Hvem diskuterer historiekanonen?
Da den litterære kanon, som også er en del af pensum for folkeskolerne og gymnasieskolerne, blev annonceret i 2005, udløste det en voldsom debat. Den gik dels på, om man overhovedet skulle have en kanon, hvad der var kanonens kulturelle og politiske sigte, og hvad en given kanon burde indeholde. For øvrige oplysninger se FaktaLink om Litterære kanon (se kilder).
Da kulturkanonen blev lanceret i januar 2006, var der stadig godt gang i debatten både om kanontanken, om relevansen af en kulturkanon samt om kanonens indhold. Se FaktaLink om Kulturkanonen (se kilder).
Til gengæld var der ikke meget liv i debatten om historiekanon, da den blev lanceret op til sommerferien 2006. Om baggrunden var den allerede begyndende agurke- og ferietid, eller om det i stedet handler om, at befolkningen mere eller mindre har vænnet sig til kanontanken, kan man kun gisne om. Under alle omstændigheder lød der denne gang meget lidt snak om, om kanontanken overhovedet er relevant. Det, der hovedsageligt blev diskuteret, var selve historiekanonens indhold. På banen i debatten var en række politikere, aviser, historikere og undervisere.
Hvad mener de politiske partier, der er for en historiekanon?
Ud over VK-regeringen er også Dansk Folkeparti positiv overfor historiekanonen. Partiets uddannelsesordfører Martin Henriksen skriver i pressemeddelelsen “DF kritiserer historiekanon for forkerte til- og fravalg”, som er at finde på partiets hjemmeside (se kilder): “Jeg er virkelig glad og lettet over, at der er lagt op til en styrkelse af fagligheden, historiebevidstheden og fortroligheden med den danske kulturarv. Her tænker jeg især på de kræfter, der giver udtryk for at den danske historie og kulturarv bare er ren og skær indbildning. Den slags snak har ingen gang på jorden.” Partiet er dog kritisk overfor nogle af de til- og fravalg, kanonudvalget har foretaget. Derfor annoncerer partiet i selvsamme pressemeddelelse en række kanonpunkter, som, partiet mener, bør tilføjes, nemlig:
- Hammurabis lov
- Det Athenske Demokrati
- Den historiske Jesus
- Erobringen af Danelagen - Knud den Stores Imperium
- Frihedsrettighedernes tilblivelse
- Parlamentarismens indførelse/Systemskiftet 1901
- Den 1. Verdenskrig
- Danmarks tiltrædelse af Atlantpagten/NATO
- 68-oprøret
- Muhammed-krisen
Hvad mener de politiske partier, der er imod en historiekanon?
Enhedslisten er det eneste parti, der har udtrykt direkte modstand mod historiekanonen. Partiets uddannelsesordfører Per Clausen udtaler til Information i artiklen “Haarder i samråd om historiekanon” (se kilder), at “Der er tale om en ensidig udvælgelse af relevante emner og ikke et forsøg på at sikre en bred og alsidig historieundervisning i folkeskolen. Fravalget af sociale og kulturelle forholds betydning for vores udvikling er helt dominerende. Samtidig er en række meget vigtige begivenheder i det 20. århundrede udeladt. Bertel Haarders historiekanon giver ikke nogen sammenhængende opfattelse af historien, men sikrer massiv uvidenhed om vigtige begivenheder.”
Hvad mener aviserne om historiekanonen?
Aviserne tog generelt godt imod historiekanonen.
Berlingske Tidende er generelt positiv overfor kanontanken. Den faste skribent Claes Kastholm skriver i artiklen “Popcorn og Kanon” (se kilder): “Jeg forstod nu ganske præcist, i hvilken sammenhæng de nye litteraturkanoner og den nye, omdiskuterede historiekanon hører hjemme. De er vigtige elementer i et stort genopdagelses- og genopdragelsesprojekt. Ligesom vi har glemt, hvorfor man skal holde stille for rødt i trafikken, glemt, hvorfor det er en god ide at have ro og orden i klassen, glemt, hvorfor man skal spise ordentligt, så man ikke bliver bovnefed og ude af stand til at gå, så har vi glemt, at der er tænkt større tanker end vores, og glemt, at vi ikke er kommet ud af den blå luft, men er historiske væsner, skabt af en historie, der i sig rummer mange historier og altid også er en historie om kulturforskelle. En kanon er begyndelsen på en genopdagelsesrejse. Resten er vilje. Og pædagogik.”
Politiken er også begejstret. I lederen “God kanon. Hurra for Haarder” forsvarer avisen historiekanontanken. Det hedder for eksempel: “I dag er både skole og samfund præget af stor usikkerhed om, hvad der er vigtigt at vide, af adgang til en uendelig mængde informationer på internettet af stærkt varierende lødighed og af børn og unge, der er alt andet end autoritetstro [...] Skal samfundet og den enkeltes liv hænge sammen, skal skolen levere den ballast af viden, der er forudsætningen for at kunne orientere sig selvstændigt i tilværelsen. Det kræver læseplaner, der tør stå ved, hvad der er vigtigt, så både gode og mindre gode lærere får den støtte, de har brug for.” Der argumenteres desuden for, at det er vigtigt at diskutere og debattere kanonens indhold, men “det vigtige og positive er selve markeringen af, at der er emner og begivenheder, der er vigtigere end andre, og som hører med til en ordentlig undervisning. Det har ikke altid været god latin i dansk skoledebat - men nu er det ved at blive det.”
Hvad mener historikerne, der er for historiekanonen?
Historiker Jon Milner argumenterer den for en historiekanon i artiklen “Historiekanon?” i netmagasinet historie-nu (se kilder). Han skriver, at historiekanonen er vigtig for at “skabe et fælles fundament til forståelse af vores del af verden og de kulturværdier vi bygger vores samfund på. Når vi har fået fod på disse værdier kan vi med stor fordel beskæftige os med andre ikke-vestlige kulturkredse.”
Professor i historie ved Københavns Universitet, Gunner Lind, ser en række fordele ved en historiekanon, ifølge artiklen “Frygter sovjettilstande som følge af historiekanon” i Information (se kilder). Han siger: “Det er svært at pege på, hvad der er vigtigt i historien, men der er en værdi i at finde fællesnævnere blandt de mange begivenheder, for at vi på den måde kan diskutere ud fra en fælles referenceramme.” Han mener desuden ikke, at der er noget i udspillet fra Bertel Haarder, der indebærer en indførsel af statsautoriserede historiebøger. .
Hvad mener historikerne, der er imod historiekanonen?
Redaktørerne bag magasinet historie-nu (se kilder), Peter Frederiksen og Mikkel Thrane Lassen, er mere skeptiske, som det fremgår af artiklen “Hvad er kanonen ladet med?” (se kilder). De skriver, at en historiekanon vil gøre det vanskeligt at debattere om, hvad historie er: “Historie er ikke et fast defineret fag, som de naturvidenskabelige fag. Risikoen ved en kanon er derfor, at man fastfryser en bestemt tolkning af en historisk begivenhed, således at nye spørgsmål udelukkes. Historikernes opfattelse af historien er et produkt af den samtid vi lever i, og derfor skriver hver generation også sin egen tolkning af historien. Med en kanon risikerer vi, at vi får tilstande som de statsautoriserede historiebøger, præcist som det var tilfældet i Sovjetunionen. Og på den måde kan en historiekanon blive et instrument, der går direkte imod den folkelige, brede og nuancerede diskussionskultur, der er et væsentligt kendetegn ved det danske skolesystem.”
Hvad mener lærerne, der er for en historiekanon?
De lærere, der er positive over for historiekanonen, refererer til, at det er godt med læseplaner, der fremhæver, hvad der er vigtigt, så lærerne får støtte til at gennemføre en god og grundlæggende undervisning. De fremhæver kanoners potentiale i forhold til at skabe fælles værdier og referencerammer og mener, kanonen kan hjælpe til at integrere ikke-etniske danske, og at den gør det nemmere at give eleverne et overblik over historiske begivenheder.
Hvad mener lærerne, der er imod en historiekanon?
De, der er negative i forhold til historiekanonen, ser den som et indgreb i lærernes frihed til at vælge og prioritere i pensum. Andre på den skeptiske fløj fremhæver, at kanonideen er håbløs. I bladet Folkeskolen hedder det i lederen “En kikset start”, at “udvalgets liste med 29 “væsentlige begivenheder” fra Ertebøllekulturen til Globalisering viser, hvor håbløs hele ideen er. Hvorfor er nazismen ikke med? er der blevet spurgt. Hvor er Holocaust og Den Kolde Krig? Og hvorfor mangler…? lød det omgående og særdeles relevant fra andre.” Lederen fremhæver desuden, at der ikke er hverken erfaring eller forskning, der viser, at en kanon giver sammenhængsforståelse og kronologisk overblik.
Hvordan har kritikken af historiekanonens indhold lydt?
Historiekanonen er især blevet kritiseret for fraværet af Athens demokrati, Den Russiske Revolution, Første Verdenskrig, nazismen og Holocaust samt Den Kolde Krig. Specielt fravalget af Holocaust er faldet mange for brystet. Blandt andet talsmand for Mosaisk Trossamfund, Jaques Blum, som fremhæver i artiklen “Haarder i samråd om historiekanon” i Information, at mens der i andre lande er stor fokus på undervisningsmetoder, der sikrer eleverne viden om Holocaust, så sker der ingenting i Danmark. Dertil siger han: “Det, synes jeg, er helt forkert. Der bliver flere og flere elever fra tredjeverdens lande i den danske folkeskole, som slet ikke kender til Holocaust - eller måske kun til den iranske præsidents benægtelse af, at folkedrabet overhovedet har fundet sted. Også i det lys virker det misforstået - også af hensyn til integrationen - at Holocaust ikke er med i historiekanonen.”
Hvad er kritikken af historiekanonen som led i kulturkampen?
Kanontanken, som hersker hos regeringen, er blevet kritiseret for at være led i en national oprustningskampagne.
Lektor Bernard Eric Jensen, der forsker i historiefagets didaktik på Danmarks Pædagogiske Universitet, siger til magasinet Folkeskolen i artiklen “Elever gider ikke kronologisk udenadslære” (se kilder): “Bertel Haarder og udvalget giver det udseende af, at der er tale om en faglig oprustning. Det er jeg uenig i. Jeg mener, at det snarere er en del af en kulturkamp, hvor man forsøger at foretage en national oprustning. Det er et nationalt genrejsningsprojekt.” Bernard Eric Jensen ser kanonprojektet i forlængelse af Bertel Haarders grundtvigianske grundide om, at det nationale er den eneste vej til det universelle, og at al menneskelighed har en national udformning, som Haarder blev citeret for at sige, lige efter han blev undervisningsminister, i Berlingske Tidende den 20. februar 2005.
Bernard Eric Jensen siger, at Haarders synspunkt “er årsagen til, at vi nu får en kanon over historiske begivenheder, der er ekstremt national. Derfor mener jeg, at man med god grund kan sige, at dette ikke er et fagligt projekt, men i første række er forsøg på at genoplive det nationale erindringsfællesskab, der blandt andet kan bruges til kulturelt at assimilere indvandrere.”
Ifølge Bernard Eric Jensen er der endog forskning, der viser, at den undervisning, Haarder ønsker, ikke fører til et godt resultat. Han refererer til Vagn Oluf Nielsens bog “Ungdom og historie i Danmark” fra 1998 (se kilder), der behandler historieundervisningen fra sidst, Bertel Haarder var undervisningsminister. Her fremgår det, at den væsentligste årsag til historiefagets krise var, at den lagde op til pensumindlæring. Det vil sige til, at man terpede årstal, ting og personer.