Mogens Kjærgaard Møller ønsker at se en mere proaktiv indsats fra klubbernes side og fra DBU’s side, hvor man påtager sig et ansvar, der fungerer som et supplement til de regler, der håndhæves fra lovmæssig side. Han mener, at man bør erkende, at nok kan politiet gøre en del, men sportsbegivenheder kan grundlægges sidestilles med privatfester, hvor det primært er festarrangørens rolle at sørge for, at rammerne er ordentlige. Ifølge Mogens Kjærgaard Møller mangler klubberne og dets kontrollører en højere grad af professionalisme.

Per Larsen, der er formand for DBU’s etiske udvalg, udtaler under høringen om hooligansime (se kilder), at han anser det som DBU’s rolle at skabe en ramme for de begivenheder, der finder sted. I den forbindelse tager man afsæt i UEFA’s fair play koncept, der går ud på at skabe respekt på både banen, udenfor og i forbindelse med afviklingen. Yderligere arbejder DBU også med et sikkerhedskoncept, som hviler på internationale aftaler og regler for afvikling af kampe. Det er DBU, der står bag indførelsen af det såkaldte ’udebane ansvar’, som går ud at klubberne bag tilskuere til udebanekampe stilles til ansvar, når deres fans er involveret i uroligheder. DBU er endvidere involveret i uddannelsen af kontrollører.

Per Larsen mener, at der er grund til optimisme, når det kommer til bekæmpelsen af hooliganisme, og at man skal passe på med ikke at lade panikken brede sig mere end højest nødvendigt. Han mener, at man er godt på vej, men hvis man i højere grad gjorde brug af karantæneordningen, ville man kunne opnå endnu bedre resultater i forhold til at bekæmpe uromagere.

Når det kommer til klubbernes bekæmpelse af hooliganisme beskæftiger man sig på klubplan fra F.C. Københavns ( FCK’s) side hovedsageligt med de såkaldte ”Casuals”, der er den gruppe af fans, der oftest står bag hærværk og afbrænding på stadion og herved ødelægger den gode oplevelse for de øvrige tilskuere. Som et middel til at bekæmpe uroligheder fra denne gruppe har FCK blandt andet indført FCK AWAY. FCK AWAY er et præventivt initiativ, der gør det nemmere at slå ned overfor uromagere til klubbens udebanekampe. På FCK’s hjemmeside kan man læse, at klubben har besluttet, at man kun kan få adgang til klubbens udebaneafsnit, hvis man er registreret medlem af FCK AWAY. Når man møder op ved udebaneafsnittets indgang skal man identificeres med navn og billede: ”Formålet med oprettelsen af FCK AWAY er at sikre og bevare den gode stemning på F.C. Københavns udebaneafsnit, samt at sikre at alle, der opholder sig på og omkring afsnittet fortsat kan føle sig trygge og glade både før, under og efter opholdet.” På hjemmesiden kan man endvidere læse, at initiativet er blevet taget i forlængelse af flere ubehagelige episoder med en mindre del af klubbens tilskuere til udebanekampe. Modellen, som FCK AWAY er baseret på, er kendt fra udlandet.

Under høringen om hooliganisme fremhævede FCK’s kommunikationschef Daniel Rommedahl fire punkter, der fra klubbens side er afgørende at overholde, når man ønsker at bekæmpelse af hooliganisme:

· Vi skal være gode rollemodeller og vise vejen frem for vores fans

· Vi skal i takt med tiden være med til at skabe gode rammer for alle og være i dialog med vores fans for at opnå fælles forståelse

· Vi skal fra klubledelsens side være 100% konsekvent i forhold til de beslutninger der bliver taget. Eksempelvis i håndhævelsen af FCK AWAY

· Vi skal have et stærkt samarbejde med myndighederne og DBU.  

Hvordan synes de hardcore fans, man skal bekæmpe hooliganismen?

Inden for fanmiljøet mener man, at løsningen på hooliganismeproblemet skal findes i en dialog mellem de involverede parter. I artiklen ”Hardcore fans vil i dialog om fodbolduro” (se kilder), der blev bragt i kølevandet på episoden i Parken 2010, udtaler en af de ledende skikkelser i det uofficielle hårde fanmiljø omkring fodboldklubben Brøndby IF, der selv har domme for fodboldkriminalitet bag sig, at han håber, at episoden vil blive analyseret igennem, så lignende episoder, der ikke er til nogens interesse, ikke finder sted igen. Han påpeger at de personer, der var involveret i urolighederne ikke var personer fra hooligangrupperinger men i stedet fans fra den såkaldte gruppe B. Det er denne gruppe, han betegner som de farligste, da de ikke er tilknyttet nogen gruppering og lader sig styre af impulser.” Man vil kunne stoppe sådan en situation her i at eskalere, hvis alle sætter sig ned og snakker sammen”, siger han og fortæller, at hans gruppe gerne deltager i møder mellem repræsentanter for fangrupperinger, kontrollører, politiets specialpatruljer og fodboldklubberne. 

Hvordan mener forskerne, at hooliganismen skal bekæmpes?

Under høringen om hooliganisme afholdt af Folketingets Kulturudvalg og Retsudvalg i 2011 (se kilder) fremlagde fanforskere fra Institut for Idræt på Århus Universitet en række bud på, hvordan man bedst muligt bekæmper hooliganisme i Danmark. Forslagene var blandt andet inspireret af en model, der er at finde i EU’s Fodbold Håndbog for politiet, der beskriver politiets spilleregler og roller i forbindelse med internationale kampe mellem to hold fra forskellige EU-lande. Modellen gør op med ideen om en masse som en homogen størrelse til fordel for et differentieret syn på massen: ”Ønsker man at fortage en vurdering af problemets omfang er det centralt, at man får afgrænset problemet”, siger fanforsker Jonas Havelund, der mener manglende definition af begrebet ’hooligan’ og et forsimplet syn på massen er med til at unuancere problematikken omkring fodboldvold og uroligheder.

I forlængelse heraf mener han, at det kan være en fordel at kategorisere fans ud fra den risiko, man vurderer de udgør. Til det formål har politiet allerede en inddeling, hvor man taler om kategori A, B og C supportere: · A supporterne er dem der holder sig inden for lovens grænser,

· B supporterne er dem der udgør en reel risiko på trods af, at de som udgangspunkt tager afstand fra vold, mens

· C supportere er de fans der laver optøjer og aktivt opsøger konfrontation med kontrollører, politi eller fans fra rivaliserende grupperinger.

Sidenhen er man begyndt at inddele fans i risikogrupper og ikke-risikogrupper, en inddeling, der ifølge Jonas Havelund kan være problematisk, fordi den placerer de tidligere kategori B og C under den samme kategori, nemlig risikokategorien. Det er ifølge Jonas Havelund særligt vigtigt, at man forstår, hvad der tricker kategori B fans, og at man formår at behandle kategori B fans på en afbalanceret måde, idet man ellers risikerer at skubbe dem over imod C fans. Når man har kendskab til hvem, der udgør en risiko, bør indsatsen indsættes målrettet og proportionelt i forhold hertil. Her skal man ifølge Jonas Havelund være opmærksom på at en højprofilleret indsats, det vil sige markant tilstedeværelse af politi i tungt udstyr, i situationer med en lav eller ingen risiko af folkemængden vil opfattes som illegitim eller ukorrekt. En sådan indsats vil øge sandsynligheden for, at der dannes fællessag mellem erklærede ikke voldelige og erklærede voldelige mod politiet. Iværksætter man derimod en lavprofilleret indsats i forbindelse med lavrisikosenarier, hvor politiets tilstedeværelse er mindre markant enten i antal eller i fremtoning, så vil sandsynligheden for, at der opstår konflikter, begrænses og man vil observere en øget selvregulering blandt fansene.

Det er vigtigt at være bevidst om disse mekanismer, mener Jonas Havelund. Han fremhæver ’DSB’ som et eksempel på en virksomhed, der netop har haft succes med at tænke anderledes ved at indgå dialog med fodboldfans. Tidligere oplevede DSB, at deres toge blev udsat for hærværk, og togpersonalet havde et højt sygefravær på dage, hvor de kunne risikere at møde fodboldfans. I 2008 begyndte man så at uddanne fodboldguider, og via dialog mellem guiderne og de hardcore fans har man formået at skabe en fælles ramme omkring fansnes ture rundt omkring i Danmark – fælles rammer der er til alles bedste.

Fanforsker Kristian Rasmussen fremhæver under høringen (se kilder) ligeledes dialogen som det bedste middel til bekæmpelsen af hooliganisme. Han mener, at det er vigtigt, at politiet ved, hvem de står overfor, og at de kender til den hierarkiske opbygning i de enkelte grupperinger, så de ved hvem, de skal henvende sig til. For det nytter ikke noget at henvende sig til en ung knægt uden indflydelse, man skal i stedet have fat i dem, der bestemmer i gruppen. Her fremhæver han politiets enhed ’S100 spotterne’ som et positivt eksempel på en indsats, hvor man har succes ved netop at benytte sig af dialog. Der er tale om en københavnsk politienhed, der arbejder som civilbetjente og har med de københavnske hooligans at gøre. De har et indgående kendskab til fansne og går i dialog med dem både før, under og efter kampene.

Brønby IF sikkerhedschef Emil Bakkendorff udtrykker i artiklen ” Hardcore fans vil i dialog om fodbolduro” (se kilder), at han er enig i, at kendskab til grupperingerne og dialog er en afgørende metode til at bekæmpe hooliganismen. I artiklen siger han: ”Al forskning viser, at hvis du sætter hårdt mod hårdt, så kommer der en trodsreaktion. Man er nød til at forstå, at der også er tale om almindelige mennesker, som godt kan forstå logik og forhandlinger. ”

Kilder til baggrund

Bøger

Peitersen, Birger: Dem der ikke hopper. 2004. bibliotek.dk
Perryman, Mark (red.): Hooligan wars. 2001. bibliotek.dk
Dunning, Eric: Sport Matters - Sociologial studies of sport, violence and civilization. 1999. bibliotek.dk

Film

Green Street Hooligans. 2005. Instrueret af Lexi Alexander. bibliotek.dk
The Football Factory. 2004. Instrueret af Nick Love. bibliotek.dk
I.D. 1995. Instrueret af Philip Davis. bibliotek.dk
The Firm. 1988. Instrueret af Alan Clarke. bibliotek.dk

Kilder citeret direkte i artiklen

Rapporter og undersøgelser

“Rapport om bekæmpelse af hooliganisme i Danmark”

Love og lovforslag

Justitsministeriet. Justitsminister Lene Espersen fremsatte den 12. december 2007 lovforslaget ”Forslag til lov om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder”. På ministeriets hjemmeside ligger pressemeddelelsen om lovforslaget, som blev sendt ud den 11. december 2007. Søg på ”Nyt værn mod hooliganisme”.
Folketingets hjemmeside. På Folketingets hjemmeside kan man finde lovforslaget ”2007- 08, 2. samling - L 38 (som fremsat): Forslag til lov om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder”, som det blev fremlagt den 12. december 2007. Dokumentet findes ved i boksen med Kvik opslag på forsiden at vælge Dokumenttype: Lovforslag og derpå Dokumentnummer: L 38.

Høring om hooliganisme

Retsinformation. På retsinformation.dk kan man finde ”Lov om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder”. Offentliggjort af Justitsministeriet, 2008-05-01.
Høring om hooliganisme. Folketingets Kulturudvalg og Retsudvalg, 27-01-2011 Her taler repræsentanter fra forskningsverdenen, ordensmagten og sportens interessenter om arbejdet med bekæmpelsen af hooliganisme.

Hjemmesider

Wikipedia Wikipedia Har er kortfattede beskrivelser af den danske og internationale hooligankultur. Desuden er der en liste over hooligangrupperinger i Danmark.
FCK’s hjemmeside Under fanzonen kan man læse om FCK’s FCK AWAY tiltag.

Pressemeddelelser

DBU 100.000 i bøde for tilskueruroligheder i Aalborg. Marts 2012.
Justitsministeriet: Ministeren drøfter forstærket indsats mod fodboldbøller med fodboldklubber. 2012-03-26.

Artikler

Ritzau: Eksperter: Voldelige fans skal isoleres. 2012-03-26.
Dr.dk/sporten: Tilskuerballade stoppede næsten AaB-FCK. 2012-03-04.
Brock, Jeppe Lauersen: Politiet kræver risikofri kampe om fredagen. Politiken, 2011-09-19.
Hvilsom, Frank: Hardcore fans vil i dialog om fodbold uro. Politiken, 2010-09-24.
TV2 Nyhederne: Hooligans, Casuals og Ultras i Danmark. 2010-09-21.
Heide-Jørgensen, Christian: Fodboldvolden kostede 478 sæder og 58 personskader. Politiken, 2010-09-20.
DR Nyheder/Indland: Eksperter mod hooliganregister. Artiklen ligger på www.dr.dk, 2007-02-07.
Maigaard, Thorbjørn: Retspolitisk kritik af politiets hooligan rapport. Bladet Retspolitik, 2005-06-28.

Bøger

Carstensen, Tom & Jonas Nyrup: Hooligan - De danske broderskaber. Respekten, æren, rusen. Lindhardt og Ringhof, 2011 bibliotek.dk
Joern, Lise: Homo Fanaticus. 2006. bibliotek.dk
Frosdic, Steve og Peter Marsh: Football hooliganism. 2005.
Dunning, Eric: Fighting Fans. 2002. bibliotek.dk
Dansk fremmedordbog bibliotek.dk

Emnesøgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på hooligans bibliotek.dk
Udskriv denne side

Tilmeld faktalink nyheder

Tilmeld dig nyheder om 

Faktalink

 

Artikler på vej

 

  • Listeria

  • Fosterdiagnostik 

  • Industraliseringen

  • Imperialismen

  • Kloning

  • Hippiekulturen i 1960'erne

  • UNESCO

  • Genbrug

 

Aktuelle temaer

It og samfund

Klimaforandringer og grøn omstilling

Kampen om Afghanistan

Menneskerettigheder under pres

Mad og mennesker 

   

Tips til analysen

 

Hent introfilm om Faktalink

 

Ny intro-film til Faktalink

 

 

Adgang til Faktalink

Ønsker du fuld adgang til Faktalink?


Kontakt os

DBCs kundeservice