Hvordan hænger den frivillige sektor og det offentlige sammen?
Danskerne er glade for at arbejde
frivilligt, hvilket ses på antallet af frivillige danskere og den tid, de investerer
i arbejdet. Deres indsats bliver ikke bare påskønnet af dem, de hjælper direkte,
men også af det offentlige. En stor del af det frivillige arbejde modtager
derfor offentlige støttekroner og fungerer som et samarbejde mellem de enkelte organisationer
og det offentlige – et forhold, der bygger på en gensidig afhængighed parterne
imellem. Det har udløst en debat om, hvorvidt frivilligheden kan bevare sin
kerne af frihed og undgå at blive tynget af det offentliges krav om
professionalisering, effektivitet og dokumentation.
De frivillige organisationer er på finansloven, og økonomien spiller
uomtvisteligt en væsentlig rolle for deres arbejde. I artiklen ”Frivillige
kræfter fornyr velfærden” på Frivilligrådets hjemmeside www.frivilligrådet.dk (se
kilder) fremstiller formanden for Frivilligrådet, Vibe Klarup Voetmann, dette
gensidige forhold: ”Det offentlige og de frivillige foreninger samarbejder
allerede i et omfang, som blandt andet afspejler sig i puljetilskud på flere
milliarder årligt, når man ser hen over de mange områder fra idræt og kultur
over miljø til social indsats. Op mod 40 procent af de frivillige
foreningers økonomi kommer fra samarbejde med det offentlige. Økonomisk politik
har en enorm betydning for frivillige. Civilsamfundet er derfor ikke interesse-
eller magtfrit område.”
Hvilke krav stiller det offentlige til de frivillige organisationer?
Dokumentation af indsatsen, fokus på særlige målgrupper og bestemte arbejdstimer er nogle af de krav, det offentlige stiller for sine støttekroner. Et tydeligt eksempel på dette er de offentligt støttede herberger og varmestuer for hjemløse, som skal overholde nogle helt bestemte regler. En af de mest markante og omdiskuterede er, at de ikke må lade udenlandske hjemløse benytte sig af tilbuddene om overnatning, mad osv. Det offentlige kræver desuden løbende regnskaber og evalueringer af de frivilliges indsats, hvilket betyder, at der nu skal bruges mange flere kostbare frivillige arbejdstimer på administrative opgaver. En anden negativ effekt af den øgede administration er, at de hjemløse flere steder skal registreres med navn, alder og køn – noget som mange i netop den position har det meget svært med.
Hvad er det danske frivilligcharter?
Frivilligchartret er et officielt dokument, som udlægger de grundlæggende værdier og rammer for samspillet mellem den frivillige verden og det offentlige. Charteret er altså ikke at forveksle med en lovtekst, men skal forstås som et såkaldt retningsanvisende dokument, der skal danne grundlag for politiske beslutninger og diskussioner om emnet lokalt og nationalt. Charteret blev oprindeligt udarbejdet af repræsentanter fra det offentlige og det frivillige Danmark i 2001. I juli 2013 blev det fornyet, så det passede til de udfordringer velfærdssamfundet og det frivillige arbejde står over for efter krisen. I det nye charter (se kilder), er der lagt vægt på, at den frivillige verden og det offentlige skal indgå i et ligeværdigt forhold, der bygger på tillid, gensidig forståelse og respekt for hinandens forskellige opgaver og roller. Begge parter har brug for hinanden; på grund af den økonomiske krise har samfundet i dag mere end nogensinde brug for en massiv frivillig indsats, ligesom de frivillige organisationer har brug for økonomisk støtte. Det nye frivilligcharter er blevet udformet af en arbejdsgruppe, der bestod af repræsentanter fra kommuner, regioner, KL, en lang række foreninger, råd og organisationer samt Social- og integrationsministeriet, Kulturministeriet, Økonomi- og indenrigsministeriet og Ministeriet for sundhed og forebyggelse.
Hvad var de frivillige organisationers baggrund for det nye charter?
I kronikken ”Vi står sammen om frivilligheden” trykt i Kristeligt Dagblad i foråret 2013 (se kilder) forklarer seks af landets store frivillige organisationer Røde Kors, Ældre Sagen, Kræftens Bekæmpelse, DIF, DUF og DGI deres ønsker for det kommende frivilligcharter. Her skriver de blandt andet: ”Som frivillig går du ind i arbejdet for at gøre en forskel for de mennesker, du engagerer dig i. Det må vi ikke ødelægge ved at pålægge den enkelte frivillige et omfattende administrativt bøvl – så risikerer vi at dræbe lysten til frivillighed. Det ser vi også̊ gerne adresseret i et nyt frivilligcharter” (se kilder). Baggrunden for frivilligcharteret var altså – fra organisationernes perspektiv – først og fremmest at få skabt nogle rammer, der forhindrer fremadrettet, at det altafgørende engagement hos de frivillige drukner i offentligt pålagte administrationsopgaver. I det endelige charter er dette blevet til et kompromis, hvor der stadig bliver lagt vægt på, at offentligt støttede organisationer skal formulere og definere deres samfundsmæssige målsætninger, værdier og rammer samtidig med, at der tages kraftigt afstand fra offentlig bureaukratisering. Som det formuleres direkte i charteret: ”Frivilligheden udfolder sig bedst, når der gives vide rammer. Vi vil arbejde for et enkelt og ubureaukratisk samarbejde, da det er en vigtig forudsætning for frivilligt engagement. Hvis foreningerne og de frivillige skal bidrage aktivt til udviklingen, er det en forudsætning, at der ikke lægges unødige administrative hindringer i vejen for foreningslivet og de frivillige.” (se kilder).
Hvorfor kan det være fornuftigt at inddrage frivillige på flere områder?
Et eksempel fra dagens Danmark på en forening, der er blevet fuldstændig afhængig af en frivillig indsats er Diabetesforeningen. På foreningens hjemmeside står der: ”Diabetesforeningen bygger en stor del af sit arbejde på frivillige over hele landet, som yder en kæmpeindsats i kampen mod diabetes” (se kilder). I artiklen ”Velfærdsstaten vælter sig i frivillige” fra Politiken (se kilder) fortæller foreningens direktør, Henrik Nedergaard, hvorfor Diabetesforeningen har set sig nødsaget til at benytte sig af frivillig arbejdskraft: ”Danmarks 292.000 diabetikere koster os årligt 31,5 milliarder kroner inklusiv tabt arbejdsfortjeneste, og der er kommet en klar erkendelse af, at man er nødt til at tænke ud af boksen og lade frivillige hjælpe til.” (se kilder). På grund af sygdommens enorme omfang kan foreningen altså ikke længere klare sig uden frivillige hænder, der hjælper med alt fra salg af skrabelodder til lokalpolitisk lobbyarbejde, telefonisk rådgivning på Diabeteslinjen samt afholdelse og udvikling af events og foredrag om diabetes.