Introduktion til hiphop

Hvad er hiphop?

Hiphop er et amerikansk begreb, hvor hip betyder noget hipt, trendy eller smart, og hop betyder hop. Sammensat har de to ord egentlig ingen betydning, men er blevet en samlet betegnelse for den ungdomskultur, der opstod i starten af halvfjerdserne i New York.

Hiphopkulturen baserede sig oprindeligt på fire hovedelementer:

· Breakdance

· Graffiti

· DJ-kunst

· Rap

I dag bliver hiphop mest associeret med musikken, som for længst har gået sin sejrsgang over hele verden. Men den oprindelige kultur var meget mere end bare musik. Hiphop har vist sig særdeles levedygtig og bliver ved med at forny sig. Hiphoppen har ikke, ligesom for eksempel halvfjerdsernes punk- og halvfemsernes technobølge, været begrænset til en levetid på omkring ti år.

Hvor opstod hiphop?

Hiphop opstod i starten af halvfjerdserne blandt unge puertoricanere og sorte i ghettoerne i New York-bydelene Bronx og Brooklyn. Unge mennesker mødtes til block-parties (gadefester), hvor en dj spillede op til dans. Til disse fester opstod efterhånden de fire hiphop-discipliner, som hurtigt blev genstand for konkurrencer, hvor forskellige crews (grupper) battlede mod hinanden. At battle betyder at kæmpe eller konkurrere. Den amerikanske kulturforsker Marshell Bermann fortæller i artiklen “Justice/Just Us” (se kilder), hvordan bydelen Bronx op gennem 1960’erne langsomt blev tømt for hvide mennesker og blev fattigere og fattigere. Han skriver videre at: “Da denne historiske katastrofe nåede sit laveste punkt, blev rappen født. I begyndelsen var der tale om en musik skabt af unge, der var alt for fattige til at købe instrumenter eller til at modtage musikundervisning” (se kilder).

Hiphop udspringer af en sort kultur, og i USA kan hvide rappere, der har slået bredt igennem kommercielt tælles på en hånd, på trods af at en betydelig del af dem, der hører hiphop i dag, netop er hvide unge mennesker fra middelklassen.

I Europa derimod, lever kulturen mere på tværs af farveskel. Dens oprindelige udspring fra de fattige ghettoer betyder imidlertid, at hiphop ofte har fungeret som talerør for marginaliserede grupper. Det samfundskritiske element i hiphop var dog tydeligst i firserne og er sværere at få øje på i dag, hvor hiphop- og r’n’b ifølge artiklen ”Migos hvem?” for første gang overhalede rock som genrer i 2017 (se kilder).

Hvad er graffiti?

Graffiti betegner det at skrive eller male på en væg med en spraydåse. I 1960’erne tog banderne i de sorte New York-ghettoer graffitien til sig for at markere deres territorier. Graffitien blev siden en integreret del af hiphopkulturen. Inden for graffiti skelner man mellem at tagge og at lave et såkaldt piece. At tagge vil sige, at man skriver sit graffitinavn med eksempelvis en sprittusch i et tog, en metro, på en husmur eller lignende. Et tag kan fylde alt fra 10-15 centimeter til en hel togvogn.

Et piece (stykke) er mere avanceret end et tag. Et piece kan både være et ord eller en tegning malet med spraydåse i forskellige farver. Det tager væsentligt længere tid at lave et piece end at sætte et tag, fordi man som regel bruger flere farver og skal male et større område som f.eks. et hegn eller en endevæg på en bygning.

Graffiti er ulovligt, men alligevel betragter mange graffitimalere blot det ulovlige aspekt som et spændingsmoment. Graffiti kan både udløse fængselsstraffe og høje bøder, og i artiklen ”Har malet graffiti på over 200 tog – nu forklarer de hvorfor”, fremgår det bl.a. at DSB har brugt omkring 25 millioner kroner på at fjerne graffiti fra deres tog om året (se kilder). Der findes særlige steder, hvor der er givet tilladelse til at male graffiti, men det har ikke nedbragt omfanget af illegal graffiti.
 

Hvad er en dj?

En dj er en der spiller plader på et diskotek eller en klub. DJ er en sammentrækning af disc jockey (pladevender). Dj’sene i New York spillede ikke bare plader, men snakkede også indover for at opfordre folk til at danse og for at præsentere sig selv.

Kool DJ Herc, der var dj på et diskotek i Bronx i starten af halvfjerdserne, udviklede en speciel dj-stil, hvor han ikke bare spillede det ene nummer efter det andet. Han begyndte at isolere og forlænge de steder i numrene, hvor trommerne spillede alene – de såkaldte breaks. Det gjorde han, fordi han havde observeret, at det netop var på disse steder i musikken, at folk dansede vildest. Han udviklede således det, der senere blev kendt som breakbeatet. Break betyder pause eller variation i et stykke musik, og beat betyder rytme (trommerytme). DJ Herc forlængede disse (tromme)breaks ved at hjælp af to pladespillere og to ens plader. På den ene pladespiller spillede han breaket, og når det sluttede, spillede han det samme break igen på den anden pladespiller. Manøvren kunne gentages i længere eller kortere tid og kunne suppleres med andre breaks. Et breakbeat er altså beats, som er konstrueret af gentagende breaks.

En anden dj, Grand Master Flash, begyndte at gøre som DJ Kool Herc, men føjede endnu et lag til teknikken. Han begyndte at trække pladen frem og tilbage, mens pickuppen sad på, hvilket skabte en skærende og skrattende lyd. Teknikken blev senere kendt som scratching. Musikjournalist Dorthe Hygum skriver i bogen “Hip Hop” (se kilder), at Grand Master Flash hurtigt blev kendt som den hurtigste og dygtigste af de to dj’s. Hans hiphop-crew Grand Master Flash And the Furious Five skulle senere få et af de største tidlige hiphophits med singlen “The Message” (1982), som i dag er en klassiker.

Hvad er breakdance?

Breakdance (også kaldet B-boying) er en dansestil, der blev udviklet til de såkaldte breakbeats; deraf navnet breakdance. Det er en dans, der, modsat mange andre moderne danse, nærmest ikke har nogen regler. Til gengæld har den et meget markant udtryk. Breakdance er en akrobatisk dans, hvor man bruger hele kroppen i voldsomme energiudladninger. Den er bl.a. kendetegnet ved, at udøverne snurrer lynhurtigt rundt på gulvet i alverdens formationer. Electric boogie er en sidegren af breakdancen, hvor man bruger robotlignende bevægelser.

 

Klip fra filmen ”Breakin” fra 1984.

 

Hvad er rap?

Da de amerikanske dj’s fik travlt med at konstruere breakbeats og scratche, havde de ikke længere tid til at snakke ind over numrene. I stedet kom såkaldte microphone controllers (mc’s) til, som tog sig af at snakke til publikum. De udviklede en snakkestil, der kørte i takt til musikken, og de mest populære mc’s formåede også at få snakken til at rime. Det udviklede sig til rap. Ordet rap er en sammentrækning af ordene (r)ythm (a)nd (p)oetry (rytme og poesi). Rap er bl.a. historisk beslægtet med spoken-word og digtoplæsning samt sangteknikken i blues og jazz.

Inden for rap skelner man mellem to disciplinerne almindelig rap og freestyle. Almindelig rap skrevet ned som tekster og indspillet over et beat, mens freestyle er en rap, man finder på, mens man står med mikrofonen og beatet kører. Freestyle er generelt sværere at kaste sig ud i og kræver en del øvelse.

Rap startede med at være forholdsvis simple rimsammensætninger med et ligeledes enkelt flow. Som for eksempel denne bid fra Sugarhill Gang’s “Rappers delight” fra 1979:

“well, my name is known all around the world

to the foxy ladies and the pretty girls

i'm goin down in history

as the baddest rapper there ever could be”



Nummeret “Rappers Delight” fra 1979.

 

Rim- og flow-strukturerne er dog blevet mere komplicerede med årene, som for eksempel da Eminem gæsterappede på Jay-Z nummeret “Renegade” i 2001:

“now who's the

king of these rude

ludicrous lucrative lyrics

who could inherit the title

put the youth in hysterics

usin' his music to steer it

sharin' his views

and his merits”

 

Liveudgave af nummeret ”Renegade” fra 2001.
 

 

Hvad er hiphopmusik?

Rappen blev efter de første pladeudgivelser den del af musikken, der fik størst opmærksomhed, mens dj-kulturen gled lidt i baggrunden. Dette hang bl.a. sammen producernes indtog i hiphoppen. Produceren laver (producerer) beats, og han eller hun er ikke nødvendigvis også dj. Produceren begyndte at tage forskellige breaks og loope (gentage) dem, ligesom dj’en havde gjort. Men nu loopede man dem elektronisk via en sampler. Den elektroniske sampler, som kom frem i midten af firserne revolutionerede måden at lave hiphop på. Den gjorde det muligt at kopiere et break og gentage det igen og igen – altså det, som dj’en før var nødt til at gøre manuelt ved hjælp af to pladespillere. Med sampleren kunne man også lægge flere lyde ind over beatet, og skræddersy det ned til mindste detalje. Man kunne for eksempel sample en trommerytme fra en plade, en baslinje fra en anden, et guitar-rif fra en tredje plade og ud af det konstruere ét samlet beat.

I dag bliver størstedelen af al hiphopmusik produceret fra bunden på en computer eller med instrumenter. Sampleren bliver stadig brugt, men ikke i samme omfang som tidligere. Ofte er det nemlig ikke nødvendigt at tage noget fra et eksisterende stykke musik (sample), sådan som det var før i tiden.

Selvom dj’en ikke er den vigtigste ingrediens i hiphopmusikken længere, har dj’en alligevel stadig en særlig status i miljøet. Herhjemme findes mange dygtige dj’s, blandt andet DJ Noise, som i 1994 vandt det uofficielle verdensmesterskab i mix i New York – og to år efter tog den officielle titel i London.

Et sidste element i hiphopmusikken er human beatbox, hvor man med munden producerer lyde og rytmer. Denne disciplin var meget fremtrædende i startfirserne, hvor blandt andet rapperen Biz Markie markerede sig som en dygtig beatboxer. Herhjemme tog bl.a. MC Einer beatboxing-teknikken til sig med nummeret “Vildmandens Wienergryde” på pladen “Ahr Dér”. Beatboxing har siden firserne været nedprioriteret til fordel for de andre musiske discipliner i hiphop, men den lever stadig. Dette er Rahzel fra gruppen The Roots et lysende eksempel på. Med sin vilde og ekvilibristiske lyde kan han både kombinere rytme, tema og sang på en og samme tid.



Rahzels optræden til de amerikanske mesterskaber i human beatbox 2012.
 

 

Hvorfor er konkurrence så vigtig i hiphop?

Et element, der forener de fire grundlæggende aspekter af hiphopkulturen, er konkurrencen. Man har siden kulturens opståen konkurreret om, hvem der var bedst til de forskellige discipliner, enten i crews (grupper) eller som enkeltperson. Disse konkurrencer kaldes battles. Den tidligere bandeleder Afrika Bambaatta oprettede i starten af halvfjerdserne The Zulu Nation, som var en bevægelse der fokuserede på ikkevoldelige elementer. Her battlede forskellige crews i breakdance, graffiti, rap og dj-færdigheder. Man prøvede således at trække de unge væk fra gaden, så de kunne bruge deres energi på en kreativ måde inden for hiphopkulturen, i stedet for at bruge den på vold og kriminalitet. At battle har siden været en fast bestanddel af kulturen.

I USA er nogle rapbattles blevet så populære, at de har indskrevet sig i historien. Et eksempel på sådan en battle er den berømte Eastcoast Vestcoast-battle. Den opstod efter den vestkystbaserede gangsterrap for alvor truede New York’s status som den toneangivende rap-metropol i USA. Battlen tog udgangspunkt i musikken, hvor rappere fra de respektive kyster uddelte verbale tæsk til deres modstandere. Battlen forblev imidlertid ikke verbal og da stjernerapperne 2pac (fra vestkysten) og siden B.I.G. (fra østkysten) blev skudt og dræbt, gik der chokbølger gennem hiphopverdenen fremgår det af artiklen ”Fra perlevenner til dødsfjender: Sådan startede konflikten mellem TuPac og Biggie” (se kilder).

Et eksempel på en ikke-voldelig konflikt er battlen mellem de to New York-rappere Jay Z og Nas. De battlede om, hvem der var (rap)kongen af New York i det tomrum, der opstod på scenen efter B.I.G.’s død. Denne battlen kørte gennem flere år, og blev blandt andet udfoldet på Jay-Z nummeret “TakeOver” fra pladen “The Blueprint”, hvor han dissede (fornærmede) Nas. Nas svarede igen med nummeret “Ether” fra pladen “Stillmatic”.

 

Hvilke værdier er mest fremtrædende inden for hiphopkulturen?

Det findes ingen facitliste over hiphoppens værdier, men der er tre aspekter, som har været dominerende i hiphopmiljøet:
 

· Det politiske

· Det festlige

· Det aggressive

En del af hiphop-miljøet har altid holdt med de undertrykte og taget afstand fra ”det etablerede”. I de amerikanske ghettoer, hvor kulturen startede, var mange opmærksomme på, at hiphop kunne fungere som et talerør for de marginaliserede. Den berømte rapper Chuck D fra den politisk engagerede gruppe Public Enemy udtalte engang, at hiphop var de sortes CNN. Med det mente han, at sorte – der ikke har mulighed for at komme til orde andre steder – kan bruge hiphoppen som et medie til at afspejle deres virkelighed og udtrykke deres frustration.

Der er dog også store dele af hiphopmiljøet, der ikke interesserer sig specielt meget for sociale og politiske emner. For dem har hiphoppen handlet om at have det sjovt og feste. Og det er denne gren af hiphoppen, der dominerer scenen i dag.
 

Med gangsterrappens indtog trådte en mere aggressiv attitude frem. I starten havde gangsterrappen et vist politisk potentiale, men det blev hurtigt overtaget af hedonisme og voldsforherligelse.

De tre elementer – det politiske, det festlige og det aggressive – er med andre ord massivt tilstede i hiphopverdenen. Med hiphoppens udbredelse udviklede der sig tidligt en kreativ brug af slang og forskellige håndtegn, der sammen med en speciel tøjstil blev et varemærke for hiphopkulturen. Meget af den slang, der bruges i dag, udspringer af kriminelle og nedgørende udtryk, mens håndtegnene udspringer af en bandekultur, der ofte signalerer et tilhørsforhold til en bestemt bande eller bydel. I Danmark bruges de ofte til at signalere, hvor man kommer fra, og hvilket slæng man repræsenterer.

Hvordan er hiphopens tøjstil?

Tøjet har siden starten af firserne, hvor RUN D.M.C. trådte frem i ens Adidas-sko med big laces (store snørebånd) eller helt uden snørebånd, været en central måde at vise sit kulturelle tilhørsforhold på. Siden udviklede der sig en distinkt stil med tøj i overstørrelse, kæmpe hængerøv i bukserne og store hættetrøjer. Desuden blev hovedbeklædninger som kasketter og Kangol-hatte også populære i hiphopkredse. Tøjstilen, som i dag kaldes street-wear, rækker langt ud over den egentlige hiphop.

Hiphopstilenhar i øvrigt længe haft en voldsom hang til prangende accessories (tilbehør). Det udmøntede sig bl.a. i firserne i tykke guldkæder, solbriller og pandebånd – og sidekick-rapperen Flavor Flay fra Public Enemy begyndte endda at iføre sig store vægure rundt om halsen. Op gennem halvfemserne tog lysten til at vise sit økonomiske overskud til i takt med, at hiphoppen voksede ud af ghettoerne og ind på top ti-listerne. Dette skete i en overdådig Bling Bling-stil (skinnende) med dyre ure, ringe, guldkæder, guldindlæg på tænderne, smarte biler, flotte kvinder og meget andet.

I dag er tøjstilen mere diffus, i hvert fald hvis man kigger på Youtube, hvor en rapper som Travis Scott det ene øjeblik går i hængerøv og t-shirt og i det næste i kjole. Men på et såkaldt gadeplan blandt almindelige hiphoppere har tøj i overstørrelse holdt ved. Såkaldt “hiphoptøj” er i dag en enorm industri, der langt overstiger indtægterne fra for eksempel pladesalget.