Definition og baggrund

Main image kapitel
Hjemløs på Strøget i København sælger 'Hus forbi'.
Hjemløs på Strøget i København sælger 'Hus forbi'.
Foto: Christian Lindgren / Scanpix

Hvornår er man hjemløs?

I FNs menneskerettigheds erklæring artikel 25, punkt 1, står der, at: ”Enhver har ret til en sådan levefod, som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære, herunder til føde, klæder, tøj, bolig.” (se kilder).
Men selvom alle altså har ret til en bolig, er der ikke nogen fælles international definition af hjemløshed. Det betyder, at hvert enkelt land kan have hver sin definition af hjemløshed, og det gør det svært at optælle antallet af hjemløse på globalt plan. Den europæiske hjemløseorganisation FEANTSA (fransk: Fédération Européenne d'Associations Nationales Travaillant avec les Sans-Abri), har dog lavet en definition af hjemløshed (ETHOS), som forsøger at rumme alle de europæiske nationalstaters definitioner (se kilder). Målet er på sigt at lave en fælles europæisk definition af hjemløshed, så man bedre kan sammenligne antallet af hjemløse og hjemløshedens form på tværs af landegrænser.

Hvordan definerer og måler man hjemløshed i Danmark?

ETHOS-definitionen, som er den europæiske hjemløseorganisation FEANTSAs definition af hjemløshed, er grundlaget for SFIs (Socialforskningsinstituttet) definition af hjemløshed, som man benytter herhjemme, når man hvert andet år laver en hjemløsetælling (se kilder) (se Hvordan måles hjemløshed?).
Her får man ansatte på herberger, natcafeer samt gadeplansarbejdere til at registrere alle de hjemløse, de møder gennem en udvalgt uge. Man bliver registreret som hjemløs, hvis man:

1. overnatter på gaden, i en trappeopgang, i et skur eller lignende

2. overnatter på natvarmestue/værested med nødovernatning eller lignende

3. overnatter på akut/midlertidigt botilbud som herberger og forsorgshjem

4. opholder sig på hotel, vandrerhjem eller lignende pga. hjemløshed

5. bor midlertidigt og uden kontrakt hos familie, venner eller bekendte

6. bor i midlertidig udslusningsbolig uden permanent kontrakt

7. afsoner under Kriminalforsorgen, skal løslades inden for 1 måned og mangler en boligløsning

8. opholder sig på hospital/behandlingstilbud, skal udskrives inden for 1 måned og mangler en boligløsning.

Ifølge den danske måde at opgøre hjemløshed på er man derimod ikke hjemløs, hvis man for eksempel er studerende, der søger om at flytte til en anden by ved studiestart, eller hvis man er en ung hjemmeboende, der ønsker at flytte hjemmefra, men har svært ved at finde bolig. Der er derfor ofte forskel på at være boligløs og være hjemløs.