Hvilke hovedspor er der i amerikansk hiphop?
1. Oldschool (pionererne): cirka 1970/75 – 1985/86
2. Newschool (den gyldne æra): cirka 1986 -1993
3. Gangstarap (gangsterrap): cirka 1988 – 1993
4. Conscious hiphop: cirka 1990 -
5. New York Renæssance: cirka 1992 – 1996
6. G-funk: cirka 1993 – 1996
7. Down South herunder Crunk og Dirty South: cirka 1996 –
8. Bling Bling: cirka 1996 -
Ovenstående inddeling skal tages med forbehold, men er medtaget for overskuelighedens skyld. Efter den store konflikt mellem Eastcoast og Westcoast-hiphopmiljøet flød ud i sandet med 2pac og B.I.G.’s død i midten af halvfemserne, spaltedes den amerikanske hiphopscene i flere retninger. Det blev svært at inddele hiphoppen i overordnede skoler, og musikken begyndte at pege i flere retninger. Særligt den hiphop, der lagde sig op ad popgenren slog igennem kommercielt. Hiphop-genren smittede af på popscenen og mange hiphoppere slog igennem med en bred mainstreamlyd. Det var også i midthalvfemserne, at de amerikanske sydstater for alvor markerede sig på det musikalske landkort, og Bling Bling-stilen opstod med Puff Daddy.
Det betyder dog ikke, at gangsterrappen sluttede. Mange af dens kendetegn lever nemlig videre i dag, og der bliver stadig rappet om bandelivet, kriminalitet, vold og prostitution. Det samme kan siges om New York Renæssance, som stadig praktiseres og videreudvikles af blandt andre Jay Z og Nas.
Hvordan lød den første hiphop i USA?
Hiphopmusikken frem til 1985/86 kalder man for oldschool (den gamle skole). Oldschool-hiphop var drevet af en dj, der producerede et breakbeat via to pladespillere, som en mc så rappede henover. Dorthe Hygum skriver i bogen “Hip Hop” (se kilder), at oldschool-musikken var: …“en festglad, fræk, sjofel og sjov flugt fra udsigtsløse hverdage præget af mangel på penge… ”
Den store undtagelse fra dette lette musikalske udtryk var dog Grandmaster Flash and the Furious Five, som med deres socialt indignerede tekster synliggjorde det sociale og økonomiske armod, der fandtes i de ghettoer, musikken kom fra. Også Afrika Bambaataa havde en social agenda. Han tog afstand fra vold, og forsøgte at kanalisere de unges vrede ud gennem musik, dans og graffiti i sin organisation The Zulu Nation. Det bærende motiv i The Zulu Nation var, at unge ikke skulle konkurrere med vold, men i stedet om hvem der var bedst til at danse, male graffiti, og lave musik. Bambaataa, som søgte tilbage til sine afrikanske rødder for at sætte perspektiv på de sortes historie i Amerika, blev en ledestjerne i den første hiphopkultur, og ideerne bag The Zulu Nation er stadig omgivet med respekt i dag.
Nedenfor listes nogle af de mest indflydelsesrige hiphopgrupper fra oldschool-genren:
· DJ Kool Herc: Dj fra The Bronx, der udviklede breakbeatet, som blev fundamentet i den første hiphop.
· Afrika Bambaataa: Tidligere bandeleder, som i 1974 brød med sin voldelige fortid og skabte den ikke-voldelige organisation The Zulu Nation. Bambaataa var også dj og har opnået legendarisk status inden for den tidlige hiphopmusik. Han markerede sig bl.a. ved, at han ikke var bange for at kombinere sin musik med genrer, som normalt var foreholdt hvide. Blandt andet var han meget inspireret af tyske Kraftwerk, hvis maskinelle elektrolyd er et gennemgående tema på en af hans bedste plader “Planet Rock” (1982).
· Sugarhill Gang: Raptrio fra New York, der fik deres gennembrud i 1979 med nummeret “Rappers Delight”, som blev symbolet på den tidlige hiphops festglade univers. Sangen er i dag en klassiker, og det legende flow har inspireret mange rappere gennem tiden.
· Grandmaster Flash and the Furious Five: Gruppen var ledet af dj’en Grandmaster Flash, og de udgav deres første rapsingle “Superrappin” i 1979. I gruppen var det rapperen Melle Mel der både skrev teksterne og rappede. Gruppens største gennembrud kom med singlen “The Message” (1982), som beviste, at hiphop ikke kun handlede om fest og blær, men at den også havde et socialt sigte.
Hvordan lød musikken i den gyldne æra?
I 1984 blev det første uafhængige hiphop-pladeselskab stiftet, Def Jam Records. Folkene bag var Rick Rubin og Russel Simmons, sidstnævnte er broderen til Run fra Run-D.M.C. Pladeselskabet specialiserede sig udelukkende i hiphop og fremdyrkede en lyd, der var mere moden end den såkaldte oldschool-lyd. Def Jam kom suverænt til at styre den gyldne æra med udgivelser af blandt andet Run-D.M.C., LL Cool J, Beastie Boys og Public Enemy.
Den gyldne æras hiphop baserede sig på sampels af soul- og funkklassikere af kunstnere for eksempel som Curtis Mayfield og James Brown, hvilket bidragede til at udvide rammerne for hiphopgenren. Et eksempel på dette er fusionen mellem hiphop og rock på nummeret “Walk This Way” (1986), hvor samarbejdet mellem Run-D.M.C. og rockgruppen Aerosmith genererede et enormt hit. Hiphoppen fra denne tid havde ofte en markant og hårdtslående social bevidsthed med grupper som Public Ennemy og Boogie Down Production, der rappede om social ulighed og black pride. Scenen var hovedsageligt baseret i New York ligesom oldschool-hiphoppen.
Æraen strakte sig fra 1986, hvor Run-D.M.C. udgav det banebrydende album “Raising Hell”, til omkring 1993, hvor vestkysten og gangsterrappen for alvor overtog den trendsættende og kommercielle førertrøje. Tiden kaldes for den gyldne æra i hiphop, fordi genren finder fodfæste og institutionaliserede rammer. – den bliver kort sagt anerkendt som genre. Hiphop opnåede stor kommerciel succes og kunne ikke længere betegnes som en undergrundsbevægelse. Den var blevet mainstream, men uden at miste sine kendetegn. I den gyldne æra blev der produceret en række hiphopalbums, som var så gennemarbejdede og velproducerede, at de stadig holder i dag.
Af de vigtigste kunstnere fra den gyldne æra kan bl.a. nævnes:
· Run-D.M.C.: “Run-D.M.C.” 1984. De slog for alvor igennem kommercielt og kunstnerisk med deres tredje album “Raising Hell” fra 1986.
· LL Cool J: “Radio” 1986.
· Beastie Boys: “Licensed to Ill” 1986.
· Salt and Peber: “Hot, Cool and Vicious” 1986.
· Public Enemy: “Yo! Bum Rush the Show” 1987.
· Eric B and Rakim: “Paid in Full” 1987.
· Boogie Down Production: “Criminal Minded” 1987. Gruppen blev ledet af den intelligente frontrapper KRS One, der siden gik solo.
Hvad betød gangsterrappen?
Ganstarap eller gangsterrap, som det hedder på dansk, er en betegnelse for den særlige hiphopmusik, der opstod i Los Angeles på den amerikanske vestkyst i slutfirserne. Gangsterrappen var generelt karakteriseret ved- og berygtet for et meget hårdt sprog, voldelige tekster og en glorificering af kriminalitet. Teksterne portrætterede den barske virkelighed i ghettoerne, hvor kriminalitet var hverdag og sproget hårdt. Rapperne blev kritiseret for deres voldelige tekster, men de forsvarede sig med, at de blot gengav deres dagligdag. Med gangsterrappens indtog blev fokus flyttet fra New York (østkysten) til Los Angeles (vestkysten), hvilket ændrede rappens udtryk fundamentalt. Den sociale indignation aftog, og man fokuserede ikke længere på at oplyse eller ændre samfundet – man levede bare.
Om end der i den første gangsterrap var en vis samfundsmæssig stillingtagen at spore, som for eksempel gennem den omfattende kritik af politiet, blev genren hurtigt overtaget af rendyrket hedonisme og aggressiv attitude. Nogle betragter dog netop dette som et politisk standpunkt, idet hiphopgrupperne på en sin vis trådte ud af samfundet ved ikke at acceptere dets strukturer. Gangsterrappen beskrev på således en frigørelse via sin kompromisløse individualisering og voldsfiksering.
I gangsterrappen var der også et element af skuespil, og teksterne var ikke nødvendigvis den skinbarlige sandhed, som når Ice Cube for eksempel rappede, at han havde skudt en masse mennesker.
Med gangsterrappen blev sluserne åbnet til de hvide pladekøbere, hvilket udvidede den potentielle kundegruppe massivt. Det var også med gangsterrappen, at hiphop for alvor begyndte at blive en kommerciel succes i Europa, selv om musikken havde eksisteret siden startfirserne.
Hvem er Ice T?
I 1986 brød Ice T igennem med singlen “6’n da Mornin”, som siges at være det første gangsterrapnummer. Siden udgav Ice T flere plader, men han var ikke kun en overfladisk gangsterrapper. Han tog også stilling til omverdenen, og kæmpede bl.a. for ytringsfriheden, samtidig med at han udfordrede den med sine, for nogle mennesker, stødende tekster. Hans ytringsfrihed kom da også på en alvorlig prøve, da han fusionerede aggressiviteten fra gangsterrap med metal og dannede rap-metalbandet Bodycount. Bodycount udgav singlen “CopKiller” til pladen “Bodycount” i 1991, som mange mente opfordrede til vold mod politiet. Sangen skabte enormt furore i offentligheden, og Ice T blev fyret fra sit pladeselskab, der samtidig trak pladen tilbage. Men som Ice T selv udtalte: “if you believe that I'm a copkiller, you believe David Bowie is an astronaut” (med en reference til Bowies sang “Space oddity”). Dermed mente han, at hysteriet var noget overdrevet, fordi sangen var skrevet som udtryk for en sindstilstand hos en fiktiv karakter og ikke som et biografisk udsagn fra personen bag.
Hvem var N.W.A.?
Gangsterrappen slog for alvor sit navn fast med gruppen N.W.A. (forkortelse af Niggas With Attitudes), der debuterede i 1987 med pladen “N.W.A. And The Posse”. Gruppen markerede sig først rigtigt med pladen “Straight out of Compton” fra 1988. Pladen indeholdt blandt andet den kontroversielle single “Fuck tha Police”, som gav gruppen et tilhold fra FBI. Men jo mere det etablerede og officielle USA fordømte pladen, des mere solgte den blandt de unge. Med N.W.A. begyndte hiphop også at sælge massivt blandt unge fra den hvide middelklasse.
N.W.A. bestod af Dr. Dre, Mc Ren, Ice Cube, Eazy-E og DJ Yella, men inden deres tredje og sidste album, det skelsættende og gennemførte ”Efil4zaggin” (Niggaz 4 life skrevet bagvendt) fra 1990, forlod Ice Cube gruppen. Gruppen udfordrede grænserne for acceptabelt sprog i hiphop med dens glorificering af vold og kriminalitet samt nedsættende sprogbrug overfor kvinder og åbenlyse foragt overfor hvide. N.W.A. gik i opløsning i 1991, og alle medlemmerne (undtagen DJ Yella) gik solo efter gruppens opløsning – Ice Cube og Dr. Dre med størst succes.
Hvad er forskellen på Eastcoast- og Westcoast-lyden?
Gangsterrappens fødsel i slutfirserne sprængte rammerne for hiphoppens lyd og udtryk generelt. Gangsterrappen, der satte vestkysten på hiphoplandkortet, delte den amerikanske hiphop i to overordnede skoler: Eastcoast og Westcoast.
· Eastcoast er en samlet betegnelse for musikken på østkysten, særligt New York, som udviklede en specifik lyd. Denne lyd er præget af rødderne fra den oprindelige hiphop og lyder hård og kold. Eastcoast blev en signifikant lyd i starthalvfemserne med den såkaldte New York Renæssance.
· Westcoast er derimod en samlet betegnelse for den musik, der opstod på vestkysten, primært i Los Angeles, hvor man udviklede en lyd og et tekstunivers, der var markant anderledes end østkystens. Teksterne tog afsæt i gangsterrappen, og lyden var den såkaldte G-Funk, som er en mere svingende og poleret lyd end på østkysten.
Eastcoast/Westcoast-distinktionen kom ikke kun til udtryk musikalsk. Der opstod også en mental polarisering, som kom til udtryk i den store Eastcost/Westcoast-konflikt, som endte med at rapperen Tupac fra vestkysten og siden rapperen B.I.G. fra østkysten blev skudt og dræbt. Efter de to skuddrab faldt både G-funken og New York Renæssance fra hinanden, hvorefter den amerikanske hiphopscene spredte sig i mange forskellige retninger. Den generelle distinktion mellem øst- og vestkystens lyd gælder stadig. Der er dog kommet en ny geografisk faktor på kortet – syden.