Var H.C. Andersen homoseksuel?
Der kan skrives mange tykke bøger om alt det, der er blevet sagt om H.C. Andersen. Der eksisterer for eksempel mange anekdoter om forfatterens livsførelse og seksuelle præferencer. På trods af sin forelskelse i blandt andet Jenny Lind havde han aldrig et egentligt kærlighedsforhold til en kvinde. Fordi forfatteren gennem hele sit liv var fascineret af smukke unge mænd, spekuleres der i, om han var homoseksuel. På sine udlandsrejser inviterede han ugifte mænd med som ledsagere og sad ofte jaloux hjemme, når de var ude og more sig i byen. Fra 1862 til 1863 var H.C. Andersen på rejse med Jonas Collins søn, Edvard Collin, og efterfølgende skrev H.C. Andersen lange breve og digte til ham. Biografien "Andersen - En biografi" fra 2003 (se kilder) citerer ham for at skrive: "Jeg først født, Du siden, det fryder Dig så lidt; Om Alderens forskjel du taler saa tidt; Hvad gjør den? Mit hjerte groer dog ind i dit!" Derudover nævner han i sin dagbog, at han næsten hver nat under deres rejse havde forunderlige drømme om Edvard.
Ifølge biografien "Andersen - En biografi" fra 2003 (se kilder) er spekulationer om H.C. Andersens seksualitet ligegyldige: "Andersen var en blanding af impulser, og ved at putte ham ned i kasser med påskrifter som 'homoseksuel', 'biseksuel' eller 'aseksuel' får vi slet ikke øjnene op for hans overdådige natur og for den tids mere nuancerede, rummelige opfattelse af, hvad mandens rolle i livet egentlig er."
Var H.C. Andersen kongesøn?
Der går også rygter om, at H.C. Andersen i virkeligheden var kongesøn, og at det var selveste Christian VIII og komtesse Elise Ahlefeldt-Laurvig, som var digterens rette forældre. Men dette er tvivlsomt, da komtessen optrådte til en koncert i Odense samme dag, som H.C. Andersen blev født. Forestillingerne om, at Andersen skulle være kongebarn, udspringer af forfatterens egne hentydninger i breve og værker. I sin forfængelighed legede han med tanken om at være et forbyttet barn, og at hans forældre i virkeligheden var adelige. I et brev skriver veninden Henriette Wulff i 1848 til ham: "De har opdaget, at De er det Prindsebarn, vi talede om forleden?" Men ifølge biografien "Andersen - En biografi" fra 2003 (se kilder) havde Andersens og andres forestilling i samtiden om, at han skulle være et forbyttet kongebarn intet hold i virkeligheden. Det var blot en romantisk metafor og et symbolsk billede på "hans kunstneriske ophøjelse, åndelige byrd og ædelmodighed."
Brød H.C. Andersen sig ikke om Danmark?
Artiklen "På hat med verden" fra 2004 (se kilder) regner ud, at H.C. Andersens ophold i udlandet tilsammen varede ti år af hans liv. Fra 1833 til 1834 foretog han sin første større udlandsrejse på et 2 års rejselegat, og i årene 1843-47 tilbragte han lige så meget tid i udlandet som i Danmark. Også på dette område var han forud for sin tid. H.C. Andersens udlængsel blev ikke altid forstået i samtidens Danmark. Han blev kritiseret for sine evige rejser, og man anfægtede hans forhold til hjemlandet. Det Collinske hus kaldte ham for et 'skabedyr' eller 'Europa', fortæller biografien "Andersen - En biografi" fra 2003 (se kilder).
Som reaktion skrev H.C. Andersen i 1850 i nogle private optegnelser, som er gengivet i artiklen "På hat med verden" i Berlingske Tidende fra 2004 (se kilder): "Man bebrejder mig min rejselyst, siger, at jeg ikke viser mig dansk i at holde hjemmet. Hvor lidt forstår de mig dog! Mine sange og min stræben vil vise, hvor dansk mit hjerte er, og min flyven ud er just tegnet på min ægte, gamle danskhed. ( ... ) Jeg flyver ud som mine forfædre - de efter rov og bytte, jeg efter åndens guld og friskhed i sindet."
Ifølge Netportalen for H.C. Andersen Centret (se kilder) havde Andersen et dybt tvetydigt forhold til Danmark. Han kunne ikke undvære sit hjemland, hvilket afspejles i nationalsangen "I Danmark er jeg født" fra 1850, men hadede det til tider for dets smålighed.