Kirkelige retninger inden for folkekirken

Hvilke folkekirkelige retninger har præget folkekirken?

Forskellige retninger har præget og præger den danske folkekirke, om end skellet mellem de forskellige retninger er blevet mere udflydende, og mange præster og folkekirkemedlemmer vil ikke længere placere sig selv inden for en klart afgrænset retning. Her nævnes nogle af de mest fremtrædende:

  • Grundtvigianismen bygger på den danske præst N.F.S. Grundtvigs tanker, der drejede sig om demokratiske og liberale ideer og byggede på, at man skulle være “Menneske først og Christen saa”. Der lagdes bl.a. vægt på, at folkekirken skulle være rummelig, og at folket skulle have adgang til uddannelse, hvorfor grundtvigianere i 1830’erne startede højskolebevægelsen og friskoler samt andelsforeninger og valgmenigheder. Ifølge Nationalmuseet (se kilder) opstod Grundtvigianismen som et opgør med den etablerede kirke. Grundtvig kæmpede for kirkelig frihed for både præst og menighed og den enkeltes ret til at knytte sig til andre præster end den lokale sognepræst – kaldet sognebåndsløsning.
  • Indre Mission, der har rod i 1700-tallets pietisme og kan karakteriseres som en vækkelsesbevægelse. Ifølge Nationalmuseet søgte Indre Mission “gennem aktiv mission at vække den enkelte til et ‘helligt liv’ i det daglige uden dans, drikkeri og søndagsarbejde” (se kilder). For at støtte vækkelsen oprettede Indre Mission egne skoler, søndagshvilende mejerier og missionshuse – sidstnævnte, ifølge Nationalmuseet, som et modstykke til grundtvigianernes forsamlingshuse.

     

    Indre Mission formulerer på sin hjemmeside (se kilder) sit formål således: “Lede til Jesus og leve i ham.” Det betyder, ifølge retningen selv, at kirkens budskab gøres levende og aktuelt ved at “lede mennesker frem til en personlig tro på Jesus. En tro der sætter mennesker fri og giver håb om evigt liv”. Indre Mission er en selvstændig og uafhængig bevægelse, men har helt fra sin begyndelse været tæt forbundet med folkekirken og været optaget af at bevare folkekirken ift. den evangelisk-lutherske lære. Indre Mission har derfor ikke egne kirker.
  • Luthersk Mission: Betegner sig selv som en “kristen organisation, der ønsker at mennesker skal lære Jesus at kende” på deres hjemmeside (se kilder). Retningen har fire kerneværdier: ’Frit evangelium’, der bl.a. betyder, at “kristendom handler først og sidst om Guds redning af os i Jesus Kristus”. ’Troværdig bibel’, der bl.a. handler om, at “Kristendom er ikke noget, vi kan tænke os til, men den må åbenbares”. ’Tydelig mission’, der bl.a. bygger på, at “Mission er ikke bare kristendommens reklameafdeling, men den er selv en del af Guds frelseshandling. Der er simpelthen ikke noget evangelium uden mission”. Og endeligt ’Nådegaver i funktion’, som bl.a. betyder, at “jeg må se på det, som andre kan, som gaver, Gud har givet til mig. Og jeg må se på det, som jeg kan, som noget, jeg kan for de andres skyld”. Ligesom Indre Mission er Luthersk Mission tilhængere af en tekstnær forståelse af Bibelen.
  • Den højkirkelige tradition, som har haft indflydelse på den danske folkekirke siden ca. 1950. Her lægges især vægt på præstens og kirkens autoritet, og bevægelsen centrerer sig om sakramenterne og ønsker at fastholde kirkens traditioner, især hvad angår gudstjenestens form.

Endeligt kan nævnes tidehvervsbevægelsen, som opstod i 1920’erne og tog afstand fra Indre Mission og KFUM, idet den bl.a. mente, at frelse ikke kan opnås gennem gode gerninger og fromhed, men alene er noget, der gives af Gud. Disse forskellige bevægelser eksisterer alle inden for folkekirken, idet de tilslutter sig det samme evangelisk-lutherske trosgrundlag, men betoner forskellige sider af troen.

Hvilke retninger præger folkekirken i dag?

Som i politik kan man også inden for kirken tale om en venstre- og en højrefløj.  Højrefløjen består af højkirkelige, altså teologer, som betoner vigtigheden i gudstjenestens faste form og ritualer. Heroverfor kan man tale om en lavkirkelig venstrefløj, der ønsker en rummelig folkekirke, og hvor de kristnes levende involvering i troen har højeste prioritet. Samtidig kan der tales om en højre- og en venstrefløj, hvad angår bibelsyn. Hvor højrefløjen tolker Biblen fundamentalistisk og anser den for at være Guds ord, har venstrefløjen i højere grad en tilgang til Biblen som en tekst, der er skrevet i en bestemt historisk periode. I dag er linjerne mellem de forskellige folkekirkelige retninger delvist udvisket, og man kan se fællesskaber forme sig mellem præster, der tilhører kirkens venstre- og højrefløj. Fx siger forfatter og sognepræst Torben Bramming i artiklen “Ét samler yderfløjene: Kirken skal være politisk” fra Information (se kilder): “Dét, vi ser nu, er, at mange nye og mærkelige alliancer opstår mellem forskellige grundtvigske fraktioner, Indre Mission og kirkelige interesseorganisationer, samlet i tanken om, at kirken skal have en fælles røst.” I samme artikel beskriver han, hvordan både højre- og venstrefløjspræster taler for, at religionen skal fylde mere i offentligheden, og at man med udgangspunkt i næstekærligheden bør involvere sig i politik.