Hvornår blev fribyordningen etableret i Danmark?
Den 17. april 2007 udsendte daværende kulturminister Brian Mikkelsen og daværende integrationsminister Rikke Hvilshøj en pressemeddelelse om, at de i fællesskab ville tage initiativ til at etablere en fribyordning for forfulgte forfattere. I pressemeddelelsen “Brian Mikkelsen og Rikke Hvilshøj vil oprette fribyer for forfulgte forfattere” (se kilder) hedder det blandt andet: “Dette betyder, at danske byer får mulighed for at tilslutte sig ICORN.”
Den 1. juli 2008 trådte så en lov om fribyordningen i kraft. Loven betegnes “Lov om ændring af lov om litteratur” og kan findes på Kulturministeriets hjemmeside (se kilder). Ifølge loven skal kommunerne yde den økonomiske støtte til blandt andet opholdsudgifter for asylforfattere. Det er en forudsætning, at kommunerne er medlem af ICORN, og at de pågældende forfattere er godkendte af ICORN. Daværende kulturminister Carina Christensen skrev om ordningen i debatindlægget “Fribyer for forfulgte forfattere” (se kilder) vinteren 2008: “Regeringen har skabt et lovgrundlag, der giver danske byer mulighed for at invitere forfulgte forfattere til landet. Vi har også afsat en million kroner årligt til en støtteordning til de byer, der vælger at blive fribyer.
Støtteordningen skal bruges til arrangementer, udgivelser og andre aktiviteter, som kan skabe opmærksomhed omkring både forfatter og friby.”
Kulturminister Per Stig Møller bakker fuldt op om fribyordningen og siger i artiklen “Er din kommune blevet friby?” (se kilder): “Det er virkelig godt, at kommunerne nu stiller op og hjælper forfulgte forfattere til et liv frit for forfølgelse.”
Hvilke politiske holdninger er der til fribyordningen?
Den danske fribyordning er oprettet af VK-regeringen, og der er tilsyneladende stor opbakning til ordningen i Venstre og Det Konservative Folkeparti. Begge partier har i løbet af deres fælles regeringstid slået på, at Danmark er et land præget af frihed og ytringsfrihed, og de ser ordningen som et led i en kamp for udbredelse af netop ytringsfriheden.
I forbindelse med vedtagelsen af “Lov om ændring af lov om litteratur” stillede regeringens støtteparti Dansk Folkeparti en række krav til ordningen. I “Betænkning Forslag til lov om ændring af lov om litteratur” (se kilder) gav de forskellige partiers medlemmer af Kulturudvalget deres mening til kende. Her krævede Dansk Folkeparti bl.a.:
“· at udgangspunktet for ordningen er, at den pågældende udlænding skal vende tilbage til hjemlandet, når opholdstilladelsen udløber,
· at udgangspunktet for ordningen er, at den ikke fører til en »masseindvandring« af forfulgte forfattere...
· at den pågældende og dennes eventuelle medbragte familie i det hele opfører sig ordentligt i Danmark under opholdet, efterlever formålet med fribyordningen, og indtager en ydmyg og respektfuld holdning til Danmark og danskerne,
· at fribyen (kommunen) afholder alle omkostninger ved forfatterens ophold...”
Kulturudvalgets medlemmer af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det radikale Venstre og Enhedslisten fandt det uforståeligt, at regeringen i lovforslaget “ekskluderer en række kunstnere, som dagligt risikerer liv og frihed ved at insistere på ytringsfrihed. L 137 indeholder hverken en udstrakt hånd til musikere, filmskabere eller billedkunstnere.”
S, SF, RV og EL var endvidere skeptiske over for finansieringen af fribyordningen og stillede krav om, “at der etableres en statslig støtteordning til medfinansiering af kommunernes udgifter til fribyordningen, således at staten pålægges at refundere 50 pct. af de enkelte kommuners direkte udgifter til de enkelte kunstnere og deres familier.”
Hvilke økonomiske problemer har der været?
Selv om loven om danske fribyer altså trådte i kraft 1. juli 2008, skulle der gå halvandet år, førend den første danske friby blev en realitet. Årsagen var økonomisk. Ifølge artiklen “Fiasko: Ingen vil betale for fribyer” (se kilder) havde kommunerne og regeringen svært ved at placere regningen for ordningen. Århus Kommune havde regnet ud, at et enkelt forfatterophold ville koste 1,3 millioner kroner, heraf gik 350.000 kroner til skat af udgifter til forfatterens forsørgelse, husleje, el, vand og varme. Århus Kommune foreslog, at regeringen og kommunerne slog halv skade, mens regeringen mente, at kommunerne alene skulle hænge på regningen. Kulturministeriet ville dog bidrage med en million kroner årligt, men kun til arrangementer med forfatterne.
1. marts 2010 fik kommunerne endelig mulighed for at få støtte til ordningen. Statens Kunstråds Litteraturudvalg afsatte således 1,2 millioner kroner til at støtte kommunerne i etableringsfasen, mens 0,8 millioner blev afsat til kulturelle aktiviteter i forbindelse med fribyforfatternes virke. Statens Kunstråds Litteraturudvalg uddeler penge hvert år.
Hvad er kritikken af fribyordningen i Danmark?
Der er flere kritikpunkter i forhold til fribyordningen i Danmark:
·Dansk PEN kritiserer i et høringssvar til Kulturministeriet, som kan findes på danske PENs hjemmeside (se kilder), at betegnelserne ‘forfattere’ og ‘litterær virksomhed’ der benyttes i “Lov om ændring af lov om litteratur” er for upræcise og uhensigtsmæssigt begrænsende, og PEN foreslår, at andre kunstnere inkluderes i ordningen. Musikerorganisationen Freemuse er inde på samme problematik i artiklen “Musikere ønsker fribyer” (se kilder). Og det er også Franz Ernst, der er formand for Dansk Kunstnerråd - en paraplyorganisation for 23 landsdækkende organisationer for professionelle kunstnere. Han siger: “Det vil være et meget stærkt signal til omverdenen, hvis Danmark opretter en ordning, som er åben for alle slags kunstnere. Der er helt klart et stort behov for at beskytte forfulgte forfattere og journalister, men via vores internationale samarbejde har vi også talrige eksempler på, at film- og teaterfolk, tegnere og billedkunstnere samt fotografer og musikere oplever censur og forfølgelse i en række lande.”
· Danske PEN har kritiseret den erklæring, som asylforfatterne skal skrive under på for at få ophold i en dansk friby. Forfatterne vil blandt andet skulle skrive under på, at de går ind for ligestilling og ytringsfrihed, hvilket sekretariatsleder Mille Rode anfører som problematisk. Hun siger i artiklen “Erklæring kan bremse fribyordning” (se kilder), at forfatterne i vid udstrækning kommer “fra lande, hvor de værdier, som vi beder dem om at skrive under på, langt fra er god tone. De risikerer at gøre sig selv en bjørnetjeneste, der kan give alvorlige problemer, når de vender hjem.”
· En faktor, som ikke umiddelbart har været diskuteret, men som også kan give problemer, knytter sig til de enkelte forfattere. De fleste lande, heriblandt Danmark, tilbyder to års asyl til forfulgte forfattere. Det betyder, at de respektive forfattere får to års frirum, men hvad så bagefter? “Lov om ændring af udlændingeloven” (se kilder) søger at løse problematikken ved at anføre, at “Det er hensigten, at den enkelte forfatter under ophold i Danmark skal søge at bevare en kontakt med og tilknytning til hjemlandet. Den pågældende skal derfor så vidt muligt fortsat udgøre en stemme i hjemlandets offentlighed og kulturliv - både under og efter opholdet i Danmark. Den enkelte forfatter skal således, efter at have opholdt sig her i landet i en periode, vende tilbage til sit hjemland.” Men forfatterne vil efter to år næppe være mindre forfulgte i deres hjemland - måske snarere tvært i mod - og vil de så være tvunget til at søge videre til en ny ICORN-by?
Hvilke danske byer er blevet fribyer?
Tre danske byer og en ø er per 2010 kommet med i fribyordningen, nemlig Frederiksberg, Odense, Århus og Fanø. De skal dele de 1,2 millioner kroner i etableringsstøtte fra Statens Kunstråds Litteraturudvalg.
I juni 2010 modtog Århus som den første danske friby en udenlandsk forfatter – nemlig den 26-årige Tendai Frank Tagarira fra Zimbabwe. Siden Tendai Frank Tagarira udgav bogen “Trying to Make Sense of It” i 2009, har han været på flugt fra diktatoren Robert Mugabe. Ifølge Jyllands-Postens artikel “Her er Århus’ forfulgte friby-gæst” (se kilder) udtalte Tendai Frank Tagarira ved ankomsten til Århus: “Jeg er utroligt glad og lettet over at få lov til at komme til Århus. Jeg ser frem til til at komme ud af truslernes skygge, og i stedet nyde ytringsfrihedens klare skær. Uden ytringsfriheden har man intet, og det er derfor en ære at få lov at bo i en by, der hylder ytringsfriheden.”
Også Københavns Kommune ønsker at komme med i ordningen, selvom de ikke har fået støtte fra Statens Kunstråds Litteraturudvalg. Det siger overborgmester Frank Jensen, som dermed lægger en anden linje end forgængeren Ritt Bjerregaard. Frank Jensen udtaler til artiklen “Kovending: København som friby”: “Det ærgrer mig, at vi ikke kom med i første runde. Dengang var holdningen her, at regeringen er for fedtet, og det mener jeg sådan set også. Men over det står for mig ønsket om at huse en forfulgt forfatter. Det er godt for ytringsfriheden og for København som en rummelig by.” Også Københavns kulturborgmester Pia Allerslev er interesseret i at gøre byen til friby, og de to borgmestre er indstillede på at bruge op til et par millioner kroner fra 2011 og et par år frem. Samtidig forsøger de at hente støtte direkte i Kulturministeriet.