Amerikansk hiphophistorie - efter 1993

Hvordan lyder den såkaldte Conscious hiphop?

Gennem halvfemserne opstod der et spor af hiphop, som kaldes Conscious (bevidst) hiphop. Denne form for hiphop tog tråden op fra de pionerer, der gik ind for en ikkevoldelig livsstil og gjorde opmærksom på sociale problemstillinger: Blandt andet Afrika Bambaataa’s tanker omkring Zulu Nation og Grandmaster Flash’s “The Message”. Den bevidste hiphop var en modreaktion på den aggressive gangsterrap. Her handlede det ikke om at spille smart eller forarge nogen med voldsomt sprogbrug. Flere af grupperne prædikede i stedet kærlighed og fred, og tog desuden afstand til racisme. Mange af grupperne var også optaget af den amerikanske afrokultur. Især den politisk bevidste gruppe Public Enemy var med til at udbrede den nye socialt bevidste hiphop. Public Enemy havde et meget aggressivt udtryk, men de delte alligevel værdier med Conscious hiphop, fordi de udtrykte et ønske om at ændre samfundet til det bedre.

Kulturforskeren Marshall Bermann skriver i artiklen “Justice/Just Us” (se kilder) om kunstnerne indenfor Conscious hiphop at: “De behøver ikke at true deres publikum eller nogen anden for at få lydhørhed, og de har udviklet rappens emotionelle repertoire til også at omfatte ømhed, ironi, refleksioner om verden, og spørgsmål om subjektets identitet. Deres politik er forskellige varianter af leftisme [venstrefløjen], men de har klaret at skabe forestillinger om kamplyst uden mordlyst.”

Nogle af de vigtigste grupper og kunstnere listes nedenfor efter, hvornår de debuterede:

· Jungle Brothers: “Straight Out the Jungle” 1988

· De La Soul: “3 Feet High And Rising” 1989

· A Tribe Called Quest: “People’s Instinctive Travels and the Paths of Rhythm 1990

· Arrested Development: “3 Years, 5 Months & 2 Days in the Life Of...” 1992

· The Pharcyde: “Bizarre ride II the Pharcyde” 1992

· Common: “Can I Borrow a Dollar?” 1992

· The Roots: “Organix” 1993. Slog bredt igennem med pladen “Illadelph Halflife” fra 1996

· Talib Kweli: “Black Star” 1998

· Mos Def: Solodebut med “Black on Both Sides” 1999, men har før det medvirket på forskellige udgivelser, blandt andet med De La Soul

Hvad er G-funk?

Året efter N.W.A.’s opløsning udsendte Dr. Dre sit skelsættende soloalbum “The Chronic”. Albummet var første smagsprøve på det, man kalder moderne hiphop. På “The Chronic” introducerede Dr. Dre en ny lyd, der kaldes for G-funk (gangster funk). En speciel Westcoast-lyd med langsomme og svingende beats, dybe basgange og prangende glatte biplyde. G-funken byggede videre på tekstuniverset fra gangsterrappen, men med de mere afslappede beats blev der skabt en ny signifikant lyd, som blev meget populær. G-funken blev særligt dyrket af de rappere, der hang ud med Dr. Dre. Dre satte sig ekstremt solidt på Westcoast-tronen i 1993, da han oprettede pladeselskabet Death Row Records sammen med Suge Night. Herfra udgav de blandt andet Snoop Doggy Dog (nu Snoop Dogg), Warren G, Kurupt, Nate Dog, Dat Nigga Daz og Exzibit. Mens Westcoast-hiphoppen var på sit højeste, opstod konflikten mellem de to amerikanske kyster. Mens konflikten rasede blev Suge Night fængslet i 1996 for bl.a. væbnet røveri. Herefter gik Death Row og den oprindelige G-funk i opløsning.

 

Da Death Row drejede nøglen om, oprettede Dr. Dre pladeselskabet “Aftermath”, som producerede musik til flere forskellige genrer – også decideret pop. Selskabet opnåede enorm succes i 1998, da Dre skrev kontrakt med Detroit-rapperen Eminem. Eminem blev en veritabel superstjerne og solgte op gennem 00’erne millioner af plader. Dre indledte også et samarbejde med ligeledes storsælgende 50-Cent og The Game, samtidig med at han producerede sin velkendte lyd til diverse popgrupper og solister. Dr. Dre udsendte selv pladen “Dre. Dre 2001” også kaldet “The Chronic 2001” i 1999 som en opfølger på pladen fra 1993. Den blev ligeledes en stor succes.


Still D.R.E. med Dr. Dre ft. Snoop Dogg er bare et af flere hits på pladen Dre. Dre 2001 (også kaldet ”The Chronic 2001”).

 

Hvad er New York Renæssance?

Efter 1993, hvor hiphoppen havde konsolideret sig som genre, og dens udøvere var begyndt at tjene mange penge, dukkede en masse nye grupper og kunstnere op på den amerikanske østkyst. Gangsterrappen havde åbnet sluserne for, hvad der var tilladt at sige. I starten af halvfemserne var det gangsterrappen med dens G-funk lyd, der solgte flest plader og sad på flæsket i den amerikanske hiphopindustri. Men omkring 1993 kom en ny bølge af New York-rappere frem. Bølgen blev kaldt New York Renæssance, fordi New Yorks storhed fra midtfirserne blev revitaliseret. Af vigtige rappere fra perioden kan nævnes:

· Gangstarr: Debuterede allerede i 1989, men lavede de tre skelsættende albums “Step in the Arena” (1991) “Daily Operation” (1992) og “Hard to Earn” (1994) i starten af halvfemserne. Disse albums inkarnerede den hårde, men samtidig socialt bevidste New Yorker-lyd

· Redman: “Whut? Thee Album” 1992

· Wu Tang Clan: “Enter the Wu Tang Clan: 36 Chambers” 1993

· Onyx: “Bacdafucup” 1993

· Mobb Depp: “Juvenille Hell” 1993

· The Notorius B.I.G.: “Ready to Die” 1994

· Nas: “Illmatic” 1994

· AZ: “Doe or Die” 1995

· Jay-Z: “Reasonable Doubt” 1996

Alle ovenstående kunstnere konsoliderede sig med flere pladeudgivelser op gennem halvfemserne, og flere af dem er stadig aktive på hiphopscenen i dag.

Hvem er Wu Tang Clan?

Friheden til at udtrykke sig i et aggressivt og voldeligt tonefald, som gangsterrappen åbnede op for, tog det ni mand store New York-ensemble Wu Tang Clan til sig, omend det skete med en markant Eastcoast-lyd. Gruppen, der består af et kollektiv på ni rappere og producere, åbnede sluserne med deres første album “Enter the Wu Tang Clan: 36 Chambers” (1993 ). Albummet skulle vise sig at blive en milepæl i hiphophistorien.

Gruppen var stærkt inspireret af asiatiske kampsportsfilm, som de flittigt brugte lydklip fra samtidig med, at kampsportsæstetikken indgik som en grundpille i deres lyrik. Dette skabte et voldeligt, men samtidig fiktivt og æstetisk univers. Beatene var enkle og støjende med en skæv og metallisk lyd, og rappen var hård og kompromisløs.

Flere af gruppens medlemmer havde sideløbende succesfulde solokarrierer – blandt andet Method Man, Old Dirty Bastard, Ghostface Killa og U-God. Men især RZA skabte sig en karriere som både producer og rapper, der ud over at producere for Wu Tang Clan og til egne soloalbums, også producerer filmmusik. Han har bl.a. produceret musikken til Quentin Tarantino’s kultfilm “Kill Bill vol. 2” fra 2004.

Hvem er Jay-Z?

Jay-Z (med det borgerlige navn Sean Carter) er manden, der om nogen inkarnerede New York-hiphoppen fra sluthalvfemserne og frem til 2004, hvor han for en tid trak sig tilbage som udøvende kunster for at styre sin post som direktør for pladeselskabet Def Jam. Jay-Z udgav i perioden ni studiealbums, hvoraf “The Blueprint” fra 2001 fremstår som et af de absolut mest helstøbte og bedste album fra sluthalvfemsernes hiphopscene. Pladen er en klassiker i dag og solgte 450.000 eksemplarer på den første uge i Amerika alene – uagtet at den udkom den 11. september 2001, hvor tvillingetårnene i New York blev ramt af to fly, som det bl.a. fremgår af artiklen ”17 år siden 11. september: Terror er stadig et ”bøvlet” problem” (se kilder).

Jay-Z førte traditionen fra den såkaldte New York Renæssance videre med hårde melodiske beats og rappen i centrum. Han er til tider blevet kritiseret for at søge en lidt for poppet lyd blandt andet gennem sit samarbejde med Puff Daddy (nu P. Diddy eller bare Diddy) som producer. Mange mener dog, at han netop på “The Blueprint” formåede at skabe en frugtbar syntese mellem det poppede og det hardcore, såvel som mellem det personligt dybtfølte og det overfladiske blær. Rappen var det centrale for Jay-Z, og han blev tidligt respekteret for sine evner som freestyle-rapper. Han blev desuden kendt for ikke at skrive sine tekster ned – han gik bare ind i studiet og begyndte at rappe, hvad der faldt ham ind. Selvom han ikke skrev sine tekster ned, skabte han nogle meget komplicerede tekster både med hensyn til indhold, flow og rim.

I 2003 udgav Jay-Z det folk, og formentlig Jay-Z selv, troede var hans afskedsalbum “The Black Album”, hvor han samlede tidens bedste producere, blandt andet Timbaland, Kanye West, DJ Premier og The Neptunes. Albummet blev vellykket, men nogen steder for pompøst og desværre ikke lige så epokegørende, som det var tænkt. Jay-Z er i dag en af de rigeste personer i branchen, og i december 2005 blev han i artiklen “The Book of Jay” fra musikmagasinet Rolling Stone (se kilder) anslået til at være god for 320 millioner dollars. Han kunne dog ikke holde sig fra at rappe, og ”The Black Album” blev således ikke hans sidste. Så sent som i 2018 lagde han vejen forbi København med Beyoncé, som han giftede sig med i 2008. Det prominente par levede dog ikke deres bedste præstation, hvis man skal tro artiklen ”Beyoncé og Jay-Z: Patetiske i Parken” (se kilder).

Hvad skete der på New York-scenen fra midthalvfemserne?

Op gennem halvfemserne kom der også andre rappere til fadet på den amerikanske østkyst. Her kan nævnes Puff Daddy, som oprindeligt producerede for- og rappede med B.I.G. Efter B.I.G.’s død lukrerede Diddy massivt på salgsværdien af den afdøde rappers materiale. Diddy udsendte dobbeltalbummet “Life After Death” (1997), der med en blanding af B.I.G.’s gamle indspilninger, og hans egen rap blev en enorm kassesucces. Albummet blandede B.I.G.’s hardcore tekstunivers med en mere glat poplyd og åbnede for den fusion mellem hardcore og pop, som Diddy blev en af de tydeligste eksponenter for. Stilen kaldes Bling Bling. Tiden i sluthalvfemserne kaldes også for Shiny suit-æraen (skinnende jakkesæt), fordi Diddy og flere andre blev kendt for at gå i ekstremt dyre jakkesæt, der nærmest skinner. Bling Bling var hiphop på populære rytmer. Teksterne var stadig relativt hardcore og handlede om, hvor mange biler, penge, kvinder, og så videre man havde. Bling Bling blev med Diddy en kommerciel megasucces. Op gennem 00’erne blev Bling Bling-genren styret af kunstnere som 50 cent, The Game, Dirty South, og legenderne Snoop og Dre.

Med Bling Bling indtog hiphop for alvor popscenen i USA, og mange af tidens pophits havde en hiphopproducer bag eller en gæsterapper med på nummeret. Hiphop var efter cirka 20 år for alvor blevet mainstream.

Hvordan lyder musikken Down South?

Efter morderne på 2pac og B.I.G.’s i midten af halvfemserne opstod en lidt stille og kedelig periode på både øst- og vestkysten. Dette betød, at den markante lyd, der begyndte at opstå i de amerikanske sydstater, fik en masse opmærksomhed. Lyden blev kaldt Down South, og den udsprang af storbyen Atlanta. Her opstod grupper som OutKast og Goodie Mob, hvis lydunivers var en blanding af G-funk og halvfjerdsersoul – et udtryk, der hurtigt slog igennem hos både kritikere og pladekøbere. OutKast, der består af de to rappere Big Boy og Andre 2000, udviklede deres lyd på flere plader op gennem halvfemserne og ind i 00’erne. I 2003 udsendte de dobbeltalbummet “Speakerboxxx – The Love Below”, hvor de havde lavet en cd hver. Især Andre 2000 markerede sig her som en visionær kunstner, der udvidede hiphopgenren med sine legesyge eksperimenter. Albummet blev hyldet af kritikere, og især singlen ”Hay Ya!” blev et kæmpe hit. Mens OutKast gik deres egne veje, opstod der i syden en lyd eller genre, der kaldes Crunk. Crunk blev skabt til dansegulvet og gør som regel ikke så meget ud af lyrikken. I Crunk er beatene hurtige, enkle og baseret på en dyb basgang og trommer. De mest kendte eksponenter for Crunk er Lil John, Ying Yang Twins og Ludarcris. Crunk har en del at gøre med Bling Bling-scenen og er også blevet kritiseret for ikke at være specielt kreativ i sine rimkonstruktioner. I stedet rapper man om damer, biler og den slags. Men denne kritik falder af på en rapper som for eksempel Ludarcris, der er enormt kreativ med sine ekvilibristiske rim og flows.

Producere som Timbaland og The Neptunes, der også kommer fra syden, er i dag nogle af de allerstørste producere på den amerikanske hiphop- og popscene, og syden er i dag et vigtigt område for amerikansk hiphop – både kreativt og økonomisk.

Af markante kunstere fra Down South-scenen kan nævnes:
· Master P: “Getaway Clean” 1991. Han er måske mere kendt som direktør for sit pladeselskab No Limit end som rapper

· OutKast: “Southernplayalisticadillacmuzik” 1994

· Goodie Mob: “Soul Food” 1995

· Lil Jon: “Get Crunk, Who U Wit: Da Album” 1997

· Ludacris “Incognegro” 1999

· Bubaa Sparx: “Dark Days, Bright Nights” 2001

· Ying Yang Twins: “Thug Walkin” 2002

· Cee-lo: Tidligere medlem af Goodie Mob, debuterede i 2002 med soloalbummet “Cee-Loo Green and his Perfect Imperfections”

· Timbaland: Producer – fik sit første hit med produktionen til Ginuwiens “Pony” i 1996. Er især kendt for sit samarbejde med Missey Eliot, men har arbejdet med et hav af kunstnere blandt andet Aaliyah, Jay Z, Bubba Spraxxx og Cee-Lo. Timbaland er kendt for den specielle Timbaland-lyd med markante hurtige highhats. Han er en feteret producer, der ofte har overskygget rapperen/sangeren som stjernen på nummeret.

· The Neptunes: Producerteam med den karismatiske frontmand Pharrell, der ligesom Timbaland har produceret for et hav af kunstnere, både indenfor hiphop, r&b og pop. Blandt andet Justin Timberlake, Britney Spears, Kelis, Nelly, Jay Z og Snoop. De har også deres eget fusionsrockband N.E.R.D., og Pharrell både rapper og synger flittigt på egne og andres numre.

Hvordan hiphoppen i dag?

Den amerikanske hiphopscene er i dag en smeltedigel af stilarter og genrer. Trioen Migos bragte i ifølge artiklen ”Migos hvem?” (se kilder) det tekniske element tilbage i hiphoppen med deres kæmpe hit Bad an Boujee i en tid, som ellers var præget af meget langsomme og melodiske numre. Med en hakkende og monoton rapstil i opskruet tempo har Migos fundet sin egen lyd. En anden aktør, som skiller sig ud, er Young Thug. Han er ikke nogen stor sanger, men med sin specielle lyd, masser af autotune og en tøjstil, som bl.a. tæller flere kjoler er han blevet et ikon, som ikke er til at komme udenom.


Young Thug



En tredje stjerne, som har taget USA og hele verden med storm er Cardi B. Hun har manifesteret sin status som verdens, i øjeblikket, største kvindelige rapnavn ved at stryge ind som nr. 1 på den amerikanske Billboard-hitliste. Det har kun Laurin Hill formået at gøre – men det er 19 år siden nu. Ifølge programmet på Roskilde Festivalens hjemmeside (se kilder) har Cardi B haft en rejse mod berømmelsens tinder, hvor hun både droppede ud af college, blev bandemedlem og siden stripper, inden hun blev instagram-influencer, realitystjerne og nu rapper.