Hvad er stamceller?
Celler er kroppens byggesten, og alt fra hjernen til knogler og muskler består af celler. En lille del af kroppens celler er stamceller. Stamcellerne er ’universalceller’, og deres rolle er at erstatte andre celler, der går i stykker. Stamceller er medvirkende til, at vores hud heler, når vi har skåret os, og at vores knogler vokser sammen igen, når de er brækket. Et nyskabt fosteranlæg er også fyldt med stamceller – dog af en anden type end dem, som voksne mennesker har.
Hvilke typer af stamceller findes der?
Forskerne kan få stamceller fra både voksne individer og fra fosteranlæg. Fælles for alle de stamceller, der sidder i en voksen krop, er, at de er specialiserede. Det vil sige, at de hver især kun kan reparere en afgrænset type af væv. Nogle stamceller kan erstatte blodceller. Andre kan erstatte muskelceller og nerveceller.
I mange tilfælde kan forskerne nøjes med at bruge stamceller fra voksne, når de udfører deres eksperimenter. Men nogle gange har de brug for pluripotente stamceller, og indtil 2006 kunne de kun få dem fra kasserede fosteranlæg. I et nyskabt fosteranlæg finder man nemlig forstadiet til alle de voksne celler: de såkaldte embryonale pluripotente stamceller. Disse celler har den fordel, at de kan lave sig selv om til alle de typer af celler, som et voksent individ består af.
Hvad er et fosteranlæg?
Når kvinder ikke kan få børn på naturlig måde, kan de få foretaget en reagensglasbefrugtning på en fertilitetsklinik. Dette foregår på den måde, at sæd fra manden sættes sammen med æg fra kvinden i et laboratorium. Når æggene er befrugtede, udvikler de sig først til bittesmå klumper af meget stærke stamceller: såkaldte fosteranlæg. Efter nogle dage sættes et af de befrugtede fosteranlæg op i kvinden. Men i processen producerer lægerne mere end ét fosteranlæg, og nogle af dem skal kasseres. Kvinden kan vælge at donere disse fosteranlæg væk. Og forskerne er meget interesserede i dem, fordi de er fyldt med embryonale stamceller, som har et meget stort udviklingspotentiale.
I 2006 opfandt den japanske forsker Shinya Yamanaka en teknik, der gjorde det muligt at tage hudceller ud af voksne mennesker og ’spole’ dem tilbage i deres udvikling, så de blev til pluripotente stamceller, der minder meget om dem, man finder i fosteranlæg. Disse celler kaldes inducerede pluripotente stamceller. De er ikke helt lige så gode som de embryonale stamceller, og derfor bruger nogle forskere stadig stamceller fra kasserede fosteranlæg. Men forskerne bliver hele tiden bedre til at producere inducerede pluripotente stamceller. Shinya Yamanaka og John B. Gordon modtog i 2012 Nobelprisen i medicin for deres epokegørende forskning i stamceller.
Hvad bruger man stamceller til i dag?
Stamcelleforskere er kommet frem til adskillige opsigtsvækkende resultater, og mange nye behandlinger er på vej, hvilket beskrives nærmere i "Del 2: Forskning og fremtidsperspektiver". Men de mange stamcellebehandlinger, der er på vej, skal i gennem en lang testfase, før samfundet for alvor får glæde af dem. Dog har én bestemt stamcellebehandling været i brug i årtier på hospitaler over hele verden. Nemlig knoglemarvstransplantationer til leukæmi-patienter. En anden stamcellebehandling, der bruges på hospitalerne, er stamceller, der føres på forbrændt hud, så den heler bedre.
Alle andre stamcellebehandlinger er stadig kun på eksperimentstadiet. Men på trods af det, udbydes en lang række stamcellebehandlinger allerede nu på flere hundrede klinikker i lande som Mexico, Costa Rica og Ukraine. Efter et par håndfulde Google-søgninger kan man finde stamcelleklinikker, som behandler autisme, muskelsvind, diabetes, hjerneskader og mange andre uhelbredelige lidelser.
Stamcelleforskernes organisationer kæmper for at få disse behandlinger stoppet, men markedet er i mange lande kaotisk og ureguleret. Problemet med behandlingerne er, at de er meget dyre, de har ikke nogen dokumenteret effekt, og de kan have alvorlige bivirkninger – såsom svulster. Desuden følger behandlingerne ikke den metode, som lægevidenskaben arbejder efter. Denne metode foreskriver, at en ny behandlingsform først skal igennem en meget lang testperiode, inden den tages i brug. Først skal behandlingsformen undersøges i laboratorier. Dernæst skal den testes på dyr. Og til sidst skal den over flere omgange testes på mennesker. Til sidst skal forskningen gøres offentligt tilgængeligt og granskes af andre læger.
De private klinikker, som udfører de risikable stamcellebehandlinger, går helt uden om denne procedure. Hverken behandlingernes effekt eller bivirkninger dokumenteres på systematisk vis, og forskerne har ikke mulighed for at gå behandlingerne efter i sømmene. Derfor advarer forskerne og deres organisationer - såsom International Society of Stem Cell Research – mod behandlingerne.
For eksempel sagde stamcelleforskeren Christopher Mason fra universitetet University College London sådan her til Kristeligt Dagblad i 2010: ”Patienter risikerer at miste deres liv og helbred, ikke få deres tilstand forbedret, forgæves rejse langt væk fra familie og venner og måske sætte en stor sum penge over styr.”
Christopher Mason citeres sammen med andre kilder i artiklen ”Eksperter advarer mod stamcelle-turisme” af Ulla Poulsen, trykt den 7. september 2010 (se kilder).