H.C. Andersens lille havfrue

Hvornår udkom 'Den lille Havfrue'?

Den Lille Havfrue udkom den 7.4.1837 i "Eventyr, fortalte for Børn", der også rummede "Keiserens nye Klæder". Heftet var det tredje og sidste i en serie eventyr, hvoraf de to første var udkommet i 1835. I årene 1838-1847 udkom yderligere tre hefter under betegnelsen 'Ny Samling' (1)

H.C. Andersen skrev Den Lille Havfrue i sensommeren 1836. Han havde regnet med at skrive det i løbet af sommeren, men først 23.1.1837 afsluttede han manuskriptet. Andersen gennemlevede i denne periode en personlig krise, der var begrundet i, at hans eneste inderlige ven, Edvard Collin, som digteren rent faktisk var forelsket i, havde giftet sig den 10.8.1836.

Arbejdstitlen var 'Havets Døtre', men i sit arbejde med sig selv og med den voksende selverkendelse i forbindelse med analysen af venskabets indhold og betydning, valgte han til sidst det individuelle 'Den Lille Havfrue' (2)

Hvor kan man se manuskriptet?

Manuskriptet til eventyret blev i mange år anset for værende gået tabt, men ved en tilfældighed dukkede det sammen med andre Andersen-manuskripter op i et antikvariat i Paris. Det antages, at disse har tilhørt marinemaleren Anton Melbye, der var fransk gift og hvis kone i sit andet ægteskab flyttede tilbage til Frankrig.
I 1920 blev det erhvervet af Museet H.C. Andersens Hus i Odense, men ved et professionelt udført indbrud i museet den 22.7.1992 blev det stjålet sammen med andre manuskripter og effekter. Ingen af de stjålne effekter er siden fundet (3)
Manuskriptet findes dog affotograferet i en facsilimileudgave fra 1951 (4)

Hvad handler eventyret om?

Den lille havfrue lever med sine fem ældre søstre hos havkongen, der er enkemand, hvorfor hans mor holder hus for ham. Havfruen adskiller sig fra sine søstre ved sin længsel efter en udødelig sjæl som menneskene, men først ved sit fyldte femtende år, får hun lov til at dukke op af havet og betragte menneskelivet.
Hun forelsker sig i en prins, som hun redder fra druknedøden, men han er bevidstløs og har ingen erindring om hændelsesforløbet. Havheksen lover at hjælpe hende med at få sin prins. Hvis hun kan blive gift med prinsen, vil hun kunne få en udødelig sjæl, men den dag prinsen gifter sig med en anden, må hendes hjerte briste, og hun vil blive til skum på vandet. Havheksen kræver og får hendes smukke stemme, mens havfruen til gengæld får menneskeben, dog med den hage, at det føles som at gå på knive, når hun går. Prinsen bliver betaget af hendes skønhed og lader hende bo på slottet, men som hustru vælger han en anden.
Ved at ofre deres smukke hår til havheksen får hendes søstre en kniv, hvormed havfruen skal dræbe prinsen. Ved denne handling vil hun få sin fiskehale tilbage og kunne vende tilbage til havfruelivet. Men den lille havfrue kan ikke få sig til at dræbe prinsen. Hun kaster sig i havet og opløses til skum.

Hvorfor er eventyret bemærkelsesværdigt?

Eventyret kunne være sluttet med, at havfruens legeme opløstes til havskum, men Andersen lader det ikke blive ved det og forsyner historien med sin egen ekstra slutning.
Havfruen finder sig selv hos luftens døtre, der heller ikke har nogen sjæl, men som selv kan erhverve den ved gode gerninger. Efter tre hundrede år viet til gode gerninger, vil de kunne tage del i menneskets evige lykke. Havfruen optages blandt disse luftånder som belønning for af hele sit hjerte at have haft samme mål for øje og for at have tålt og lidt. Nu får hun selv mulighed for at skaffe sig en sjæl.
Som en yderlige morale på sin slutning lader digteren oven i købet muligheden stå åben for, at havfruen ikke behøver at vente hele tre hundrede år. For hver gang hun finder et godt barn, som giver sine forældre glæde og fortjener deres kærlighed, nedsættes de tre hundrede år med ét år. Til gengæld tillægges en dag for hvert uartigt og ondt barn.
Det er i denne ‘påklistrede’ slutning, man finder nøglen til tolkningen af eventyret, men det er også om denne, striden har stået og fortsat står.

Hvad er eventyrets forlæg?

Mange af H.C. Andersens eventyr er digterens genfortællinger af folkeeventyr, som han har hørt, men i sine bemærkninger til eventyret skriver H.C. Andersen (1862), at "Den lille Havfrue" sammen med "Den lille Idas Blomster" og "Tommelise" må "regnes for mine tre første originale Eventyr". Andersen skriver videre, at det var den positive modtagelse af 'Den lille Havfrue', der gav ham lyst til selv at opfinde. Det næste større selvopfundne eventyr blev 'Lykkens Kalosker' fra 1838 (5)

Dette er dog en sandhed med modifikationer. Adskille træk i eventyret er hentet fra litterære forlæg, som Andersen kendte, men slutningen er original, og det har rimeligvis været denne, digteren havde i tankerne.

Hvilke litterære havfruer har H.C. Andersen kendt?

Allerede som barn var han blevet fascineret af trylleoperaen 'Das Donauweibchen', som han så i Odense, og han kendte Fouqué's fortælling om Undine, som Adam Oehlenschläger havde bearbejdet og udgivet. Undine har heller ikke nogen sjæl, men kan få den via en mands kærlighed. Projektet lykkedes heller ikke for hende.
I B.S. Ingemann's bornholmske eventyr 'De Underjordiske' (1817) optræder ligeledes en havfrue, der er forelsket i en mand og som gennem ham kan opnå at få en sjæl. For hende lykkes det, og hun undgår at dø og blive til havskum.
Fra Heinrich Heine's 'Buch der Lieder' (1827) har Andersen kendt digtet 'Lorelei', og han har selv i 1830 skrevet om havfruer i to digte. I 'Klintekorset paa Møen' rives en jæger i døden af en havfrue, og i 'Havfruen ved Samsø' optræder havfruen som et bindeled mellem fortid og nutid. Hendes levealder er 300 år, hvorpå hun bliver til skum på vandet (6)

Hvad var omstændighederne ved eventyrets tilblivelse?

"Den lille Havfrue" blev skrevet på et tidspunkt, hvor H.C. Andersen befandt sig i en dyb personlig krise, der havde direkte tilknytning til hans nærmeste ven gennem livet, Edvard Collin.
Andersen var vel aldrig kommet sig helt efter sine to ulykkelige forelskelser i henholdsvis Riborg Voigt og Louise Collin, og han havde nu kastet sine følelser på Edvard Collin. Digteren var slet og ret forelsket i sin Collin, men selv om denne vedblev at leve op til venskabet, lagde han ikke skjul på, at mere end venskab kunne der ikke være tale om.
Allerede i 1931 havde Collin til Andersens store sorg køligt afslået, at de skulle være dus (7), men den ting, der for alvor satte tingene i relief var den omstændighed, at Collin i august 1836 blev gift uden at Andersen var blevet indbudt. Faktisk kendte han på forhånd hverken datoen eller stedet.
Andersen måtte på dette tidspunkt søge efter en ny livsforståelse og mening med sit liv. Han måtte simpelt hen finde sin plads i livet og acceptere den. Tilsyneladende lykkedes det. I et brev til B.S. Ingemann den 11.2.1937 kan han således skrive: "Med mit Humeur er det ellers det Bedste, jeg i mange Aar kan erindre; jeg er kommen til en klar Anskuelse af Verden og mig selv" (8)
Det skal dog nævnes, at langt fra alle fortolkere af eventyret er enige om, den denne biografisme er den mest givende indgang til eventyret.

Hvad syntes digteren selv om eventyret?

H.C. Andersen var selv både glad og tilfreds med sit eventyr. I et brev til B.S. Ingemann gør han den 11.2.1837 opmærksom på, at det nye eventyrhefte efter Heibergs mening er det bedste, han har skrevet. Videre skriver han: "Det nyeste Eventyr: "Den lille Havfrue" vil De synes om; det er bedre end "Tommelise" og er, naar undtages "Den lille Abbedisses Historie" i "Improvisatoren", det eneste af mine Arbeider, som har rørt mig selv, idet jeg skrev det." (8)

Hvordan vurderes eventyret i dag?

"Den lille Havfrue" er i dag ét af de mest omstridte eventyr i H.C. Andersens forfatterskab. Striden står om tolkningen af eventyrets slutning, der kan forekomme underlig påklistret, som om digteren fik medlidenhed med sin havfrue og derfor valgte en happy end på den bedrøvelige historie om ugengældt kærlighed.
Selv om man ved, at eventyret var med til at bringe digterens gennem en eksistentiel krise, er mulighederne for en fortolkning mange.
Selv historiens grundlæggende dualisme, er der uenighed om. Den kan ses som liv over for død, som kultur over for natur eller som højstatus over for lavstatus. Historien kan også ses som en allegori med prinsen som hovedperson og havfruen som repræsentant for den store længsel - efter kærlighed for kærlighedens egen skyld.
Måske handler historien om at integrere det mandlige og det kvindelige i den enkeltes psyke. Måske er overgangen fra vand til land overgangen fra det barnligt ubevidstes område til samfundslivet.
Som det gælder for al god kunst findes der ingen facitliste. Det er op til den enkelte at søge og finde.  

Illustrationer

Under illustrationer henvises til enkelte billeder på Internettet som for eksempel en tegning eller et foto. Samlinger af illustrationer som for eksempel gallerier skal findes under videre links. Billederne er udvalgt efter søgning på Internettet for at supplere og/eller visualisere faktaoplysningerne.

Andersen, H. C.: ''Den lille Havfrue'' (side 1). H.C. Andersen-Centret, Odense Universitet.
Første side af H. C. Andersens originalmanuskript til 'Den lille Havfrue'.

Videre læsning

Under videre læsning henvises til enkelte konkrete dokumenter som for eksempel én artikel eller én bog. Der kan være henvisninger til dokumenter i både trykt og elektronisk form. Dokumenterne er kvalitativt udvalgt som de mest relevante efter research og søgning i danske såvel som internationale databaser samt søgning på Internettet.

Andersen, H.C.: Den lille Havfrue. Dansk Nationallitterært Arkiv. Fuldtekst, dansk tekst.
Den fulde tekst af Andersens eventyr.

Baggesen, Søren: Individuation eller frelse? Om slutningen på H.C. Andersens eventyr "Den lille Havfrue". - Kritik. - 1967, nr. 1, side 50-77. - Optrykt i: 60'ernes danske kritik. En antologi ved Søren Schou. 1970. Side 55-80.
Analysen lægger hovedvægen på udødelighedsmotivet og er et opgør med Eigil Nyborgs ukristelige læsning af eventyret. Andre mener, at han er faldet i den anden grøft og indlæser en ortodoks luthersk lære ind i teksten i en grad, som den ikke kan bære.

Bøggild, Jacob: H.C. Andersens ''Den lille Havfrue'' - om tvistigheder og tvetydigheder. Af Jacob Bøggild og Pernille Heegaard. Side 311-320 i: Andersen og verden. Indlæg fra den første internationale H.C. Andersen-konference 25.-31. august 1991. Redigeret af Johan de Mylius, Aage Jørgensen og Viggo Hjørnager Pedersen. 1993.
Bringer en oversigt over fortolkningsdebatten samt en analyse af eventyret med særlig vægt på Andersens brug af ironien.

Ellekilde, Hans: H.C. Andersens eventyr ''Den lille Havfrue'' I-II. - Flensborg Avis. - 1965-03-31 og 1965-04-01.
Historisk og litteraturhistorisk baggrund for eventyret. Kronikkernes hovedtema er Andersens litterære forbilleder.

Det flydende spejl. Analyser af H.C. Andersens ''Den lille Havfrue''. Redigeret af Finn Barlby. 1995. 144 sider. Analyser af H.C. Andersens ''Den lille Havfrue''. Redigeret af Finn Barlby. 1995. 144 sider.
Foruden eventyrets tekst rummer bogen ti tolkningsforslag af Finn Barlby, Pil Dahlerup, Anne Scott Sørensen, Hans Henrik Møller, Finn Hauberg Mortensen, Martin Lotz, Jacob Bøggild, Ib Johansen, Johan de Mylius ogOle Egeberg samt en udførlig bibliografi udarbejdet af Aage Jørgensen. Bidragene har været trykt i BUM i perioden 1994-95.

Den lille Havfrue. H.C. Andersens eventyr fortolket i tekst og billeder. 1992. 44 sider.. H.C. Andersens eventyr fortolket i tekst og billeder. 1992. 44 sider.
Katalog i forbindelse med en temaudstilling i H.C. Andersen × Nyhavn. Rummer følgende bidrag: Suzanne Brøgger: Skum eller Havhexens Opskrift, Ingelise Andersen: Den lille Havfrue og folketraditionen, Erik Dal: Havfruen og illustratorerne samt Niels Birger Wamberg: Andersen og de dybe vande.

Nyborg, Eigil: Den indre linie i H.C. Andersens eventyr. En psykologisk studie. 2. udg. 1983. 219 sider.
Bogen, der oprindeligt udkom i 1962, rummer en række forelæsninger holdt på C.G. Jung-Instituttet i Zürich. Nyborg ser bort fra den 'påklistrede' slutning og lægger efter manges mening for lidt vægt på selve teksten til fordel for digterens sjælelige udvikling. - Denne udgave er forsynet med en efterskrift, der kommenterer den debat, som bogen vakte.

Værum, Peter: Længslen efter helhed. - Kristeligt Dagblad. - 1984-07-24.
Præsten Peter Værum ser 'Den lille Havfrue' på baggrund af Andersens Italiens-rejse, der rummede mange personlige skuffelser. Han giver en kommenteret gennemgang af handlingsforløbet i eventyret og tilslutter sig tolkningen af slutningen som et udtryk for sjælens frelse i kristen forstand.

Videre links

Under videre links henvises til hjemmesider og databaser på Internettet med flere eller mange dokumenter. Videre links kræver således at man selv udvælger og vurderer hvilke dokumenter man har brug for, eventuelt efter en søgning på hjemmesiden eller i databasen. Hjemmesiderne og databaserne er kvalitativt udvalgt som de mest relevante efter research og søgning på Internettet.

H.C. Andersens liv og forfatterskab: En tekst- og informationsbase. H.C. Andersen-Centret, Odense Universitet. Dansk tekst.
Rummer bl.a. tidstavle, en kommenteret kronologisk oversigt over digterens liv samt manuskripterne til ´Phantasie ved Vesterhavet´, ´Den lille Havfrue´og ´Kejserens nye Klæder´.

Kilder

1. Nielsen, Birger Frank: H.C. Andersen Bibliografi. Digterens danske Værker 1822-1875. 1942. 463 sider.
2. Rosen, Wilhelm von: Venskabets mysterier. - Anderseniana. - 3. række, bd. III, 1982, side 167-214.
3. Manuskripter. H.C. Andersen Centret.
   http://www.ou.dk/hum/hca/manu_oversigt.htm
4. Andersen, H.C.: Den lille Havfrue. Faksimile og Tekst. Udgivet af H.C. Andersens Hus. 1951. 124 sider. - Manuskriptet fra denne udgave er indlagt på Internettet af H.C. Andersen-Centret, Odense Universitet, og kan ses på adressen
   http://www.ou.dk/hum/hca/hav1.htm
5. Andersen, H.C.: Samlede Skrifter. 2. Udg., Bd. 14, 1880, side 298.
6. Andersen, Ingelise: Den lille Havfrue og folketraditionen. Side 15-23 i.: Den lille Havfrue. H.C. Andersens eventyr fortolket i tekst og billeder, 1992.
7. Andersen, H.C.: Brevveksling med Edvard og Henriette Collin. Udgivet af C. Behrend og H. Topsøe-Jensen. Bd. I, 1933, side 68-75.
8. Andersen, H.C.: Breve fra Hans Christian Andersen. Udgivne af C. St. A. Bille og Nikolaj Bøgh. Bd. 1, 1878, side 368-369.