Genbrug og genanvendelse som klimaløsning og eksport til udviklingslande

Main image kapitel
Vinflasker bliver knust og genbrugt til byggematerialer på øen Suneva Fushi som er den første CO2 neutrale ø i Maldiverne.
Vinflasker bliver knust og genbrugt til byggematerialer på øen Suneva Fushi som er den første CO2 neutrale ø i Maldiverne.
Foto: Jakob Dall / Scanpix

Hvad gør EU for at sikre mere genbrug og genanvendelse?

EU arbejder på at vedtage en ny såkaldt ecodesign-forordning, som skal gøre produkter mere holdbare, pålidelige, genbrugelige og lettere at opgradere, reparere og vedligeholde. Forordningen er et regelsæt, der omfatter alle produkter, der markedsføres i EU’s medlemslande, undtagen fødevarer, foder og medicinalvarer. Forslaget lægger op til, at alle produkter fremover skal have et digitalt produktpas, der skal hjælpe forbrugerne med at vælge de bedste produkter. Det vil også blive sværere for virksomheder at destruere ikke-solgte varer, ligesom virksomhederne skal oplyse, hvor mange produkter de har leveret til forberedelse til genbrug, genfremstilling, genanvendelse, energiudnyttelse og bortskaffelse, og informationen skal gøres offentligt tilgængelig. EU-Kommissionen vil i slutningen af 2022 holde en offentlig høring om, hvilke produkter der skal inkluderes i den nye ordning. Foreløbig er det planen, at følgende produkter skal indgå: tekstiler, møbler, madrasser, dæk, rengøringsartikler, maling, smøremidler og jern, stål og aluminium. Det fremgår af artiklen ”Nyhed: Bæredygtige produkter skal være normen” på hjemmesiden for DAKOFA (Dansk Kompetencecenter for Affald og Ressourcer) (se kilder).

Hvad anbefaler FN om genbrug?

Bedre genanvendelse af verdens ressourcer bliver også fremhævet af FN’s Miljøprogram, United Nations Environment Programme (UNEP), som et område med stort potentiale i arbejdet med at mindske udledning af de menneskeskabte drivhusgasser, der forårsager klimaforandringer. UNEP understreger, at selvom der bruges energi og udledes drivhusgasser i forbindelse med genanvendelse af affald, er reduktionen af drivhusgasser ved ikke at skulle udvinde eller producere nye materialer større. UNEP anbefaler derfor i rapporten ”Waste and Climate Change – Global Trends and Strategy Framework” (se kilder), at nationalstater og virksomheder skal have en helhedsorienteret tilgang til forbrug, hvor genanvendelse er tænkt ind i alle skridt af produktion og affaldssortering. 

Bl.a. på grund af manglende data over de enkelte staters affaldshåndtering er det ikke til at sige, hvor stort det samlede potentiale for mindre udledning af CO2 egentlig er. I Danmarks tilfælde har Miljøministeriet i forbindelse med kampagnen kendditaffald.dk (se kilder) lavet nogle udregninger, der viser, at hvis alle danskere sorterer deres husholdningsaffald frem for at sende det til forbrænding, sparer man miljøet for, hvad der svarer til 70.000 danskeres CO2-udledning årligt. 

I nogle tilfælde er det bedre for klimaet at brænde affaldet frem for at genanvende det, hvis kvaliteten af genanvendelsen ikke er høj nok. Det kan afklares gennem en opgørelse af affaldets såkaldte livscyklus, som er en sammentælling af alle de faser, der udleder CO2, tungmetaller osv. i hele kæden af affaldshåndtering. 

Hvad gør man i Danmark for at fremme genbrug og genanvendelse?

I takt med at klima- og miljødebatten har udviklet sig, og priserne er steget på råvarer, er politikerne blevet mere ambitiøse omkring genanvendelse. Af samme grund har skiftende regeringer, siden Folketinget vedtog Genanvendelsesloven i 1978, forsøgt at gøre Danmarks håndtering af affald mere hensigtsmæssig. SRSF-regeringen (2011-2014) lancerede i 2013 en strategi for bedre genanvendelse af klodens ressourcer. 

“I Danmark brænder vi meget affald af. Affald, som vi kunne få mere ud af ved at genanvende mere og genanvende bedre. Vi skal frem til i langt højere grad at se affald også som en ressource, der kan genbruges og genanvendes, og væk fra at betragte affaldet som et spildprodukt,” skrev daværende miljøminister Ida Auken (SF) i oplægget “Danmark uden affald” (se kilder). Heri opstilles bl.a. målet om, at halvdelen af danskernes husholdningsaffald i 2022 skal genanvendes. Ude i kommunerne er man i fuld gang med at udbrede genanvendelse. I 2012 fik borgerne i Københavns kommune fx nye skraldespande til henholdsvis metal, hård plast og elektronik. Men de danske politikeres målsætning for genanvendelse er måske snart forældet. Ifølge Ingeniørens artikel ”Slut med at brænde affaldet af: 70 procent skal genanvendes” (se kilder) har man nemlig fra EU-Kommissionens side foreslået, at 70 procent af det kommunale affald i EU skal genanvendes i 2030. 

Hvordan placerer Danmark sig i forhold til andre EU-lande, når det gælder genanvendelse?

Normalt omtales Danmark af politikerne som EU’s miljøduks, men når det kommer til genanvendelse, bliver vi overhalet indenom. Danmark er faktisk det land i EU, der producerer mest affald pr. indbygger, og en række EU-lande som fx Østrig og Sverige er bedre til at genanvende affaldet. Den 18. december 2017 vedtog politikerne i Europa-Parlamentet en række aftaler, der forpligter medlemslandene til at genbruge mere, bl.a. ved at lave regler om affaldssortering af husholdningsaffald. De nye målsætninger lyder, at medlemsstaterne i 2025 skal genanvende 55 procent af alt husholdningsaffald og i 2035 skal genanvende 65 procent. Det kan man læse på DAKOFA Dansk Kompetencecenter for Affald og Ressourcers hjemmeside (se kilder). I foråret 2022 vurderede DAKOFA, at det er usandsynligt, at vi når målet om en halvering af mængden af restaffald. Hvis vi skal indfri målene, kræver det investeringer i nye metoder til genanvendelse og såkaldt affaldsforebyggelse som fx at forlænge forbrugsvarers levetid, kan man læse i artiklen ”Nyhed: Næppe sandsynligt, at vi når målet om en halvering af mængden af kommunalt restaffald” på DAKOFA’s hjemmeside (se kilder).   

Hvilken betydning har genbrug og genanvendelse for udviklingslande?

Verdens mængder af affald øges i takt med, at særligt udviklingslandene bliver rigere. Ifølge UNEP-rapporten ”Waste and Climate Change – Global Trends and Strategy Framework” (se kilder) skaber en borger i et udviklingsland nemlig i gennemsnit kun 10-20 procent af den mængde affald, som en borger i et industrialiseret land producerer. Og selvom om man skulle tro, at udviklingslande med dårlig formel affaldssortering også har en dårligere tradition for genanvendelse, er det i nogle tilfælde snarere omvendt. I lande, hvor affaldssortering ikke er formelt organiseret af myndighederne, fungerer affaldssortering ofte som en uformel økonomi. I megabyen Delhi i Indien sikrer affaldssamleres samlebåndslignende håndsortering af affaldet fx, at 15-20 procent af byens affald bliver genanvendt, fremgår det af samme UNEP-rapport (se kilder). 

Pga. den manglende regulering af affaldssortering har udviklingslande også længe været losseplads for den vestlige verdens farlige affald. Fx brændes computere og tv-apparater fra bl.a. Vesten af på lossepladser i Ghana, hvilket fører til kemikalietung røg, der forgifter både mennesker og natur. 

EU har regler, der skal forhindre eksport af farligt affald til ulande, men ifølge EU-Kommissionen er 25 procent af alt det affald, EU årligt sender til ulande i Afrika og Asien, alligevel ulovligt i henhold til internationale regler. Fx har mediet Danwatch afsløret, hvordan europæiske lande dumper elektronikaffald i udviklingslande i strid med EU’s direktiv om ordentlig håndtering af affald, som man kan læse i artiklen ”Europæiske lande dumper stadig elektronikaffald i udviklingslande” (se kilder). Også plastaffald fra Danmark dumpes i stor stil i Asien. Minidokumentaren ”På sporet af dansk plastaffald” på TV2 afslører, hvordan bunker af dansk plastikaffald tårner sig op i malaysiske industriområder, hvor forbrændingen af det gør befolkningen i de omkringliggende landsbyer syge. Det kan man læse i artiklen ”TV2 finder dansk plastaffald på dumpingsite i Malaysia” (se kilder).