Hvilke metoder eksisterer til at bekæmpe hjemløshed?
Der findes mange tilgange til, hvordan man kan nedbringe hjemløsheden. Indsatsen handler dels om at forebygge, eksempelvis at gøre en indsats med støtte og gældsrådgivning for at undgå, at socialt udsatte bliver sat ud af deres bolig. Samtidig er der en række indsatser, der skal hjælpe hjemløse med at etablere sig i en bolig. Udfordringen er som nævnt, at mange hjemløse har problemer, der rækker ud over hjemløsheden. Hvis man skal hjælpe hjemløse med at komme i en permanent bolig, skal man derfor se på den hjemløses samlede problemer.
De seneste år har man i den vestlige verden, herunder i Danmark, særligt været inspireret af to modeller: trappemodellen og housing first-modellen.
Hvad er trappetrinsmodellen?
Trappetrinsmodellen er en model, man bruger i arbejdet med at bekæmpe hjemløshed. Modellen er baseret på en idé om, at man bedst hjælper den hjemløse ét trin ad gangen. Konkret vil det sige, at man hjælper den hjemløse med at håndtere sine problemer skridt for skridt. Første skridt kan være, at den hjemløse kommer ud af sit misbrug, mens det andet trin kan handle om hjælp til sine psykiske problemer. Det sidste trin på trappen er så, at den hjemløse får en bolig.
Hvad er housing first-modellen?
De seneste år er der inden for arbejdet med at bekæmpe hjemløshed kommet større fokus på housing first-modellen, hvor man – som navnet antyder – placerer den hjemløse i en bolig, inden man begynder at arbejde med de andre problemer. Du kan læse mere om housing first- og trappetrinsmodellen på Socialstyrelsens hjemmeside (se kilder). En af tankerne bag housing first er, at den hjemløse på denne måde får en base, som skaber ro til, at man kan arbejde med andre problematikker. Det kan for eksempel være vanskeligt for en hjemløs, der ikke har adgang til bad og til at få sovet regelmæssigt at deltage i en uddannelse eller møde i aktivering eller på arbejde. Og det kan være meget vanskeligt, mens man stadig lever på gaden at komme ud af et misbrug, som måske er opstået netop for at holde det hårde liv på gaden ud. Desuden vil mange hjemløse på herberger og på gaden være omgivet af andre med tilsvarende problemer, og det er derfor typisk svært at holde sig ude af misbrug, så længe man befinder sig i det samme miljø.
Hvad gør man for at modvirke hjemløshed i Danmark?
I velfærdsstaten Danmark er størstedelen af hjemløseindsatsen offentligt finansieret. I 2017 afsatte den daværende regering 250 millioner kroner til at bekæmpe hjemløshed (se kilder). Indsatsen skal blandt andet etablere national rådgivning på hjemløseområdet, styrke forebyggelsen af hjemløshed, skabe startboliger for unge samt sikre, at unge får deres eget hjem med det samme (‘housing first’). Derudover vil indsatsen fokusere på rehabilitering, psykiatri og at yde støtte til langvarigt hjemløse.
Samtidig gør en lang række private organisationer, hvoraf en stor del er kirkelige, en omfattende indsats for at hjælpe hjemløse. Ofte sigter de private organisationer på at hjælpe der, hvor de offentlige tilbud ikke dækker. Det kan for eksempel være at hjælpe og rådgive udenlandske hjemløse, som den kirkeligt funderede organisation Kompasset gør (se kilder), eller det kan være den private organisation Projekt UDENFOR (se kilder), som primært henvender sig til de mest udsatte hjemløse gadesovere, som de offentlige tilbud har svært ved at nå.
Hvad gør man for at bekæmpe hjemløshed i andre lande?
Der er stor forskel på, hvordan man forsøger at modvirke hjemløshed i eksempelvis USA og Europa, men også inden for Europa er der stor forskel på tilgangen. Der findes både en offentlig og en privat drevet indsats. I USA, som bruger færre penge på en offentlig social indsats, bliver tilbuddene til hjemløse i højere grad drevet af private, ofte kirkelige, tilbud.
I Finland har man siden 2008 grebet hjemløseproblematikken anderledes an end i resten af Vesten, og vores nordiske nabo lader til at have fundet en løsning på at bremse udviklingen. For mens hjemløsheden mange andre steder i verden er steget, er den i Finland faldet til et ikke før set lavt niveau.
Strategien går ud på at give alle hjemløse deres eget hjem – altså en housing first-model. Samtidig får de hjemløse en intensiv støtte. Mange andre steder i verden har den hjemløse først skulle opfylde en række betingelser, før han eller hun kunne få sit eget hjem – den såkaldte trappestige-model.
Juha Kaakinen, der er en af initiativtagerne til den finske model, siger således i en artikel i Zetland den 27. september 2019 (se kilder): “For først når du har et permanent sted at bo, kan du begynde at tackle de problemer, du har. En tryg base er fundamentet for at ændre dit liv. Det er virkelig svært at bekæmpe et misbrug, hvis du hele tiden er bange for at ryge ud ad det sted, du bor – eller du ikke ved, hvor du er henne i morgen.”
Strategien har betydet, at antallet af langvarigt hjemløse i Finland er styrtdykket siden 80’erne, hvor den i mange andre lande er steget. i 1980’erne vurderedes der ifølge artiklen at være omkring 20.000 hjemløse i Finland. I dag er dette tal nede på 5.500. Heraf bor 70 % midlertidigt med venner eller familie. Kun 200 hjemløse menes i dag at bo på gaden.
En så stor indsats er dog ganske omkostningstung – den menes at have kostet omkring 1,8 milliarder kroner. Men for hver langvarig hjemløs, der kommer i sin egen lejlighed, sparer systemet 100.000 kroner årligt, da langt færre får brug for akutte behandlinger Det fremgår af artiklen fra Zetland.
Også i Norge har de formået at nedbringe antallet af hjemløse gennem housing first-strategien. Fra 6.259 personer i 2012 til 3.909 personer i 2016. Det fremgår af en artikel på organisationen Projekt Udenfors hjemmeside den 26. januar 2018 (se kilder).
Hvilke regler er der på hjemløseområdet?
I 2017 indførte daværende justitsminister Søren Pape Poulsen et såkaldt zoneforbud med det formål at dæmme op for især udenlandske hjemløse. Blandt andet blev det ulovligt for hjemløse at sove sammen med andre hjemløse på gaden, i parker eller på andre offentlige steder. Argumentet var, at de hjemløse kunne forstyrre den offentlige orden og skabe utryghed for borgerne. Overtrådte hjemløse reglerne, kunne det føre til et zoneforbud, så vedkommende i værste fald kunne blive forvist fra kommunen. Det fremgår af en artikel på Justitsministeriets hjemmeside (se kilder). Forbuddet har mødt kritik og folkelig modstand og er også blevet beskyldt for at kriminalisere hjemløse.