Hekse i dag

Findes der stadig hekse?

Dannie Druehyld (1947-2021) var aktiv heks hele sit liv og den mest markante i Danmark frem til sin død. Silverfaery, der selv er heks og står for hjemmesiden www.wiccadk.dk, vurderer, at antallet af hekse ligger på omkring 5.000. På verdensplan mener hun, at der findes op til en million hekse. Men der findes ingen officielle statistikker, og det kan være svært at vurdere, hvem der kan gå under betegnelsen heks. En dansk og en afrikansk heks vil højst sandsynligt ikke kunne genkende noget som helst i hinanden.

De moderne hekse, som i specialet "Onde kællinger og forfulgte heltinder" fra 1983 (se kilder) kaldes 'spirituelle feminister', er ikke nogen homogen gruppe eller bevægelse. Men essensen i deres sigte synes at være ens: At se mennesket som et hele, at opløse opsplitningen mellem krop og sjæl, følelser og fornuft, og at genopdage en viden om det ikke umiddelbart sanselige, det okkulte.

Hvad er Wicca?

De fleste trosretninger, som appellerer til nutidens hekse er eklektiske eller polyteistiske, hvilket betyder, at den troende kan sammensætte sin egen religion og have flere guder. Mange moderne hekse bekender sig til Wicca, som er en nyhedensk, ikke-missionerende naturtro, Man kan dog godt være wiccaner uden at være heks og omvendt.

Wicca kom officielt til verden i 1950'erne, hvor Gerald Gardner offentliggjorde bogen "Witchcraft Today" (se kilder). Her opstillede han regler for en moderne form for heksetro, som blev så populær, at den i 1990'erne blev en statsanerkendt religion i USA. I dag består Wicca af mere end 15 grene. Wicca indeholder groft sagt kun to hovedregler:

  • Alt, hvad du selv sender ud, kommer trefoldigt igen.
  • Du må gøre, hvad der passer dig, bare du ikke skader nogen.

Wiccanere tror på en overordnet kraft, hvor naturen er i centrum. Silverfaery, som står bag den danske hjemmeside www.wiccadk.dk (se kilder), har mellem 1.500 og 2.500 besøgende hver uge i de travleste perioder og har cirka 250 medlemmer. 

Har Wicca indvielsesritualer?

I moderne heksekredse er der delte meninger om, hvorvidt man bør gennemgå et indvielsesritual for at kunne kalde sig heks. De fleste danske heksekredse forlanger dog ikke, at deres medlemmer skal gennemgå specielle indvielsesritualer. Men mange andre steder i verden bliver man optaget gennem en symbolsk indvielsesproces, som giver gruppen en form for samhørighed. Ved den officielle initiering, der hører til den Gardner-inspirerede gren af Wicca, skal kandidaten for eksempel afklædes og piskes for derefter at lægge sig i en cirkel og have et rituelt eller virkeligt samleje med en præst/præstinde.

Der er ikke mange danskere, der bekender sig til den gardnerianske form for Wicca. Hjemmesiden wiccadk.dk oplyser, at dem, der gennemgår ritualet, skal være fyldt 18 år, og at det snarere er undtagelsen end reglen, at indvielsen munder ud i et egentligt samleje. Dansk Dialogcenter kritiserer indvielsesinitialet på deres hjemmeside (se kilder): 'Wicca er ikke et tilfældigt ungdomsfænomen, det bliver i høj grad markedsført til teenagere ( ... ) Det er meget betænkeligt, når man tænker på, at der indgår stærke seksuelle elementer.'